missionsportalen.dk

Kvartalsinfo 4. maj 2010

Kære Venner og Familie

Regnen er kommet – græsset er begyndt at spire, og temperaturen er faldet med fem grader, så vi nu har en behagelig temperatur i skyggen på 24 grader i stedet for 29 grader. Da bliver straks alting mere udholdeligt. Det er ligesom forår i Danmark – pludselig vender energien tilbage.

Jeg blev ringet op en morgen fra Danmark og spurgt om, hvordan vi har det, hvortil jeg svarede, at vi efter omstændighederne har det godt - hvilket er sandt. Vi har fået lov at opleve at have en fred indeni, som ikke er til at forklare med andet, end at den kommer fra Gud. Dertil skal siges, at det sidste halve års tid ikke har været nemt.

Mange er bange
Næsten dagligt hører vi om overfald fra den en eller den anden side. Rygterne vil vide, at dem, der ønsker at skabe ustabilitet i denne by, stadig er opsat på dette. For nylig kom flere m. unge mænd alvorligt til skade, da de var ved at klargøre en sprængning med dynamit.
Det er svært at sige, hvad det er der foregår, men rygterne er mange. Vi er godt klar over, at en fjer nemt kan blive til fem høns, men vi har også erfaret her, at der ofte er en vis sandhed i rygterne.

Vi glæder os dog forsat over, at hverdagen fungerer igen – ja, over ”de dejligt almindelige mandag morgener”. Børnene er i skole, og vi kan udføre vores arbejde under rimelig almindelige forhold. Der er meget at glæde sig over – vi har hørt flere vidnesbyrd om m. som er kommet til tro, som følge af den sidste krise – bl.a. fordi der har været kristne, som turde vise kærlighed - med livet som indsats – til nogle af dem. Der har også været afholdt fredsmøder, hvor unge fra begge grupper har været sammen og har givet udtryk for, at de vil indstille volden.

Mange er dog bange, hvilket der også er god grund til at være med det, som foregår, men Jesus siger jo gang på gang, at vi ikke har grund til at være bange, for han er med os. Vi prøver at opmuntre, hvor vi kan.

I sidste uge havde vi tre møder med mennesker, som vi gerne vil dele med jer.
Vi havde besøg af Shiitu. Shiitu stammer fra en højtstående m. familie, som er fulanere. På et tidspunkt var han meget syg, men intet hjalp ham. I denne periode talte Jesus til ham tre gange. Hver gang om, at hvis han ikke omvendte sig, ville han komme i helvede. Tredje gang var han døds syg. Han bad til Jesus, og blev efterfølgende helbredt igennem bøn. Han blev døbt, men fik aldrig en grundig oplæring i den kristne tro. Nu ønsker han at lære mere om troen på Jesus – og leder efter et sted, hvor han kan det.

Timothy
Timothy, en af vore tidligere Transition House drenge, som nu bor hos formanden for bestyrelsen for arbejdet, kom sidste torsdag med Austin.  Austin er vel ca. 17 år. Han plejede at bo i landsbyen Dogon Na Hawa! Her boede han, indtil natten til d. 7. marts, hvor han måtte flygte og kun reddede livet, fordi han under flugten i mørket faldt ned i et mindre hul efterladt fra folk, der tidligere gravede efter tin i området. Resten af hans familie - to brødre og forældre mistede livet den nat i massakren. Timothy havde set ham en aften i nærheden af sit hus. Timothy har siden givet ham husly, men kan kun tage ham ind i huset om natten, da Timothy ellers selv kan risikere at miste hans værelse hos familien, som han bor hos. Austin gik – før dette skete i det, der svarer til 2.g. For at overleve har han siden arbejdet på et værtshus. Hans far var skrædder med speciale i at brodere, og Austin har stået i lære hos sin far. Austin er dybt traumatiseret, men vil alligevel gerne i gang med at arbejde som skrædder. Et par af vore missionær kollegaer her, er uddannet til at tale med traumaofre, og de har sagt, de vil hjælpe Austin. Selv håber vi, at kunne hjælpe ham i gang med et sy-værksted.

