Klokken er ikke engang 21, men det føles som om, den er over midnat. Jeg er træt, meget træt, men går jeg i seng nu, vågner jeg jo alt for tidligt! Så jeg prøver at holde mig vågen og tænkte, at det måske kunne hjælpe at skrive et nyhedsbrev. Sidste nat var hård at komme igennem. Der er et dyr på loftet, som larmer helt forskrækkeligt. Aner ikke, hvad det er, men jeg håber, at det i dagens løb er faldet død om pga. varmen deroppe, så jeg lige om lidt kan få en god nats søvn.

Jeg har så til gengæld haft en helt fantastisk dag i dag. Som jeg tidligere har beskrevet, har eleverne på LJS et par ugers ferie, og det giver mig lige muligheden for at komme rundt i området med den rapport, jeg har skrevet. Jeg var i dag hos den første biskop. Jeg skal jo starte fra toppen, dernæst præsten, dernæst skolelederen, og til sidst, hvis jeg er heldig, når jeg frem til lærerne! Responsen var over al forventning. Biskoppen kiggede rapporten igennem, mens jeg sad og fortalte ham om min vision med at lave et forum, hvor lærere på de lutherske skoler deler erfaringer, får ny inspiration, diskuterer alternative måder at undervise på og sammen ser på vigtigheden i at skabe et godt læringsmiljø, hvor læreren og eleven har en god relation …etc. Da jeg var færdig, kiggede han op og sagde: ”Det er lige præcis dét, vi har brug for. Og det er lige i rette tid.” Indvendig boblede jeg af glæde. Udenpå var jeg selvfølgelig et seriøst og ansvarligt menneske! Jeg havde grønt lys fra ham, og jeg skulle bare gå i gang med at skabe kontakt til de fire skoler i hans stift.  Desuden tog han telefonen og ringede til sin kollega, biskoppen i nabostiftet, og arrangerede et møde for mig. Kollegaen vil så vise mig videre til næste stift. Torsdag morgen tager jeg af sted på en lille tur. I første omgang skal jeg møde to biskopper og forhåbentlig også nogle skoleledere, og så får vi se, om responsen bliver ved med at være så positiv.

Jeg er spændt på, hvordan tingene udvikler sig. Utrolig spændt.

Som jeg skrev i min sidste mail, så var jeg blevet bedt om at komme med et oplæg til lærermødet på Katedralskolen i Jimeta. Det blev en rigtig skøn oplevelse. Ja, bagefter havde jeg faktisk svært ved at få armene ned igen af bare begejstring. Først holdt jeg et lille oplæg om "Vigtigheden i en god relation med sin elev". Jeg fortalte lidt om et barns behov for accept og tryghed - også i et klasseværelse, og hvordan man som lærer kan arbejde på, at der er et godt læringsmiljø, så alle trives. Efterfølgende blev de inddelt i grupper, hvor de skulle diskutere nogle cases og finde frem til alternative måder at tackle forskellige problemstillinger i klasseværelset på.

Der blev diskuteret heftigt - og det var bare en fornøjelse at se dem være så aktive. Skolelederen sagde bagefter, at det lige præcis var den slags tanker og samtaler, som de gerne ville bruge deres lærermøder på.
 

Jeg blev bedt om at komme derind igen ugen efter og fortsætte, hvor jeg slap. Det blev dog ikke helt sådan, for man er jo i Afrika! Da jeg i fredags tog derind, mødte jeg en frustreret inspektør på kontoret. Der var mange forhindringer, som stod i vejen for et lærermøde! En af lærerne var blevet bidt af en kobra-slange og lå nu på hospitalet. En elev havde været ude for et trafikuheld på vej til skole. Inspektørens egen søn lå på hospitalet og havde været syg med feber i en uge… Og sådan fortsatte han sin liste med yderligere 5 punkter. Da han var færdig, stod det meget klart, at et lærermøde kunne der desværre ikke blive tale om den dag. Næste uge er der eksamen. Næste uge igen er der ferie … osv. Så jeg må være tålmodig og se, hvornår det næste møde bliver.

MEN det er alligevel som om, at jeg nu er kommet i gang med dét, som jeg for alvor brænder for. Jeg tror, det er godt, at det bare starter i det små, mens jeg selv gør mig erfaringer, som jeg senere kan bruge som eksempler. Jeg kunne tydeligt mærke på lærermødet i Jimeta, at det var vigtigt med eksempler fra min tid som lærer her på LJS (Lutheran Junior Seminary). Én ting er, at jeg har nogle pædagogiske metoder, som virker i Danmark, noget helt andet er, om det også virker her. 

Jeg lærer hele tiden noget nyt i forhold til afrikanske børn, og jeg bliver mere og mere klar over, at jeg ikke bare kan overføre alle pædagogiske principper til den afrikanske kultur. De er et andet sted, og udviklingen skal ske, så de selv kan følge med.

Jeg har talt med inspektøren (hans navn er i øvrigt Godiya) om, at jeg gerne vil have nogle af lærerne med, når jeg skal ud at besøge andre skoler i distriktet. Det lyder som en god idé, synes han. Så må vi håbe, at lærerne også synes det, og at det er praktisk muligt for dem.
 

I april måned er LJS lukket i omkring 3 uger, så da er planen, at jeg vil rundt på besøg. Jeg er snart færdig med at skrive et lille kompendium, som bl.a. handler om, hvordan vi som lærere har et ansvar for at skabe et godt læringsmiljø, så børnene lærer mest muligt. Bagerst i rapporten er der en oversigt over emner, som jeg (og evt. nogle lærere fra Jimeta) gerne vil undervise lærere i. Det er så min plan at give rapporten til skoleledere, bede dem læse den og give respons på, om de ser et behov for træning af deres lærere og derfor ønsker vores besøg.

Jeg er så spændt på reaktionerne!

Varmen er ved at slå igennem. Den har ikke nået sit højdepunkt endnu, for vi ligger ”kun” og svinger på omkring 40 grader. Det er godt, at den ikke lige kommer rullende pludseligt ind over os, men at der er tid til at vænne sig til det. Sveden løber konstant, men allerede nu er det sværeste dog at få nattesøvnen til at hænge sammen. Desuden kan elevernes engagement i timerne til tider ligge et meget lille sted. De er trætte, sultne, tørstige, sløve af varmen … og det kan jeg virkelig godt forstå, men undervisningen fortsætter altså, og der er ikke plads til for meget pyller!! 

Det er weekend, og jeg sidder og ser tilbage på en dejlig uge med mange positive oplevelser.

Inde i Jimeta, ved siden af Den Lutherske Katedral, ligger en lille luthersk skole, som kører et projekt, der hedder One Laptop Per Child (OLPC, Èn computer pr. barn). Nogle af jer har sikkert hørt om det, og ellers står der en del om projektet andetsteds her på Mission Afrikas hjemmeside. Det er meget spændende at følge med i, hvordan lærerne med små skridt forsøger at ændre deres undervisningsform for at give plads til, at eleverne selv kan søge viden på Internettet.

Da jeg i forrige uge var på et af mine jævnlige besøg, snakkede jeg med skolens bestyrelsesformand, Edward Kadala, om lærerseminariet i byen, og jeg spurgte ham, om der mon var mulighed for at komme ind og se det. Han tilbød meget venligt at tage med mig derind nogle dage senere.

Det blev en fantastisk oplevelse. For det første gibbede det fuldstændig i mig, da jeg så det hav af lærerstuderende. De kunne ikke sige, hvor mange studerende der var, men de mente, der var et sted mellem 5-6000!!! Lidt flere end vi i sin tid var på Haderslev Statsseminarium, ca. et nul mere! Jeg fik en god kontakt til en af underviserne, Mrs. Ira, en ældre kvinde, som kommer i Den

Lutherske Katedral i Jimeta. Jeg havde en bunke spørgsmål med mig, og jeg fik svar på meget af det – bagefter følte jeg mig i hvert fald meget bedre informeret omkring måden, som man her skruer en læreruddannelse sammen på. Jeg spurgte forsigtigt Mrs. Ira, om jeg måtte have lov at være flue på væggen og overvære noget af hendes undervisning. Det måtte jeg gerne – jeg tror endda, hun blev glad over, at jeg spurgte, så vi aftalte, at jeg skulle komme igen kl. 9 den efterfølgende onsdag. ”Så må vi se, om vi kan finde et ledigt klasseværelse,” sagde hun. Der er nemlig ikke noget skoleskema, så man møder bare op og ser, om man kan finde en klasse og et ledigt klasseværelse!

Jeg gik og glædede mig til at skulle derind og få en lille smag på, hvordan livet som lærerstuderende er. Så i onsdags præcis kl. 9 stod jeg uden for hendes kontor og bankede på, og så gik jagten på et klasseværelse. Lidt over kl. 10 lykkedes det for hende at finde en flok elever, som skulle undervises i Undervisningsmetodik. Flokken var ret stor, jeg gætter på omkring 1000 elever proppet inde i en sal, hvor de sad på tætpakkede stole, i vindueskarme, på gulvet… Mrs. Iras stemme havde svært ved at nå ned til de bagerste rækker, men det så ikke ud til at forstyrre nogen; så kunne man jo bruge tiden til at lave andre vigtige ting, fx sove, snakke, lave lektier! Størstedelen af undervisningen foregik på den måde, at Mrs. Ira dikterede ca. 4 tætskrevne A4-sider bid for bid, mens eleverne griflede ned. Når hun ind imellem stoppede op for at forklare eller uddybe sine noter, begyndte eleverne straks at snakke sammen igen, så jeg knap kunne høre, hvad hun sagde. Når hun så igen begyndte at diktere, sænkede stilheden sig, for de vidste godt, at hvis man ikke får lærerens noter skrevet ned, så er man ilde stedt til eksamen. Kan man derimod lærerens noter udenad, er man sikret en god karakter. Mrs. Ira har undervist det samme sted i 20 år, og hun var godt træt af det. Hun beklagede sig over den manglende respekt fra de lærerstuderende, deres manglende entusiasme, deres mangel på både lyst og evner. Hun så kun frem til, at hun endelig kunne få lov at gå på pension. Så sørgeligt at høre. Her sad hun med et job, som for mig at se var et drømmejob!

Efter timen fortalte hun, hvad hendes emne for næste uge er, og jeg kunne fornemme, at hun nok gerne ville have, at jeg dukkede op igen, så jeg spurgte, om jeg måtte komme. Hellere end gerne, så på onsdag tager jeg derind igen. Mit håb er, at det på et eller andet tidspunkt vil falde naturligt at spørge hende, om hun mon sommetider trækker en gæstelærer ind!!!

Jeg er for tiden ved at læse en hel del rapporter fra forskellige afrikanske lande, hvor man har stået over for akkurat de samme pædagogiske udfordringer, som Nigerias skoler står over for lige nu. Det er utrolig spændende læsning, og jeg sidder og bliver helt begejstret. Nogle afrikanske lande er kommet så langt i forhold til at skabe et godt læringsmiljø for børn - det kan også ske her, det er jeg sikker på. Når alt er pløjet igennem, regner jeg med, at jeg selv begynder at sammensætte et mindre kompendium, som kan bruges til kopiering til interesserede lærere.
 

Da jeg første gang var i Nigeria, havde jeg, som nogle af jer nok husker, besøgstjeneste i Yola Fængsel. Det var jeg meget glad for, men det er jeg af flere grunde ikke rigtig kommet i gang med igen. I mandags tog jeg dog derind for at se, hvordan der stod til. Det var dejligt at se dem. Der var godt nok kun én af dem, som jeg kendte fra sidste gang, men de var alle så glade og taknemlige for mit besøg, så man ikke kan andet end selv blive glad. Jeg fik lov at købe lidt sæbe og creme til dem hver plus lidt babymad og mælk til en lille 1-årig dreng, som var der med sin mor. Jeg bestemte mig for, at jeg herefter vil tage derind lidt tiere. Desværre er jeg ikke kommet så langt med sprogundervisningen, som jeg kunne have tænkt mig, så jeg har brug for en tolk. Sidste gang var jeg så heldig, at en af de indsatte kunne oversætte for mig, men lige nu er der ingen, der kan nok engelsk til at kunne oversætte til hausa. Vagterne har derfor lovet at træde til, når jeg får brug for det.

Inge Jørgensen

Der er endnu ikke begyndt at vise sig en hverdag. Jeg glæder mig til, at det sker i begyndelsen af oktober, når eleverne på LJS (Lutheran Junior Seminary) vender tilbage efter ferien.

Det ser i øvrigt ud til, at min hverdag bliver lidt hektisk. Tre dage om ugen skal jeg studere hausa. To dage om ugen skal jeg undervise to engelsk-klasser på kostskolen, dvs. 110 elever med 110 kladdehæfter, som helst skal rettes rimelig tit. Desuden skal jeg også være lidt involveret i et projekt på en skole i Jimeta, hvor lærerne nu gennem to kurser er blevet undervist af to professorer fra Det Pædagogiske Universitet i København. Det sidste kursus er lige afsluttet, og nu er det så, at de skal prøve at omsætte det lærte i praksis. Jeg regner med at besøge lærerne med jævne mellemrum. Først og fremmest bygge gode relationer, være med på deres lærermøder, besøge klasserne, mens der undervises, og derefter give lærerne noget feedback og evt. komme med supplerende idéer til undervisningen. Jeg er spændt på, hvordan tingene udvikler sig, og hvad de ellers synes, de kan bruge mig til… Vi får se!

Hver dag går jeg til hausaundervisning, og det får jeg virkelig meget ud af. Jeg har været så heldig at få en rigtig god lærer, som er meget effektiv, og som endda kommer før tid. Jeg suger til mig og håber, jeg en dag bliver god til det. Vi mødes hver morgen i et af klasseværelserne på LJS, og så går han ellers bare i gang med at grifle tavlen fuld, så støvet fra det porøse kridt står i en sky omkring ham. En af de første sætninger var: ”Sojoji suna kare kasa daga farmakin abokan gaba.” Soldaterne beskytter landet mod fjendtlige angreb. Sådan, ingen mild opstart her. Gad vide, hvornår jeg får brug for den sætning… Men når det sker, så er jeg bare klar!


Jeg er fri!

For et par uger siden tog jeg ind til Yola fængsel. Da jeg var her i Nigeria sidste gang, havde jeg besøgstjeneste derinde, og det var jeg rigtig glad for. Jeg havde bl.a. lært en dejlig kvinde at kende, som hed Linda, og som havde fået en dom på syv år. Hun var blevet kristen i fængslet og var et fantastisk eksempel på, hvordan Gud kan hjælpe én med at holde hovedet oven vande i modgang. En stærk kvinde. Hun blev løsladt sidste år i oktober – altså 4 mdr. efter at jeg var rejst herfra. Jeg havde spurgt hende om, hvordan jeg ville kunne finde hende igen, hvis jeg engang skulle komme tilbage til Nigeria. Hun svarede, at jeg bare skulle spørge til hende i fængslet, for hun ville fortsætte min besøgstjeneste blandt kvinderne.

Da jeg så kom ind i fængslet og spurgte til hende, vidste ingen, hvor hun var; ingen havde set hende, siden hun var blevet løsladt. Den gik jeg og tyggede på nogle dage og tog så ind i fængslet igen og lod inspektøren forstå, at det var vigtigt for mig at finde ud af, hvor Linda befandt sig. Han gav en af de kvindelige vagter fri til at køre med mig ud på ”eftersøgning”. Jeg følte mig som deltager i programmet ”Sporløs”. Vi kørte først ud til en tidligere indsat, som vi fandt ude i en mark i gang med at hakke. Der blev snakket frem og tilbage, og vi blev ledt videre … ja, vi var rundt forskellige steder, og det hele endte med, at jeg fik Lindas telefonnummer og fik at vide, at hun altså var flyttet til en anden stat, langt her fra Adamawa. Vi prøvede at ringe, men der var netværksproblemer. I og med at hun boede så langt væk, så blev jeg enig med mig selv om, at jeg jo bare kunne ringe engang ved lejlighed. Der gik ikke mange dage, så stod Linda pludselig ude foran min dør en aften kl. 20. En af hendes venner havde ringet og sagt til hende, at jeg var i Nigeria og havde spurgt efter hende. Og da hun ikke vidste, om jeg bare var på et kort visit, så var hun næste morgen taget af sted til Adamawa, en ca. 7-timers bustur. Det blev et dejligt gensyn med en glad, sund og rund Linda. Det var skønt at få at vide, at hun havde fundet ind i en god kirke, som havde budt hende varmt velkommen i fællesskabet. Vi havde meget at tale om, og jeg nød at se hende som en fri kvinde. Da vi dagen efter kørte gennem Yola og forbi fængslet, hang Linda ud ad bilruden og vinkede triumferende til portvagterne og de ca. 10 fanger, der gik rundt uden for fængslets mure og knoklede med noget gravearbejde. Jo, hun er fri nu, og hvor hun nyder det!


Han fortjener det!

For et par dage siden havde jeg en noget dramatisk oplevelse, som kan være svær helt at gengive i ord.

Jeg var på markedet og var netop kommet ud fra en lille butik, da der opstod lidt tumult lige foran mig. 5-6 mænd greb fat i en ca. 20-årig ung  fyr, råbte et eller andet, og straks var det som om alles opmærksomhed blev rettet mod det, der skete. Jeg prøvede at gå forbi og lade som ingenting, men pludselig kom der en strøm af mennesker løbende mod mig. Al trafik skiftede retning, og der blev totalt fokus på den lille gruppe mennesker, der havde samlet sig omkring den stakkels mand. De råbte op om, at han havde stjålet et eller andet, og fyren forsøgte febrilsk at nægte sig skyldig i deres anklager.

Jeg gik længere ned ad gaden, væk fra tumulten, hen til min bil og ville sætte mig ind, da der kom en flok på et par hundrede mennesker hujende ned ad gaden. Jeg undrede mig over, at der så hurtigt kunne danne sig et så stort opløb. Det var som om, at folk havde siddet og ventet på, om der ikke snart kunne ske noget, og da der endelig viser sig noget, så hopper man med på den. De fleste anede garanteret ikke, hvem manden var, eller hvad sagen drejede sig om. De havde i mellemtiden flået tøjet af ham, flere mænd piskede ham med bælter eller lange sorte gummiremme, mens de skubbede ham foran sig ned ad gaden, så alle kunne se ham. De råbte op om, at han havde slået folk ihjel for at sælge organer. Hvor vidt beskyldningerne var rigtige eller ej, ved jeg ikke, men jeg ved, at dét, som manden her blev udsat for, var en forfærdelig offentlig ydmygelse. Et kort øjeblik kiggede han over på mig. Den frygt og angst, som jeg så i de øjne, er slet ikke til at sætte ord på. Jeg kunne selvfølgelig intet stille op. Nogen, der stod tæt på bilen og fulgte optoget, så min reaktion og prøvede at berolige mig: ”Han fortjener det, Ma´, han fortjener det”. Jeg var rystet. Dybt rystet. Efterfølgende har flere sagt til mig, at manden var heldig, at han ikke blev slået ihjel med det samme!! Det ville slet ikke have været usædvanligt.

Jeg elsker at gå på markedet. Folk snakker, er så venlige og elsker en god handel afsluttet med et bredt smil og et ønske om en god dag. Hvordan kan det være, at der lige under overfladen lurer en sådan vrede … eller hvad det nu end er? Jeg forstår det ikke, og jeg kan mærke, at oplevelsen har gjort noget ved mig. Det var skræmmende at være vidne til.

Det er en noget voldsom oplevelse at slutte mit brev med, men det er åbenbart også en del af dét at være i Nigeria. Heldigvis er hverdagen som regel mere fredelig, og den skal jeg nok skrive noget mere om næste gang!

