Af Poul Erik Dinesen
Mission Afrika genbrug havde 7 medarbejdere på studierejse i Sierra Leone i 15 dage under mottoet ”vi så det selv”.
Vi 7 rejsedeltagere er alle frivillige medarbejdere i eller har tilknytning til en genbrugsbutik. Min hustru Marianne og jeg er med-arbejdere i butikken: Mission Afrika Genbrug i Haslev, Sjælland.
Vi så det selv, vi var jo til stede, det var ikke endnu et nyt indlæg i TV-avisen, om en anden livsform og om et menneskes behov for hjælp efter en alvorlig katastrofe.
Vi var der, tæt på fakta. Oplevelserne fik ens kristne livsværdier sat under en grundig analyse, naturligvis præget af de mange indtryk der nåede ens hjerne og især ens hjerte.
Hvad vidste vi da om Sierra Leone inden afrejsen, meget lidt, men den 11 år lange borgerkrig fra 1991 til 2002 var kendt, en krig der som de øvrige krige i Afrika fik forfærdelige konsekvenser for landenes befolkninger.
Forstudier inden rejsen, bl.a i Udenrigsministeriets data viste oplysninger om, at ca. 62 % af de 5,5 millioner indbyggere i Sierra Leone var analfabeter, at dele af landets infrastruktur i dets sundhedssystem, skoler og videre uddannelse samt det kirkelige arbejde er uden nævneværdige tilskud fra staten, ja det var os ukendt.
Når vores generalsekretær Kristian Skovmose således ved stævner og i møder nævner de 4 nøgleord for Mission Afrika: evangelisation, diakoni, uddannelse og udveksling, så er det med stor glæde, at jeg fortæller om arbejdet og formålet med indsatsen i en af vore genbrugsbutikker. Vi så jo selv nogle resultater af indsatsen.
Vor rejseleder Egon Nielsen genbrugskonsulent i område Nord, har været missionær i Sierra Leone, og har derfor et meget stort kendskab til landet og de lokale forhold. Egon N indlogerede os i hovedstaden Freetown, og i løbet af de næste 2 dage fik vi det første indblik i livet i Freetown. Vi var på rundtur i byen, markeder, butikker, og nationalmuseet, der ikke ligner de vestlige museer, og så naturligvis i kirkerne.
Det kunne ligne en normal turistrundvisning, men det gav ligeledes, underbygget med Egons kommentarer, en nødvendig viden om hvad der nu var, og hvad der især ikke var, en god acceptabel adfærd hos os, i forhold til den lokale befolkning.
For fotografen er det nok forståeligt, men vanskeligt at acceptere de mange afslag inden en optagelse, for elendigheden er stor, og befolkningen ved det.
Vi så personale fra butikker komme ud til gaden foran butikken bærende en stor fyldt affaldsspand, der så blev tømt for sit indhold ud i gaden. Når affaldsbunken var på et par kubikmeter, så havde rotter og gribbe fået deres del, så blev bunken da også overhældt og afbrændt. Dagrenovation er ukendt.
Vandforsyningen var stort set ikke eksisterende, ofte blev vandet til bad og toilet hentet i spande, dunke og lignende til vore værelser.
I gaderne så vi almindelige haveslanger nedlagt som vandforsyning. Elektricitet foregik oftest ved hjælp af en benzindrevet generator.
Byens handel var livlig, der var rigeligt med varer, og folk syntes tilfredse, men som et paradoks var der dog mange blinde tiggere, der blev ført rundt i byen af børn, måske af børnbørn.
Meget andet kunne fortælles om storbyerne Freetown og Bo, hvor vi havde møder og samtaler, samt gudstjeneste, med biskop Samuel Tucker og medarbejderne i staben.
Kontrasterne til det liv vi fik at se ude i de små landsbyer vi besøgte var ret stor. Her var der faktisk rent, modsat storbyernes mangel på en dagrenovation, og så er det endda pænt omtalt.
