Vision - Mission

Mission Afrika ser det som sin opgave at være et af folkekirkens organer for mission i Afrika og Danmark og at fremme forståelsen for og engagementet i mission i folkekirkens menigheder.
Ud fra MAs forståelse af mission og vurdering af behov og muligheder i Afrika og Danmark og egne ressourcer vil MA prioritere følgende fire missionsdimensioner i sit arbejde:

  • Evangelisation: dvs. forkyndelse af evangeliet om Jesus Kristus for dem, der endnu ikke har hørt det og modtaget det. Evangelisation omfatter således kommunikation af evangeliet med henblik på menneskers omvendelse, indlemmelse af mennesker i menigheder eller plantning af nye menigheder og udvikling af disse menigheder.
  • Diakoni: dvs. den kristne menigheds praktiske handlinger i forhold til mennesker, der har behov for hjælp og støtte. Diakoni afhjælper konkret menneskelig nød, udvikler enkeltpersoner, familier, fællesskaber og samfund, så de kan tage vare på deres egen velfærd, og påvirker det lokale og internationale samfunds sociale bevidsthed.
  • Uddannelse: dvs. både kristen oplæring og almenmenneskelig oplæring. Uddannelse omfatter både den kirkelige undervisning og den sekulære undervisning, alt sammen med det formål at udvikle menneskers potentialer, så de kan varetage opgaverne i familie, menighed, samfund og nation.
  • Udveksling: dvs. at kristne grupper og enkeltpersoner i Afrika og Danmark mødes i Danmark og Afrika for at lære af hinanden, inspirere hinanden og dele erfaringer og ressourcer så de kan styrke kirke og samfund både i Afrika og Danmark. Udveksling omfatter en række aktiviteter, der udtrykker det fællesskab og den gensidighed i mission, der ligger i, at alle har behov for hjælp, og alle har noget at bidrage med i Kristi legeme.

Vores mission og vision er beskrevet i dokument, der omhandler Mission Afrikas arbejde i Afrika/Mellemøsten og i Danmark. Dokumentet er blevet til gennem en længere proces, hvor Mission Afrikas mange frivillige har været inddraget.

Se dokumentet Vision Mission [pdf].
Dokumentet er revideret september 2007.

Mission i et nyt århundrede

I forbindelse med Mission Afrikas 100års jubilæum samarbejdes der med partnere og støtter om et nyt visionsdokument. Den 27. september blev der afholdt partnerskabsmøde i Abuja i Nigeria og i forbindelse med jubilæet vil der være anledning til yderligere samtaler. I 2012 forventes der at ligge et fællesvisionsdokument.

Læs om partnerskabsmøde i Abuja Nigeria her…

Det mener partnerne om fremtiden...

Pressemeddelelse...

Statement fra Abuja...

Folkekirkelig mission i Afrika