SÅ er jeg igen landet i det dejlige Nigeria, og hvor føler jeg mig bare privilegeret.
Måske skulle jeg lige bruge et par linjer på at fortælle, hvad jeg egentlig er her for. Som de fleste af jer sikkert ved, så var jeg her for et år tilbage, hvor jeg arbejdede som lærer. Det blev et meget lærerigt år, som jeg havde svært ved lige at slippe, da jeg kom hjem. Jeg blev efterhånden klar over, at jeg måtte af sted igen. Denne gang går opgaven ud på, at jeg to dage om ugen skal undervise to 8. Klasser på Lutheran Junior Seminary (LJS) i engelsk. Derudover skal jeg fokusere på at lære hausa. Mrs. Bongi (skolelederen for LJS) har fundet en hausa-lærer til mig, og jeg håber, han er god! For at komme ind under huden på folk og for at kunne forstå kulturen bedre, så er det bare så vigtigt, at jeg kommer i gang med at tale og forstå det lokale sprog. Det havde nok været nemmere, hvis jeg var kommet herned for 20 år siden, for jeg må jo nok hellere indrømme, at min klæbehjerne har set bedre dage, men jeg vil gøre et ihærdigt forsøg.
Hen ad vejen skal jeg så prøve at etablere en god kontakt til diverse lutherske skoler rundt omkring i distriktet. Lave lidt research og danne mig et indtryk af, hvordan det står til, møde skoleledere og lærere. Målet er at skabe et forum, hvor lærere får mulighed for at reflektere over / tale om jobbets udfordringer - et forum, hvor man får delt glæder og sorger, og hvor man på sigt også får stiftet bekendtskab med nye pædagogiske redskaber og læringsmetoder, som forhåbentlig kan blive til inspiration i hverdagen som lærer. Her er det vigtigt, at jeg går med varsomme skridt og med respekt for deres måde at gøre tingene på. I må meget gerne være med til at bede om, at Gud må give mig visdom til at gøre det på den rette måde, så det i sidste ende må blive til gavn for de nigerianske skolebørn. Undervisningen i skolerne er generelt mange år bagude. Den består af udenadslære og hård fysisk afstraffelse, når børnene ikke makker ret, eller når de ikke klarer sig godt i de utallige prøver, som de trækkes igennem.
Afrejsen herned trak lidt ud pga. bøvl med mit visa, men det gav mig så lige lidt mere end en ekstra uge til at få pakket ordentligt og få sagt godt og grundigt farvel. Jeg tilbragte 5 dage i Jos, inden jeg vendte næsen mod Mbamba – sammen med to volontører, Mike og Johannes.
Det var skønt endelig at lande på Mbamba. Folk er ivrige efter at byde os velkommen, og man kan mærke en ægte glæde over, at vi er kommet. Det tager nogle dage at komme på plads og finde sig til rette i huset. Jeg går og venter på, at tre tønder med mine ting og sager fra Danmark skal ankomme. Der bliver fest i huset den dag, de dukker op.
De praktiske ting fylder meget her i starten: Lige fra bilkøb til at finde den rigtige møtrik på markedet, så man kan få skruet vandfiltret ordentligt fast i vandtønden.
I løbet af næste uge skulle der dukke yderligere tre danskere op. Det er helt underligt, at der lige pludselig er så mange hvide ansigter her. Sidste år var jeg meget af tiden den eneste hvide her på området.
Undervisningen på LJS starter … om ikke så længe. Nogle siger, at ferien er forbi om en uge, andre siger d. 3. oktober. Så nu får vi se – jeg skal vist bare holde mig parat, tror jeg.
Der er ikke så meget at fortælle om endnu. Den spændende og udfordrende hverdag ligger og venter på mig – og hold op, hvor jeg glæder mig til for alvor at komme i gang.

Jeg hedder Inge Jørgensen og var i et år fra 2007 - 2008 udsendt som lærer til Nigeria, hvor jeg underviser på to forskellige skoler i det østlige Nigeria, specialskolen REMI Educational Foundation og Lutheran Junior Seminary, LJS.

Du kan her på siden følge med i min hverdag.

Du er også velkommen til at sende en mail

Al afsked er svær

15. juni 2008 

Det der med at sige farvel – det er sandelig ikke let! Måske synes du, at jeg som efterskolelærer burde være i træning, men det er jeg ikke – jeg bliver nok aldrig god til det. Og denne gang er det rent galt. Jeg har lovet mine elever, at jeg kommer på besøg, inden de er færdige på skolen, men selvom jeg ser dem igen, bliver det jo aldrig det samme som at dele hverdagen med hinanden, som vi har gjort gennem det sidste år.

Et glas vand gør en forskel
Jeg er kommet til at holde meget af dem. I dag havde jeg en test i klassen. Da jeg var færdig og på vej hjem, kom drengen Kingsley imod mig. Han var ikke mødt op til min time, og jeg undrede mig over hvorfor. Han var syg, sagde han, og det var let nok at se, at han talte sandt. Med tårer i øjnene spurgte han, om han ikke måtte tage testen senere nede hos mig. Jo, det måtte han da, men han måtte hellere se at blive rask først, sagde jeg, lagde armen om ham og foreslog, at han lige gik med mig hjem og fik noget koldt at drikke. Jeg gav ham en 1½ l vandflaske, drengen græd og var mere end taknemmelig. Altså … her kan man gøre så lidt, og så bliver folk så glade.

Ingen vand, ingen strøm...
De sidste tre uger har vi igen ingen vand haft i hanerne. Det tager en masse af min tid, at jeg skal ud at hente vand igen. Jeg har flere gange spurgt, om der ikke skal sendes bud efter manden, der ordner vores vandpumpe, når den ikke dur. Jo, ham skal de nok ringe til. Men han kan kun ordne pumpen, når der er strøm, og når der så er strøm, og der skal ringes til ham, så duer tlf-netværket ikke, eller også har manden, der skal ringe, ingen taletid på sin telefon, eller også kan han ikke finde telefonnummeret, eller også tager vandpumpe-manden ikke telefonen, eller også har han travlt med noget andet og kan ikke komme, eller også er strømmen forsvundet, mens man har stået og diskuteret, hvem der skulle ringe .. Jo, vi er i Nigeria!

Den anden dag, da der var strøm, gik jeg op på skolen og spurgte, om der var blevet ringet. Nej, for der var ingen taletid på telefonen. Nå, men kunne jeg så ikke få hans nummer? Det fik jeg og ringede til vandpumpe-manden med det samme. Han tog telefonen og sagde, at han nok skulle komme. Ok, tænkte jeg, det kunne godt vare længe, så jeg turde ikke være optimistisk, men han kom minsandten. Han kiggede på tingene og konstaterede, at vandpumpen ikke duede… men det kom der desværre ingen vand af. Nu har jeg så indstillet mig på, at der ikke kommer vand igen, før jeg skal af sted. Hvis der gør, vil jeg bare blive positivt overrasket!

Du skal hjælpe mig!
Forleden havde en forælder inviteret mig ud til aftensmad i hendes hjem i Yola. Meget af snakken kom desværre til at køre på, hvor svært det var at få det hele til at hænge sammen økonomisk. Hvor meget hun havde brug for hjælp, og hvor dyr børnenes uddannelse er, og hvor dyrt det er at bo til leje, og hvor meget hun trænger til at få sig eget hus ... osv. Hendes behov var helt klart reelle nok, men jeg blev lidt skuffet, for det virkede som om, at det faktisk var hele årsagen til, at jeg var blevet inviteret. Det er forstyrrende, når relationen kommer til at bære for meget præg af, at den ene part har brug for den andens penge. Hun diskede op med et godt måltid mad - ikke overdådig lækkert, for det er nigeriansk mad ikke – efter min smag! - men for hende havde det været noget af en udgift forbundet med indkøb af madvarer. Der er så mange, der har store behov, men når folk på den måde presser på for at få mig til at forstå, at det lige er dem, jeg skal støtte, så er det faktisk lidt ubehageligt. Hun bor i to små rum. I stuen har hun et par plastikstole. Hendes soveværelse er en enkelt seng, og når hendes børn er hjemme - de går alle tre på LJS - så ligger de på madrasser hist og pist. Hun gjorde en del ud af at vise og fortælle om elendigheden. Besøget blev for mit vedkommende en lidt blandet fornøjelse…

Kære Inge, vil du gifte dig med mig?
I et stykke tid har en ung gut fra Bibelskolen gået og sagt, at han gerne ville besøge mig en dag, hvor jeg havde tid til at diskutere nogle ting med ham. Han skulle da bare komme forbi, har jeg hver gang sagt. Jeg vidste på forhånd, hvad det var, han gerne ville diskutere; jeg var stensikker på, at han ville bede om økonomisk støtte til sin præsteuddannelse, og jeg vidste også helt klart, hvad mit svar skulle være. Den anden aften var jeg i Jimeta, men jeg havde knap kørt bilen ind foran mit hus, før han stod der. Han virkede nervøs, men meget målrettet. Han havde forberedt en masse spørgsmål, som han bombarderede mig med. Efterhånden syntes jeg dog, at hans spørgsmål tog en lidt mistænkelig drejning. Han spurgte fx til min alder, og om jeg var gift, om der var en mand hjemme i DK, der ventede på mig. Stop et øjeblik, brormand, hvor er vi lige på vej hen? Det ville han ikke sådan lige ud med, før han var igennem sine spørgsmål. Da blev jeg nødt til at lave lidt ridser i pladen og bede ham gå direkte til sagen og fortælle mig om hans hensigter. Tja … ser du … øh… hvad hedder det nu …. jeg tænkte på …. vil du gifte dig med mig? Jeg var ved at falde af stolen. Her sad en gut, som var omkring 20 år yngre end mig, som jeg overhovedet ikke kendte, og som åbenbart forestillede sig, at jeg ville hoppe på den. Hvad får ham til at tro, at det ville være noget, jeg i det hele taget ville overveje??? Det er mig virkelig en gåde. Madammen her blev skrap og kontant, og den forsmåede bejler måtte stikke halen mellem benene og luske af med uforrettet sag. Den måde at gribe den slags sager an på er efter sigende ikke sjældent her til lands. Mændene tager initiativet og regner med et positivt svar, da de fleste piger/kvinder blot går og venter på, at prinsen skal dukke op, så deres liv endelig kan begynde.

Frygt ikke
I fængslet er kvinderne ved at indstille sig på, at mine besøg nu er ved at være slut. Det bliver nok sværere for mig at sige farvel til dem end omvendt. De har givet mig så meget, og jeg er hver gang blevet beriget af fællesskabet med dem. Deres reaktioner på at høre Guds ord har fascineret mig, og helt bogstaveligt og synligt har jeg set, at når Gud rører ved mennesker, så sker der noget på indersiden. For et stykke tid siden, da jeg sad og forberedte mig på et besøg, fornemmede jeg, at jeg i stedet for give dem en historie fra Bibelen, skulle fortælle noget om FRYGT - hvordan Jesus kan tage frygten, så vi ikke længere er bundet og lammet af den. Da jeg begyndte min undervisning, gav de sig til at grine. Det undrede mig, så jeg spurgte, hvad der var galt. Jo, dagen forinden havde en af kvinderne haft en oplevelse, som havde gjort hende så ræd, og mens hun kæmpede med angsten, morede de andre sig over hende. Nu sad hun så der og var så flov. Det gav jo anledning til en dejlig snak om, hvad vi lige gør, når vi møder angsten – både hos os selv og hos andre. Vi kender alle til den. Måske tør vi ikke dele den med andre, men vi kender alle til, hvordan det føles, når vi er grebet af den. Jamen, jeg kan ikke beskrive, hvor fantastisk det er at kunne fortælle sådan en flok kvinder, at der i Bibelen står ”Frygt ikke”! – at Gud bogstaveligt talt vil tage frygten, når vi beder ham om det. De tager det til sig. Det ryger ind og får lov til at gøre noget i deres indre.

1½ uge tilbage – nedtællingen er for alvor i gang. Jeg ville ønske, der var lidt flere timer i døgnet…

På restaurant med djævelen

27. maj 2008

Vi haft enorme regnskyl på det sidste. Det er simpelthen fantastisk - intet mindre. Det lyner og tordner, og regnen står ned i lårtykke stråler, det hamrer på taget, og da mit hus ligger lidt lavt, så varer det ikke mange minutter, før det ligefrem sejler omkring huset.

Ko på afveje
Græsset er godt på vej. Hvor er det godt for øjnene med noget grønt at se på. Forleden dag var der en stakkels ko, som ikke kunne klare at stå på benene længere. Den havde lagt sig et par meter fra mit hus - midt i solen - de søger ellers altid ind i skyggen. Havde den dog bare fundet et andet sted at lægge sig, for det var slet ikke til at holde ud at kigge på. Den lå og gispede, var helt afmagret og svag.
Jeg spurgte naboen, om vi da ikke skulle gøre noget. Nej, man lader dem bare ligge. Det er ejerens ansvar, så han må selv gøre noget, hvis han vil have, at hans ko skal overleve – og ingen kunne fortælle mig, hvem ejeren var. Dagen efter var der nogen, der fik koen på benene. Den vaklede af sted. Hvor de førte den hen, ved jeg ikke, men jeg kan ikke forestille mig, at den overlevede.
Og her til morgen blev der født to gedekid ca. en halv meter fra min seng! – lige på den anden side af vinduet. Sikke en skøn måde at starte dagen på. Det er nu et mere livsbekræftende syn end en døende ko.

Stuen fyldt med børn
Jeg nyder, når jeg ind imellem får fingrene i nogle danske aviser. Den anden eftermiddag sad jeg og fordybede mig i en sådan hjemme i min stue og lagde knap mærke til, hvad der foregik omkring mig. Om eftermiddagen har jeg, som tidligere nævnt, ofte elever på besøg. Det nyder jeg, og det gør de tilsyneladende også. Jeg har en del spil, malebøger, puslespil og biler, som de hygger sig med. Mens jeg sad og læste i avisen, var nogle af pigerne gået i gang med at flette mit hår. På et tidspunkt sagde en af dem: "Auntie, prøv og kig. Nu er vi 21 i din stue!". Ja, stuen var godt fyldt op. De sad rundt omkring på gulvet, malede og spillede. Det undrer mig igen og igen, hvordan så mange elever kan være så stille. Men de er simpelthen opdraget til, at når de er på besøg i et hjem, så må de kun ses, ikke høres. De nyder at være i et hjem, og får de så en kop koldt vand, er de godt tilfredse. Der kan godt være 25-30 elever på besøg i løbet af en eftermiddag.

Gud kalder til handling
I sidste uge var der kampagne i landsbyen på den anden side af vejen. Noyong, en ung fyr her fra Mbamba, afsluttede for ca. et halvt år siden sit studie på universitetet og går for tiden arbejdsløs. Men han spilder ikke tiden; meget af hans dag går med at bede og læse i Bibelen. Sammen med en flok venner har han en nød for de unge mennesker i Mbamba Out, som landsbyen på den anden side kaldes. Derfor arrangerede de i sidste uge en møderække derovre fra torsdag til og med søndag. De lavede plakater og løbesedler - hovedtaleren var Noyong selv. Dejligt, når så ung en fyr ikke sidder med hænderne foldet og venter på at få noget at rive i, men tør at træde ud og gøre noget, som han fornemmer Guds kald i. Han bad mig og nogle andre modne mennesker her fra Mbamba om at slutte op omkring det og være med til at indlede møderne og være med til at bede for det hele.

Termitter som snack
Fredag og søndag aften skulle jeg indlede møderne. Vi sad udenfor i skæret af tre nøgne elpærer med flagermus, natsværmere, myg og andet godt svirrende omkring os. Under de fire aftener stod der en tyk dunst af myggespray omkring mig, men det er alligevel ikke til helt at undgå at blive stukket. Forhåbentlig var det venlige myg, jeg blev stukket af, for jeg vil nødig blive syg af malaria her på det sidste. Den ene dag havde vi haft et kraftigt regnskyl, så da vi om aftenen sad udenfor kom der store sværme termitter flyvende. De kommer ofte frem efter regnvejr. Nogle af dem har vinger og flyver, ligesom alle andre insekter, mod lyset. Så de tre elpærer blev fuldstændig omringet af termitter. Børnene blev ellevilde og skyndte sig at løbe hjem for at hente skåle. Efter kort tid mister termitterne nemlig deres vinger og falder mod jorden, hvorefter børnene fik travlt med at samle dem op i skåle. Min nabo, Salome, sad ved siden af mig og forklarede mig, at insekterne ristes og saltes og smager fantastisk godt. Hun lovede mig, at når hun en dag fik samlet termitter, så skulle hun nok invitere mig over på en lille snack. Det går jeg så og ser frem til!

Inga Youngson som V.I.P
Til kampagnen var jeg jo så én af æresgæsterne! Jo jo, fint skal det være. Her gør man så meget ud af, at der til ethvert seriøst arrangement også skal være æresgæster. Når mødet gik i gang blev jeg kaldt frem til at sidde på en af de fine hvide plastikstole, der stod lidt længere fremme. Mit navn er Inga Jonathan, sådan blev jeg præsenteret, og sådan stod der på løbesedlerne og plakaterne, som Noyong havde trykt. Der er i øvrigt mange versioner af mit navn. På Lutheran Junior Seminary (LJS) er mit navn Inga Youngson. Nå, men jeg ved, hvem de mener.

Himmel eller helvede? 
Kampagnen blev faktisk en lidt blandet fornøjelse! Initiativet var rigtig godt, og der er ingen tvivl om, at Noyong og hans venner virkelig har et ønske om at blive brugt at Gud. De er meget unge og uerfarne, og måske derfor gik det nogle gange lidt over gevind for dem … uden at jeg lige vil gå for meget i detaljer. Sætninger som ”hvis du drikker eller ryger, så kommer du ikke i himlen”, skurer en del i mine ører. Desuden blev der også manipuleret ret så kraftigt med folk, så de, for mig at se, blev ført ind i nogle beslutninger, de slet ikke var parate til. I det hele taget blev der lagt så meget vægt på, at nu skulle folk opføre sig ordentligt og adlyde Gud, for ellers ville han ikke have noget med dem at gøre, og de ville være fortabte.

På restaurant med djævelen
Det er ikke sjældent, at man her hører den slags. Den anden dag blev der fx til morgenandagten på LJS sagt, at hvis eleverne ikke stoppede deres skjorter ned i bukserne / nederdelen, så kunne de lige så godt ”go and dine with the devil” – gå ud og spise med djævelen! Det er da vist lidt hårde ord set i forhold til en så lille forsømmelse! I kirke og skole opdrager man folk til at opføre sig ordentligt, og man gør det bl.a. ved at bruge Bibelen til at slå med. Jeg har ærlig talt svært ved at lytte til den slags, men jeg kan jo ikke tillade mig at sige noget hver gang, jeg hører noget, som jeg ikke bryder mig om. Det gælder om at finde ud af, hvornår man skal sige noget, og hvornår man bare skal holde mund.

Nå – men Noyong har bedt mig om at evaluere med ham i aften – så jeg beder Gud om visdom til at få tingene sagt på en måde, så han ikke føler sig trynet, men så han måske kan få nogle inputs til, hvad han evt. skal være opmærksom på fremover ved lignende arrangementer.

I søndags var det en måned til, at jeg skal sige farvel til Mbamba. Der er så meget, jeg nyder ved livet her på disse kanter, så jeg suger til mig og lever hver dag så intenst som muligt.

Hvor vil jeg komme til at savne det hele …

Jeg prøver at forberede mig på den store omvæltning – hvis man da kan det!

Drømmer om et arbejde

8. maj 2008

Der var simpelthen for stille her på Mbamba uden alle eleverne fra Lutheran Junior Seminary, og jeg gik bare og glædede mig til at se et klasseværelse fuld af elever igen, glædede mig til at gense alle deres skønne ansigter her efter ferien. Og jeg blev ikke skuffet! Vi er i fuld sving – og det er dejligt.

