|
|
Velkommen!
Vi hedder Inger og Poul Martin Nielsen og er ansat af Mission Afrika til at støtte afrikanske missionærer i den nordvestlige del af Nigeria. Her arbejder vi med menigheds- og landsbyudvikling i Kontagora. Den lutherske kirke i Nigeria har i alt 12 missionærfamilier udsendt til Kontagora-området
Du er velkommen til at sende os en mail Sidste nyt.
Skyen! Vi kan læse om skyen af vulkan-aske på nettet, og igen indser vi, hvor sårbar vores teknologiske verden er. Rent personlig ville vi gerne, at skyen måtte lægge sig et stille sted, så vi kan flyve hjem torsdag aften; men vi sidder jo endnu godt her i Kontagora og er ikke havnet i en lufthavn.
Vi har fået modem installeret, så vi kan følge med i nyhederne.
Snarlig hjemrejse
Så runder vi et hjørne - nej, ikke et skarpt hjørne som fødselsdag; men Poul og jeg flyver til Danmark torsdag den 22. april. Vi skal på hjemmeophold, som det kaldes, eftersom vores 2-årige kontrakt slutter. Vi har aftalt en ny kontrakt, så i august tager vi tilbage til arbejdet her i Kontagora. Vi glæder os meget til at komme hjem, og samtidig ved vi også, at det kan blive lidt af en omvæltning.
Tingene er så meget anderledes her end i Danmark. Meget her foregår, som det gjorde for flere hundrede år siden i Danmark. Marken bliver pløjet ved hjælp af okser, hvis man er så heldig at have råd til at leje et spand okser til det. Vi har også set kameler trække ploven, en person går foran for at styre kamelen. Kun enkelte steder bliver traktorer brugt, og det er kun de rige, som vil bruge penge på diesel. Nej, almindeligvis gøres alt markarbejde manuelt, og alle må hjælpe til - store som små. Det er morsomt, men også tankevækkende, at se barnet på 4–5 år arbejde som en ligeværdig medarbejder. Dog bliver der leet lidt af hans anstrengelser, men det ser ud til, at barnet modtager det nærmest som en tilkendegivelse af, at han er accepteret. Børn i familien lærer hurtig at tage fat og oplever helt klart, hvor de hører til, og at de er med til at få føden på bordet. Samtidig er her også en verden med udvikling: flyvemaskinen i luften, bilerne, der bliver flere og flere, computer, internet og satelit-tv og ikke mindst mobiltelefonen; men når der er ferie, vælger de unge at tage hjem i deres landsbyer. Her er livet mere enkelt end i byen, du behøver ikke have penge på lommen, for der er ingen steder, du kan bruge dem. Du kan spise frit af mangoerne, som hænger på træerne - meget passende her i tørtiden. Det er også tiden for at forbedre taget og hegnet rundt om ens bolig, oftest tre-fire runde hytter. Hegnet laves af stokke fra en kornsort, som dyrkes her. Stokkene minder lidt om bambus, og hegnet laves, så grunden kan lukkes af for dyrene, køer, får og geder, der går frit omkring. Tagene bliver fornyet efter behov og er lavet af græs, der er dejlig køligt inde i disse hytter med naturlig udluftning. Det er så skønt på landet - men det kræver sin mand. Vandet skal hentes, og mange steder er det flodvand, træ skal samles og hugges til brændsel, jorden er hård og ubarmhjertig, solen er lige så ubarmhjertig; men trods det foretrækker mange at bo på landet i stedet for i byen; men alt har sin tid.
Gulbin Boka Bibelskole
Der er kommet en ny leder på GBBS (Gulbin Boka Bibelskole). Det betyder meget, hvem lederen er, og Mr. Nelson lader til at være den rette mand til dette arbejde. Han har erfaring fra andre bibelskoler og siger selv, at han elsker at undervise. Han har en god tilgang til de studerende, og allerede nu, tre uger efter hans ankomst, er der kommet fire nye elever, som gerne vil optages på skolen. Det er dog ikke let at hoppe på nu, og de bliver nødt til at kunne deres abc i ordets bogstavelige forstand. Vi er mange, der glæder os over det, vi ser, og håber det bedste både for eleverne og de nu tre lærere, som skal samarbejde på skolen. Skolen får yderligere gjort en elevfløj og køkkenbygninger færdig i denne tørtid, og de er allerede optaget. Grunden er ikke så stor og vil nok max. kunne bære en elevfløj mere.
