Mission Afrika vil meget mere

Pressemeddelelse 31. August 2010

Nye visioner og vilje til mere prægede indlæggene og debatten på Mission Afrikas årsmøde i Middelfart i weekenden, til trods for, at Mission Afrika skal spare en million kr. resten af 2010.

Selv om Mission Afrika skal spænde livremmen ind økonomisk og spare resten af året, ser generalsekretær Kristian R. Skovmose masser af muligheder for forandring, fornyelse og vækst.
De vigende indtægter fra de personlige gaver må, ifølge general Kristian R. Skovmose, ikke bremse det gode og nødvendige arbejde, Mission Afrika gør.
Ved årsmødet præsenterede han fremtidsplaner, der indebærer flytning af sekretariatet fra Christiansfeld til Århus, nye medarbejdere, ny struktur på hovedkontoret, muligheder for nye netværk og tanker om partnerskab.
- Århus giver med sit kirkeliv, organisationer og uddannelsesinstitutioner mange nye muligheder, og placeringen af hovedkontoret på Diakonhøjskolen åbner op for et spændende samarbejde, siger generalsekretær Kristian R. Skovmose.
- Og det bliver ikke dyrere at have udgangspunkt i Århus, tværtimod. En ny struktur af hovedkontoret vil (desuden) give effektivisering, som giver mulighed for at igangsætte nyt arbejde.

Kirken nødvendig i udviklingsarbejde  
Der var ved repræsentantskabsmødet enighed om, at Mission Afrika skal være engageret i både udviklingsarbejde og direkte forkyndelse.
- Når Mission Afrika ønsker mere udviklingsarbejde er det ikke blot for at få del i flere penge fra f.eks. Danida. Bibelen og lægetasken hører sammen og har altid været Mission Afrikas identitet, lød det fra flere deltagere.
I Danmark ser man helst ikke, at man blander religion og udviklingsarbejde. Dette undrer dog biskop Tucker fra Sierra Leone, der ser bistand kanaliseret gennem kirkerne i Afrika som helt nødvendig, for kirkerne har de mest velfungerende netværk og løfter i forvejen et stort socialt ansvar.
Årsmødets hovedtaler, tidligere chef i UNICEF Christian Balslev-Olesen, udtrykte i tråd med dette, at det er os i Vesten, der skaber et problem, som i virkeligheden ikke er et problem.
- Hvis kristne eller muslimer kan skabe de bedste resultater og kan samarbejde, som det er tilfældet mange steder, hvor er så problemet?
- Stærke lokale partnere er (derimod) nøglen til succes i udviklingsarbejdet, og kirkelige organisationer har gennem deres netværk en unik mulighed for at skabe forandring i den tredje verden, sagde Christian Balslev-Olesen.

Ny næstformand

Med to kandidater til to ledige pladser var valget til bestyrelsen en ren formalitet. Henning Bech-Larsen blev genvalgt til bestyrelsen, og Hans Christian Krarup blev nyvalgt. Den hidtidige næstformand Gert-Oluf Schwartz Lausten havde valgt ikke at genopstille.  Efter valget konstituerede bestyrelsen sig med Henning Bech-Larsen som ny næstformand, mens Thomas Hansen, der er sognepræst i Korsør, fortsætter som formand.

Folkekirkelig mission i Afrika