missionsportalen.dk

Nyhedsbrev for december til og med februar.

Det er ved at være et stykke tid siden jeg har skrevet sidst, men jeg glemmer nogle gange at der stadig findes en anden verden udenfor Adamawa state. Det skal bare tolkes som et godt tegn, da jeg er komplet opslugt af den verden jeg befinder mig i her. Efter en veloverstået 1 term på REMI, tog jeg hold på en dejlig juleferie. Julen tilbragte jeg med Inge og med en familie som står os begge meget nært. De inviterede os med op til deres lille landsby Ubaka, hvor vi fejrede jul på rigtig nigeriansk facon. Der blev spist en masse mad, med fingrene vel at mærke, der blev danset og spillet musik på traditionel vis og vi sluttede af med at sove i lerhytte. Det var dejligt at fejre en jul, uden alt det julegave ræs vi kender fra Danmark, hvor jeg ind imellem kan tænke at folk vist glemmer hvorfor det egentlig er vi fejre jul. Der var ingen toilet eller bad, men der var fællesskab og venskab.

Efter jul kom mine forældre på besøg, det var rigtig dejligt at de kom den lange vej for at se mig og for at se hvad det er jeg laver, hvor det er jeg bor, hvad det er jeg brænder for og hvem mine venner er. Da der jo var juleferie kunne jeg ikke desværre ikke vise dem REMI i aktion, så de måtte nøjes med lokale rundvisning og mine beretninger herom. Jeg har heldigvis en stor billede og video samling som kan hjælpe lidt til. Tror også børnene fra Mbamba nød at jeg havde ferie, for så var der jo mere tid til dem

2 term på REMI gik i gang til tiden og det var skønt at være tilbage. Min Primary 4 havde vist glemt hen over ferien, at aunti Tine gerne vil have stilhed i sine timer, så det krævede lige en opstramning. Men nu går det fint igen. Tror dog måske jeg vil overveje en ældre klasse næste gang.

”Special Class” er nu delt mere rundt i de alm. klasser igen. På den ene side er det fint, for så kan jeg personligt bedre overskue det, men da vi jo har været så heldige at få 5 skønne, unge, friske volontører på REMI, har jeg pludselig en masse hænder som er fri til at tage sig af alle dem jeg ikke når. Det er især et åg som blev løftet fra mine skuldre, da jeg nogle gange gruede ved tanken om at Ida skulle rejse. Det er nemlig svært at støtte alle i ”special class” tilstrækkeligt, når man er alene.

Vi har bl.a. haft besøg af Reach Out-gruppen – volontørerne fra Jos - hvilket var enormt hyggeligt. De var så glade for at komme og besøge os, så humøret var højt. Vi viste dem rundt på Mbamba, hos fulanerne lavede vi sanglege i en stor rundkreds, og om aftenen tog vi ud at spise.

Vi fik også gæster fra Danmark igen, de besøgsrejsende, men det var kun et kort visit her på Mbamba.

Mortens Aften fik vi and…uhm, kan det blive bedre?

Jeg har også været i Numan sammen med Inge og de andre for at besøge Ulla og Bøje. De viste os rundt og arrangerede bl.a. en sejltur på Benue-floden. 

Vores to volontører, Mike og Johannes, er rejst hjem, og da Inge var nødt til at tage en tur til Danmark for at få fornyet sit visum, betyder det, at jeg er alene tilbage i det store grønne fulanihus. Men på trods af tabet af godt selskab, så er det nu heller ikke så tosset at prøve kræfter med at bo alene. Det styrker selvtilliden at opleve, at man kan klare mere, end man tror, og nu er jeg netop nødt til at klare alting selv. Ingen modige helte ved hånden til at slukke generatoren i den mørke nat, til at fange rotter, fjerne edderkopper og give tryghed, mens jeg sover. Og dog, så står folk i kø for at hjælpe mig, og jeg får flere besøg af de voksne på Mbamba, efter jeg blev alene. Jeg tror, at de måske føler et ansvar og vil tjekke, at jeg har det okay. Alle er så søde ved mig, at jeg bliver dybt rørt hver eneste dag. Men det bliver nu godt at få Inge tilbage igen.

Jeg fejrede min fødselsdag med et meget lille selskab, da jeg ikke ville gøre et nummer ud af min fødselsdag, når ingen andre her rigtig fejrer deres. Alligevel blev jeg glædelig overrasket, da jeg fik besøg af Marrow, som havde taget fri fra arbejde og kom med offentlig transport fra Numan for at sikre sig, jeg ikke var alene, Det var jeg nu ikke, for Mette, Alex, Niels og Ida var her selvfølgelig.

Jeg fik bl.a. en fødselsdagshilsen fra en af mine nigerianske venner, som oversat til dansk lød således:

Dit liv er en gave fra Gud til dig. Hvad du gør med dit liv er din gave til Gud, og min gave til dig er et ønske om mange flere år i dit liv. Må Gud velsigne dig.

