Pressemeddelelse, Århus den 1. september 2011
Direktøren for den mellemøstlige tv-station SAT-7, Terry Ascott, er bekymret for de kristne mindretal i regionen. Opstande og krav om demokrati fører ikke nødvendigvis til større frihed for kristne.
Stifteren og lederen af satellit-tv-stationen SAT-7, Terry Ascott, lægger vejen forbi København den 9. september. Her holder han et foredrag om den politiske situation i Mellemøsten, og hvilken rolle SAT-7 spiller. Han vil helt sikkert udtrykke sin bekymring over situationen for de kristne mindretal i Mellemøsten, hvor han har boet og arbejdet i mere end 30 år.
- Vi hører og taler om demokrati i det arabiske forår, men demokrati er mere end retten til flere partier og til at stemme. Rigtigt demokrati kan kun trives i et samfund, som har en grundlæggende respekt for den personlige frihed og mindretallets rettigheder. Min frygt er, at mennesker, der tilhører en anden trosretning end flertallet bliver ofre, hvis flertallet vælger et religiøst ledet styre, siger Terry Ascott.
Den arabiske vinter
Terry Ascott underbygger sin bekymring ved at henvise til en undersøgelse fra 2010 fra en række arabiske lande. Den siger bl.a., at 80 procent af muslimerne i Egypten støtter dødsstraf for mennesker, som forlader den islamiske tro.
Terry Ascott oplevede også for nylig, hvordan kirkeledere fra Mellemøsten ved et møde udtrykte bekymring over forfølgelser af bl.a. kristne mindretal i befolkningen.
- De talte ikke om det arabiske forår, men om den arabiske vinter. De frygter det værste og oplever ikke, at det er blevet nemmere at være kristen. SAT-7 er vores mulighed for at fremme sandt demokrati og være talerør for kristne, siger Terry Ascott.
Frihed til kristne
Organisationen Mission Afrika er vært for SAT-7´s europæiske partnerskabs-konference i København.
- SAT-7 spiller en vigtig rolle ind i det, der sker i Mellemøsten lige nu. Midt i opbruddet kan de være med til at sikre friheden til at være kristen. Vi vil gerne støtte op om den frihed, og gør det bedst gennem SAT-7, siger Kristian R. Skovmose, der er generelsekretær i Mission Afrika.
Mulighed for interview
Mission Afrika er vært for SAT-7´s europæiske partnerskabskonference 9. september i København. Der bliver mulighed for at få interview med Terry Ascott enten i København eller Århus.
Kontakt generalsekretær i Mission Afrika Kristian R. Skovmose på 2346 8692 eller generelsekretær i SAT-7 Kurt Johansen på 4033 6659 for yderligere oplysninger eller aftale om interview.
FAKTA OM SAT-7
SAT-7 er kristent satellit-tv til mennesker i Mellemøsten og Nordafrika. Udsendelserne begyndte i 1996 med få timers sendetid, men har i dag fire kanaler og sender 24 timer i døgnet. SAT-7 sender til mere end 70 lande og kan ses af mere end 500 mio. mennesker, hvor befolkningerne taler enten arabisk, tyrkisk eller farsi. I mange af landene bor der kristne, som ikke har en kirke, og deres eneste livline til andre kristne er gennem programmerne på SAT-7. www.sat7.org