Skyldig eller uskyldig?
Det var også godt at komme ud og besøge kvinderne i fængslet igen. De tog så varmt imod, at det næsten var som om, vi ikke havde set hinanden i flere måneder. Jeg havde jo ikke været der de to uger, hvor jeg var i Jos, så de fortalte mig, hvor meget de havde bedt for mig, om at Gud ville beskytte mig på den farlige vej og bringe mig sikkert tilbage til dem igen. Det var helt rørende at høre dem.
Jeg fortalte dem om Josefs liv, og igen sad de og lyttede intenst med. Det er virkelig sjovt, for deres respons er som små børns; de er meget barnlige og sluger hvert et ord råt. Der er ikke rigtig nogen nævneværdig form for adspredelse inden for murene, så det er nok en af grundene til, at de bare suger til sig. Undervejs kommer de med udbrud og sidder og diskuterer historien med hinanden. Da jeg fortalte om Potifars kone, der var skyld i, at Josef kom uskyldigt i fængsel, så havde de virkelig ondt af manden. Jeg har ladet mig fortælle, at der sidder mange i de nigerianske fængsler, som er uskyldige, så de vidste, hvad det var, jeg snakkede om. Men at Josef, i stedet for at blive en bitter mand, var i stand til at vende enhver situation til noget godt, dét satte tilsyneladende tanker i gang. De var simpelthen så optaget af historien, og med så opmærksomme lyttere kommer man som fortæller også selv til at tænke meget mere over det fantastiske i Josefs historie.

Samfundshjælpere...
På Mbamba har vi en del unge mennesker, der kommer direkte fra universitetet - de kaldes "Corpers". Når man her er færdig med at studere på universitetet, så bliver man sendt et år i samfundstjeneste et eller andet sted i landet - ofte i undervisningssektoren, hvor de skal klare sig med en meget ringe løn. Men de klager ikke; de er såmænd bare glade for, at de var så heldige at få en plads. Mange af deres studiekammerater har nemlig ingen plads fået, og derfor kan de ikke komme videre med noget som helst; ingen vil / må ansætte nyuddannede, hvis de ikke har været i et års tjeneste som Corpers. Jeg kommer lidt sammen med Corperne her på Mbamba – vi har 7 for tiden. Et par stykker af dem kommer nogle gange ned til mig og laver nigeriansk mad, og så inviterer vi hele banden på aftensmad og har en hyggelig aften sammen, hvor der bliver spist til den helt store guldmedalje. Ja, jeg tror faktisk aldrig, jeg har set nogen spise så meget. Det er helt enorme mængder, de kan sætte til livs. Det er som om, de spiser for hele ugen. De kender nu hinanden så godt, så efterhånden som maverne bliver fyldte, så er der liv og glade dage - en utrolig festlig aften, hvor lattermusklerne bliver rørt.

Plads i køen af arbejdsløse
Men når vi engang imellem får en snak om deres fremtid, er der ikke så meget at grine af. Arbejdsløsheden i Nigeria er et kæmpe problem. Ligesom derhjemme har unge mennesker også her visioner og drømme for deres liv, men mange ved også, at de skal være utrolig heldige for at få lov til at leve dem ud. Man skal kende nogen, som kender nogen, for at få et job, eller man skal have en masse penge på lommen, så man kan bestikke arbejdsgiveren og springe foran i køen. Jeg har ondt af alle de unge mennesker, som håbefulde kommer ud fra universitetet og har mod på at erobre verden, men som ikke har anden mulighed for at få brød på bordet end fx ved at begynde som gadesælgere. Man skal godt nok være stærk for at holde modet oppe – og det er mange, heldigvis – forbavsende stærke.

Tålmodighed er verdens medicin

27. april 2008 

Det er såmænd ikke fordi, der denne gang er det helt store at fortælle. Det er nok egentlig den forkerte måde at starte et nyhedsbrev på!! Men jeg har lige haft to rolige uger, som jeg har stor-nydt i lidt køligere omgivelser - i byen Jos. Jeg skulle godt nok gå igennem en af de helt store tålmodighedsprøver, inden jeg kunne sætte kurs mod Jos. Som jeg tidligere har nævnt, så er tålmodighed ikke lige min stærke side, men jeg prøver da på at arbejde med det! – og det hjælper livet her i Nigeria mig med!! Dagen inden jeg skulle af sted på den lange køretur til Jos, havde jeg ret så mange ting på programmet. Jeg skulle lige nå et sidste besøg i fængslet, mine elevers eksamensresultater skulle indskrives på kontoret, jeg skulle lige aflægge mekanikeren et besøg, penge skulle veksles, et par indkøb hist og pist, bilen skulle tankes, og så skulle kufferten naturligvis pakkes. Alt kørte efter planen… lige indtil jeg skulle have bilen tanket. Køen var rimelig lang ved byens mest effektive tankstation, men jeg tænkte, at en time kunne gøre meget ved det. Så jeg væbnede mig med tålmodighed, troede jeg, men den blev desværre alt for hurtigt brugt op. Et par tankbiler skulle tømmes – det tog en time for hver. Det ene med det andet – det endte i hvert fald med, at jeg sad i kø fra kl. 12 til kl. 18.10! Min effektive plan var godt og grundigt sønderskudt. Der kunne skrives meget om mine oplevelser i den dumme kø, men det vil jeg undlade at trætte jer med. Der skal blot siges, at jeg ikke helt formåede at leve op til den nigerianske måde at tackle den slags situationer på – med ophøjet ro og godt humør!

Endnu en optankning
Men jeg fik benzin, og jeg kom til Jos dagen efter. Her havde jeg fået lov at låne en lejlighed, hvor jeg de første par dage nærmest murede mig inde. Der var lige behov for at få fyldt tanken op – altså min egen personlige indre tank, få læst lidt, samlet mine tanker, tænkt lidt over livet. Jeg tilbragte også noget tid sammen med den danske missionær, Ingelise Benner. Det var et meget opmuntrende og lærerigt bekendtskab.

Årets første regnbyge
Nu er jeg så tilbage på min pind her på Mbamba. Jeg kom tilbage til et meget støvet hus med rigtig mange og store kakerlakker – knap så hyggeligt. Natten inden jeg vendte hjem, kom årets første regnbyge. Det havde jeg ellers set meget frem til at opleve. Det havde efter sigende buldret og braget til den helt store guldmedalje. Sidst vi så regn var, så vidt jeg husker, engang i oktober sidste år, og siden da er alting omkring én blevet mere og mere tørt, støvet og livløst. Det fantastiske er, at alting nu er begyndt at spire, og det går så hurtigt, at man næsten kan se det med det blotte øje. I løbet af nul komma nix er små grønne spirer tittet frem over det hele. Det er en fryd for øjet, og jeg ser frem til at se alle de blomstrende træer om forhåbentlig et par uger. Jeg synes også ligefrem, at køerne går og tripper; det stråler ud af de magre kræ, at de glæder sig til at lade mulen forsvinde ned i en ordentlig mundfuld grønt og næringsfyldt græs.

Tilbage til hverdagen
Om en uge starter undervisningen igen. Det næste semester kræver en del planlægning fra min side. Jeg slutter min tid her i Nigeria i slutningen af juni, hvilket betyder, at jeg desværre ikke kan færdiggøre det sidste semester med mine elever. Jeg har fået lov til at lave eksamensspørgsmålene, og derfor kan jeg sikre mig, at eleverne, inden jeg tager af sted, er blevet undervist i de ting, de skal til eksamen i. Når jeg tager af sted, fortsætter en anden engelsklærer den daglige undervisning i mine klasser.
Jeg glæder mig nu til, at hverdagen snart skal begynde igen…

Eksamens- og ferietid

5. april 2008 

Så er 2. semester på Lutheran Junior Seminary ved at nå sin afslutning, eksamen i engelsk er overstået, og jeg sidder med rettearbejde til op over begge ører. Det er et træls arbejde, men indtil videre er jeg alligevel meget opmuntret over at se, hvor godt de har klaret det. Op til eksamen havde jeg en del ekstra- og specialundervisning i mit hjem. Nogle har jo – ligesom derhjemme – svært ved at forstå tingene, og når der så er omkring 50 elever i klassen, er der ikke meget tid til den enkelte elev. Men når jeg sidder med nogen af eleverne på tomandshånd, tager de virkelig fra og tør da stille alle deres spørgsmål. Når de så i deres eksamensresultat kan se, at det nytter noget, er det jo det hele værd.

Fritidsklub med rolige børn
Så at sige hver dag – hvis jeg er hjemme – har jeg hytten fuld af elever. Det er ved at udvikle sig til en dejlig aktiv fritidsklub. De spiller, lægger puslespil, leger med biler, laver halskæder, tegner... Nogle gange smider jeg dem ud og siger, at jeg lige skal have en pause på en 1½ time – til at spise og få mig en lille lur. Når den sidste er gået, sætter jeg et skilt på døren, at jeg hviler mig. Det er meget u-nigeriansk, men det bliver jeg simpelthen nødt til, for ellers bliver det for meget. Så snart de så kan høre, at jeg igen er vågen, bliver der banket på døren, skiltet tages ned, og så er legene igen i gang. De er opdraget til, at når de er i et hjem, skal de ikke råbe op og svinge sig i lamper og gardiner, dvs. de er faktisk helt utrolig stille og rolige, så jeg kan uden problemer sidde midt i det hele og arbejde med mine skoleting, hvis det lige er nødvendigt.

Den fortabte søn skaber protest
I fængslet går det stadig rigtig godt. De kan godt lide, når jeg fortæller historier, og jeg kan godt lide at fortælle dem historier, for de er så opmærksomme. De sidder på en dejlig, nærmest barnlig måde, og følger med og kommer med udbrud og kommentarer undervejs. I onsdags fortalte og dramatiserede jeg lidt over ”Den fortabte søn”. De syntes godt nok, det var meget uforskammet af den knægt sådan at spørge sin far om at få arven på forskud. Da jeg så fortalte, at faren løb sønnen i møde og kyssede ham, da han kom hjem igen … jamen, hvad i alverden? Hold da op, det var en mærkelig far. Faren skulle da have skældt ud og disciplineret sin søn, fortalt ham et par sandheder om, hvordan man skal behandle sin far, og ikke mindst hans penge, med respekt. Sønnen skulle da have fået lov til at arbejde som tjener i nogle år, og faren skulle da … osv. Da jeg spurgte dem, hvorfor mon Jesus havde fortalt den historie, så havde ingen tilsyneladende en idé om det. Hvor er det fantastisk dejligt at kunne fortælle sådan en flok kvinder om Guds faderhjerte – om hans tilgivelse og om hans glæde, når vi vender om og kommer til ham – også med alt det, som vi har gjort forkert.

Du gir' mig en bibel
Linda, den kristne kvinde i fængslet, som jeg tidligere har fortalt om, sagde til mig, at inden jeg rejser sidst i juni, kommer jeg og giver hende en rigtig flot bibel! En dejlig måde at bede om en bibel på! Hun skal ud og prædike om Gud, siger hun, og det er ikke svært at forestille sig, for det gør hun allerede nu til alle, der vil høre. På baggrund af kvindernes spontane reaktion på ”Den fortabte søn”, har jeg gået og tænkt på vigtigheden af at læse de forskellige beretninger i Bibelen, som om det er første gang, jeg hører dem. Hvis man, som jeg, er vokset op med de bibelske fortællinger, så er faren, at man går hen og bliver døv og ikke længere lader sig overraske. Men der vil altid være noget nyt at hente / lære, selvom jeg har læst det 117 gange – det er dét, der gør Bibelen forskellig fra alle andre bøger.

Husk at undres
Som kontrast til kvinderne i fængslet har jeg stadig hver torsdag i mit hjem bibelstudie for kvinderne her på Mbamba. Vi har det rigtig godt med hinanden … men man kan godt mærke, at næsten samtlige kvinder er vokset op i en præstefamilie eller gift med en præst. De har hørt det hele! Og der skal meget til for at få dem til at fundere over tingene. Salome Benson, min dejlige nabo, er en undtagelse. Hun er en vis kvinde, som jeg kan lære meget af, og som er uundværlig i kvindekredsen, da hun kommer med mange relevante kommentarer.

Men det er nok mest mig, der synes, at det er vigtigt, at vi får snakket ind til kernen, at vi bliver klogere, at vi rykker os, at vi lærer noget osv. Og ja, jeg tror da virkelig, det er vigtigt, at jeg / vi til stadighed udfordres, men det er nok også udtryk for en typisk vestlig tankegang!
Det lader til, at kvinderne synes, det er fint, som det er. I torsdags kom der to nye med – dejligt, at det vokser.

På torsdag tager jeg af sted til Jos i 14 dage. Det glæder jeg mig til…

Danske kaffedrikkende lærere

22. marts 2008 

Elever og lærere fra Horne Ungdomsskole er taget af sted igen. Det var på mange måder en rigtig dejlig uge. Dejligt at se, hvordan der hurtigt blev knyttet venskaber mellem de danske og de nigerianske elever; der var stor åbenhed fra begge sider. Mange elever går nu og siger til mig, at når jeg om tre måneder skal af sted, skal jeg have breve med hjem til eleverne på Horne Ungdomsskole. Jeg er bange for, at der ikke bliver plads til så meget andet end breve i kufferten. Jeg nød også at få nogle snakke med danske lærere – det var lige, hvad jeg trængte til, danske kaffedrikkende lærere!

For mig personligt betød mødet med danske efterskoleelever også, at jeg lige blev mindet om, hvad det er, jeg skal tilbage til. Meget mærkeligt at tænke på, faktisk. På en måde er det jo vigtigt, at jeg mentalt forbereder mig på det, men på den anden side vil jeg også bare have lov at være her 100 % i tre måneder mere…

Hvide på Mbamba
I torsdags ankom Sanne og Joe og deres lille etårige datter, Livia, til Mbamba. Det er et ungt dansk-amerikansk ægtepar, som skal være her i Nigeria de næste 3 år. Det er altid spændende at møde nye mennesker, så jeg ser bare frem til at lære dem at kende. Jeg er allerede blevet budt på et dejligt stykke med dåseleverpostej! Om ganske kort tid ankommer der desuden en gæstelærer til bibelskolen, så vi kommer da til at vade rundt i hvide mennesker her på Mbamba!

Eksamen før varmen
I torsdags havde jeg eksamen med mine elever på Remi. Hvert skoleår er delt ind i tre semestre, og hver periode slutter af med en eksamen. Nu har eleverne så ferie frem til begyndelsen af maj. På planen står der egentlig, at ferien starter d. 12. april. Jeg ved ikke lige, hvad der skete – men varmen overraskede vist. I hvert fald fremskyndede man ferien, og jeg hørte nogen snakke om, at det var fordi, det var for varmt til at gå i skole! I løbet af nul komma nix skulle jeg lige lave nogle eksamensopgaver, så eleverne kunne få sat punktum for dette semester.

På Lutheran Junior Seminary fortsætter vi nogle uger endnu. Det var meningen, at vi skulle slutte d. 12. april, men da der den dag er valg, og derfor måske bliver lidt uroligheder, så har man besluttet at sende eleverne hjem før valget – dvs. d. 10. april. Dagen efter tager jeg til Jos og bliver der i to uger. Det bliver godt at komme lidt op i ”kulden”. I Jos er der knap så varmt som her i staten Adamawa. Her har varmen sat ind, og her ER varmt, men det skulle nå sit højeste i april måned. Derfor bliver det godt med en lille pause i Jos. Det ser jeg frem til, men ellers er jeg faktisk ikke rigtig dér, hvor jeg synes, det bliver super-dejligt med en ferie. Jeg nyder så meget at undervise eleverne og ville faktisk gerne gøre det non-stop, indtil jeg skal af sted.

Gud er stærkere
En af mine elever, som kommer meget i mit hjem, en dejlig dreng på 14 år, har døjet en del med sygdom og var hjemme et par uger for at komme til hægterne. Da han så endelig kom tilbage, var han kun skind og ben. Omkring to uger senere blev han en dag hentet af sin bror. Han fik besked på, at han skulle hjem, men ingen fortalte ham hvorfor. Først da han kom hjem, fik han at vide, at hans far var død. Det trak tæppet væk under ham. Sidste lørdag blev hans far begravet, og mandag morgen sad han igen på sin bænk i klassen… Han har fortalt mig, at hans far er død pga. et dæmonisk angreb. Ikke nok med, at han skal forholde sig til sin fars død, skal han også forholde sig til, at Gud tilsyneladende ikke var stærk nok til at beskytte ham fra den ondes magt. Han har åbenbart hørt nogle voksne sidde og snakke om, at faren ikke døde en naturlig død, men at nogen må have kastet en forbandelse over ham. Det er noget, man taler meget om, og jeg er da ikke i tvivl om, at den slags kræfter findes, men jeg er heller ikke i tvivl om, at Gud er stærkere end alt, hvad den onde kan stable på benene. Hvorfor skulle sådan en dreng nogensinde have tillid til Guds beskyttelse over hans eget liv, hvis Gud ikke engang kunne beskytte hans far mod et åndeligt angreb? Jeg har ladet mig fortælle, at når man her dør pludseligt og uventet, så siger man, at det er pga. et dæmonisk angreb. Vær gerne med til at bede for drengen - Khube hedder han. Der er mange ting, han skal forholde sig til, og han har bare brug for at vide, at Gud er der for ham!

Perler i fængslet
Besøgene i fængslet er noget, som jeg ser frem til hver uge. Linda, den kristne fange, er så sprudlende og fantastisk at betragte, når hun oversætter. Ind imellem kan hun ikke vente på mig, men så fortsætter hun min undervisning, uddyber, fortæller eksempler, slår ud med arme og ben. Og jeg sidder bare og venter på, at det bliver min tur, men det foregår som et fint samarbejde. Dét, hun supplerer med, er helt i tråd med dét, jeg siger. Bagefter oversætter hun i store træk til mig, dét, som hun har sagt til kvinderne. I onsdags havde jeg nogle perler med, og vi fik lavet halskæder og armbånd. Det faldt i rigtig god jord. En af vagterne sad og skulede, og i panden på hende stod skrevet: Bare det var mig! Så jeg spurgte hende, om hun også havde lyst til at lave én. Det skulle jeg ikke spørge om to gange. Det var bare SÅ hyggeligt at sidde der i fængselsgården i skyggen af et stråtag sammen med en flok kvinder, der var fuldstændig opslugte af de farverige perler. Efterhånden som kæderne blev færdige, sad de og beundrede hinanden, klappede, grinede og var helt overstadige. Der skal ikke meget til for at gøre en forskel et sådant sted. Hverdagen der er ikke særlig stimulerende, så den mindste afveksling bliver der taget imod med kyshånd.

Flere fængslende fødsler...

2. marts 2008

I næste uge kommer der besøg fra Horne Ungdomsskole - 20 teenagere + 3-4 lærere. Det bliver interessant at se, hvordan deres møde med Mbamba bliver. Det bliver også underligt i ti dage at have så mange blegansigter omkring én. Efterhånden har jeg jo vænnet mig til, at jeg er den eneste her på stedet.

Siden sidst har jeg været et par gange på besøg hos kvinderne i Yola fængsel. Det er jo egentlig ikke dét, jeg er sendt ud til, så derfor gør jeg det på min fridag om onsdagen. Den første gang, jeg var der, havde jeg bagt en ordentlig omgang fastelavnsboller tidligt om morgenen, så de var helt friske. De gjorde stor lykke, både hos vagterne, fængselsinspektøren og kvinderne.

Oversætter i fængsel
En af de indsatte kvinder er blevet en kristen, mens hun var i fængslet - en herlig kvinde, der stråler som en sol. Hun siger selv, at hun takker Gud for, at hun kom i fængslet, så hun lærte ham at kende. Hun oversætter alt, jeg siger til hausa, og det gør hun virkelig godt - lader det til. Hun lægger vægt bag ordene og er selv så meget med i budskabet, så det er en fornøjelse at se på. De andre kvinder sidder og lytter intenst, mens jeg fortæller om Guds tilgivelse og nåde. Sikken en fantastisk mulighed - at fortælle om Gud til nogen, som i den grad er sultne efter at høre. Jeg har kvinderne helt for mig selv. Vi sidder ude i en lille gård, og vagterne sidder inde i vagtstuen. Det var jeg meget overrasket over. Der er ingen kontrol med, hvad jeg fortæller dem. Sidste gang kom én af vagterne dog ud og satte sig ved siden af mig for at lytte med.