Et nyt spændende tiltag er en kirke, som er ved at blive bygget på GBBS. Det er lærere og elever, som bygger. Vi var samlet til bøn og velsignelse af grunden, inden arbejdet begyndte, og selv samme dag begyndte arbejdet. ”Vores” murer, som er muslim, og som ellers står for alt bygningsarbejde på skolen, var egentlig ikke involveret i dette kirkebyggeri; men det blev han. Han kunne se, at det var et stort arbejde, og hjælperne var nok sat over for en for stor opgave, så han lod sine evner komme til gavn og bad et par af sine arbejdere hjælpe til. Vi fik senere at vide, at han var blevet kaldt ned til den muslimske chef for at forklare sig, hvortil han svarede: ”For mig er det et stykke arbejde, og jeg vil gøre arbejdet færdigt”; men det er usædvanligt, at en muslim bygger en kirkebygning! Han har et godt samarbejde med folkene på skolen og ser og hører, hvordan kristne lever sammen.
Kirkebyggeri og udviklingsprojekt
Kirkebyggeri er heldigvis ikke så omstændelig en proces som i Danmark, og lige for tiden er der rigtig gang i byggeriet rundt omkring - seks steder i alt. Nogle steder, fordi menigheden vokser, andre steder, fordi der indtil nu kun har været en kirke af kornstokke. Det er spændende, fordi en del af kirkens folk har lært noget om byggeri, og derfor arbejder folk på tværs af landsbyer og områder, og dette er med til at sprede god udvikling på flere felter. Blandt andet kan det være en god basis for Friday Clarksons arbejde.
Han er den ene af lærerne på GBBS. Han vil være på halv tid på bibelskolen, da han er blevet kordinator/ facilitator for et udviklingsprogram, som tager mere og mere form. Der sker spændende ting i små tag, men for os alle her er det meget vigtige trin, der tages. Friday tager rundt til landsbyerne og opmuntrer beboerne til at organisere sig, så de bliver stærkere i forhold til at kunne tage beslutninger omkring landsbyens ve og vel. En styrekomité har bl. a. arbejdet med oversættelse af et arbejdsredskab, som skal bruges i landsbyudviklingen. Der vil blive holdt udviklingskurser for nogle ledere, og landsbyer vil blive stærkt involveret i deres egne tiltag. Der er allerede nu stor interesse, noget kan bare være nyhedsinteresse, og derfor er det også vigtigt, at det får den tid, det skal have. Dette projekt bæres af folk her fra området, og selv om ressourcerne er få, bliver der bygget på, hvad der nu er her. Det er spændende at se udviklingen og forvandlingerne. Allerede nu sker der tiltag, som ikke er blevet set i samme grad før, og det glæder alle.
Kærlig hilsen Poul Martin og Inger, Kontag
Kyndelmissen skulle være overstået; men vi kan forstå, at vinteren strenges derhjemme. Dorthe på Mission Afrikas kontor skrev: statistikken siger, at indtil nu er foråret kommet hvert år, så vi vil sige herfra: ”fortvivl ikke”. Og når foråret rigtig er på vej, er vi også på vej til Danmark på hjemmeophold.
Bibelskolen i Gulbin Boka
Først tak for jeres støtte, på alle måder. Mange af de tiltag, som gøres, kunne ikke gennemføres uden finansstøtte. Og der er gang i meget.
I Gulbin Boka, som ligger 50 km fra Kontagora, ligger en luthersk bibelskole. Den skole blev sidste år støttet gennem Mission Afrika med to boligblokke til studerende, hver med plads til fem studerende og deres familie - ikke noget stort og ambitiøst, men noget som passer fint ind i kulturen - samt toilet- og baderum til damer og herrer og to lærerboliger. I år færdiggøres arbejdet med endnu en blok til studerende, tre køkkenblokke med i alt 15 køkkener på 2,5 gange 2,5 meter, ikke ligefrem et samtalekøkken, men maden laves også udenfor på tre sten i tørtiden, det kaldes vistnok udendørs køkkener i Danmark.
