Kære venner
Der er sket ret meget, siden jeg skrev sidst, for det er halvandet år siden. Jeg regnede med, at jeg kunne skrive nede fra Dakka, men der var for mange afbrydelser, eller jeg var for træt.
I begyndelsen af marts var jeg i Numan uden min chauffør og alt-mulig-mand Peter og var derfor selv ved at skifte et punkteret hjul. Jeg tog for hårdt ved og fik en skade i ryggen. Da jeg kom hjem til Danmark, blev jeg undersøgt, og der var sammenfald af en ryghvirvel. Jeg får nu medicin for knogleskørhed og har det rigtig godt. Jeg er meget taknemlig for, at jeg er klar til at rejse igen.
Da jeg ankom sidste år i november, var Poul, medarbejder på klinikken i Dakka, død for en måned siden. Det var trist at erfare, at han ikke fik lov at komme på hospitalet, fordi en onkel troede, at Poul havde aids. Og onklen ønskede det ikke bekræftet. Derfor døde Poul langt fra venner og familie hos en indfødt medicinmand. Hans kone og barn var dog med ham for at passe ham. Det vil være svært for jer at forstå, at en mand på 30 år ikke selv kan bestemme, om han vil på hospitalet, men sådan er det bare i den del af verden.
Det siger noget om det tabu, som aids er. Det er svært at ændre på den indstilling og vil tage lang tid. Jeg tror, kirken kan gøre en forskel, men i dette tilfælde blev det negativt - onklen er pensioneret præst. Det er diakoni-tanken, der skal snakkes om, og først når nogen tør vise omsorg for aidspatienter, vil det ændre på forholdene. En af mine drømme er, at Mission Afrika sender missionærer ud, som kan starte et arbejde for aidspatienter og evt. efterladte.
Jeg havde en fin tur fra november 2008 til marts 2009, hvor vi nåede det, vi gerne ville, og lidt mere. Som I nok kan tænke jer, sidder jeg nu med minder om mange patienter i Dakka, både nogle der blev raske, og nogle vi ikke kunne hjælpe. Jeg vil spare jer for lange sygehistorier, men dog fortælle, at vi havde tre patienter med slangebid, som alle overlevede. Det er lige så mange, som vi har haft de foregående 19 år til sammen. Nej, der er ikke kommet flere slanger, men nu har befolkningen set, at vi har medicin, der kan hjælpe. Sidste år bragte man en dreng på ca. 8 år til klinikken.
Det var da to dage siden, han var blevet bidt af en Kububuwa, en slange, hvis gift ødelægger blodets evne til at størkne. Han blødte både fra munden og fra fingeren, hvor han var blevet bidt. Han var svag og meget forpint i den opsvulmede arm. Det var en dag ,hvor lægerne var i Dakka for at operere, så der var rigtig mange tilskuere, da drengen fik slangeserum og blev lagt i seng med armen bundet op til et søm på væggen. Efter blot fem timer var blødningerne stoppet og hævelsen af hånden begyndt at svinde. Alle kunne se, at han var uden for livsfare, og der blev snakket og smilet og snakket igen. Jeg tror, det var det, der fik folk til at forstå, at vores medicin, er bedre end den sorte sten og deres hjemmebryggede te. I juli ringede Ibrahim for at spørge, om jeg kunne sende ham noget mere slangeserum. Han havde brugt det, der var i køleskabet. Det er jo ikke så let, når man sidder i Skinnerup, og det kom til at koste et liv, fordi der ikke var mere medicin. Det er meget trist, når den slags sker, og svært at klare for den medarbejder, der ikke kan gøre noget. Det er så bare skønt med alle de gange, vi oplever, at vi kan hjælpe, og af og til ser en tilsyneladende håbløs situation ende godt. Det er hverdagens små og store mirakler, som hjælper os videre.
En dag, da jeg var på vej over til bibelskolen for at snakke med Wilson, som er lærer for C klassen og også tager sig af reparationer, blev jeg opmærksom på, at hele skolen trængte til en omgang maling m.m. Jeg gik i stedet til skolens leder Kenneth for at snakke med ham. Loftet på hans kontor var begyndt at falde ned, og hvorfor havde han ikke havde gjort noget ved det? Det havde han, idet han havde bedt en lokal tømrer om at lave det i stand, men han kom bare ikke, og så tilføjede Kenneth: ”Jeg ved godt hvorfor, det er nemlig ikke almindeligt at lave loft i et hus i landsbyerne, så det har han ikke lært, og i stedet for at lave noget, som han vidste, ikke var godt nok, blev han bare væk. Loftet i mit køkken og soveværelse var også ved at falde ned, og der var huller i lofterne i de to klasseværelser, men hvorfor? Svaret er enkelt, termitter. Vi sendte bud til værkstedet i Numan efter en tømrer, der kunne klare det for os, og senere også en maler, så det hele var meget flot da jeg rejste.