Jeg syntes, den var rigtig god:)

 Jeg har også haft den fornøjelse at besøge Briska, præsteseminariets principal, og hans familie i Ganye, hvor vi oplevede stor gæstfrihed. Vi besøgte bl.a. den landsby, hvor Briska er født, og her var jeg med til den hidtil bedste gudstjeneste i Nigeria. De to timer måtte gerne have været fem timer. Jeg ønskede, at tiden i Timbo landsby ville stå stille ligesom urene på væggen i den lille bitte kirke med de små bænke lavet af sten. Jeg havde fået en "æresplads" på en plastikstol oppe ved alteret, men jeg ville meget hellere sidde blandt de åbne, glade og hjertelige nigerianere. Det var så intenst at stå så tæt med disse mennesker og opleve rendyrket traditionel musik, sang og dans, som nok kun findes i de små landsbyer, som ligger i ly for omverdenen bag bjerge og midt i bushen. Selv om det hele foregik på hausa, og jeg stort set ingenting forstod, så forstod jeg trods alt, at her var forholdet til Gud, varmt, stolt og kærligt

Efter gudstjenesten kom alle og ville trykke vores hænder, og vi fik overrakt gaver i form af yams, bønner, jordnødder og et par levende høns. Det var alt for meget, men det var ikke noget, man kunne takke nej til. 

I forhold til special-eleverne på Remi, så er det Idas og min plan at tage dem ud i små grupper på to ad gangen, gerne med samme type handicap, da al anden form for struktureret aktivitet, som passer til dem alle, er komplet umuligt, især når vi kun er to lærere. Da Mike og Johannes var her, var vi sammen med alle sammen på en gang, men det er ikke optimalt, da deres handicap er så forskellige, og de derfor også har vidt forskellige behov. Det vil jeg opdatere i mit næste brev.      

Så indtil vi ses igen er status: Jeg elsker Afrika, Nigeria, Adamawa State, Yola, Mbamba og alle de søde mennesker, jeg møder på min vej, som i sandhed må siges at være velsignet.

Det var ellers meningen, at jeg ville skrive hver måned, men se nu bare, hvor tiden flyver af sted.

For det første har der været travlt på Mbamba med mange besøg og mange andre ting, men derudover fik jeg en slem virus på min computer, der begyndte at ødelægge hele systemet, derfor måtte jeg have den kørt helt om igen. Det var dog min egen skyld, da jeg en enkelt gang forsøgte mig med at sætte mit USB-stik i netcafeens computer - det skal man lade være med, skulle jeg lige hilse at sige.

I Oktober var der bl.a. Miangomøde, missionærernes årsmøde, hvor det var en fornøjelse at gense mine danske kollegaer fra rundt omkring i Nigeria. Vi havde også gæster fra Danmark på Mbamba – volontørgruppen Afrika 50+ - og det var på mange måder hyggeligt at have dem her. Det var skønt at se, at man aldrig bliver for gammel til at give en hånd med. Det var dejligt at få lov at være med til at fejre bryllupsdag og farvelfest, det var dejligt at se børnenes glæde over gynger i træerne og vikingespil, kvindernes glæde over sytøjet og håndværkernes morskab over det sjov, der var i samværet med de hvidhårede, men stærke vikinger fra Vestjylland.

På specialskolen Remi gik jeg fra mit positive skema for at sikre et bedre miljø i 4. klasse (*se nyhedsbrev 1) til at lave et skema med alle elevernes navne på. Bedre sammenhold og teamspirit var et af formålene med det første skema. Børnene er nemlig ret hårde ved hinanden. Det skyldes nok kulturen, men jeg tror på, at hvis jeg kunne lære børnene at behandle hinanden bedre, når de er i skole i hvert fald, vil indlæringen også blive væsentligt bedre. Den anden væsentlige grund til dette skema var og er stadig støjniveauet, der kan være ret ekstremt.

I starten troede jeg, at det kun var, fordi jeg ikke som de fleste nigerianske lærere slår, men jeg kan se, at de andre lærere har samme problem. Så hvori mon problemet ligger? Jeg tror, en stor del af årsagen skal findes i koncentrationsbesvær. De stakkels børn har nemlig ikke frikvarter. De har en frokostpause kl. 10.30, og så er det det. Nogle af børnene får hverken vådt eller tørt hele dagen, så der er vist ikke noget at sige til, at de kan have svært ved at sidde stille og koncentrere sig. Jeg har været så heldig at få de fleste morgentimer, hvor børnene stadig er friske, mætte og modtagelige.

Tilbage til skemaet. Børnene gik så meget op i at overholde de regler for god ro, orden og empati, som jeg havde opstillet, at de hele tiden stak hinanden, så der røg empatien i hvert fald en tur, selv om jeg konstant sagde, at de ikke skulle sladre om hinanden. Derfor lavede jeg et nyt skema, sådan at de nu kun skulle koncentrere sig om sig selv. Så prøver jeg i stedet løbende, når nogen driller hinanden, at forklare dem, at man skal behandle andre, som man selv ønsker at blive behandlet. Jeg forbyder også enhver latter, når nogen laver fejl, hvilket ellers ofte praktiseres på skolerne. Ja, det er korrekt!! Nogle lærere opfordrer eleverne til at gøre grin med dem, som laver fejl osv. De tror, at det vil få børnene til at lave mindre fejl fremover, men det gør bare, at mange slet ikke tør sige noget.