missionsportalen.dk

”De har sådan nogle flotte tænder”. Vi hører ganske ofte disse udbrud, som priser nigerianernes tænder – og det er efterhånden blevet lidt af en kliché. For har nigerianere virkelig pænere tænder end alle andre mennesker? Set fra tandlægestolen er der grund til at være skeptisk. Langt de færreste nigerianere har råd til at besøge en tandlæge, og de kender hverken til tandbørste eller tandtråd. De har deres egne måder at rense tænder på – og nogle gør slet ikke særlig meget ud af at pleje deres tænder. Men hvorfor siger vi så, at de har nogle pæne tænder – kan det virkelig passe, at nigerianere aldrig har problemer med deres tænder? Nej, naturligvis kan det ikke det.

Efter et par måneder i Nigeria har vi mødt mange smilende ansigter – ja, dagligdagen synes at være fuld af smilende ansigter. Når vi besøger det lokale marked i Yola, hvor vi gør vores indkøb, smiler den ene handlende efter den anden fra deres lange rækker af boder. Deres smil afslører tandsæt, som indimellem er ganske mangelfulde. De ældre mænd på markedet med deres slidte ansigter og hænder, der er blevet grove af hårdt markarbejde, synes ofte at have store problemer med rådne og dårlige tænder. Måske skyldes det for mange sukkerrør – eller også skyldes det ganske enkelt, at de bruger deres tænder meget i dagligdagen, og at de ikke er så opmærksomme på at skåne dem. Generelt bliver man ikke så gammel i Nigeria, og derfor når den sidste tand sjældent at falde ud, før man dør. Vi er trods alt i et land, hvor man anser 45 år for at være en høj alder! Det kan godt være lidt skræmmende, når vi selv kommer fra et land, hvor vi netop er ved at opdage betydningen af det grå guld – samtidig med at vi også selv nærmer os en høj alder efter nigeriansk standard. Men livet er så anderledes i Nigeria. Inden håret gråner, er man ganske enkelt blevet slidt af en hård dagligdag, som er fuld af mange udfordringer – og derfor er levealderen forholdsvis lav.
Men hvorfor siger man så, at nigerianerne har så pæne tænder? Lukker man blot øjnene for sandheden? Nej, måske forundres vi blot over nigerianernes tænder, fordi de tillader os at se dem. Det handler ikke om tændernes beskaffenhed – det handler ikke om mængden af fluor, som de er blevet plejet med – men det handler ganske enkelt om, at de virkelig viser deres tænder, når de smiler. Et smil, som afslører tænderne, synes at være et oprigtigt smil, der virkelig kommer fra hjertet – og det er denne smilende kultur, som rører os og får os til at konstatere, at nigerianerne har sådan nogle smukke tænder!

Men hvorfor nu de mange smil? Er der så meget at smile af i Nigeria? Vi må undre os over, hvor de finder kræfterne til at smile i en hverdag, som for langt de fleste nigerianere er præget af store udfordringer. Sygdom og manglende penge er en daglig udfordring for mange. Simple sygdomme kan blive en bekostelig affære, og derfor er der mange, som ikke har råd til at købe den nødvendige medicin, f.eks. malaria- medicin. Indimellem kan en operation også være så dyr for en familie, at de ganske enkelt er nødt til at undlade den. På den måde kan meget simple sygdomme i sidste ende forårsage dødsfald. Samtidig synes fremtiden for den almindelige nigerianer at være temmelig håbløs, og fattigdommen lurer overalt.