Piet Hein sagde, at ”ting ta’r tid”. Det gør de også her, men fra at være vant til udendørs toiletbesøg ”omme bag huset” eller i marken, bruger alle nu toiletbygningen, og der er dejlig rent omkring på pladsen.
Denne skole er meget vigtig for området. Mange af eleverne begynder på bar bund, det vil sige, de kan hverken læse eller skrive. Verden bliver åbnet på en ny måde for dem, og deres horisont bliver større. Skolen er også springbræt for en del til videre uddannelse. Men først og fremmest gives der et sundt grundlag og uddannelse til livet og medansvaret gennem den kristne undervisning og udrustning. Nogle af de færdiguddannede studerende arbejder som evangelister rundt omkring i området.
Der er travlhed omkring og på pladsen med byggeriet. I år var vi i god tid med produktionen af cementblokke og lerblokke. Lerblokke laves ved, at du har et lerhul (der er meget ler i jorden her omkring). Der stamper du rundt og tilsætter så skåret strå og vand i passende mængde, til du har en god grød. Derefter presses massen ned i dertil indrettede forme, som løsnes igen og efterlader en fin formet blok i solen. Der er lavet mange tusind blokke. Cementblokkene bruges til fundament og til de første to-tre rækker sten (– er ikke lige så meget inde i det fagsprog), som forebyggelse af termitangreb.
Landsbyudvikling
VDC er vores forkortelse for Village Development Committee, på dansk Landsbyudviklingskomité. Dette projekt blev startet op i slutningen af sidste år på baggrund af forundersøgelser ved ingeniør Hans Christian Krarup. Det er et meget spændende projekt, som går ud på, at de tiltag, som kan ske i en landsby, bygger på landsbyens eget engagement.
Der er kommet en lærer mere til Gulbin Boka bibelskole (og der er lige bygget et hus til ham, tral la la la la), så Friday Clarkson (fungerende lærer på bibelskolen) kan blive fritaget til VDC projektet. Friday er oprindelig fra Adamawa; men han og hans kone kom til Kontagora for ca. 15 år siden som missionærer. De er meget vellidte, og han har en meget god forståelse for og indsigt i kulturen her. Det skal måske lige forklares, at der er stor forskel på stammer og kulturer i Nigeria, som er 23 gange så stort som Danmark. Vi kan jo sagtens forstå det, hvis vi tænker os 1200 km væk fra vores lille sted i DK og måske lander i …? Der ville vi nok også opleve ”stamme”-forskelle osv.
Friday er projektkoordinator, og ham vil I nok komme til at høre mere om i kommende corners.
I projektet vil man arbejde på at skabe forståelse for og opbygning af komiteer i nogle landsbyer. Disse komiteer skal klarlægge landsbyens behov og lave handlingsplaner til forbedringer. Der er mange behov, men et af dem, som vi hører om, næsten hver gang vi er ude, er behovet for brønde.
Der er virkelig behov, og hvorfor laver VI så ikke bare brønde? Fordi brønde er ikke bare et hul i jorden. Brønde skal vedligeholdes, og hvem betaler det, når VI er rejst? Brønde løber tør, og hvad skal der så gøres, når VI er rejst? Både vi selv, et projektteam og en styrekomite, som er nedsat, tror mere og mere på, at landsbykomiteer er løsningen. Vi kan så kun bede for, at ideen må blive modtaget i nogle landsbyer, og at resultatet må blive rigtig godt, fordi det ofte har stor betydning her. Hvis projektet har godt rygte, og mange har ”smagt” på det, vil andre spørge efter det samme. Dette arbejde skulle gerne styrke landsbyfællesskabet og deres stemmer i samfundet. Samtidig vil der blive lagt vægt på kapacitetsopbygning eller uddannelse/udrustning. Vi håber, mange vil være til at støtte til dette vigtige arbejde.