Mor mangler meget
På et af mine besøg fortalte de indsatte mig, at en kvinde havde født en lille dreng natten inden. (Ja, jeg er omringet af barnefødsler for tiden!) Jeg spurgte en af vagterne, om jeg måtte have lov til at besøge kvinden. Det måtte jeg gerne. Og der lå den lille nye skabning på sin mors jernseng. Moren havde stort set ingenting til den lille. Jeg spurgte vagten, om jeg måtte have lov til at gå på markedet og købe noget. Ja, det måtte jeg hjertens gerne. En medfange sagde noget på hausa til vagten, men vagten rystede bare på hovedet. Jeg spurgte, hvad de snakkede om. Vagten sagde så, at hun heller ikke havde en balje til at vaske den lille i, men det skulle jeg ikke bekymre mig om. Men hvis jeg gerne ville, så ... De udnyttede ikke situationen og gav sig ikke til at tigge om diverse ting og sager -det kunne jeg godt lide, for den slags mennesker er der ellers mange af her.

Så tog jeg på markedet og købte babytøj (for tredje gang inden for få dage!), balje, håndklæde. Da jeg kom tilbage til fængslet var der jubel. Moren var så taknemmelig, alle vagterne, og alle de andre fanger, stod omkring morens seng og beundrede de indkøbte varer. Gud havde lige en finger med i spillet - hvis moren havde født én nat senere, måtte hun have ventet en hel uge med at få tøj til den lille.

Ingen offentlig straf
For lige at følge op på et par ting fra mit sidste nyhedsbrev, så kan jeg da med glæde fortælle, at truslen om den offentlige afstraffelse på Lutheran Junior Seminary heldigvis ikke blev til noget. Ingen af lærerne syntes, de havde styrken til at slå 250 elever! Derfor endte det med, at de alle blev sendt ud i praktisk arbejde i 1-2 dage. Det så ud til, at de hyggede sig meget med det. Så - nu har de betalt for deres ugerning!

Ang. det evigt tilbagevendende vandproblem, så har jeg i dag helt uventet fået vand i hanen, efter at have været foruden i over to uger. Ærgerligt nok, så havde jeg lige tilbragt hele min søndag morgen med at hente vand udefra. Hvis jeg bare havde vidst….

Hvad skal kæppen bruges til?
For et par dage siden satte jeg mig ind på skoleinspektørens kontor på REMI. Jeg havde et par praktiske spørgsmål, men havde også et spørgsmål omkring de daglige afstraffelser af de kære små elever. - Det vil vi ikke have på REMI, bedyrede han. Men han ved jo lige så godt som jeg, hvad de kæppe, som lærerne konstant går rundt med, bliver brugt til. Jeg fortalte ham, at afstraffelse er noget, jeg stort set ser hver gang, jeg er der, og at det bestemt ikke ser ud til, at der er sket nogen ændringer. Det vil han så snakke med Mr. Bongi om, og det skal vi have et lærermøde om i kommende uge, hvor jeg skal fremlægge mine synspunkter. Sagde han. Men han siger så meget, så lad os nu se, hvad det bliver det.

Fødsler presser på

10. februar 2008

For en uges tid siden bankede det på min dør en tidlig morgen kl. seks. Uha, hvor jeg ikke bryder mig om at blive vækket så tidligt. Jeg prøvede at ignorere det, men det nyttede ikke noget - han var meget vedholdende, så til sidst måtte jeg give efter. Det var Amos, der bad om hjælp til at få bragt sin kone, Kauna, på hospitalet. Hun havde veer, og det ville ikke lige være så rart for hende at sidde på hans motorcykel. Så fik jeg ellers fart på, sprang i noget tøj og holdt et par minutter senere foran deres hus med min bil. Heldigvis var min gode nabo, Salome, til stede. Hun havde ordnet adskillige barnefødsler, og vidste, bedre end jeg, hvad der skulle gøres. Med Kauna på bagsædet kom vi af sted til hospitalet og fem - seks timer senere havde Kauna født en dejlig lille pige.

Alt var godt overstået - og ikke alt for dramatisk, men det var kun optakten til, hvad der skulle ske nogle dage senere…

Når at blive både døbt og konfirmeret
Det var sidst på eftermiddagen, og jeg var på vej over til Kauna med noget babytøj, da jeg hørte en kvinde råbe på mig. På grund af afstanden kunne jeg ikke genkende hende. Men da hun vraltende kom gående imod mig, så jeg, at det var højgravide Gakurnan. Hendes mand befinder sig for et år i det sydlige Nigeria og er kun sjældent hjemme på besøg, så hun bor alene med sine to børn. Hun havde smerter og ville gerne lige tjekkes af lægen. Så… kunne jeg lige køre hende på hospitalet? Jo, det kunne jeg da. Da vi kom ind på hospitalet, skulle vi først forbi receptionen og hente hendes journal. Det tog en krig. Receptionisten stod med fire store bunker journaler og tog sig god tid til at søge efter hendes navn. Gakurnan stod med smerter og lænede sig ind over skranken. Jeg foreslog, om vi ikke kunne gå ind til lægen og ordne formaliteterne bagefter. Uha nej, den gik ikke. Jeg blev ærlig talt lidt småsur på manden. Gakurnans barn kunne jo nå både at blive døbt og konfirmeret, inden han havde fundet hendes journal. Bag ham bugnede skabe og reoler med journaler - skulle alt det undersøges, hvis han ikke fandt hendes journal i de fire bunker på disken? Jeg spurgte, om det ikke ville være en idé at lægge mapperne i alfabetisk rækkefølge. ”Hvad nytter det?” sagde han. ”Når min kollega kommer og afløser mig, så laver han jo bare rod i systemet igen.” Det måtte jeg da kunne forstå. Øh - nej, ikke helt, men det var ikke lige tiden til en længere diskussion. Endelig endelig fandt han papirerne, og vi kørte ned i den anden ende af hospitalet. Gakurnan blev undersøgt, og de sagde, at der ville gå seks - otte timer, før hun var klar til at føde. Hun kunne få en seng, hvis hun ville, men det afslog hun. Hun ville hjem og pakke og gøre klar.

Vi satte os ud i bilen - hun havde det ikke for godt. Jeg insisterede på, at hun skulle pakke sine ting, og så ville jeg hente hende en time senere og køre hende ind på hospitalet igen. Modstræbende accepterede hun mit forslag. En time senere ringede hun dog og sagde, at hun hellere ville vente til senere. Jeg skulle ikke bekymre mig, for senere på aftenen ville hendes naboer være kommet hjem fra et møde, og så ville hun bede dem om at køre hende på hospitalet. Så langt, så godt. Omkring en halv time senere ringede en ung pige til mig. ”Skynd dig og kom! Hun ligger og skriger.” Mig ud i bilen i en vis fart - med hjertet oppe i halsen. Gakurnan lå og rullede rundt i støvet foran hendes hus. Heldigvis var der nogle modne kvinder til stede - åh, hvor var jeg lettet, da jeg så dem. Vi fik bakset hende ind i bilen og fyldt resten af pladsen op med kvinder, der ikke ville gå glip af noget…

Efterhånden kender jeg alle hullerne på vejen ind til Yola, så jeg kunne køre i hurtig slalom og undgå for store bump i bilen. Gakurnan stønnede, prustede og endda pressede på bagsædet. Kvinderne hylede op om, at hvis hun pressede, så ville det være bedre at blive derhjemme og ordne fødslen dér. ”Nej, kør!” råbte Gakurnan. Og jeg siger jer, jeg kørte - for fuld drøn. Imens tænkte jeg på, hvordan man mon renser et bilsæde for blod og fostervand!

Jordemoder med god tid
Ved porten til hospitalet stod vagterne og havde god tid. Jeg dyttede og vinkede ud af vinduet og prøvede at signalere, at de skulle få hænderne op af lommen. Porten gled til side, og vi drønede ned foran indgangen. Men hvordan skulle vi lige få fragtet Gakurnan op på fødeafdelingen? Der var et stykke vej derop fra indgangen. Jeg løb op på afdelingen, fik fat i en jordemoder og fortalte hende, at jeg havde en fødende kvinde ude i min bil. Jeg havde håbet på, at de havde en rullende seng, som vi lige kunne have løftet hende op på, men nej. ”Hun får bare en støtte under hver arm,” sagde jordemoderen. Jeg løb ud til bilen igen - med en rolig jordemoder trissende bagefter.

Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes, men Gakurnan kom i hvert fald helskindet op på gangen. Og fem minutter efter var et lille drengebarn født, og Gakurnan lå og smilte på sin seng. Den fødsel så ud til at have taget hårdere på mig end på Gakurnan. Jeg kørte hjem og faldt udmattet om i min seng.

Jeg havde haft nogle meget travle og hårde dage, og havde faktisk besluttet mig for, at jeg ville i seng allerede kl. 20 - hvis jeg da kunne holde mig vågen så længe! Men sådan skulle det ikke gå.

Blinde ser og døve hører
I denne uge har hele byen stået på den anden ende, da der har været kampagne med Reinhard Bonnke. Han er en evangelist fra Tyskland og rejser verden rundt for at fortælle om Gud og bede for de syge. Man kan mene meget om den slags kampagner, men hernede er det i den grad et tilløbsstykke, og mange mennesker oplever fantastiske ting. Hans forkyndelse er enkel. Man fornemmer, at han er vant til afrikanere og ved, hvordan de skal have tingene serveret. Desuden fornemmer man, at selvom han er en af de store kanoner, så er han en ydmyg mand, der ikke sætter sig selv i fokus. Hundred tusinder mennesker var samlet - og det er ingen overdrivelse. Jeg har aldrig før set så stor en menneskemængde. Helt åbenlyse helbredelser fandt sted. Og nu er jeg godt klar over, at vores rationelle, vestlige tankegang slår knuder, men her er der altså bare ting, der ikke kan forklares. Et lille udpluk af de, der oplevede helbredelser, kom frem foran og fortalte, hvad der var sket. Selvfølgelig var der også nogen, der efter mødet blev kørt væk i den trillebør, de var kommet i. Men der var også blinde mennesker, der ikke havde set dagens lys i over 40 år, og lige pludselig kunne de se deres familiemedlemmer ind i øjnene. Der var lamme, som gik rundt uden krykker. En tidligere underviser på bibelskolen på Mbamba har efter sigende en søn, som ikke har sagt noget i 20 år. I går aftes stod han oppe på scenen og talte til ti!

Det har været en oplevelse at være med. Bare dét at stå sammen med så mange sorte mennesker, der synger og danser, så støvet det hvirvler - fantastisk.

Eleverne på Lutheran Junior Seminary må ikke gå uden for skolens område uden at have fået tilladelse af Mrs. Bongi. Der var dog en del elever (omkring 250!), som var taget ind til kampagnen med Reinhard Bonnke i går. Nogle var blevet hentet af deres forældre, og andre var taget derind på egen hånd. I morges til morgensamlingen, sendte Mrs. Bongi alle de elever hjem, som havde forbrudt sig mod skolens regel. De tog hjem med en seddel fra Mrs. Bongi i hånden og skal blive hjemme ind til lørdag, hvor de skal komme til et møde sammen med deres forældre. Så nu har vi kun godt og vel halvdelen tilbage.

Disciplin skal der til...
I eftermiddags blev vi indkaldt til et lærermøde. Der blev her fortalt om en far, der var her for at hente sin søn. Sønnen havde i går ringet og spurgt, om han måtte tage af sted, men faren havde sagt, at det måtte han ikke, for det var imod reglerne. Sønnen syntes åbenbart, at fristelsen var for stor, så han var taget af sted alligevel. Faren var meget vred og sagde til ham, at han ikke længere var hans søn. Han ville ikke vide af ham, hvis han ikke adlød, og derfor ville han heller ikke have ham med hjem. Derefter sagde han til Mrs. Bongi, at hun blev nødt til at beholde ham, for ellers ville han slå sin søn ihjel! Holdningen i lærerflokken var, at her var der en far, der forstod, hvad disciplin går ud på. Sønnen skal mærke forkastelse, for at han kan forstå, hvor alvorligt det er ikke at gøre, som der bliver sagt. Igen sad jeg der og følte, at jeg kom fra en anden planet. De var trods alt ikke taget ind til byen for at drikke sig fulde, tænkte jeg i mit stille sind..

I morgen skal vi igen have et lærermøde, og der skal drøftes, hvordan de skal straffes. Der blev taget hul på emnet i dag. Der var mange ”gode” forslag på bordet. Det lyder til, at det ender med en ordentlig gang offentlig klø…

For en god ordens skyld må jeg lige huske at fortælle, at jeg nu har fået både vand og el. Det nyder jeg. Det er dog stadig i meget sparsomme mængder, at de giver os el - men den kommer da en gang imellem, og så er der også vand. Det gør utvivlsomt livet en hel del lettere.

Tyv tilstår
Og for en god ordens skyld må jeg også lige huske at fortælle, at jeg har fået min stjålne generator tilbage. Ja, tyven er fanget, og tyvekosterne fundet. Jeg blev da glad, men efterhånden som historien blev rullet op, kom der for mit vedkommende et par skår i glæden. Tyven er en ung mand fra landsbyen på den anden side af vejen. Nogen mistænkte ham og meldte ham til politiet. De kom og tog ham med til stationen, hvor de satte strøm til ham og brugte også anden form for tortur for at få ham til at tilstå og fortælle, hvor han havde gjort af tingene. Stakkels fyr. Nu er han i fængsel, og hans fremtid er ødelagt. Men jeg fik min generator! De fleste ting er tilbageleveret, men der mangler stadig nogle vifter, som er blevet afmonteret fra samtlige lofter i et nyrestaureret hus. En af mine gode kristne nabokvinder sagde: ”Lad politiet torturere ham, indtil han fortæller, hvor vifterne er!”

Jo, andre lande - andre skikke.

Og apropos fængsel, kan jeg fortælle, at jeg har fået lov til at begynde en besøgstjeneste blandt kvinderne i Yola fængsel. Jeg begynder på onsdag og glæder mig til det. Forleden dag fik jeg lige lov til at kigge ind til dem og hilse på. Jeg ser frem til at lære dem lidt at kende. Mere herom senere.

Jubilæumsfestdag på LJS

3. februar 2008

Så er Lutheran Junior Seminarys 10 års jubilæum vel overstået. Ifølge programmet skulle vi starte kl. 10, men den blev naturligvis 11, inden vi kom i gang. Der var sat baldakiner op i fire længer midt på skolens område, samt masser af stole, som alle pegede ind mod midten, hvor samtlige indslag skulle foregå. Midt på pladsen stod:
- et bord dekoreret med samtlige sportspokaler, som skolen har vundet gennem årene
- en talerstol med front mod æresgæsterne, så talerne stod med ryggen til os andre dødelige
- et bord med dejlig lagkage - til æresgæsterne

V.I.P - very importants persons
Omkring kl. 11 rullede adskillige biler ind foran os alle sammen med de sidste fornemme gæster. Der var ellers blevet lavet fine afmærkninger til, hvor biler skulle parkere, men nej, visse personer skulle køres lige til døren - eller rettere, til sofaerne, som var blevet hentet i dagens anledning. Den ene bil var endda fulgt af en politibil med et par hyl fra sirenen. Jeg må indrømme, jeg havde svært ved at holde masken. Det virkede så… overdrevet. Der var både Hans og Hendes Excellencer, Hans kongelige højheder, Højærværdige, Senatorer, Ambassadører, Biskopper, distingverede personligheder af forskellig slags - jo, her til lands elsker man i sandhed titler! Ærkebiskoppen Nemuel Babba stikker ud fra mængden - han virker ligetil og uhøjtidelig, synes jeg.

Lov-sangere
I dagens anledning var der også dukket ”Praise-singers” op. Det er mænd, som tager rundt til forskellige arrangementer, hvor høje hoveder er inviteret. Så snart de ærværdige stiger ud af deres biler, står de parat med deres lovsange af vedkommende. De roser ham til skyerne, råber og synger om hvor fantastisk han er, og hvor meget han overgår alle andre. Hvis de så er heldige, bliver der smidt en pengeseddel hen til dem.

Kulturelle danse
Vel ankommet kunne dagens lange program endelig tage sin begyndelse. Der var et hav af taler, og samtlige talere begyndte med at hilse på V.I.P.´erne. Heldigvis skulle eleverne også fremvise forskellige kulturelle danse - det var for mig at se dagens højdepunkt. På programmet var også uddeling af priser til elever med de bedste eksamensresultater.

Indsamling
Hen ad eftermiddagen var der indsamling, men det foregår dog ikke anonymt som derhjemme. Man skriver en seddel med et beløb på, og går derefter frem og overrækker det til mødelederen. Han læser op, hvem der giver hvor meget, og så klapper hele forsamlingen af det! Der blev samlet en del penge ind, men der blev også givet lovning på to computere til kontoret, en ny vandboring til skolen og nye borde/bænke til ét klasseværelse.

Ingen brok
Programmet var færdigt omkring kl. 16. Da havde eleverne ikke fået noget at spise siden morgenmaden kl. 7. De havde serveret mad og drikkelse for alle gæsterne, sunget, danset og gjort deres til, at dagen blev festlig. Så nu var de godt sultne - men jeg hørte ingen brokke sig. Utroligt. Det var ikke gået derhjemme!

Alt i alt en god dag. Som man måske kan fornemme ud fra mine beskrivelser, så fejres der på en noget anden måde her.

Vandpumpen har igen fået det dårligt! Så ekstasen over at have fået vand i hanen varede kun et par dage. Nu må jeg igen hente vand udefra. Desuden er el-ledningerne til flere af husene på Mbamba af en eller anden grund brudt sammen - og det betyder, at elforsyningen til bl.a. mit hus er gået nedenom og hjem! Det er køleskabet ikke lige så begejstret for - og det er jeg sådan set heller ikke.

Efterhånden er jeg dog ved at vænne mig til, at man bare skal være glad, når tingene fungerer, og ikke ærgre sig for meget, når de ikke gør. Af ting, der fungerer, kan jeg nævne: mine stearinlys og gaskomfuret. Og det er jeg glad for.

Den bedste dag

31. januar 2008

Søndag d. 28. januar var foreløbig den bedste dag i år! Det var dagen, hvor der igen kom vand i hanerne, efter at vi har måttet undvære i to måneder. Hvilken salig lyd, da jeg hørte vandet i toilettet begyndte at løbe. Jeg havde besøg af nogle elever på det tidspunkt, og de hoppede og dansede rundt i stuen af bare glæde. De har af og til hjulpet godt til med at hente vand. Og nu skulle det så være ovre… måske - hvis vi er heldige. Nu får vi se, hvor længe det holder.

Kvinder i fægsel
For et par uger siden besøgte jeg fængslet i Yola for at spørge, om det kan lade sig gøre, at jeg regelmæssigt besøger kvinderne i fængslet. Jeg vil gerne snakke med dem om Guds tilgivelse og nåde, lære dem noget engelsk, lave lidt håndarbejde... hvad end de syntes ville være relevant. Jeg har efterhånden været der flere gange for at spørge til udfaldet på min ansøgning, men den ansvarlige inden for det område er åbenbart bortrejst, og ingen andre kan give lov. Men for hver gang jeg er der, lærer jeg vagterne og fængselsinspektøren lidt at kende, og så håber jeg på, at det måske er nemmere at få tilladelsen. Her til morgen var jeg derinde igen, og fik da besked på, at svaret skulle være der om en uge... så jeg må endnu en gang væbne mig med tålmodighed. På tavlen bag fængselsdirektørens skrivebord er der en oversigt over, hvor mange fanger der er for tiden. Jeg kan se, at der kun er ni kvinder og et par hundrede mænd. Det kunne være så fantastisk at få lov til at bruge lidt tid sammen med sådan en lille flok kvinder.