På præsteskolen, hvor vi underviser, har personalet ikke fået løn de sidste tre måneder – og naturligt nok er personalet hårdt plaget af de manglende lønudbetalinger. Det betyder også, at det kan være svært at finde motivationen til at fortsætte, når der ikke bliver udbetalt løn, og man derfor må klare sig med det mad, som man selv kan dyrke på marken. Ja, der er mange udfordringer – og generelt er der meget lidt at smile af. Men derfor er smilene også så anderledes forunderlige og livsbekræftende. Det er på alle måder smil, som udtrykker en taknemmelighed, der kommer fra hjertet. Livet er ikke nogen selvfølge, og derfor takker nigerianerne dagligt for alt det, som de har fået af Gud (hvad enten de nu er muslimer eller kristne). Måske er nigerianerne klar over, at der er trods alt er meget at smile af og at være tilfredse med, når de får endnu en dag givet. Selv om udfordringerne synes at være store – og selv om hver eneste dag synes at være et spørgsmål om overlevelse, så ved de udmærket, hvad de har at være taknemmelige for – de ved, hvad de skal takke for – og de kan umiddelbart sætte ord på det. Jo mere kompliceret ens liv er, des vanskeligere bliver det formentlig også at sætte ord på ens taknemmelighed – eller bare at mærke taknemmeligheden i hjertet. Måske kan vi derfor konkludere, at evnen til at smile skyldes evnen til at føle taknemmeligheden – og jo lettere det er at finde anledninger til taknemmelighed, des lettere bliver det også at smile.

Kort og godt, så er det vigtigt, at vi ikke tror, at nigerianernes hjertelighed og smilende tilgang til tilværelsen, skyldes, at de ikke har udfordringer i dagligdagen. Det vil være en stor misforståelse – for der er ingen tvivl om, at der bag hvert eneste smil gemmer sig mange daglige kampe og udfordringer for overlevelse.

”Jeg holder af hverdagen”. Sådan skrev Dan Turell engang i et digt, som rummer en lang beskrivelse af hverdagen med alle dens velsignelser og forbandelser. Jeg husker ikke selve digtets ordlyd, men underligt nok, så var det denne sætning fra Dan Turells digt, som satte sig uhjælpelig fast i mit hoved på en tidlig søndag morgen, før solen overhovedet er stået over Mbamba. Mørket hænger stadig som en tung dyne over landet, men det varer ikke længe før lyset bryder igennem og en ny dag begynder.

Cikadernes sang er ved at forstumme og hanerne har for længst taget over med deres vedholdende kalden. Vi har en flok fugle, som har slået sig ned i et af træerne tæt ved vores soveværelse. Det må være et godt træ, for de har efterhånden boet der længe og lægger ikke skjul på deres tilstedeværelse. De fylder dagen og særligt natten med en konstant pludren, som man vist skal være en ualmindelig entusiastisk ornitolog for at kunne se det smukke ved. Egentlig tror jeg, at det var nattens mange lyde, som fik mig ud af sengen så tidligt – for pludselig gik det op for mig, at hverdagen har meldt sig på Mbamba. Vores sanser bliver ikke længere udsat for et konstant bombardement af indtryk, som skal bearbejdes. På en eller anden måde er der faldet ro over tingene – og endda så meget ro, at det også er blevet muligt at sætte ord på vores liv. Begrebet ”hverdag” betyder egentlig, at man har fået tæmmet sine omgivelser, så man er i stand til at slappe af i dem. Alle omgivelser – uanset hvor fremmedartede de ellers måtte forekomme at være – bliver i sidste ende tæmmet og dermed hverdag for ens sanser. Den eneste fare ved hverdagen er, at den også kan sætte sig som en sygdom, der sløver ens sanseindtryk, så man ikke længere bliver i stand til at sætte ord på sine oplevelser. Man kan ganske enkelt komme til et punkt, hvor man ikke længere finder det nødvendigt at sætte ord på de ting, som man ser, lugter og føler. Derfor er det vigtigt at træne og udfordre sine sanser, så man ikke pludselig synes, at man kan beskrive hele sit liv med ordene ”her er alt ved det gamle”.

