25. august 2008
Kære venner
Jeg har tilbragt to dage med 23 heltinder. Vi mødtes i Samalut, en landsby tre timers kørsel syd for Cairo, oppe ad Nilen. Anledningen var en workshop, arrangeret af Caritas Egypt for at hjælpe SAT-7 med at komme ud af et dødvande i vores bestræbelser på at producere en tv-serie, der kan hjælpe folk til at lære at læse og skrive.
De 23 unge kvinder havde gjort det. Overvundet alle hindringer som familien, fattigdommen og fordommene stiller i vejen for dem, og gennemført et alfabetiseringskursus. De havde ikke fået lov at gå i skole som børn – enten fordi familien havde brug for dem i marken, faderen ville ikke have datteren til at ’rende rundt uden for huset’, eller fordi skolen bare lå alt for langt væk. Men som teenagere havde de taget kampen op og fået lov til at følge Caritas’ alfabetiseringsprogram – 18 måneders intensiv træning, der gav dem adgang til træde ind i det offentlige skolesystem på 7. klasses niveau. Flere af dem er nu igang med en videregående uddannelse.
De var samlede for at fortælle os deres historier. Historier om livet som analfabet, om kampen for at få lov at læse, om fordelene ved at kunne læse, og om kampen for deres rettigheder. Historierne blev til sketches, som de selv skrev og agerede, diskuterede og evaluerede. Det hele blevet optaget på video, så de også kunne drøfte deres egne præstationer.
Grundtvig ville have glædet sig. Jeg har aldrig mødt så klare eksempler på sand livsoplysning. Disse kvinder har ikke kun lært at læse, de har fået livsmod, selvtillid, håb, entusiasme, tro på fremtiden og vilje til at kæmpe for deres rettigheder.
Deres historier handler om at kunne sige nej til den ægtemand, familien havde udset til dem. At kunne læse hvad der står på medicinpakken og tage korrekte doser. At være klar over at man har modtaget et valgkort, og har ret til at gå hen og stemme.
De er åbenlyst og rørende henrykte over min tilstedeværelse. Jeg føler mig ilde berørt over effekten af mine blå øjne og lyse hud. Det er som om jeg beærer dem ved min tilstedeværelse.
Den sidste dag handler samtalerne om problemer i lokalsamfundet. Især om brød. I Ægypten er brød subsidieret, så alle, selv de fattigste, har råd til at købe brød. Et system, der giver problemer, dels med forsyninger, og dels med udbredt svindel og korruption. Diskussionen bliver ophidset, nogle er stærkt kritiske, andre prøver at forsvare regeringen. Og stemningen ændrer sig – pigerne, der kommer fra forskellige landsbyer og forskellig religiøs baggrund har indtil nu udvist stor tillid og åbenhed over for hinanden, men nu begynder nogle at sige: ”Hvad hvis de andre sladrer om os til det hemmelige politi?” og pludselig er jeg også en del af problemet: ”Hvad skriver hun? Vi vil ikke have hun skriver at vores land er tilbagestående!”
Men de negative følelser bliver bearbejdet gennem sketchene, og workshoppen ender i stor harmoni og forbrødring. Joseph, der er manuskriptforfatter til den tv-dramaserie, der gerne skulle blive resultatet af alt dette, har fået masser af ny inspiration og større viden om målgruppen. Og jeg har (forhåbentlig) fået udvirket, at Joseph og vores konsulent, der er chef for Caritas’ alfabetiseringsprogram, har fået et bedre grundlag for samarbejdet.
Turen går tilbage til Cairo i SAT-7s minibus. Tre timer på motorvej igennem ørkenen – desværre ikke en naturskøn tur op langs Nilen. Men ikke helt begivenhedsløs: To gange standser politiet os ved de rutinemæssige sikkerhedscheck de har sat op langs vejen. Det er mine blå øjnes skyld igen. Hvad laver en hvid kvinde i en minibus med fire unge, arabiske mænd? Først da de har forvisset sig om at jeg ikke er en amerikaner eller englænder, der er blevet kidnappet af en flok terrorister, får vi lov til at køre videre.
Tilbage til hverdagen, som ser ud som den plejer, travl, men uden de store begivenheder. Og dermed undskyldningen for at der er så langt mellem fællesbrevene:
Vil vi skrive om hverdagen, tænker vi: ”Jamen der sker jo ikke noget”. Og vil vi skrive om de særlige oplevelser, som ovenstående, tænker vi: ”Jamen, så tror folk bare at vores hverdag er fuld af spændende oplevelser!”
Men hermed altså en oplevelse, der gør indtryk, og også hjælper med motivationen i hverdagen.
Så hvad kan vi fortælle om vores hverdag? Vejret er jo altid et godt emne, og for en gangs skyld kan vi berette om virkelige ’strabadser’. Det har nemlig næsten ikke regnet denne vinter, så her er stor vandmangel. Siden foråret har her været vandrationering: Vi får vand tre nætter om ugen, og må klare os med det. Det er ikke noget problem for os, der kun er to mennesker, men for børnefamilier med meget vasketøj er det et stort problem.
Cypern er nu begyndt at importere vand fra Grækenland, og nogle nye afsaltningsanlæg skulle også være med til at forhindre problemet i fremtiden.
Det store projekt om handikappedes rettigheder, som jeg (Mette) har arbejdet med siden vi kom for fem år siden, er nu afsluttet, og en 40-siders rapport (plus bilag) er sendt til SIDA i Sverige. Det har været et spændende projekt at arbejde med, især den sidste del af projektet, hvor vi lavede en række debatprogrammer, som blev sendt direkte fra Beirut. Det er stadig ret nyt for os at lave direkte udsendelser, hvor seerne kan ringe eller sende sms-beskeder, der bliver på skærmen.
Det næste projekt – om kvindelige eneforsørgere – er i fuld gang. Det får støtte fra Norge og Sverige, og også fra den danske regering, gennem det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut, som Udenrigsministeriet har oprettet. Vi er ved at finde historier til en dokumentarserie om de udfordringer, kvinder i Egypten, Libanon og Marokko har, når de alene med ansvaret for deres familie.
Axel har som sædvanligt travlt i regnskabsafdelingen. SAT-7 har nu tre tv-kanaler, så arbejdsopgaverne er vokset meget, hvorimod regnskabsafdelingen stadig må klare sig med 2 1/2 mand.
Axel fyldte 60 år i påsken, og det fejrede vi med en dejlig fest her i Nicosia med vores venner og kolleger, og alle vores børn, der var kommet herned i den festlige anledning. Vi havde også mulighed for at have børnene med en lille tur til Ægypten for at se pyramider og naturligvis SAT-7s studie i Cairo.
Mange kærlige hilsener
Axel og Mette
Støt Mette og Axels arbejde i SAT-7 og send din gave til Sudanmissionens konto i Danske Bank, kontonr.: 9743 0006407293, mærk SAT-7. Hjertelig tak for din støtte!