Festen nærmer sig
Her på Lutheran Junior Seminary fejrer vi 10-års jubilæum på lørdag. Den ene højærværdige person efter den anden er inviteret - i bedste nigerianske stil - fint skal det være. Det helt store cirkus er ved at blive stablet på benene. Her til morgen var vi alle i gang med at få området til at se fint ud. Der skulle fejes og samles affald overalt. Mine to klasser fik tildelt deres ansvarsområde, og så gik vi ellers bare i gang med sang og højt humør. Dejligt at være sammen på den måde. Der er blevet lagt murbrokker langs sandvejene på Mbamba, og i morgen skal alle i gang med at male dem hvide! Stolene til de velærværdige ”special guests” er fundet, koen er klar til at blive slagtet, kyllingerne ligeså, eleverne har fået ordnet knapper og lynlåse og er i fuld gang med at øve drama, en sang skrevet til dagen er indøvet, bannere er blevet hængt op rundt omkring i byen - ja, det bliver en stor dag på Mbamba.

Lokal eller professionel medicinmand
Det går rigtig godt med mine sene eftermiddagstimer, hvor eleverne kan møde op, hvis de har et behov. Mange kommer med konkrete spørgsmål, og lærelysten er stor. Hvad kan man mere ønske sig?
I går prøvede jeg et lille eksperiment i mine to klasser. Emnet var ”Traditional medicin”. De havde læst nogle tekster, skrevet en stil, og fire elever i hver klasse havde forberedt en tale/et debatoplæg omkring emnet - og så stod der ellers bare debat på programmet. Er det ok at lade sig behandle af den lokale medicinmand - eller skal man søge professionel læge? Den ene halvdel skulle være for, og den anden imod. Det var godt nok underholdende. De var forberedt til fingerspidserne, men da talerne var overstået, og eleverne skulle komme med kommentarer og spørgsmål til ”eksperterne”, så blev der gang i hytten! Man fornemmede, at de har været vidne til adskillige debatter i deres korte liv. De gik op i det med liv og sjæl - fremragende drama. Jeg var dybt imponeret. Men den stakkels elev, som havde fået opgaven som ordstyrer betroet, måtte hen ad vejen give op og overlade posten til mig. Det var virkelig utroligt at se deres engagement. Bagefter snakkede vi om vigtigheden i at lytte til hinanden i en diskussion - det var tydeligvis en by i Rusland for de fleste!

Dansk snak er godt
I går havde jeg besøg af Sudanmissionens praktiske mand, Bøje. Han kom til frokost og havde denne gang tid til at snakke et par timer. Hvor jeg bare nød at sidde og tale med en dansker. Jeg har jo været godt vant med danskere omkring mig før jul, så jeg skal lige vænne mig til, at der altså ikke lige er nogen i nærheden, som man kan tale med om dagens hændelser. Selvfølgelig er der mange dejlige nigerianere, som jeg taler meget med, men der er altså bare visse ting, som de ikke lige kan sætte sig ind i, fordi deres verden er så anderledes.

Ja, det var så lige et par dryp her fra min lille verden. Håber I derhjemme nyder det grå, triste og kolde januar/februar-vejr!

Tid til dumme spørgsmål

15. januar 2008

Mange elever på Lutheran Junior Seminary (LJS) kæmper med at få gode karakterer i engelsk. Derfor har jeg snakket med Mrs. Bongi (skolelederen på LJS) om, hvad jeg kan gøre ved det. Mit forslag var, at jeg tog nogle eftermiddagstimer med de elever, som synes, de har brug for ekstraundervisning. Den var hun selvfølgelig med på. I morges informerede jeg derfor én af mine klasser om tilbuddet. Jeg lagde vægt på, at det var et tilbud, men hvis man dukkede op, så var det altså for at arbejde seriøst med tingene. Jeg var naturligvis spændt på, om der i det hele taget ville dukke nogen op sent om eftermiddagen efter en lang dags undervisning. Men jo, det var der; der kom ca. 25 ud af en flok på 50. Det er da dejligt med motiverede elever. Det var i det hele taget bare en skøn oplevelse. Endelig, efter at jeg utallige gange har sagt, at de SKAL spørge, hvis de ikke forstår, oplevede jeg, at de følte sig fri til at stille de dumme spørgsmål. I morgen er det så min anden klasses tur. Jeg nyder det! Det vil jeg herefter gøre som et fast tilbud én gang om ugen for hver klasse.

Skjorten uden for bukserne
I morges kunne jeg igen igen høre, at der var gang i kæppen i naboklassen. Kort efter kom skolens ”Disciplin-master” og en medsammensvoren lærer gående ud derfra og var på vej ind i min klasse, men bakkede ud igen, da de så, jeg var der. Jeg spurgte, hvad de brugte kæppen til i dag! Jo, de var ude med kæppen, fordi nogle elever ikke var tækkeligt klædt - skjorten sad uden for bukserne eller nederdelen. Og det var jo fuldstændig uacceptabelt! Det har jeg godt nok aldrig skænket en tanke. Bagefter timen stødte jeg på Disciplin-master, og for at bevise overfor mig, hvor effektiv hans metode var, pegede han på en flok elever, som så, at han stod med kæppen, og fluks fik de skjorten ned. Der kunne jeg bare se. Det virker! Uha, hvor er det langt fra alle vores pædagogiske overvejelser på Rudehøj Efterskole, hvor jeg har arbejdet de sidste fire år. Det er en hel verden til forskel - ja, nogle gange kan det være svært at gabe over kontrasten.

Støv alle vegne
Her er som bekendt ikke de fire årstider, men året er alligevel vejrmæssigt opdelt. Da jeg kom herned, var det regntid, og alt var så fugtigt. Madrassen var klam og jordslået, og knap var man færdig i badet, før man igen var svedig. Nu har vi så omkring to måneder med "Harmatan". Det er vinden fra Sahara, som bringer en masse fint støv med sig. Fordelen er, at temperaturen er lidt lavere end normal, og det blæser en del. Men dagen er diset, og hold op, hvor alting er fuldstændig støvet. Nogle gange føles det, som om jeg har støv langt ned i lungerne, og jeg føler ubehag ved at trække vejret! Man kunne støve af flere gange om dagen - hvis man da havde tid og lyst til den slags sysler. Udenfor er ALT knashamrende tørt. Det er svært at forestille sig, at det kan blive tørrere. Men det kan det, siger de. Der kommer først regn igen i maj! Marts og april er den varme sæson. Efter sigende skulle den periode være helt uudholdelig her i Østnigeria. Der er ingen vind, og varmen er kvælende. Om natten sover folk udendørs, for husene er varmet så meget op, at de er som ovne. Folk advarer mig hele tiden om den tid og siger, at da får jeg svært ved at holde varmen ud. Men når andre kan overleve, så kan jeg vel også, tænker jeg.
Vi får se, hvor slemt det bliver.

Til rådighed 24 timer i døgnet

4. januar 2008

Uha, hvor har jeg haft to dejlige uger i Dakka. Det har været så herligt at møde Rikke Vestergaard og Nini Keldsholm - to festlige og initiativrige damer.
Nini er tidligere bestyrelsesmedlem i Sudanmissionen. Hun er en ildsjæl, der står bag meget af den økonomiske hjælp, der gennem årene er indsamlet til Dakka. Med jævne mellemrum er hun på besøg i Dakka.
Rikke Vestergaard har været missionær i Nigeria i 42 år, blev pensioneret i 2006 og bor nu i Thisted. De sidste 17 år hun var her i Nigeria, boede hun i Dakka og byggede en sundhedsklinik op fra bunden. Siden hun blev pensionist, har hun et par gange været tilbage i Dakka for at se til arbejdet, og denne gang er hun der så i fire måneder.

"Rikia"
Efterhånden har jeg vænnet mig til, at så snart jeg bevæger mig rundt, så råber folk ”Baturia” efter mig - det betyder noget i retning af ”hvid kvinde”. Men på vejen til Dakka råbte folk langs vejen ”Rikia” (Rikke) efter os - allerede et par timer før vi ankom til Dakka. Er man hvid, så er man her på disse kanter en ”Rikia”. Jeg havde kun mødt Rikke en enkelt gang, da hun for en måneds tid siden var på et kort besøg på Mbamba, så jeg vidste ikke særlig meget om, hvad det var for en kvinde, jeg skulle tilbringe julen sammen med. Men da så mange folk råbte ”Rikia”, blev jeg klar over, at her var altså en kvinde, der havde haft stor indflydelse og var kendt viden om. Og Rikke er en kvinde ud over det almindelige. Det har jeg i hvert fald fundet ud af i løbet af de to uger, jeg boede hos hende i Dakka. Når Rikke først begynder at fortælle om alle de fantastiske ting, hun har oplevet, og om hvordan Gud har hjulpet i svære situationer … ja, så sidder man tryllebundet og lytter. Jeg prøvede at suge så meget som muligt til mig af hendes livserfaring og hendes indsigt i den nigerianske kultur. Sikken en kvinde, siger jeg bare.

Til rådighed 24 timer i døgnet
Det, der slog mig, var, hvor stort et tjenersind hun har, og hvor uselvisk hun giver af sig selv. Hver morgen stod der en flok syge mennesker foran hendes dør og ventede tålmodigt på, at hun skulle dukke op. Der var en mor med en nyfødt baby, der havde stivkrampe, en mand, der så højgravid ud pga. vand i maven, en halvdød kvinde, som vist havde tyfus, en mand med en kæmpe kræftsvulst, nogle havde meningitis og tuberkulose, og andre kom med store betændte bylder… Det var ikke i småtingsafdelingen. I løbet af dagen stødte flere til. Ja, Rikke stod til rådighed døgnets 24 timer. Bedst som vi havde sat os til middagsbordet, bankede det på døren, og hun måtte rykke ud. Eller når hun om aftenen træt sank ned i sin lænestol.. så kunne der igen være bud efter hende. Hun har virkelig et kæmpe hjerte og tøver ikke med at hjælpe, når der er et akut behov. Ud over at behandle de syge, delte hun tøj ud til de, der så mest trængende ud.

Trommer og sang
Jeg fik gået mig nogle dejlige ture i og omkring Dakka. Der var bjerge, floder, palmelunde, landsbymiljø, et hav af børn, der enten løb efter én i nysgerrighed eller styrtede skrigende væk i panisk angst, fordi de måske for første gang så en hvid.
At opleve lidt af livet i en landsby har været en kæmpe oplevelse. Trommer og sang fylder utrolig meget. I forbindelse med julen og nytåret går mange i små grupper fra hytte til hytte for at synge og spille - nogle kvitterer med en lille pengeseddel som tak for sangen, men det er ikke det væsentlige. Børn, unge og ældre i en skøn forening synger, trommer og danser - timevis… Et herligt syn. Her er der åbenbart ikke noget, der hedder aldersopdeling. Hvis man kan lide at skråle med, eller hvis man har fundet et eller andet, der kan fungere som tromme, så er man bare velkommen til at slutte sig til og være en del af gruppen.

Hellere sygeplejerske end lærer
Der kom bl.a. en flok på seks blinde til vores dør og sang. På mine gåture rundt i landsbyen, lagde jeg mærke til, at der var ekstremt mange blinde. Det skyldes en sygdom, der hedder filaria, som bliver overført af en flue. Hvis de bare havde fået medicin i tide, havde de ikke mistet synet. Ja, nogle gange ville jeg ønske, at jeg var sygeplejerske i stedet for bare at være en dum lærer, der ikke kan stille noget som helst op over for de synlige behov, der er rundt omkring én.
Og dog - når det kommer til stykket, tror jeg nok, at jeg har valgt det rigtige. Jeg er glad for at undervise. I morgen kommer eleverne tilbage fra ferien, og så starter arbejdslivet for alvor på mandag. Jeg ser frem til at se mine elever - det bliver ligefrem rart at komme i gang igen.

Tak til jer, som har sendt mig et julekort. Speciel tak til jer, som jeg ikke kender, og som har skrevet til mig alligevel. Det er virkelig til stor opmuntring for mig at vide, at der altså sidder nogen rundt omkring i det danske land og beder for mig og for arbejdet her. Gud velsigne jer i jeres vigtige forbønstjeneste.

Et godt nytår til jer alle. Må Gud hjælpe os til at søge ham mere i året, der ligger foran os, så vi smager mere af hans godhed og bliver mere klar over, hvad hans spændende plan er for den enkelte af os.

Gode karakterer eller klø

10. december 2007

Der er meget stille i huset, efter at volontørerne tog hjem for 14 dage siden. Vi havde tre rigtig gode måneder sammen. Samme dag som de tog af sted, stod der to af mine elever ved døren. De vidste, at volontørerne var taget af sted, og tænkte, at jeg nu sikkert følte mig meget ensom. Derfor ville de høre, om der var noget, de kunne hjælpe mig med! De ville gerne feje omkring hele huset, for der lå så mange blade. Jeg sagde, at nu var det jo søndag, og solen ville snart gå ned, så... Jamen, så kommer vi i morgen, sagde de, og så ville de tage nogle venner med. Dagen efter stod 6 raske drenge parat til at give en hånd. De fik fejet og gjort ved, så der blev så fint omkring huset. Derefter bød jeg dem ind til en lille forfriskning. Det var ret hyggeligt. De snakkede og snakkede - om livet på skolen. Jeg synes, de har det hårdt. De ældste elever behandler dem ofte som slaver og sender dem af sted for at hente vand i nærliggende landsby. Det er faktisk et hårdt arbejde. De bærer store spande og baljer på hovedet. Det er en tung byrde at gå med, og det gider de store ikke, hvis de kan få de små til det. De sender dem også af sted for at hente mad... osv. Det fik vi en lang snak om, og de lovede mig, at de vil komme og sige det til mig, hvis/når det sker igen. Jeg tvivler dog på, at de gør det. De bliver selvfølgelig lovet bank, hvis de sladrer...

Siden da er drengene flere gange dukket op for at hjælpe med forskellige ting. Forleden dag, da jeg kom hjem, var der igen fejet omkring huset - det er da flinkt gjort. Jeg må se, om jeg kan få lært mine elever derhjemme at være lige så hjælpsomme! Jeg tvivler!

Sådan plejer vi at gøre…
Eleverne snakker meget om en lærer, som er ret hård ved dem i timerne. Han slår og er meget hånlig og sarkastisk over for dem. De gruer altid for, hvad han kan finde på. Når de fortæller om ham, så lyder han direkte ondskabsfuld. Jeg bliver så trist af at høre den slags historier og har svært ved at forstå, hvordan et voksent mennesker kan få sig selv til at udnytte sin position og tvære børn ud på den måde. Når jeg nogle gange har snakket med lærere om den fysiske afstraffelse, har flere af dem svært ved at forstå, hvorfor det skulle være så slemt. Sådan er de jo selv blevet behandlet, og det har de da ikke taget skade af!

Gode karakterer eller klø!
For tiden har alle elever travlt med eksamener. Det fylder rigtig meget - af flere grunde. De er meget bange for dårlige resultater. Dels pga. lærerens reaktion, og dels fordi nogle elever bliver hårdt straffet, når de kommer hjem på juleferie og ikke kan fremvise gode resultater. ”Nu betaler vi i dyre domme for, at du kan gå på en god skole, og så gør du ikke noget ved det, men sløser med tingene og får dårlige karakterer...” Ved at slå dem, lærer man dem, at de skal koncentrere sig mere i undervisningen. Velkommen hjem på juleferie! Livet er ikke let for de unger.

Tre slag i hver hånd
En dag, mens jeg stod og underviste, svirpede kæppen rigtig meget i naboklassen. Jeg havde svært ved at koncentrere mig om at undervise, fordi jeg jo ved, hvad den lyd betyder. Jeg afbrød derfor undervisningen og listede hen vil vinduet for at se, hvad der skete. 20-25 elever stod i kø oppe ved tavlen - parate til at blive slået. ”Disciplin-Master” var blevet indkaldt af læreren til at stå for afstraffelsen. Tænk sig, det er hans job! Han varetager ingen undervisning, men er udelukkende ansvarlig for afstraffelsen på skolen og går af selvsamme grund altid rundt med en kæp i hånden. Nu stod han der og slog - og han lagde kræfter i, kunne jeg se - både på ham og på børnene. Den stod på tre slag i hver håndflade - altså seks slag til hver. Hvad havde de da gjort? Det er normalt en dejlig klasse med elever, som jeg nyder at være sammen med. Hvad bestod deres forbrydelse mon i? Jeg gik tilbage til min egen undervisning og forsøgte at fortsætte. Bagefter timen spurgte jeg eleverne, hvad der var sket. De havde fået dårlige resultater i en prøve! Jeg blev meget oprevet.

Dagen forinden havde jeg selv haft en test i samme klasse, og de havde ikke klaret sig særlig godt. Derfor havde jeg brugt en del tid på at overveje, hvordan jeg kunne forklare stoffet bedre, så de ville kunne forstå det. Men her var løsningen åbenbart, at hvis man slår dem, så ved de til næste gang, at de skal gøre sig mere umage.

Jeg kunne ikke bare gå hjem til mig selv efter dette; jeg blev nødt til at snakke med læreren og høre, hvordan den slags kan ske. Derfor stod jeg uden for klasseværelset og ventede på, at hun skulle komme ud, så jeg kunne tale med hende, uden at elever lyttede med. Vi fik en snak om det, men hun lød meget belærende og gjorde mig opmærksom på, at her var børn altså anderledes, og at hun nok skulle vise mig resultatet fra næste test - da ville resultaterne være synligt bedre - som et bevis på, at afstraffelsen havde hjulpet!

Sladrehank
Jeg fornemmede hurtigt, at jeg ingen vegne kom, så jeg gik til Mrs Bongi, fortalte hende om hele oplevelsen og bad hende forklare mig, hvorfor man tror, at afstraffelse hjælper på en hurtigere indlæring. Jeg blev positivt overrasket over hendes reaktion. Hun indkaldte Disciplin-Master og sagde til ham, at hun på sin skole overhovedet ikke ville have, at der forekom afstraffelse af en elev, der ikke havde bestået en prøve. Et barn, der frygter, kan ikke lære, sagde hun. Senere på dagen ville hun tage en snak med pågældende lærer. Ja, jeg var en sladrehank, men jeg har det godt med, at eleverne nu ikke mere vil blive slået af Disciplin-Master for ikke at bestå en prøve. Jeg hører dog stadig om, at lærere tager sagen i egen hånd og straffer eleverne, når de ikke fagligt klarer sig godt. Jeg ved, det tager tid at ændre den slags, men jeg beder Gud om at skabe en større åbenhed i lærerflokken over for en mildere måde at gribe tingene an på. Og at han vil hjælpe mig til at reagere på en vis måde og i det rette øjeblik. Det kan nemlig være svært, når jeg følelsesmæssigt bliver ret oprevet.

Sig det lige igen
Det er en dejlig udfordring for mig at stå over for 50 børn og undervise dem i engelsk. De har skullet vænne sig til min måde at gøre tingene på. Jeg var især spændt på, om de ville forstå, at selvom der ingen trusler hænger over hovedet på dem, så mener jeg faktisk alligevel dét, jeg siger. Det er noget underligt noget med disciplin. Når jeg fortæller om skolen, kan det lyde som om, at der er meget disciplin her, men det er der egentlig ikke. Der er bare hårde straffe. De kommer ofte for sent, laver ikke deres ting, snakker, når de skal være stille etc. (Det samme gælder mange lærere - de kan fx sagtens møde en halv time for sent). Det har taget et stykke tid for mine elever at vænne sig til, at jeg altså står der til tiden, at jeg forventer lektierne er lavet, og at de ikke skal snakke, når jeg underviser. Den afrikanske måde at undervise på er meget forskellig fra min, så jeg har måttet tilpasse mig til en vis grad. Jeg skal gentage rigtig rigtig mange gange. Det forventer de, for sådan er de vant til det, og derfor lytter de som regel ikke efter første gang.