Sagen om reparation af loftet er et godt eksempel på, hvor let vi danskere går forkert med vore ”gode ideer ”. Nu er et loft jo ikke så vigtigt, som når der er samarbejde og planlægning på et højere plan på programmet. Der skal ofte snakkes længe, før begge parter forstår, hvad det drejer sig om. Jeg vil jo ikke selv bo i et hus med zinkplader på taget, uden at der også er et loft, da det vil være meget varmt at bo i. Så det er vel rimeligt, at jeg også sørger for lofter i skolens bygninger. Så må vi jo bare lære dem kunsten. En dag spurgte jeg en nigeriansk missionær, hvorfor han altid havde en med bag på motorcyklen, der er forholdsvis lille. Han svarede, at han da ikke kunne køre alene, for hvordan skulle han alene kunne løfte motorcyklen op og ned af skrænterne ved de floder, som han skulle over. Ak ja, og jeg har været der i over 40 år og har selv kørt på de veje, altså før de blev helt ødelagt. Det viser bare, hvor ofte vi danskere tager noget for givet, selv når vi burde vide bedre.
Det blev også til tre kurser for de nigerianske missionærer – aikaku. Det første var i Kontagora i december 2008. Det var dejlig at besøge Poul og Inger og se det gode samarbejde, de har med præsten og aikaku. Jeg nåede hjem til Dakka igen den 21. december, i tide til at afløse Ibrahim, som havde fri i julen. De sidste to kurser blev holdt i Dakka og Tantile i marts.
Jeg har nydt at være hjemme i Danmark. Tak til alle jer, som kom til Skinnerup på et lille besøg, og jer, der gæstfrit tog imod mig, når jeg kom forbi. Jeg har også nydt at køre på vore gode veje og frygter lidt de dårlige i Nigeria, når jeg nu snart rejser igen. Dog glæder jeg mig til gensynet med de mange venner og arbejdet på klinikken. Ibrahim har været alene om arbejdet, siden jeg rejste sidst i marts, så han kan nok trænge til en fridag. Vi skal også holde kurser i år, og i Dakka bliver det for kvinderne, som ikke var med i marts, men det er Timawus, kirkens missionssekretær, der står for de kurser. Jeg hjælper kun med at undervise.
Nu er det så tiden med alle de sædvanlige forberedelser til at komme af sted. Få havemøbler og meget andet puttet væk og pakke tønder med alt muligt fra børnetrøjer til lavenergipærer til 12 volt.
Det er lykkedes at få et mikroskop, fordi en dame i Århus spurgte sin læge, om hun måske havde et stående, som hun ikke brugte. Fidelis, som leder det medicinske arbejde, vil meget gerne have ti, så hvis nogen af jer, der får mit brev, kunne spørge jeres læge, vil det være skønt. Nu kan jeg jo ikke nå at få dem med i år, men så kommer de af sted senere. Ring til Mission Afrika, og sig til, hvis det lykkes. De kan afleveres i nærmeste Mission Afrika Genbrug, så vil de tage dem med til kontoret.
Menigheden i Harring – Stagstrup vil holde udsendelses fest for mig denne gang. Det bliver den 8. november ved gudstjenesten kl. 10,30 og med frokost og samvær i menighedshuset efter gudstjenesten. Det glæder mig meget, at menigheden også nu, da jeg rejser som frivillig, vil være den sendende part. Jeg har sagt ja tak, for jeg har jo stadig brug for forbøn.
IGEN SIGER JEG TAk FOR MEDLEVEN OG FORBØN og slutter med at ønske jer alle EN GLÆDELIG JUL og ET VELSIGNET NYTÅR.
Kærlig hilsen
Rikke
P.S. Breve til Nigeria sendes nu med almindelig post til Fredrikke Vestergaard, LCCN, Numan, P.O box. 21, Adamawa State, Nigeria