Her på Mbamba er ”intet ved det gamle”. Tiden synes dels at flyve og dels at snegle sig af sted – og faktisk kan det indimellem være ganske svært overhovedet at holde rede på tiden. Oplevelser og indtryk hiver og slider i ens tidsfornemmelse, så en uge pludselig kan synes at være meget langt borte. Akkurat sådan er det også med Danmark og alt det, som vi kender så godt derhjemme. De mange nye indtryk, som vi har fået i løbet af de første to måneder her i Nigeria, har strækket vores tidsfornemmelse, så det føles som om, vi allerede har været her i meget lang tid. Men set i lyset af den tid, som vi skal tilbringe her, så er to måneder ikke lang tid. Det er jo kun en spæd begyndelse.
Men selvom vores nye tilværelse på Mbamba på alle måder synes fremmedartet, så er en lille del af det fremmede så småt begyndt at bliver tæmmet – i hvert fald i en sådan grad, at der nu også er blevet en lille fornemmelse af hverdag over vores liv. En væsentlig del af hverdagen her i Nigeria er de tidlige morgener. Allerede ved femtiden (en time før solopgang) hører man de første stråkoste feje terrasser og jorden omkring husene. Nigerianerne har tilpasset deres døgnrytme efter lyset, så de står tidligt op for at få mest muligt ud af dagens lyse timer. Der er ingen tvivl om, at morgentimerne er de bedste til at få klaret en masse arbejde, hvad enten det er på marken eller i huset, for allerede ved ellevetiden er det ved at blive for varmt til udendørsarbejde. Derfor søger de fleste ind i skyggen og kommer først frem igen hen på eftermiddagen. Varmen gør også noget ved tempoet – for kroppen skal naturligvis af med den overskydende varme og derfor nytter det ikke at overanstrenge sig i varmen. Man får ganske enkelt mere fra hånden ved at tage fat i et mere afdæmpet tempo. Det er måske noget, vi som danskere lige skal vænne os til, men samtidig synes det også at være en velsignelse, at der altid er tid til en rast og en lille snak med tilfældigt forbipasserende.

Her i det folkerige Nigeria er det ikke muligt at gå i sin egen verden – nej, man bliver hurtigt draget ind i andres verdner og det forventes, at man hilser pænt på hinanden med alle de høfligheds fraser, man kan komme i tanke om. Man må for alt i verden ikke have så travlt, at man ikke har tid til løfte blikket – og en gåtur på Mbamba kommer derfor hurtigt til at blive en ”ståtur”, fordi der igen og igen er nogen, som lige skal sige hej. Det kan naturligvis være lidt hårdt, fordi vi i Danmark har været vant til at bevæge os frit i vores egne verdener – og derfor kan et simpelt ”hej” eller ”goddag” indimellem forekomme at være en slags krænkelse af denne frihed. Men her kan vi lære meget af den yderst sociale adfærd, som nigerianerne praktiserer – og jeg håber, at denne kultur får sat sig så meget fast i os, at vi også evner at tage lidt af den med hjem til Danmark.

Det giver næsten sig selv, at nigerianernes sociale adfærd også i høj grad udspiller sig på markedet, hvor vi gør vores indkøb. I begyndelsen forekom markedet kaotisk. De mange lyde, lugte og stemmer som kaldte virkede mest af alt forvirrende. Hvilken bod skulle man vælge til at købe sine tomater, løg og pepper, når der nu er så mange boder, som synes at sælge det samme? Men efterhånden lærer man det lokale marked at kende, man lærer lidt om prisniveauet og man finder også hurtigt ud af, hvilke handlende man kan stole på. Der findes naturligvis ingen faste priser – og derfor er enhver handel også en forhandling, hvor man prøver at justere prisen. I begyndelsen skulle der handles meget – alt fra tomater og bananer til stof og søm. Men efterhånden har de handlende lært os at kende og det gør tilsyneladende en stor forskel. Der kommer flere og flere tomater i posen og prisen på dagligvarerne synes at blive lavere, ja, der er sågar varer, hvor det slet ikke er nødvendigt at forhandle om prisen. Dermed bliver oplevelsen på markedet også pludselig hverdag. Der er ikke længere så mange stemmer, som kalder på vores opmærksomhed. De handlende har vænnet sig til vores tilstedeværelse – ligesom vi også er ved at vænne os til deres! Men det betyder naturligvis ikke, at vi sådan kan gå på markedet og forvente, at vi ikke behøver at tale med nogen. Indkøb er og bliver et socialt foretagende – og derfor skal man ikke tage på markedet med for meget galde, men derimod sørge for at man har det fornødne overskud, så oplevelsen bliver god for alle parter.