En af de mange rørende og store oplevelser var vore 2 besøg i byen BAIIMA, der til vor store overraskelse modtog os med sang og dans samt et smukt optog. der førte os direkte til byens menigheds-/forsamlingshus. Her var der så en uformel officiel modtagelse, hvori også flere af distriktets embedsmænd var deltagere. Alt står stadig klart og fast i ens erindring, og søndagens gudstjeneste samt det nære efterfølgende samvær med Baiimas beboere, især med børnene, det er utroligt som billeder af ømhed /nærhed sætter sig i ens minder.
Byen Kangahun med dens sundhedscenter blev rejsens helt store oplevelse. Det var også byen hvor Egon og fru Kirsten havde været udsendt for Mission Afrika i flere år.
Centerets patientgrundlag nævntes som 2960 personer med omliggende landsbyer.
Af ophængte papirskemaer i A-3 format optalte jeg for året 2009, at der var udført over 6000 behandlinger, og næsten halvdelen havde været malariabehandlinger.
Vi så også klinikkens åbne fredagskonsultation for mødre med deres nyfødte, der vaccineredes mod polio og børnesygdommene. Man var i klinikken meget stolt af, at ingen af de i klinikken i 2009 behandlede babyer var afgået ved døden. Man skal her bemærke ordvalget: de i klinikken behandlede.
Vi tror, at der den fredag var mødt cirka 50 mødre, og vi ved, at Mission Afrika er direkte involveret i driften af Kangahun Healthcenter. I bladet Mission Afrika i april var der også en opfordring til at bidrage til kvindecentret i Kangahun.
Kirken i Kangahun har med pastor Steven Allie samlet en gruppe på 6 – 8 kvinder, de er alle krigsenker efter borgerkrigen, og for dem er det lykkedes at opdyrke et areal på nogle tusinde m² til planteavl i bushen nær ved byen Kangahun. Her dyrkes meget ris og andre urter, der høstes flere gange om året. Ikke alene til eget brug, men også til videresalg, og overskuddet går til nye projekter ledet af i kirken.
Skolebesøgene var mange, og fælles for alle var det, at staten har lagt en læseplan, men den giver dog ingen penge til skolerne. Eleverne skal selv betale undervisningen, ca. 250 kr. om året, men det er mange penge i et af, om ikke i verdens fattigste land. Skolepengene er nok 500 kr. om året med bøger og uniform, siger Egon, men med en lokal dagløn på ca. 5 kr., så koster 6 år i skole stadig mellem 1.500 og 3.000 kr., og det er der meget få, der har penge til i en børnerig familie, og børn, dem er der mange af.
Fra Kangahun besøgte vi 2 nærliggende små landsbyer, Lewuma og Faarma. Fælles for de to 2 byer vil jeg tale om deres kirker. De er små, de består af lerklinede mure, og med palmeblade som tagdække, lerstampet gulv, ingen vinduer og få eller ingen møbler. I Faarma var der dog træbænke. Menigheden er også lille, det meste af byens beboere.
Forskellen mellem kirken og menighedens boliger er ikke stor, og selvom det er primitivt i vore øjne, og det er uden betydning for at afholde gudstjeneste, så har de dog et ønske om hjælp til færdiggørelse af kirken.
I de situationer kan det være svært for os at forstå, at de midler Mission Afrika yder til Bo Stift, biskop Tucker, hvorfor de nu ikke lige kan fordeles til de steder vi har besøgt. Vi så det jo selv.
En stor tak til Mission Afrika og til Egon for en uforglemmelig oplevelse.
Afsluttende en opfordring til læsere, deltagere i studiekredse, og til alle genbrugsmedarbejdere:
kontoret i Christiansfeld har flere videoer fra studieture i Afrika, lån til butikkens medarbejdermøder, og få evt. en rejsedeltager med.
I Haslev holdt vi et sådant medarbejdermøde, med et pænt bidrag til Kangahun.