Skal vi flette vore julestjerner sammen?
I eftermiddags havde vi et brag af en julefest. Den sidste uges tid har der været gang i mange forberedelser til festligheden. Nogle elever har spurgt mig, om jeg kan flette julestjerner - det lærte Else-Marie dem nemlig for to år tilbage. Heldigvis har jeg - pga. et tip fra Else-Marie - bragt en hel del stjernestrimler med herned, så jeg har den sidste uge haft stjerneflettende piger siddende i min stue hver eftermiddag, meget hyggeligt. Stjernerne var dekoration til julefesten. Desuden har jeg instrueret dramagruppen i en kortere udgave af ”En julehistorie” af Charles Dickens. Det er utrolig sjovt at lave drama med afrikanere - de har lige en anden måde at fremføre et skuespil på. Jeg har godt nok fået mig nogle billige grin under øvelserne. Opførelsen i eftermiddags gik over al forventning, så jeg er helt lettet nu. I dagens anledning var der stablet et utal af kor og bands på benene. Hold fast, hvor kan de synge. De synger så kraftigt, så jeg flere gange var ved at blive blæst væk fra min plads på forreste række.
Det har virkelig været en dejlig uge. Det så ellers ud til at blive en ret tom uge, for jeg skulle kun undervise mandag, og derefter var der eksamen – både på Remi og LJS. Men jeg haft gang i så mange ting, så ugen er fløjet af sted.

Selv handicappede bliver gift
En lille sød historie fra Remi. Jeg havde en snak med mine elever i en pause. De spurgte - som så mange jo spørger - hvorfor jeg ikke er gift. Jeg sagde til dem, at ingen vil ha´ mig, hvortil Sunday (en blind elev på 23 år) sagde: ”Der er da ikke noget galt med dig. Endda handicappede bliver gift!” Det var svært ikke at grine, men han mente det meget seriøst og tænkte vel, at han gerne ville opmuntre mig... Og det var jo da flinkt af ham.

NEPA – Never Except Power Always
Det er som om, at vi får mindre og mindre strøm. Nogle gange er der kun strøm i flygtige fem minutter ad gangen. Og andre gange har vi det på nogle underlige tidspunkter. Fx var der en del strøm i nat, men hvad kan man lige bruge det til? Jo, det gør da, at køleskabet køler drikkevandet ned, men derudover får man ikke meget nytte af det. Nætterne er for tiden ret kolde (omkring 20 grader), hvilket betyder, at jeg ikke har brug for strøm til blæseren foran min seng. Det giver i øvrigt en dejlig nattesøvn, når temperaturen er så lav.

Større muskler og sved på panden
Vand har vi heller ikke meget af for tiden. Det er efterhånden mere end 14 dage siden, at jeg sidst har haft vand i hanen. Der er bøvl med vandpumpen for 117. gang. Det tager faktisk meget tid at hente vand - selvom jeg altså ikke skal klage, for alle dem, der ingen bil har, må slæbe vandet hjem spand for spand. Jeg kan da i det mindste putte to tønder i bilen og så køre op til en pumpe et sted. Når jeg så kommer hjem til mig selv med to tønder, så skal jeg til at slæbe ind i huset i spande - en tønde er jo helt vildt tung og uhåndterlig. Når alt så er på plads, er man våd af sved..... Det giver selvfølgelig nogle gode armmuskler - ja, mine overarme er da svulmet voldsomt op … efter min egen målestok! Jeg har fundet et godt sted at hente vand. Tidligere hentede vi det i nærliggende landsby - den ligger lige ovre på den anden side af vejen, men der er som regel altid en god kø ved vandpumpen, og når jeg så ruller ind med to store tønder, så... ja, det har jeg det ikke godt med. Når man kommer som hvid, så synes de, at jeg har førsteret, og så stopper køen, og de begynder at hjælpe mig med at få fyldt op. Det bryder jeg mig bare slet ikke om, men de vil ikke gå med til, at jeg venter på min tur. Det andet sted, jeg har fundet, er der stort set aldrig kø, og jeg kan få lov til at ordne tingene selv, uden at ulejlige andre. Vandet dér er også meget renere. Det er nu lige lidt nemmere derhjemme bare at kunne tænde for hanen!

Kvindegruppe beder sammen
Det ægtepar, som skulle have ankommet her engang i december, kommer først til januar, har jeg ladet mig fortælle. Færingerne Asta og Bergur og deres tre dejlige børn forlader Mbamba på tirsdag. Dem kommer jeg også til at savne - de er nogle herlige mennesker, som jeg har nydt et dejligt fællesskab med. Sammen med Asta har jeg startet en kvindeklub her på Mbamba. Det går rigtig godt. Vi mødes omkring otte kvinder. Vi beder sammen, jeg underviser lidt om forskellige kvinder i Bibelen, og vi snakker om, hvad vi kan bruge den pågældende kvindes eksempel til i dag. Kvinderne i klubben er meget forskellige. Nogle er vant til at reflektere over tingene, og andre er ikke helt så vante med det. To af kvinderne har mistet deres mænd. Den ene var syg, og den anden var ude for et trafikuheld.... De har haft det rigtig svært. Jeg håber, at vores kvindekreds kan blive et godt sted for dem at være, og at de føler, at de dér kan få støtte og hjælp på forskellige måder. Det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig.

Jul hos Rikke i bushen
Tidligt d. 17 december tager jeg til Dhakka og fejrer jul sammen med en ældre missionær, Rikke, som har været her i Nigeria i en menneskealder. Jeg ved ikke så meget om hende endnu, men jeg kan sikkert fortælle en masse i mit næste nyhedsbrev. Hun er egentlig pensioneret og bor i Danmark, men hvert år er hun hernede i nogle måneder. Hun bor ude i bushen, siger man, og der er ingen mulighed for at komme i kontakt med mig, mens jeg er derude. Jeg er der indtil d. 2. januar, så hvis man vil sende mig en julehilsen over mail, så tjekker jeg ikke mail mellem de to datoer - blot til orientering. Jeg glæder mig til at komme derud, have nogle fridage og nyde fællesskabet med Rikke og nogle andre besøgende.
Jeg håber for os alle, at vi må opleve en hyggelig og fredfyldt julehøjtid, hvor vi igen giver os tid til at undre os over Barnet i krybben

Guds fred

En fantastisk weekend…

13. november 2007 

Jeg har lige haft en fantastisk weekend… Elisabeth Holtegaard har været missionær i Nigeria gennem 35 år, og lever nu en pensionisttilværelse hjemme i Danmark. Lige nu er hun dog i Nigeria igen i tre måneder, og hun inviterede os (Inge og volontørerne) med på en tur til en lille landsby, der hedder Tantile. Den tur havde vi glædet os til i lang tid. Tantile ligger ca. tre timers kørsel herfra. Elisabeth hentede os fredag eftermiddag sammen med en chauffør i en god 4-hjuls trækker. En almindelig personbil ville slet ikke kunne have klaret turen, da det var en meget dårlig vej. Et par gange kom vi til en bro, som ikke længere kunne bruges som bro. Så var det ikke andet for end at køre gennem floden. Heldigvis er regntiden nu forbi, og derfor var floderne også mere eller mindre udtørrede. Turen var SÅ smuk. Udsigt til bjerge, floder, grønne sletter, flotte træer. Jeg nød, at jeg ikke selv skulle sidde bag rattet, og i stedet bare kunne sidde og suge indtrykkene til mig. Det er så fascinerende at se, hvordan livet leves i de små landsbyer, som næsten udelukkende består af små lerklinede hytter. Når man kører langsomt forbi i bilen, får man et lille øjebliksbillede af et liv, der er den diametrale modsætning til de omgivelser, jeg selv er vokset op i. Utroligt, hvor meget mennesket kan tilpasse sig…
 
Hvide spøgelser uden hud
Tantile er landsbyen, hvor den nu afdøde missionær Olga Grening levede fra 1966 til 1978. Hendes hus står der stadig - ubeboet, som et minde om en afholdt kvinde, der havde stor betydning for landsbyens åndelige udvikling.
Det kan godt være, at nogle af indbyggerne i byen havde set masser af hvide mennesker før, men det var i hvert fald ikke tilfældet med børnene. Vi var den helt store attraktion for de lidt større børn. De små børn stak bare i et hyl og løb væk. De er blevet fortalt, at spøgelser ikke har hud. Og i og med, at vi er hvide, så har vi altså per definition ingen hud - ergo må vi være spøgelser - ergo er der grund til at skrige!

Rigt dyreliv
Da vi var ved at indlogere os, fik vi at vide, at der ingen myg var. Dejligt - så behøver jeg ikke sætte myggenet op, tænkte jeg. Men den tanke blev hurtigt droppet, da jeg så, hvad der ellers befandt sig af ”gode ting og sager” omkring benene på os: mus, frøer, firben, edderkopper, kæmpe-kakkelakker… Op med nettene, så jeg kunne få lov at sove i fred.
Den ene dag så vi en slange, da vi gik rundt i landsbyen. Den var ikke stor, og for mig at se var den en fredelig og harmløs lille skabning, men knap havde vi opdaget den, før en fyr kom farende med en kæp og smadrede det lille kræ. Nej, den var ikke så stor NU, men det ville den blive siden - og den var tilmed giftig, sagde de slangekyndige.

Ingen tænder - kun sort hul
Mange af landsbyens kvinder havde ingen fortænder, og det undrede os selvfølgelig meget. Elisabeth fortalte os, at når man som ung teenager skulle indvies til voksenlivet, foregik der et ritual, hvor pigens fortænder blev hevet ud. Hvis hun ikke fik hevet dem ud, ville det resultere i barnløshed - og det er ganske vist. Heldigvis praktiserer man ikke længere denne skik. Det er mange piger sikkert glade for. Jeg synes nu heller ikke, at det pynter på et smil, når der i stedet for fortænder er et sort hul - bedøm selv ud fra billedet!

Kort prædiken - lang gudstjeneste
Søndag formiddagsgudstjeneste var en oplevelse. Der var distriktssamling, hvilket betød at folk fra diverse omkringliggende landsbyer i bjergene alle var samlet til gudstjeneste i den lille kirke tæt ved floden i Tantile - dvs. de der ikke kunne være i kirkebygningen stod stimlet sammen udenfor - og det var mange mennesker. Elisabeth prædikede på hausa. Vi forstod ikke det store, for ikke at sige ingenting, men vi nød da, at prædikenen ikke var så lang, som den plejer at være, når de lokale prædiker! Det betød dog ikke, at selve gudstjenesten var kort. Den begyndte omkring kl. 10 og sluttede fire timer senere, men det var langt fra kedeligt.

Kollekt, dans og lovsang
Den helt store festlighed var, da kollekten skulle indsamles. Hver landsby havde en indsamling, og så var der en slags konkurrence om, hvem der havde samlet mest ind! Nogle havde dog ingen penge at komme med, og kom derfor i stedet med favnen fuld af grøntsager og frugter. Mens musikken spillede, og folk dansede til den store guldmedalje, gik folk frem til alteret og fik skrevet op, hvad de havde med. Dernæst var der auktion, hvor alt blev solgt til højestbydende - og pengene lagt i kollekten.
Musikken var fantastisk; udelukkende lokale musikinstrumenter - krukker, kohorn, raslebøtter, trækasser, trommer… Lovsangslederen dansede rundt, så der stod en støvsky omkring ham, og sveden sprøjtede. De små børn gav sig hen i dansen. Det er utroligt, hvor meget rytme, de har i kroppen. Man kan næsten ikke andet end rokke lidt med storetåen - og det gjorde jeg så! Der er mange måder at prise Gud på! – og her er der i hvert fald plads til, at man gør det med hele kroppen.
 
Nede med malaria
Søndag eftermiddag gik turen hjemad igen. Vi var godt trætte, og en af volontørerne, Lone, var blevet rigtig syg i løbet af weekenden. Det var vist malaria igen, der havde vist sit grumme ansigt. Hun var for alle tilfældes skyld begyndt på en malaria-kur, men det tager lige et stykke tid, inden medicinen har sin virkning. Øv - det er træls med al den sygdom… Man går glip af så meget. Mens vi andre var til gudstjeneste og på gåtur rundt i landsbyen, måtte Lone bare ligge ”hjemme” og have det dårligt. Og man kan intet gøre ved det. Det er også en træls følelse!

Løveslik eller savl fra flodhest?
Jeg sidder her og har stadig lidt ondt i min arm fra et mindre uheld den anden aften. Jeg skulle igen slukke den kære generator, og bedst som min finger var ved at nærme sig afbryderknappen, så mærkede jeg noget fugtigt eller køligt på min fod. Jeg fór sammen og spjættede med arme og ben. Var det en slange? Var det en løve, der slikkede på min fod? Var det savl fra en flodhest? I samme øjeblik gik min pandelampe ud - jeg har døjet lidt med en løs forbindelse - så der stod jeg pludselig i bælgmørke over for et uhyre, som jeg ikke vidste, hvad var. Jeg fumlede panikslagent med min lampe. Ja, jeg ved ikke helt, hvad jeg gjorde, men på en eller anden måde fik jeg hamret min arm ind i hjørnet på husmuren. Pludselig kom der liv i lampen… der sad en frø og kiggede nok så dumt på mig - en stor en af slagsen. Nå, men jeg gik ind og ville i seng, men nej, armen dunkede så meget, så jeg blev nødt til at sidde med en ispose et stykke tid, før jeg kunne sove. Stakkels mig.

Danskere kommer og går 
Man kan hurtigt blive forskrækket, for man ved aldrig helt, hvad man er omgivet af. Altså, her er ingen løver og flodheste i nærheden, men her er da slanger. Af og til hører vi om, at én her på Mbamba er stødt på en slange. Det går jeg nu ikke rundt og bekymrer mig så meget om. Det gør volontørerne til gengæld - de er skrækslagne hver gang, de hører om, at nogen har dræbt én ikke langt fra vores hus.
Om 1½ uge tager volontørerne hjem. Det bliver meget mærkeligt at være her alene. Laura og Sanne, der bor hos mig nu, er rigtige gutterpiger, meget festlige og flittige. De er til stor hjælp, både med hensyn til de huslige ting, men også mht. alle de gæster, der kommer.
Heldigvis har jeg stadig de færøske naboer, men det er nu kun en stakket stund endnu, så tager de også sted - midt i december. Inden jul kommer der så et dansk-amerikansk ægtepar med et lille barn. De skal være her i tre år. Dem ser jeg frem til at møde.
Nå - nu fik jeg ikke lige fortalt det store om, hvordan det går på LJS og Remi. Det må vente til næste gang. Men jeg kan da kort sige, at jeg NYDER at undervise - især på LJS. Det er en dejlig udfordring for mig, og jeg kan mærke, at jeg efterhånden lærer eleverne bedre at kende, i takt med, at jeg stort set kan alle deres navne. Men mere herom næste gang.

I en helt anden verden

21. oktober 2007

Ja, det er ved at være et stykke tid siden sidst jeg skrev. Det er bestemt ikke, fordi jeg har manglet noget at skrive om. Tværtimod har jeg haft gang i så mange ting, så jeg ikke rigtig synes, jeg har haft nok ro på til at få skrevet.

Klassekvotient på 50
Skolen Lutheran Junior Seminary (LJS), har nu været i gang i nogle uger. Der er ca. 500 elever i klassetrin der svarer til 7.-9. kl. og dernæst tre gymnasietrin. Jeg underviser to klasser (8. kl.) i engelsk. Første gang man som lærer møder op i klassen, kan det godt virke lidt overvældende. Der er ca. 50 elever i hver klasse - alle med lyseblå skjorter på - alle er sorte og ser ved første øjekast ret ens ud. Hvordan skal man nogensinde lære alle deres navne at kende? Og når navnene så oven i købet er til at brække tungen på, så kan det godt virke lidt uoverskueligt. Men det kommer stille og roligt hen ad vejen, er jeg sikker på - med god hjælp fra kamera og navnelister.

Kreativ undervisning
Skolen har bestemt ikke fine faciliteter at prale af. De eneste hjælpemidler, jeg har til rådighed i undervisningen, er et stykke kridt og en sortmalet stenvæg, der udgør en tavle. Jeg har spurgt, om der er mulighed for at tage kopier, men det kan jeg kun benytte mig af en sjælden gang - f.eks. når der er prøver. Al den luksus, vi derhjemme prøver at peppe undervisningen op med, er der ikke skygge af her. Det kræver noget kreativitet at få undervisningen til at blive lidt spændende, men det er en udfordring, som jeg faktisk synes er sjov.

Ingen kære mor
På sovesalene er eleverne stuvet sammen i køjesenge, hvor der ikke er nogen som helst mulighed for et privatliv. Skolekøkkenet er et kapitel for sig. Maden bliver lavet over bål i en kæmpe gryde. Den er ikke særlig varieret, men jeg er dog meget imponeret over, hvordan to kogekoner alligevel kan få så store portioner til at smage. Ligesom efterskolerne derhjemme, er LJS også stedet, hvor man lærer at blive selvstændig. Hver lørdag er der fx rengøring og store-vaske-dag - her er ingen kære mor, der lige ordner det for én. Alle er i gang med at vaske tøj i hånden og stryge. Der skal noget tørresnor til, når 500 elever alle skal have tørret deres tøj på samme tid. Alt, hvad der kan hænge noget på, bliver dækket til med tøj - både træer, døre, loftsbjælker, halvmure… Der er tøjguirlander over alt. Lørdag er også hårfletningsdag. Pigerne er rigtig gode til at lave kunstfærdige fletninger i hinandens hår - nogle gange er de mere sjove end flotte!!

Ingen lønforhøjelse
Det er som om, at eleverne ikke hæfter sig ved de meget mangelfulde faciliteter. Sammenlignet med andre privatskoler, er standarden meget dårlig. Når jeg har snakket med forskellige elever og spurgt, hvad der gør LJS til en god skole, nævner de alle sammen skolens høje eksamensgennemsnit. Eleverne ved, at skal de overhovedet gøre sig forhåbninger om at komme videre i systemet og få en uddannelse, for ikke at tale om at få et job bagefter, så bliver de nødt til at knokle for gode resultater i skolen. Ambitionerne fejler ikke noget. Jeg har lige læst samtlige af mine elevers fremtidsplaner. Over halvdelen af dem, vil enten være læge eller advokat. At gå på LJS giver en god mulighed for at komme videre ind på universitet. Hvorfor det er sådan, kan jeg ikke helt gennemskue. LJS har nemlig svært ved at holde på lærerkræfterne pga. de meget lave lønninger. Gode og ambitiøse lærere forsvinder lige så stille ud i et andet bedre betalt job. På årets første lærermøde blev dette ømtålelige emne bragt på bane. Alle lærerne efterlyste en lønforhøjelse, men desværre er der ingen udsigt til, at det kan ske inden for overskuelig fremtid. Der er ikke lige en pose penge, der står ”Lærerlønninger” på.

Skruen i vandet
Mrs. Bongi, som er leder af skolen, er en erfaren og karismatisk dame med ben i næsen. Hun formår at holde skruen i vandet, selvom hun står i vanskelige situationer, der ville have givet mange skoleinspektører derhjemme grå hår på hovedet. Hvordan styrer man en skole, hvor midlerne er så få, og hvor forventningerne til en god og kompetent undervisning er så høje? Den anden dag, da jeg sad inde på hendes kontor, kom der en forælder ind og tiggede og bad om at få kredit. Hun sagde, det ikke kunne lade sig gøre, da midlerne i forvejen er så små. Det svar lod han sig ikke spise af med. Han blev siddende, blev ved med at kigge bedende, klagende og tiggende på hende. Jeg fik ondt af manden, men også af Mrs. Bongi. ”Du suger al energi ud af mig”, sagde hun til manden, men han fortsatte med at trygle om barmhjertighed… Det er ingen nem opgave for hende. Vær gerne med til at bede om, at Gud må give hende visdom og kræfter til fortsat at stå med ansvaret. Hun er overgivet til sin opgave og gør det godt - selvom hun lige har haft malaria og derfor været meget afkræftet.