Svært for nye troende
Sidste fredag mødte vi endnu en m., som er kommet til tro på Jesus. Hun er mor til otte børn. Hendes mand var en rig fulan, som ejede 99 køer og en bil, da Jesus talte til ham i en drøm. Jesus mødte ham flere gange, og manden overgav sit liv til Ham. Det bevirkede, at familien afskrev ham og fratog ham køer og bil. Konen flygtede hjem til sine m. forældre. De beskyttede og hjælp hende og børnene. En aften kom manden for at hente hende. Hun stak af sammen med ham, og valgte selv senere, at blive en kristen på trods af familiens gentagne trusler og overtalelser i form af gaver. De har siden haft det svært, da hele deres eksistensgrundlag forsvandt, efter at familien fratog manden hans køer og bil.
Sådan møder vi gang på gang mennesker for hvem troen på Gud kræver mange ofre og som på trods af disse ofre holder ud i troen. Nogle falder fra, da der er ”kristne”, som udnytter disse konvertitter. Dog kan mødet med Jesus være så stærkt, at de på trods af menneskelige fejl holder ud.

Hjemme i Danmark
Vi kommer hjem på privat ferie her til sommer – bl.a. for at være med til Anne Karins mors 80 års fødselsdag. Det glæder vi os til, og vi håber at se mange af jer. Vi kommer til Danmark den første uge i juni og håber, at være i Jylland i uge 24 og lidt af uge 25, hvorefter vi tager til Norge i et par uger i en hytte, vi har fået lov at låne der.

Mange kærlige hilsner fra Peter Michael og Anne Karin, Johanna og Jonathan

Bedeemner

Ø  Bed gerne for situationen her i byen og i Plateau State, som forsat er meget anspændt. Der er ingen nemme løsninger på disse problemer.

Ø  Bed for dem som kommer til tro, at der må være mennesker, som kan følge dem på rette vej.

Ø  Bed for de af vores ”drenge”= unge mænd, som i den kommende måned er i gang med deres studentereksamen.

Ø  Bed for os, at vi må have kræfter til de forskellige opgave, vi står i.

Kvartalsinfo fra Anne Karin og Peter Michael Lauritzen, Jos, april 2010 

I går havde vi, hvad vi kalder familiegruppemøde på ungdomshjemmet, Transition House. Vi sang en hel del tilbedelsessange. En ung mand fra Sierra Leone, som var på besøg, gav sit bevægende vidnesbyrd om, hvordan Gud gav ham drømme, som ledte ham til at blive en kristen, efter at han var vokset op som muslim. Det er slet ikke en ualmindelig ting på disse kanter, at Gud giver drømme, der leder muslimer til tro på Jesus, og det er noget, vi finder stor opmuntring ved. På vores familiemøde var der en af de store drenge, der bad nogenlunde, som følger: ”Kære Gud, tak for de mennesker, som støtter dette arbejde. Jeg kender dem jo ikke, men det gør du, og jeg beder om, at du vil velsigne dem og beskytte dem”.  Jo, drengene og pigerne, der bliver hjulpet igennem dette børnearbejde ved godt, at der er mennesker fra andre dele af verden, som beder for dem og støtter arbejdet, og de er taknemmelige.

Krise
Det er vist en ganske kendt sag i Danmark, at Jos og Plateau State har været igennem vanskelige tider i dette år. Det startede tidligt søndag morgen d. 17. januar. Der havde været strid mellem kristne og muslimer et sted i Jos omkring genopførelsen af et muslimsk beboelseshus i et område af byen. Den morgen, ganske tidligt, blev de kristne angrebet, og det udviklede sig derefter til mange myrderier, afbrændinger af bygninger og plyndringer. Der var voldshandlinger fra begge sider, og soldater blev sat ind. Værst blev det om tirsdagen, hvor vi fra vores grund kunne se store røgmasser stige op fra brændende huse ikke så langt fra, hvor vi bor. Siden disse meget slemme dage, hvor mindst 300 (og sandsynligvis adskillige flere) blev dræbt, har der været flere episoder med myrderier fra begge parters side. Langt den værste fandt sted meget tidligt søndag d. 7 marts, hvor over 300 kristne, mest kvinder og børn, blev slået ihjel af muslimske fulaner i tre landsbyer ikke langt fra Jos.

