Teologer til Nigeria

Mette og Alex er begge teologer og rejser i efteråret til Nigeria for at undervise præstestuderende

Mission Afrika har ansat Mette og Alex Bjergbæk Klausen, Ikast, som missionærer til Nigeria. De skal begge undervise på den lutherske kirkes præsteseminarium i Nigeria, Brønnum Lutheran Seminary, som ligger i den østlige del af Nigeria tæt på grænsen til Cameroun.

Mette Bjergbæk Klausen er netop blevet cand. theol. fra Århus Universitet og følger i foråret undervisningen på Pastoralseminariet i Århus. I studietiden har Mette været meget aktiv i studenterpolitik, bl.a. i studienævnet på Det Teologiske Fakultet, og har arbejdet som projektkoordinator for Vestens Unge.

Alex Bjergbæk Klausen er cand. theol. fra Århus Universitet, og blev i 2007 ansat som sognepræst i Videbæk sogn og senere også til knyttet Vorgod og Fjelstervang sogne. Sideløbende med præstejobbet underviser han på Finderup Efterskole. I studietiden var Alex engageret i studenterpolitik på Århus Universitet og i Økumenisk Ungdom, hvor han 2004-2007 var formand.

Inden udrejsen til Nigeria i efteråret deltager Mette og Alex Bjergbæk Klausen i forberedende kurser i Danmark og England. Parret er ansat i en treårig periode.

Offentliggjort 13. marts 2009

Folkekirkelig mission i Afrika