Nyhedsbrev fra Ida og Niels Grymer, november 2009
Vi har nu været i Nigeria i to måneder. Det er på høje tid, vi kommer med et livstegn herfra.
I alt skal vi være her i fem måneder. Ida arbejder på specialskolen REMI. Desuden på kvindeskolen på præsteseminariet i Mbamba. Og så har hun oveni fået til opgave at være med til at lede systuen for kvinderne på Mbamba. Jeg underviser på Kristi Lutherske Kirkes præsteseminarium, Brønnum Lutheran Seminary, i fagene: Kirkehistorie, Ny Testamente og Luthersk Teologi.
I dag havde Mrs. Bongi, lederen af REMi-skolen, hvor Ida hjælper til, inviteret os med til en fest, hun skulle til, en 10-års bryllupsdag. Ida og jeg hentede Mrs. Bongi i den gamle Toyota, vi har til rådighed. Da vi var kommet igennem Jimeta by og over Benue-floden, pegede hun til højre. – Drej her! sagde hun. Mrs. Bongi er en myndig dame, som det er klogest at adlyde. Ellers havde jeg nok sparet bilen for den bratte nedkørsel til en selv efter nigerianske forhold ujævn grusvej. På begge sider af vejen var der handelsboder og et mylder af mennesker. Bature! råbte børnene også her til os. Det betyder ”hvide mennesker”. Den slags er en seværdighed, som der skal vinkes til og hilses på. Endnu et højresving førte os ind på en endnu mindre farbar sidevej, rundt om et par huse, mellem nogle træer, og så var vi ved en mur og en port, der blev åbnet. Indenfor var der et rummeligt hus og en åben plads, hvor både børn og voksne var samlet, i alt omkring 50. Det var de færreste, der var forberedt på at se os to hvide i selskabet, men alle bød os meget hjerteligt velkommen, og vi blev placeret centralt i kredsen af hvide plastikhavestole. Flere takkede os varmt for vores tilstedeværelse. En fin lektion i, hvordan man tager imod uventede gæster!
En høj mand, åbenbart ”toastmaster”, bød selskabet velkommen – af hensyn til Ida og mig gjorde han det ikke på hausa, men på engelsk. En munter mand – og from. Hver tredje sætning krydrede han med et ”Praise the Lord!”, hvortil forsamlingen mumlede ”Halleluja!”
Så var der spisning. Som ved alle de andre festlige lejligheder, vi har deltaget i, var menuen ris og kylling, stærkt krydret. Efter spisningen var der taler. Først fik 10-årsbryllupsdagsgommen ordet. Han underviser i mikrobiologi på universitetet og er desuden sekretær for en kristen sammenslutning, der tæller medlemmer fra de fleste kirkesamfund i landet. En glad mand, der med taknemlighed så tilbage på de første ti års ægteskab, takkede hustruen for tålmodighed og overbærenhed, glædede sig over deres tre børn. Også hans søde og yndige kone holdt tale. Og så var det de andres tur. Sjældent har vi oplevet så veloplagte talere og så hjertelig en latter hos både tilhørere og talerne selv. Vittighederne føg frem og tilbage mellem talere og tilhørere. Det meste foregik på hausa, men noget blev oversat til engelsk, f.eks. denne: En kvinde oplevede nogle gange, at hun hørte en stemme fra himlen, der råbte Stop! til hende. Stop! sagde stemmen, og i næste øjeblik så hun, at der lå en slange på vejen foran hende. Stop! sagde stemmen en anden gang, og kort efter opdagede hun, at stemmen havde reddet hende fra et jordskælv. Hvem er du, som sådan redder mig fra ulykker? spurgte kvinden. Og hvor var du henne, da jeg giftede mig med min mand! Den blev der grinet meget og hjerteligt af.
Da vi kørte hjem, var det blevet mørkt. Det bliver det omkring kl. halv syv. At køre i mørke er en farlig sag, ikke mindst på grund af de mange motorcykler, der krydser rundt på vejene, de fleste af dem helt uden baglys. Men hjem nåede vi.
Her i Mbamba er vi ved at finde ind i en hverdag. Ida arbejder på REMI. Der er hårdt brug for pædagogisk assistance der. Både ”playing class” for de alleryngste og handicapklassen er stærkt underbemandede, og personalet ville ikke tage skade af en pædagogisk opdatering. Desuden har Ida timer med kvindeskolen her på præsteseminariet i Mbamba. Ægtefællerne til nogle af de præstestuderende lærer her at strikke, sy og bage (med sand i en gryde). Skal der bages, er det den eneste mulighed. De færreste har ovn hjemme. Har de en elektrisk ovn, har de til gengæld ingen regelmæssig strøm. Har de gaskomfur, har de ikke råd til at købe gas.
Jeg har tre fag på præsteseminariet: kirkehistorie, de tre første (synoptiske) evangelier og luthersk troslære og teologi. Det var egentlig meningen, at jeg kun skulle have to fag, men efter en uge blev der indkaldt til hastemøde. To fag manglede en lærer. Så påtog jeg mig et ekstra. Det giver en del forberedelsesarbejde. Og en del bryderier med at tyde nogle af de studerendes skrift, når jeg har givet dem en opgave. Men er der ikke andre, der lærer noget, så gør jeg det selv. En test i et af fagene fik mig til at tænke, at det måske er sådan det er. Heldigvis skal holdet ”Luthersk troslære” i praktik i fem uger nu. Så får jeg tid til at finde ud af, hvad faget egentlig drejer sig om.
De studerende er velmotiverede. Flere af dem er ikke særligt tyngede af forkundskaber. Dertil kommer, at de ikke har råd til at købe bøger. Det stiller store krav til underviseren. Og så skal man lige vænne sig til, at studerende kan komme og bære lærerens bøger til og fra undervisningen.
Vejret har ændret sig, siden vi kom. Vi er nu inde i tørtiden. Varmen er mindre ubehageligt fugtig, og har vel også nærmet sig de 30 grader (ovenfra). Det skyldes bl.a. ”hamartanen”, som visse dage lægger en dæmper på solen. Hamartanen er vinden, der bærer sand fra ørkenen med sig. Når det rigtigt tager fat, vil støvet lægge sig overalt, også inden døre. Man har to årstider her, regntid og tørtid. Nogle siger, at forskellen er, at vejret i den ene årstid er ubehageligt på en anden måde end i den anden. Når vi tænker på novembervejr i Danmark, klager vi nu ikke.
Vores mailadresse er grymernigeria@hotmail.com. Vi ser vores mail, når vi er på netcafé. Og det er ikke så tit. I kan også følge vores færden på: www.grymerinigeria.wordpress.com
Ida og Niels
