Billeder fra Afrika

Ærkebiskop til indvielsefest i Gulbin Boka

I Kontagora er bibelskolen blevet renoveret til stor glæde for eleverne, der selv har deltaget i arbejdet. Oplev den festlige afrikanske indvielse her.

300 tons sten er lagt på plads, så der nu står to bygninger med hver fem lejligheder, en toiletbygning, damer og herrer, og badehus ligeledes damer og herrer. Der er kommet nye forhold for de studerende på Gulbin Boka Bibelskole, og spændende er det at se, hvordan eleverne tager det til sig. De har deltaget på forskellige måder, og de har suverænt taget oprydningen i deres hænder, efter de fik undervisning i maj. Brændet er stakket op og ligger nu ikke mere smidt tilfældig over hele pladsen, hvor slanger, skorpioner og andet kryb kan gemme sig. Der er som fejet rundt omkring, så det er en fornøjelse.

Der er også bygget to lærerboliger. Der er på nuværende tidspunkt ansat en leder, pastor Briska Zephaniah, og en kateket, Friday Clarkson, som undervisere. De fik mulighed for selv at bygge deres køkkenhuse. Friday, som besluttede at gøre det selv personligt, lærte, hvordan dette gøres helt fra bunden med vejledning fra mureren, som arbejdede på pladsen. Det har resulteret i at han nu selv kan bygge og lægge tag på et lille hus.

Lørdag den 13. juni skulle der holdes indvielse af bygningerne. Ærkebiskop Nemuel var inviteret til at stå for denne ceremoni og ville komme sammmen med sin danske hustru Kaja til denne lejlighed.     
Vi blev glædelig overrasket, dog blev jeg (Inger) lidt bekymret, da vi fik at høre, at Nemuel Babba havde bestilt en bus, så en gruppe på omkring 20 vil komme med fra Numan. Det er en stor opmuntring for evangelisterne, for distriktspræsten, ja for os alle her at få et sådan besøg fra moderkirken. Men hvordan med......og overnatning og osv.....

Fredag eftermiddag kørte tre store biler ind på vores grund, og pludselig var vores hus fyldt af LCCN -folk både mænd og kvinder. Det er ikke til at tage fejl af, fordi kvinderne altid rejser i ens tøj påtrykt LCCN. Der blev severet lidt mundgodt. Det er så nemt at have besøg her, man  behøver ikke tænke på siddepladser og underholdning. Kvinderne sætter sig som det mest naturlige på gulvet, mændene i lænestolene, og så går snakken lystigt. Lidt senere bliver Mission Afrika bladene taget frem, og der kigges og snakkes. En god times tid efter brydes der op for at køre til Gulbin Boka. Her vil gruppen overnatte i de nye lokaler. Det er kun til ærkebiskoppen, vi medsender en madras, resten af gruppen har deres måtter med. Kaja blev i huset hos os, så vi kunne få snakket lidt dansk.

Kl. 10 næste dag startede vores festlighed i Gulbin Boka. Der var sang og lokal dans, som vækkede glæde og tungetriller, og en af de forrige studenter, nu evangelist Jonathan Tatata, holdt en kort tale om  betydningen af at have en bibelskole her. Ærkebiskoppen indledte sin tale med at deklarere vigtigheden af det arbejde, som evangelisterne udfører i Kontagora, og pointerede, at de skulle vide,  de ikke er alene, men at denne gruppe fra moderkirken, som de nu så her, vil stå sammen med dem i bøn for arbejdet.
Selve indvielsesceremonien foregår ved, at der tændes stearinlys, og der bedes en bøn om, at lyset må skinne i huset, herefter klippes båndet over. Dette blev gjort ved elevboligerne og lærerboligerne, hvorefter ærkebiskoppen lyste velsignelsen over os alle.

Denne dag vil blive husket. Der vil tales om den, og alle talte ord vil blive vendt og drejet, og på den måde vil den komme til at stå klar i menneskers hukommelse.

25-06-2009

Inger og Poul Martin Nielsen

Folkekirkelig mission i Afrika