Hverdagen har også sat sig på vores lille hjem, som vi er ved at få indrettet, så vi føler os hjemme. Det er et stort hus med ikke mindre end to gæsteværelser, stor stue, soveværelse og kontor. Man skal dog lige vænne sig til betongulvene og de mange forskellige kryb, som også holder af at bo her. Men efterhånden er betongulvet blevet hverdag – og føles helt behageligt og krybene kan man holde lidt nede med gift og jævnlig rengøring. Vi nyder at have fået et stort hus, hvor der er plads til en masse besøg. Men det er nu også helt godt, fordi der med jævne mellemrum kommer besøg til Mbamba. I fredags sagde vi farvel til en gruppe 50+ volontører, som har tilbragt tre uger på Mbamba med kirke til kirke projektet (via Herning provstierne). De har været med til at opføre et hus, lavet en systue, arbejdet med it og lavet andet forefaldende arbejde på compounden. Igennem de tre uger, som de har tilbragt sammen med os, har de haft rig mulighed for at interagere med nigeriansk kultur og også haft mulighed for at komme tæt på os missionærer. Vi har haft tre boende under vores tag – og det har været en hyggelig og social oplevelse.

Uden for vores hus er vi begyndt at anlægge vores nye have. Vi har dels fået bygget en terrasse og fået afgrænset et stykke jord med hegn, så vi kan få vores have i fred for geder og høns. Derudover har hegnet også præventiv effekt, når det kommer til de mange nysgerrige børn på compounden. Før hegnet blev sat op stod de indimellem og kiggede ind af vores vinduer, medens vi spiste, eller brugte vores terrasse som opholdsplads. Det var forstyrrende og ubehageligt, så nu er der blevet en grænse, som børnene lader til at respektere. Vi glæder os allerede til at få plantet de første ting (træer og buske), men vi er samtidig klar over, at det måske ikke er den bedst tid at begynde at plante, da vi nu går ind i den tørre tid med sand fra Sahara og ingen regn. Det stiller store krav til daglig vanding (hvad man skal passe på med, da det ikke kan vides med sikkerhed, om der er tilstrækkelig vand i boringen til at forsyne hele compounden med vand igennem den tørre tid. Vi har dog hørt, at situationen skulle være væsentligt forbedret i forhold til tidligere).

Denne søndag morgen er ved at være kommet godt i gang. Søndag betyder gudstjeneste – i hvert fald det meste af formiddagen. Vi plejer at tage til gudstjeneste i skolens egen kirke, men netop i dag skal vi til Mbamba Out, som er en lille landsby, der ligger over for vores compound. Vores rengøringsdames datter skal døbes og samtidig er der angiveligt konfirmation af 16 konfirmander (voksenkonfirmation). Det skal nok blive en festlig oplevelse. Gudstjenester tager normalt mellem to og tre timer, så man afsætter det meste af søndagen til det. Umiddelbart efter gudstjenesten tager vi på udflugt til Numan, hvor vi skal besøge og Ulla og Bøje og se kirkens hovedkontor. Det skal nok blive hyggeligt. I morgen fortsætter vores hverdag på Mbamba med undervisning på BLS (Brønnum Lutheran Seminary). Det er hårdt og krævende – og særligt er det vanskeligt at finde det rette undervisningsniveau, for ingen elever ønsker at tabe ansigt ved at indrømme, at undervisningen er på for højt et niveau. Men vi gør os erfaringer og hjælper hinanden i arbejdet og ganske langsomt får vi tingene til at hænge sammen.
Hermed sender vi de bedste hilsner til alle jer, som er derhjemme. Vi håber, at vi fremover bliver lidt hurtigere til at få skrevet nye indlæg, så I kan følge med i vores arbejde. Selvom vi er langt hjemmefra, så er I stadig i vores tanker og bønner - og som Paulus skriver, så kan man være nærværende i ånden, selvom man er på fysisk afstand af hinanden.

Kærlige hilsner fra Mette og Alex