Kun slag med kæp
De yngste på skolen er 11 år gamle. Jeg må sige, der bliver ikke pusse-nusset meget om dem. Der er fx ingen mulighed for at ringe hjem. Bliver hjemveen så stor, at man sniger sig ned i byen for at ringe hjem, så venter der er en straf, når man kommer tilbage. Er man heldig, skal man kun hakke græs. Men til tider resulterer udflugten i offentlig fysisk afstraffelse. Det er noget, som jeg selvfølgelig har ekstremt svært ved at forholde mig til. I aftes havde vi besøg af en flok elever, som fortalte, at afstraffelsen knap var så hård som for et par år tilbage. Nogle forældre havde klaget over, at eleverne var blevet slået/ pisket hen over ryggen med nogle læderremme, der havde revet ryggen til blods. Nu bliver de ”kun” slået bagi med en kæp. Det gjorde dog stadig ondt, kunne de fastslå! Men mens de fortalte om det, grinede de meget højlydt. Det undrede vi os lidt over. Hvad var det lige, der var så sjovt? De sagde, at de kunne jo også græde over det, men det skete jo alligevel, så derfor kunne de lige så godt lave grin med det – og på den måde skabe en afstand til noget, der faktisk er smertefuldt, både fysisk og psykisk.

Atmosfæren på LJS er ellers god. Det er mit klare indtryk, at lærerne er positive, og at de fleste endda er vellidte. Vores lærermøder er præget af humor og højt humør, samtidig med at der er plads til at stille kritiske spørgsmål. Det må da være et sundhedstegn…

Specialskole for handicappede
REMI er et kapitel for sig. I Nigeria generelt gør man ikke noget som helst ud af at give handicappede børn en fair chance for at komme videre i livet. Ofte bliver de gemt af vejen i skam. Man ofrer hverken tid, kræfter eller penge på at stimulere dem på nogen måde. Derfor er det i sig selv et fantastisk initiativ, der ligger bag opstarten af en skole som REMI. Her går der omkring 150 børn, hvoraf ca. halvdelen har et større eller mindre handicap. Selv underviser jeg i en klasse med kun fem elever, hvoraf én er blind, to har store indlæringsvanskeligheder og en befinder sig på niveau med jævnaldrende i en normal skole…. Det er noget af en spredning og den pædagogiske udfordring består i at prøve at differentiere så meget, så alle fem får noget ud af det på hver deres niveau. Hjælpemidler til den blinde elev er der dog overhovedet ingenting af! - selvom det er, hvad han er blevet lovet.

Hver torsdag og fredag tager jeg og de to volontører, der bor hos mig, af sted til REMI for at undervise/ hjælpe til i tre forskellige klasser. Jeg har min klasse for mig selv, og kan undervise, som jeg selv synes, men de to volontører kommer altid hjem med meget blandede følelser. Der er hver gang indtryk og oplevelser, der skal snakkes igennem. De oplever lidt af hvert, når de overværer undervisningen i en klasse med en nigeriansk lærer. Kort sagt bliver der ikke sparet på kæppen.
Mr. Bongi er manden bag skolen. Det er ham, der bærer visionen og som i sin tid startede hele foretagendet. Nu er han så blevet udnævnt til at være del-statens undervisningsminister og har derfor ikke meget tid til at følge med i dagligdagen på REMI - desværre.

Vær gerne med til at bede om, at nigerianske børn og unge må blive bygget op, både menneskeligt og åndeligt, og rustet til det liv, der ligger foran dem.

Volontørerne skrumper
I den tid, der er gået siden sidst, er flokken af volontører skrumpet noget ind. Signe, som boede her i huset sammen med mig, er taget tilbage til Danmark pga. astma. Varmen og den høje luftfugtighed var mere, end hendes lunger ville være med til. Dorte, som boede På REMI, er også lige taget hjem. Hun havde i længere tid døjet med malaria og efterhånden stødte der flere ting til, så hun til sidst blev nødt til at tage hjem. Det har været en noget turbulent tid, og nu skal de resterende volontører lige finde sig selv igen og finde ud af kun at være tre.

Missionær-retræte
Ellers kan jeg da fortælle, at vi lige har været hjemmefra en hel uge. Vi kom hjem i tirsdags efter at have været i Jos. En gang om året mødes udsendte medarbejdere fra Sudanmissionen i en weekend til fællesskab og inspiration. Det var en rigtig god oplevelse. Det er altid spændende og lærerigt for mig at møde og tale med mennesker, der brænder for mission. Jeg suger deres erfaring og entusiasme til mig. Den ene eftermiddag var der et såkaldt forretningsmøde, dvs. da skulle alle ansatte mødes for at høre nyt hjemmefra, der var rapport fra Sudanmissionens bestyrelse, vi hørte om visioner for fremtiden, der blev delt lidt løst og fast fra missionærernes liv… Det var bare rigtig interessant og inspirerende. Jeg følte mig som en del af et skønt netværk af dejlige mennesker - herligt.
Jos ligger i højlandet, og derfor er temperaturen der langt mere behagelig, og der er slet ikke den luftfugtighed, som her på Mbamba. Selvom vi nød det køligere vejr, var vi alligevel enige om, at vi glædede os til at komme tilbage. Her har vi meget mere fornemmelsen af at være i Afrika. I Jos er det nærmest bare som en god sommer i DK.
Det var skønt at komme ud og se lidt af Nigeria. Turen til Jos er på ca. 520 km, men det tager LANG tid at tilbagelægge den strækning. Vejene er ikke for gode. Dvs. nogle strækninger er fine, og man kan køre i et nogenlunde hurtigt tempo, men skal dog være meget opmærksom på de mest vanvittige og hasarderede overhalinger. Der er også strækninger, hvor man kører i zigzag ud og ind mellem store huller, nogle gange kører man helt over i venstre side af vejen, ja, af og til kører man faktisk ved siden af vejen, fordi selve vejen er så ekstrem dårlig. Turen tager ca. 10 timer, og man er umådelig træt, når man til sidst når målet.

Bavianer, vildsvin og elefant-høm høm
Efter en dejlig weekend satte vi mandag morgen kursen østpå igen. Vi havde sat os for, at nu hvor vi alligevel var på de kanter, så ville vi besøge Yankari, som er en kæmpestor nationalpark på over 2000 km2. Da det er regntid i øjeblikket er det ikke så tit, at man ser dyrene. Det er nemmere, når der er tørtid, og alle dyrene søger hen til vandhullerne. Vi ville dog prøve lykken - tænk nu, hvis vi kunne få øje på en elefant - og lejede derfor en jeep med chauffør. Desværre blev det ikke lige den helt store sindsoprivende oplevelse. Der var da nogle dyr, men ikke ret mange. Rundt om vores hytte var der dog en hel del bavianer og vildsvin - lidt sjovt at have dem på tæt hold. Da vi dagen efter på egen hånd kørte ud af reservatet, så vi en hel del flere dyr. Mange bavianer og en flok kæmpestore hjorte, som jeg ikke kender navnet på. Jeg kunne godt tænke mig at komme til Yankari igen, når der er tørtid, og der er lidt flere dyr at kigge på. Der skulle være 300 elefanter der. Denne gang så vi kun en hel masse elefant-høm-høm´er langs vejen, og det var jo ikke ligefrem så vildt spændende.

Så er I blevet ført lidt ajour med livet her på disse kanter. Der er så meget at fortælle, så det nogle gange virker så uoverskueligt for mig at få skrevet. Til daglig er der ikke så meget tid til at fordøje og bearbejde indtrykkene, så når jeg sætter mig ned for at skrive, så bliver jeg ofte helt tom for ord. Hvor skal jeg starte? Livet her er så anderledes fra alt det derhjemme. Det mærker jeg især, når jeg sidder og læser mails derhjemmefra. Så er jeg i mine tanker et kort øjeblik i Danmark, og da mærker jeg den store kontrast mellem livet her og livet i mit civiliserede og velorganiserede hjemland.

Det var alt for nu… Jeg må videre. Der ligger en bunke elevopgaver, som skal rettes til i morgen tidlig. Dejligt, at man ikke sådan bliver arbejdsløs.

Symaskiner og kiosker på hovedet

23. september

Nogle ting er efterhånden ved at blive hverdag - man lægger ikke mere så meget mærke til alt det, som er så anderledes. I starten er man fx dybt imponeret over at se, hvor meget de kan bære rundt på på hovedet. Den anden dag så jeg en mand gå rundt med en symaskine på hovedet. De bærer store vandbaljer. De handlende bærer nogle gange nærmest en lille kiosk på hovedet. I går så en af volontørerne en mand gå rundt med en sofa på hovedet!!! Det må uden tvivl have givet en slem hovedpine. Selvom det må være hårdt at bære på alle de ting, så ser det alligevel bare så smukt ud, når en flok kvinder i farvestrålende tøj kommer gående med rank ryg - måske med en baby i en bylt på ryggen - og med et stort kar på hovedet.

Du er smuk!
Vejen ud til REMI er usædvanlig dårlig. Man bliver nødt til at køre meget langsomt - også fordi der skal hilses til højre og venstre. Jeg kører selvfølgelig med nedrullede ruder pga. varmen, så der kan nå at siges en del, mens jeg passerer. Folk er utrolig smilende og snaksalige. Jeg har lært en del gloser på hausa, og når jeg så kommer i mit nigerianske tøj, så er det ingen ende på alle de komplimenter, jeg får. I det hele taget roser folk på en så naturlig måde, så man ikke kan andet end føle sig godt tilpas. Hvis en mand derhjemme siger, at man ser smuk ud i dag, så siger / tænker man (jeg!) lige: Hold da op med det gas. Hvad er han ude på? Men sådan er det ikke her. Det virker helt ok og fuldstændig harmløst. Og jeg tror ikke bare, at det er fordi, jeg er naiv...

WC-børster og affaldshuller
I dag har vi brændt vores affald af - her er der jo ingen skraldemænd, der kommer og henter affald ved døren. Vi har en kompost - dvs. en lille lysning mellem træerne nogle meter fra vores dør. Og så har vi et hul, hvor vi smider alt andet affald ned i, og med jævne mellemrum er det så meningen, at det skal brændes. Det gjorde vi i dag. Selvom jeg har været her en måneds tid, så var der faktisk ikke meget affald at brænde. Det er nok fordi, børnene synes, det er meget interessant at kigge vores affald efter i sømmene, sprede det lidt rundt omkring og evt. tage noget med hjem i en plastikpose. For nylig smed vi en slidt og ulækker wc-børste ud. Den fik ikke lov at ligge ret længe, før en af ungerne løb rundt og legede med den. Jeg sagde til ham, at den skulle han lægge ned i hullet igen, for det var ulækkert. Det gjorde han så, men det har han sikkert ærgret sig over siden, for der er åbenbart en anden, der nu sidder og hygger sig med den - væk er den i hvert fald. Hver gang vi ser nogen ude i hullet, løber vi ud og siger, at de skal komme op derfra, men det varer vist kun, til vi har vendt ryggen til…

Masser af børn
Vi får stadig mange børn på besøg. Vi er ved at indse, at det ikke går i længden. Vi kører trætte i det, når vi så ofte må slippe, hvad vi har i hænderne for at åbne døren for en flok børn. De bliver ikke så ofte inviteret indenfor mere - det bliver nemlig helt uoverskueligt. Men bare dét, at vi ofte med et kvarters mellemrum skal åbne døren og give børnene et glas vand eller en bold eller sige, at vi ikke kan lege lige nu … det er faktisk trættende. Mange er børnene - nærmest dem alle sammen - ser meget forhutlede ud. Ofte kommer der en lille dreng på fem år, som hver dag passer lillesøster på to. De ser så forsømte ud, store huller i tøjet. Det sker også, at nogen kommer uden en trevl på kroppen. I dag kom der en meget lille gut, som havde fået bundet lillesøster på ryggen. Forældrene er sikkert i gang på marken og har ikke tid til at kigge efter børn. Mange af dem lugter, som om de ikke har set sæbe i flere måneder. Jeg synes, det er noget af et dilemma at stå i. På den ene side vil man gerne hjælpe, give dem noget vand / noget at spise, lege med dem. På den anden side kan jeg også mærke, at hvis man hele tiden skal stå til rådighed, så bliver det lige pludselig alt for meget. Det er som om de har et uudtømmeligt behov for nærvær og opmærksomhed.

På indkøb
Den anden dag skulle vi købe en plade til ovnen. Volontørerne, som bor på REMI, har en gasovn, men manglede en plade. Vi tog pladen med fra vores ovn for at vise, hvad vi gerne ville købe. Elijah hjalp os med indkøb den dag. Han kørte meget langsomt ned ad en gade, hvor der var en del butikker med ovne og en masse andet skrammel. Efterhånden som vi bevægede os frem, kom der folk og spurgte, hvad vi skulle have. Så blev ovnpladen stukket gennem ruden. Den blev studeret, og derefter forsvandt handelsmanden ind i sin lille butik for at se, om han havde noget, der lignede. I en af butikkerne, var der stablet gamle computere op til loftet. En lille dreng klatrede rundt ovenpå computerne og stak hånden ned et sted, hvor han åbenbart vidste, at der skulle ligge en plade. Den var desværre for lille. Jagten på pladen fortsatte, og til sidst var der gevinst. En gammel, beskidt plade, men med de rigtige mål, blev fundet, og missionen var fuldført. Næste punkt på programmet var en madras... Ja, den slags indkøb er virkelig tidsrøvende. Men her har man bare ikke det samme forhold til tiden. Man er til stede i de ting, man foretager sig, og så når man det, man når - og skidt med resten. Det er meget befriende, synes jeg. 

Hvordan ser et G ud? 
Specialskolen REMI er i fuld sving efter ferien. Det har været en noget langsom start, og en del elever er stadig ikke dukket op endnu, selvom vi egentlig har været i gang i to uger nu. Jeg underviser i en meget lille klasse på fire elever. Der er ikke de store udfordringer, bortset fra at den ene elev er næsten blind, og jeg derfor hele tiden skal tænke ind, hvordan undervisningen skal serveres for ham. De tre volontører, som bor sammen med mig her på Mbamba, tager med mig på REMI torsdag og fredag. De hjælper til i de forskellige klasser, hvor behovene er størst. Mange elever er handicappede og trænger til en ekstra hånd. De tre piger nyder at kunne give noget af sig selv til børnene, og de er rigtig gode til det. Men hver dag, når vi kommer hjem, skal oplevelserne snakkes igennem. I og med at de kun er medhjælpere i diverse klasser, får de jo et indgående kendskab til, hvordan en nigeriansk lærer tackler børn, der som regel kan lidt mindre, end læreren forventer. Der bliver desværre ikke sparet på afstraffelser. Det er til tider ret hårdt for dem at være vidner til, hvordan fx en lille purk får et ordentligt rap med pinden, fordi han ikke lige kan huske, hvordan et G ser ud… Vi håber på, at vi hen ad vejen kan få lov til at øve en vis form for indflydelse og vise en anden måde at klare de pædagogiske udfordringer på.

Hul i nettet
Der er net i hvert vindue i vores hus, og vi har i et stykke tid døjet med, at der bliver lavet huller i nettene, så der lige er plads til at få en arm ind og stjæle et eller andet, der ligger i nærheden. Det har selvfølgelig været rigtig irriterende, fordi vi ikke kan lade være med at mistænke nogle af børnene. I dag stod der fire små børn ved vores indkørsel, da vi kom hjem fra REMI. Idet vi steg ud af bilen, fik vi øje på et kæmpe hul, der var revet i nettet ind til stuen. Jeg gik med det samme op og fik fat i børnene, men de forstod kun hausa. Da jeg viste dem nettet i vinduet, prøvede de at bilde mig ind, at det var børn fra landsbyen på den anden side af vejen, der havde gjort det. Men det osede dog ud af dem, at de var skyldige - ikke til at tage fejl af. Jeg fik fat i søndagsskolelæreren, som kender børnene og taler deres sprog, satte ham ind i situationen, og da han havde talt med børnene i et par minutter, kom tilståelsen. De vidste desuden, hvem der havde lavet de andre huller og stjålet forskellige ting fra os. Nu er der så sat et par detektiver på sagen for at optrevle den til bunds. Jeg har bedt søndagsskolelæreren om ikke at bruge kæppen til at slå dem med, men i stedet tage en meget seriøs snak med drengene. Forhåbentlig holder han sig til det, men hvis forældrene bliver informeret, så bliver børnene slået. Det er vist den eneste måde, de kender til at retlede børn på.

Kender du en engelsklærer?
I dag vender eleverne på Lutheran Junior Seminary (LJS) tilbage efter ferien, og jeg ser frem til at møde dem i morgen tidlig. Jeg skal give dem en test i engelsk - og dernæst rette 2 x 50 opgavesæt og give karakter! Så starter det travle liv for alvor. Indtil nu har jeg ikke haft de store opgaver at se til. Tiden har ikke været lang - tværtimod synes jeg, det har været rigtig godt og nødvendigt at have tid til at vænne sig til livet her på Mbamba, før skolen sætter i gang, og man står med opgaver op til begge ører. Jeg har lært mange mennesker at kende, gode naboer, har fået kørt nogle rutiner ind m.h.t. alt det praktiske, som bare tager meget lang tid her. Så nu føler jeg mig parat til - udover at undervise på REMI - også at starte med undervisningen på LJS og for alvor komme i gang med alt det, som jeg egentlig er her for.
I forgårs havde vi lærermøde. Det var en positiv oplevelse - der er initiativ, humor og gode venskaber lærerne imellem, og der er i det hele taget bare en glad atmosfære. Samtidig kan man godt undre sig over, at der er så lidt styr på tingene. De skulle først nu til at finde ud af, hvad der egentlig mangler af arbejdskraft for at få dækket alle fag i alle klasser. Der er fx tre engelsklærere, og der er 12 klasser, der skal undervises. Hvordan de lige klarer det, ved jeg ikke. I nogle fag var der kun en enkelt lærer. De kommer vist til at hyre nogle ekstra lærere, men så vidt jeg kan forstå, er det ikke så ligetil, for lønningerne her på LJS ligger en del under den normale lærerløn.

Et godt grin
Den kulturelle forskel kan nogle gange synes enorm. Der er så meget, vi ser forskelligt på, men nigerianere er så gode til at grine, og det er i den grad med til at udjævne forskellene. Her i formiddags var vi fx til hausa-gudstjeneste i en nærliggende landsby. Det var i øvrigt rigtig festligt, en masse sang og musik fra en type instrumenter, jeg aldrig har set før. Folk dansede rundt, unge og gamle sammen. På et tidspunkt sang koret en sang, som de ikke lige var så heldige med - det lød faktisk ret så skrækkeligt. Jeg sad og tænkte på, at jeg bare ikke måtte kigge på volontørerne, for så ville jeg komme til at grine. Flere i koret begynder da lige så stille at fnise - det griber om sig, og de kan slet ikke stoppe igen. Og lige pludselig løber tårerne bare ned ad kinderne, og vi skriger af grin. Så festligt. De sang faktisk en sang om at være happy - og det blev da virkelig godt illustreret, synes jeg.

Direkte på i Adamawa News!
I går var vi ude at blive luftet lidt. Vi trængte til at se livet uden for Mbamba og REMI og tog derfor ud til nogle bjerge for at se livet lidt fra oven. En rigtig dejlig dag, fuld af indtryk, oplevelser og fællesskab.
På vejen hjem kørte vi forbi en tv-station, som dækker staten Adamawa, hvor vi bor. Vi slog et smut indenom og spurgte, om vi kunne få en rundvisning. Vi blev taget imod med kyshånd. Jeg tror ikke lige, de havde fundet noget nyhedsstof til om aftenen, så de spurgte, om de måtte filme vores besøg. Jo … det … måtte de da vist gerne. Jeg blev så interviewet og skulle fortælle om, hvorfor vi er her i Nigeria, hvad vi synes om det, og hvad vi synes om nigerianerne. Jeg sagde en hel masse kloge ord, naturligvis! Og i dag har vi så hørt fra flere kanter, at vi var i nyhederne i aftes i ca. 10 minutter. Det var åbenbart dagens historie. Det er jo ikke hver dag, man får chancen for at se 6 hvide mennesker på én gang.