Selv om vore børn, Johanna og Jonathan, ikke har kunnet gå helt upåvirkede af krisen, så må vi blot takke Gud for, at de har klaret det så godt. Desværre har krisen betydet, at de har mistet hen ved tre ugers skolegang. Dette har dog mere været ærgerligt for os forældre end for børnene, som ikke havde nogen problemer med at have ekstra tid til leg.

Ny skole

Anne Karin har i dette år været meget involveret i et nyt skoleprojekt, som hun og en gruppe kolleger arbejder på. I landsbyen Gyero, ca. 25 km uden for Jos, bor der godt 100 piger og drenge på et af City Ministries’ centre. Det er fortrinsvis børn, der går i 1.– 6. klasse, som bor der, og de har indtil videre gået på landsbyens offentlige skole. Denne skole har ikke på noget tidspunkt været optimal, og i dette år har der stort set ikke fundet undervisning sted på skolen, efter at lærere uden de påkrævede eksamensbeviser er blevet fyret. Da der heller ikke er nogen udsigt til, at skolen kommer til at fungere godt igen, er der taget en beslutning om at oprette vor egen skole på børnecentret, som allerede har fire klasselokaler, et bibliotek og visse lærerkræfter.

Planlægningsgruppen har indtil videre beskæftiget sig med at overveje mulighederne for at oprette skolen, de økonomiske implikationer, undervisningsplaner, jobbeskrivelser mm.

Vi håber på god opbakning til dette skoleprojekt, som bl.a. indebærer, at der skal findes kompetente lærerkræfter, som er villige til at blive aflønnet med en filantropisk lille løn. Endvidere skal nogle folk trænes til at kunne undervise bedre, end de kan nu.

Sandsynligvis vil den nye skole kunne starte til september, hvor nigerianske skoler starter deres skoleår.

Syv drenge selvstændige

I maj 2009 blev vores første og foreløbig største hold drenge færdige med deres ”studentereksamen”, (indtil da har vi kun haft enkelte drenge, som blev færdige en ad gangen). De 7 har virket som volontører på nogle af vore andre børnecentre i ca. 4 måneder, hvilket er gået ganske godt. Derefter fik de hver en sum penge til at leje et værelse og skaffe sig visse fornødenheder, og nu bor de så selv og klarer sig selv. Det er ikke så nemt i et land, hvor arbejdsløsheden er meget høj, men de klarer sig. To af dem er i andre byer, hvor de har arbejde, men de har alle et ønske om at kunne videreuddanne sig. Det har City Ministries ikke økonomi til at støtte dem i, så de må prøve, om de selv kan skaffe de nødvendige ressourcer for at kunne læse videre. 

Vi, der er deres ”onkler og tanter”, er spændte på og håber på at opleve, at disse unge mænd virkelig kan klare sig godt. Det er ligesom det, der viser, om alle anstrengelserne for at hjælpe børnene er succesfulde. Sidenhen vil der også være piger, der bliver sendt ”hjemmefra”, de er bare kommet ind på børnecentre senere end drengene.

Mange tak til dig, der har læst brevet her, tak for din interesse for gadebørnsarbejdet i Jos, Nigeria. Tak for din evt. støtte igennem forbøn og/eller givertjeneste. Vi værdsætter meget den interesse og medleven, som mange udviser.

Kærlig hilsen Anne Karin og Peter Michael Lauritzen&nb

Hent nyhedsbrevet som PDF her...

Jos, d. 1. marts 2010

Kære Venner og Familie

Måske er mandag morgener de samme over det meste af verden – i hvert fald de dele af verden, hvor man holder weekend. Vækkeuret, der ringer tidligt, madpakker og skole-tasker, som skal gøres klar. Børn, som næsten ikke er til at få ud af sengen. Ja, hverdagen og rutinerne er de samme her som så mange andre steder. Og dog så har der ikke været så meget, der har været normalt her den sidste måneds tid, så sådan en mandag morgen som i dag glæder vi os over hverdagens normalitet. Glæder os over, at skolen er i gang igen, at vi kan tage på arbejde, og over at al ting tilsyneladende er fredeligt.