Tålmodighed er verdens medicin

7. september 2007

Den ene dag tager den anden, og lige pludselig har jeg været her en måned. Jeg stornyder hver dag, og er overrasket over, hvor hurtigt man kan falde til. Der er mange ting at vænne sig til, men det er bare herligt, at hver dag byder på overraskelser og nye indtryk. Når jeg fx tager et smut ind på markedet i byen, oplever jeg et sandt bombardement, der går på alle sanser. Det er ét stort kaos - en meget intens oplevelse.

I denne uge har jeg været på markedet en del gange, bl.a. fordi alle volontørerne holdvist skulle ind og købe noget nigeriansk tøj. Forskellige farvestrålende stoffer er blevet valgt, og vi venter nu på, at det skal blive torsdag - da skulle skrædderen nemlig være færdig med alle vores dragter. Jeg har allerede fået tre dragter syet og venter på tre mere. Så vi glæder os som små børn til juleaften..

Gæster i huset
Vi har mange gæster i huset. Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har haft en aften alene. Det tror jeg faktisk ikke engang, vi har haft endnu. Og i løbet af dagen, kommer mange til vores dør, vil snakke eller lege. Det er blevet til mange dejlige snakke, især om aftenen, hvor livets store spørgsmål nogle gange vendes. Det er fantastisk dejligt, når vi ikke kun snakker om vind og vejr, men om ting, der går lidt dybere. Den slags snakke kan jeg leve længe på. Min umiddelbare fornemmelse er, at mange kender utrolig godt til kristne principper og kristen moral, men der er ikke så mange, der taler om Guds barmhjertighed og nåde, når vi fejler og ikke kan leve op til alt dét, vi gerne ville. Man vægter ”den kristne opdragelse”, hvilket især kommer til udtryk i forhold til børn og unge. Hvis sønnen f.eks. ikke vil med i kirke, så finder man kæppen frem, og så bliver han altså slået, indtil han forstår, at det er vigtigt at gå i kirke. Også selvom han skulle være 18 år. På den måde får han så en god kristen vane indpodet fra barns ben!!

Nyt tøj
Det er dejligt at se, hvordan volontørerne giver af sig selv. De leger meget med børnene, spiller fodbold, spiller spil, laver sanglege…Den anden dag kom de meget oprørte tilbage fra fodboldkampen. En lille dreng, der hed Luther, var blevet drillet noget så grusomt, fordi hans tøj havde nogle store kæmpe huller på lidt uheldige steder. Dagen efter da han kom til vores dør, havde han to andre drenge med. De spurgte, om de måtte låne vores fodbold. Pigerne gik ind på værelset og fandt noget fodboldtøj, som de har fået med hjemme fra Danmark. De fandt tre sæt i drengenes størrelse. Hold fast, hvor drengene strålede, da de fik overrakt tøjet. De nåede kun lige ti meter væk fra huset, så strøg de om bag en busk, smed tøjet og så var de klar. Pavestolte. Det gav også lige lidt prestige, da de dukkede op på fodboldbanen. Et herligt syn.

Hausakursus og vandkæmmpet hår
Mit intense Hausa-kursus er knap så intenst, som jeg kunne have ønsket. Faktisk er det gået helt i stå. Min Hausa-lærer var en meget travl mand, og ofte har jeg siddet til den aftalte tid - kl. 8 om morgenen - med blankt papir, nyspidset blyant, ret ryg og vandkæmmet hår – og ventet forgæves. Det blev jeg efterhånden lidt småtræt af. Da jeg meddelte ham, at han var løst fra sin opgave, åndede han lettet op – han kunne ikke overskue det i øjeblikket. Jeg har da lært lidt og forsøger hele tiden at lære flere nye ord.

Tålmodighed er verdens medcin
Tre af volontørerne bor her i huset sammen med mig. To bor på skolen REMI, som ligger ca. 5 km herfra - ud af en usædvanlig hullet og ujævn vej. De fortalte mig for et par dage siden, at REMI starter skoleåret på mandag. Lidt pudsigt, for det vidste jeg ikke lige noget om. Jeg ringede derfor til inspektøren for at få en aftale om at mødes og få snakket lidt om, hvad min rolle lige er, og hvor mange timer han forventer, at jeg skal undervise på skolen. Vi skulle mødes i dag kl. 10 på REMI. Så jeg kørte derud og sad og ventede i 3 kvarter, før jeg ringede og spurgte, om det blev til noget. Han sagde, at han bedre kunne kl.16. Ok! Jeg kørte så ud til Remi igen kl. 16. Sad og ventede en time forgæves, kørte derefter hjem igen, og har intet hørt fra manden! Se, den slags ting skal jeg godt nok vænne mig til. Jeg må jo indrømme, at jeg på mange måder er noget af et utålmodigt menneske. Det er en kunst for mig at lære at vente – uden at sidde og blive lidt småsur og irriteret imens. Måske vil et år her i Nigeria hjælpe mig til at blive mere fleksibel og tage det med ro, når tingene ikke lige sker i mit tempo. Det er der nok mange derhjemme, der ville blive glade for!!! Jeg er sikker på, at der i løbet af dette år vil blive rig mulighed for at øve sig i tålmodighed.

Vandrotter og flagermus

1. september 2007

I onsdags ankom fem volontører fra Danmark. Det betyder, at der for alvor er kommet liv i huset. Her i formiddags har vi været ved døren et utal af gange for at sige, at vi ikke kan lege endnu, da vi alle har haft travlt med lørdagssysler: vaske tøj, stryge, feje, fjerne edderkopper, fylde vand i vores vandtønder + bare slappe lidt af og skrive breve. De kunne komme igen senere i eftermiddag, var beskeden. Nogle er kommet hele tre gange for at spørge, om vi snart kan lege. Det kan virke lidt brutalt at afvise dem, men vi er hurtigt blevet klar over, at vi bliver nødt til at sætte en grænse, ellers kan vi have huset fuldt af børn konstant - små, glade, smukke, men møgbeskidte børn. De forsøger på mange måder at komme i kontakt med os og få lov at komme indenfor; de giver sig til at pudse bilen, spørger om de må få noget vand at drikke, prøver at klemme sig indenfor, når vi åbner døren …

I går havde den ene af volontørerne, Signe, 20-års fødselsdag - en rigtig dejlig dag. Om eftermiddagen var vi på markedet. Det var en meget intens oplevelse for de 5 piger. Vi var der kun i 1½ time, men det var mere end rigeligt. Man bliver overrumplet af alle mulige slags indtryk og af handelsfolk. Til sidst fik vi købt lidt madvarer ind til Signes fødselsdagsfest om aftenen - bl.a. en klump dejlig oksekød indhyllet i en sværm af spyfluer. Vi fik instrukser om, hvordan kødet skulle gøres spiseligt, (og da vi ingen maveonde har haft, må vi have gjort det rigtigt.) Da vi kom hjem, gav vi os straks i gang med at kokkerere. Der kom den dejligste ret ud af det, især Sanne viste sig at være kyndig udi kokkekunstens verden. Da gæsterne ankom kl. 18.30, stod maden dampende på bordet. Vi havde en fantastisk hyggelig aften med hinanden. Ja, man går glad i seng!

Apropos seng, så sover jeg faktisk ikke særlig godt hernede. Sengen er der ikke noget galt med. Ved ikke lige, hvad det er, men jeg har svært ved at falde til ro, og vågner mange gange i løbet af natten. Jeg plejer ellers at kunne sove hvor som helst. Der er mange lyde her, ikke uhyggelige, men meget uvante lyde. Ved ikke, om det er derfor, jeg ikke sover særlig godt …

I går var naboen ved at fælde et kæmpe træ, som stod lige uden for hans dør. Da træet pludselig faldt til jorden, lød der en råben og skrigen derudefra. Jeg sad i stuen og samlede puslespil med nogle små børn. Èn af dem kunne tale lidt engelsk, og jeg spurgte ham om, hvorfor de råbte så højt. Han fik mig forklaret, at der var en slange derude. Jeg fik hurtigt sandaler på og løb ind til naboen for at se vidunderet – ligesom børnene hjemme i Hjordkær, hvor jeg voksede op, skyndte sig ud på cyklerne, når brandalarmen lød! Jeg blev dog slemt skuffet - der var ingen slange. I stedet havde de fanget et dyr, som grangiveligt lignede en rotte, bare i megaudgave. Den var også i rottefamilien, forklarede de mig. Kan ikke huske, hvad de kaldte den, men den havde altså haft sin trygge bolig i et hulrum i det store træ. Da staklen så blev gjort hjemløs, var den løbet forvirret omkring. De havde hurtigt fanget den og skåret halsen over på den - og glædede sig allerede til at skulle sætte tænderne i den om aftenen. En lille dreng gik stolt rundt med den i halen.

Der er flere fordele ved, at der nu er flyttet flere ind i huset. Først og fremmest den, at vi nu er flere om at slukke for generatoren om aftenen!!! Det er nemlig ikke altid lige hyggeligt, skulle jeg hilse og sige. Det fandt jeg ud af den anden aften - inden pigerne var ankommet. Da det var ved at være sengetid, gik jeg nemlig frisk og frejdigt ud for at slukke generatoren. Den står ikke så mange meter fra min bagdør. Pludselig kommer en flagermus rasende lige mod mig. Jeg når lige at få armen op for at beskytte ansigtet. Da den flyver ind i mig, så … ja, jeg må med skam erkende, at da udstøder jeg noget af et kvindehyl. Jeg bliver simpelthen så forskrækket, så jeg styrter tilbage, hvor jeg kom fra - med flagermusen i hælene. Jeg når lige at få døren lukket bag mig, og så basker den ellers videre mod nettet i døren. Den har nok været syg, tænker jeg. Eller også, når jeg tænker mig om, var det måske ”bare” en natsværmer - igen i megaudgave. Dens øjne lyser op som reflekser - uha, den ser vammel ud. Et par minutter senere prøver jeg igen at vove mig ud, men den er der minsandten stadig og sidder nærmest på spring – sådan opleves det i hvert fald! Det er svært at overbevise mig selv om, at det lille modbydelige væsen ikke bevidst vil mig noget ondt! Enten skal generatoren køre til ingen nytte hele natten, eller også … Jeg overvinder min stolthed og ringer til Babatu, en kollega på LJS, der bor et par 100 m herfra. To minutter senere er han der, generatoren bliver slukket, mens jeg står i sikkerhed bag netdøren. Der bliver grinet lidt, og alt ånder igen fred og ro. Lidt senere da jeg ligger i min seng, kan jeg høre flagermusen/natsværmeren udenfor. Det lyder som om, den sidder fast i et eller andet og er ret utilfreds. Det passer mig udmærket - og jeg falder i søvn.

Jeg har fået begyndt på at køre bil og føler mig faktisk rimelig tryg ved det. Tak til jer, som har været med til at bede for det. Pga. et trafikuheld for nogle år tilbage, har jeg ikke været særlig ivrig efter at køre bil. Derfor har jeg selvfølgelig været lidt beklemt ved, at jeg nu skulle til at køre igen. Jeg har fået rigtig god hjælp fra Elijah, som også bor her på Mbamba. Han har kørt rundt med mig i byen et par dage, lavet et fint bykort, forklaret ting og sager om byen og trafikken … og til sidst, da jeg selv satte mig bag rattet, sad han som en anden kørelærer ved siden af og gav instrukser. Siden har jeg kørt hver dag og har indtil videre ikke kunnet få øje på nogen fældede motorcyklister i mit sidespejl.
Forleden dag var jeg så på et kontor inde i byen for at få et kørekort. De ikke så meget som spurgte til, om jeg overhovedet vidste, hvordan man starter en bil. Jeg tænkte, de måske gerne ville vide, at jeg faktisk har et dansk kørekort, og dermed ikke er en nybegynder. Men nixen. Det eneste de ville, var, at jeg lagde 4000 Naira, ca. 200 kr., på bordet, og så skulle de nok lave et fint kørekort til mig. Det var da bare helt i orden. Det giver mig jo lige en forklaring på, hvorfor trafikken er, som den nu er!

Folk her på Mbamba har været usædvanlig hjælpsomme. De har nærmest stået i kø for at hjælpe med praktiske ting og sager. Det er som om, de sætter en ære i at hjælpe. Det har gjort, at jeg virkelig føler mig velkommen og godt tilpas. Folk kommer på besøg hele tiden - diverse naboer skal ind og hilse på og spørge til, hvordan jeg har det. Jeg er selv ved at øve mig i at dumpe ind hos nogen - bare for at hilse, drikke en kop et-eller-andet, snakke lidt og så gå igen. Hyggeligt.

Jeg er blevet sat i forbindelse med en Hausa-lærer, som nu er ved at forsøge at bibringe mig nogle nyttige sprogkundskaber. Det er godt nok at kunne lidt af det lokale sprog - lidt hilsner og andre vigtige ord/sætninger. Det har nok lidt lange udsigter, inden jeg sådan lige bliver flydende. Men lad os nu se, hvor vidt jeg driver det!

Det er rigtig godt at have nogen uger til at komme på plads, føle sig hjemme, lære folk at kende, blive lidt vant med varmen m.m., inden skolen for alvor sætter i gang. Jeg ser dog meget frem til at skulle undervise. Det bliver en helt ny situation at skulle stå foran 2 x 50 sorte elever, alle med lyseblå skjorte på, sorte øjne, sort hår … og så tænke sig nogensinde at kunne lære deres navne at kende - det bliver en udfordring. Men jeg glæder mig til for alvor at komme i gang med de opgaver, der ligger og venter…

Første livstegn fra Nigeria

18. august 2007

Så må jeg hellere få sendt det første livstegn. For de af jer, der ikke kender mig, må jeg hellere ganske kort introducere mig selv. Jeg er 42 år, bor i Odder, er sønderjyde, arbejder til daglig som lærer på Rudehøj Efterskole, hvorfra jeg har ét års orlov. Sådan. Så er dét på plads!

Og hvad laver jeg så her i Nigeria?
Ikke så meget endnu, men det kommer jeg forhåbentlig til. For det første skal jeg lige ned i gear. Som dansker er jeg jo vant til, at man skal være så effektiv som muligt, og at dagligdagen helst skal foregå i et vist tempo. Den kommer man ikke langt med her, så jeg øver mig i at lægge det på hylden. Og kommer nok til at øve mig lidt endnu…
Jeg skal undervise i engelsk på Lutheran Junior Seminary (LJS) i to klasser – med ca. 50 elever i hver. Der skal nok blive en del at se til - især når jeg har rettearbejde med hjem! Desuden skal jeg undervise på skolen Remi, hvor ca. 60 % af eleverne er psykisk eller fysisk handicappede. Der er en afstand på omkring 5 km mellem skolerne.

Mbamba
LJS ligger på et kæmpe område, en såkaldt compound, kaldet Mbamba, hvor der også ligger en bibelskole + en masse lærerboliger - jeg bor i én af dem. Når alle er på området, er der over 1000 mennesker, har jeg ladet mig fortælle.

”Bongierne”
Nu er jeg godt klar over, at nogen af jer ved om det hele, og jeg behøver egentlig ikke beskrive mere for jer, men jeg regner med, at der også er kommet nye læsere til, som ikke ved så meget. Derfor bliver jeg også lige nødt til at præsentere ægteparret Mr. og Mrs. Bongi. De bor på samme grund som skolen Remi i et hus, som altid er fuldt af folk. Mr. Bongi er ansvarlig leder af skolen Remi. Men det bliver vist ikke til så meget mere, efter at han har involveret sig i politik og arbejder ved undervisningsministeriet - så vidt jeg har forstået. Han tonede sågar frem på skærmen i aftes, da vi så nyheder. Mrs. Bongi er leder af LJS. Begge to virker til at være nogle ildsjæle, og dem kommer I nok til at høre en hel del mere om, efterhånden som jeg lærer dem lidt at kende.

Mit nye hjem
Jeg er i dag flyttet ind i lærerboligen efter at have boet 4 dage på et gæsteværelse på Remi og blevet forkælet af Bongierne. Jeg har ikke fået lov til at røre en finger. Så ineffektiv er det længe siden, jeg har følt mig. Jeg er fuld af energi og har længtes efter at få noget af det brændt af. Da vandet på badeværelset i morges var sluppet op, gik jeg ud til brønden med min spand. Men ikke tale om, at jeg kunne få lov til at bære mit eget vand. Straks løb to piger i pendulfart fra brønden til vandtønden på mit badeværelse, og vupti, så var tønden fyldt op. Det er hårdt at se på, at folk omkring mig knokler, mens jeg bare skal sidde og kigge. De hakker i haven, muger ud ved grisene, laver mad, vasker op… og bærer vand ind til mig… Derfor holdt jeg fast ved, at jeg faktisk gerne ville flytte ud i huset i dag, selvom det først var muligt at få en til at køre mig herud sidst på eftermiddagen. Endelig kunne jeg komme i gang med at lave noget. Jeg har fået fjernet en del spindelvæv - det kommer hurtigt her, når et hus står tomt - dræbt edderkopper / myrer. Jeg sender en taknemlig tanke til den tidligere beboer, Allan, der har efterladt noget insektgift, så jeg i morgen kan få sprayet huset godt til, inden jeg går til gudstjeneste. Måske kan jeg så for en kort tid få bugt med alt det flyvende og kravlende småkryb, der mere eller mindre har indtaget huset. Så her sidder jeg - min første aften i mit nye hjem. Generatoren kører for fuld skrue og gør, at jeg både har lys, har viften i loftet tændt, så jeg ikke behøver svede for meget, der er musik og mulighed for at skrive på computer. Og nu har jeg brugt den sidste tændstik til at lave et spejlæg. Hvad kan man mere ønske sig? Det skal nok blive et dejligt hjem, hvor jeg kommer til at føle mig godt tilpas.

En fredag med lidt af hvert
I går tog Mrs. Bongi mig med ind til Yola for at få handlet , så jeg har endda fået noget fyldt i køleskabet. Efter indkøbene skulle Mrs. Bongi lige på kort visit hos en familie for at kondolere. De havde lige mistet deres mor ved et trafikuheld - og deres far lå stadig på hospitalet. Masser af familiemedlemmer og venner var samlet. Kvinderne sad og viste hinanden et par flossede billeder af den afdøde, snakkede om hende og græd, mens mændene roligt gik og stillede stole op i hele gårdspladsen til den forestående begravelse. Jeg synes altid, det er tankevækkende at se, hvordan man forholder sig til død og begravelser i forskellige kulturer. Igen synes jeg, vi har meget at lære af den umiddelbarhed og det engagement, som i mange kulturer er en helt naturlig reaktion, når én dør.

Da vi kom ud på Mbamba, gik jeg så småt i gang med at gøre klar til at flytte ind – i håb om at jeg kunne få flyttet ind senere på eftermiddagen. Efter at have ordnet lidt af hvert og fået ryddet madvarerne på plads, gik jeg over til Mrs. Bongi på kontoret, fordi jeg regnede med, at hun nok var ved at være færdig og snart gerne ville hjem. Men her tog jeg fejl; alle var i fuld sving - der skulle åbenbart være afslutningsfest på LJS. (De går først på sommerferie nu!). På kontoret var Umar ved at pakke præmier ind, og jeg slog mig ned og hjalp til. Og inden jeg så mig om, var jeg hvirvlet ind i den helt store festivitas. Endda så meget, at da alle elever et par timer senere var samlet, blev jeg nærmest behandlet som æresgæsten; jeg skulle sidde oppe på scenen med front mod alle eleverne og fik hermed også den ære at give håndtryk og uddele præmier til de dygtigste elever. 5 kladdehæfter til de, der lå på førstepladsen i deres klasse, 4 til andenpladsen, og tre til tredjepladsen. Resten måtte nøjes med at klappe!!!

Lidt pudsigt, hvordan man hurtigt kan blive ført af sted, uden at man har en anelse om, hvor man havner. Jeg regner med, at det kommer til at ske mange gange i løbet af mit år her i Nigeria… og det ser jeg frem til.


Støt børnene og Inges arbejde i Nigeria og send din gave til giro: 640 7293 eller direkte til Danske Bank kontonummer: 9743 0006407293, mrk. Inge Jørgensen