Som mange af jer nok ved, udbrød der igen uroligheder her i byen midt i januar. Der var mange rygter om, at noget var under opsejling, så vi vidste nok, at noget ville ske – som vi jo også nævnte i vores julebrev – men ikke hvornår. Igen gik det hårdt ud over mange mennesker. I de første dage efter krisen talte man om, at der var over 15.000 mennesker, som var blevet fordrevet fra deres hjem. Denne gang bredte urolighederne sig til områder af byen, som ikke havde været ramt tidligere. Til gengæld blev andre områder, som tidligere havde været ramt, ikke ramt denne gang. Dette gjaldt bl.a. Tudun Wada, hvor mange af vore bekendte bor. Her var muslimske og kristne ledere gået sammen og havde opfordret deres unge mennesker til at holde fred.

Desværre bredte urolighederne sig denne gang til Gyero, hvor vi i City Ministry jo har et center, hvor der bor tæt på 100 drenge og piger i alderen fra fire til 15 år, samt ledere og deres familier. Det gik ikke ud over nogle af vore børn, og det lykkedes at beskytte nogle naboer fra urolighederne, men en del huse blev brændt i landsbyen.

Hillcrest skolen, hvor Johanna og Jonathan går, var lukket i to uger i forbindelse med krisen, og senere måtte de lukke den igen efter anbefaling fra den amerikanske ambassade.

Mens alt dette stod på, havde vi yderligere den bekymring, at Alex Moses vores ven og leder af Transition House (hjemmet for de største drenge i arbejdet) var meget, meget syg og indlagt i over 14 dage, hvor han stort set ikke kunne tage noget føde til sig, da hele hans fordøjelsessystem var gået i stå. På et tidspunkt var det så slemt, at de ikke regnede med, at han ville overleve natten igennem. Vi ved, at mange bad for ham den nat. Sidst på natten kom der en klar forbedring i hans situation, og to dage efter var hans situation så stabil, at lægerne turde operere ham. Da de gjorde det, fandt de, at han foruden lukkede tarme også havde blindtarmsbetændelse. Vi er så taknemlige for, at han i dag er ved at komme sig. Både Alex og hans kone Vicki har brug for forbøn. Alex blev i oktober opereret første gang og fik fjernet galdeblæren og var knapt nok kommet sig over det, før hans nuværende sygdomsforløb satte ind. Vicki fik kort før krisen konstateret mavesår, og under krisen blev hendes forældres hus brændt ned – alligevel var hun trofast ved Alex’s side 24 timer i døgnet, mens han var indlagt; og når vi taler med dem, er det taknemlighed, som lyser ud af dem. Ja, jeg har meget at lære.

Min fars hjernerystelse og min mors 80 års fødselsdagsdag, som jeg ikke kunne være med til, var lige ved at slå mig ud, sammen med alle de andre ting, men jeg har fået lov at se, at Gud har hjulpet mig igennem, og det samme har menneskers tanker og forbøn. Hvis jeg begynder at fokusere på alle de ydre omstændigheder, ender jeg hurtigt der, hvor jeg bare har lyst til at pakke kufferten og tage hjem til Danmark, men hvis jeg husker på, at jeg kan få hjælp til en dag ad gangen, kan jeg glæde mig over en mandag morgens normalitet og vide, at vi er i Guds gode hænder hver dag.  

Igen til sommer regner vi med at tage til Danmark. Vores fødselsdagsgave til min mor er, at vi kommer hjem og fejrer hende, så vi håber på et godt gensyn med mange af jer.  

Tak til alle jer, som har skrevet til os og tænkt på os i de dage, mens krisen stod på.
Det hjalp os igennem de svære dage.

Kærlig hilsen Jonathan, Johanna, Peter Michael og Anne Karin