Kaffepause…
Kontagora Hostel
Endnu et vigtigt stykke arbejde. Hvor er jeg glad for, at vi ikke skal lave prioriteringslister her, det ville være umuligt. Hvad angår arbejdet, lever vi her under betingelser, hvor kun Gud råder. Derfor må bygninger ude på bibelskolen bygges først og bygges færdige, inden regntiden kommer, fordi der bruges lerblokke. Det kan også i regntiden være besværligt at bo derude for arbejderne, og vejret vil forhindre transporter osv. Senere vil der blive et voldsomt rykind i Kontagora by for at bygge Kontagora Hostel. Stenene er produceret og her bruges kun cementblokke.
Dette hostel er en længe ventet opfyldelse af evangelisternes og folks ønske i Kontagora distrikt. Der er desværre ikke mange gode skoler ude omkring i vores område, og derfor må børnene sendes til byerne, hvor skolerne er. Det har betydet, at familier i Kontagora by har skullet give husly til andre familiers skolesøgende børn, og mange bor småt i forvejen. Præstens hus er rimelig stort, så han har mange boende … og jeg må sige: det er bare for meget, selv efter afrikansk målestok. Så derfor er det fantastisk, at det kan lade sig gøre at få bygget et hostel, og det vil få betydning for mange, når det står færdigt. Det bliver ikke vældig luksuriøst; men meget vil børnene og de unge kende fra deres hjem. Et rum, som de skal dele med andre, og toilet og baderum udenfor. Drenge- og pigeafdelinger vil være skarpt adskilt, og de vil ikke have noget at gøre på hinandens område. Brønden, som bl.a. en dansk skole har givet støtte til at etablere, ligger på kirkens grund over for hostel.
Der er nedsat en komite for Kontagora Hostel, som vil være styrende for den daglige drift. Det er meget spædende med dette nye tiltag, og vi vil skrive om det løbende.
Lidt af hvert
Besøg af venner. Vi har nydt det så meget at have besøg af vores gode venner Irene og Niels Peder, som jeg skrev det i sidste corner. Der er en lille tung ting - helt præcis 34 kg - som jeg godt vil beskrive. I og NP havde fået at vide, at Lego til tider sponserede Lego, så de henvendte sig og tænkte, at de måske ville få et par kilo. ” Jo, der skulle nok være noget til jer, kom I bare,” var svaret fra Lego. Så de kom, og der stod et par kasser til dem, helt præcis 34 kg, fandt de ud af, da de fik det vejet. En af de søndage, de var her, tog vi alle Duplo-klodserne og Duplo-bilerne med ned i kirken, og efter gudstjenesten hældte vi det ud på et tæppe. Stor interesse, og det varede ikke længe, før alle børnene var i sving.
Sne driver har der vist været nok af hjemme hos jer, forstår vi. En dag vi var på vej til Jos, var vi lige ved at tro, at vi så snedriver i Nigeria. I skal forestille jer en tør grå landevej, som I ser den ude ved Vesterhavet, kantet af vejrbøjet fyr, tørt græs og afblomstret lyng - det hele lidt gråt, men alligevel med et skær af sol. Så pludselig ser du en hvid kant i begge sidder af vejen, så langt øjet rækker, og du undre dig og tænker: ”det ligner sne, hvad er det?” Det viser sig at være kassava (en rodfrugt, der minder lidt i smagen om kartofler), lagt til tørre i solen. De er hvide, og i solens lys bliver de næsten skinnende lyse. En oplevelse, som også fortæller, at her findes ingen foderstoffirmaer, og bedste tørremulighed er på asfalten. For øvrigt ses der også ofte rød peber/chili, majs, ris mm., men ikke det samme så langt som denne dag.
Kabobojiji- en landsby 120 km eller godt fire timer kørsel fra Kontagora
Weekenden efter, at vores venner havde vendt næsen hjemad, tog vi sammen med pastor Japhet, Hosea Yaro (den ny lærer på bibelskolen i Gulbin Boka) og senere en vejviser ud for at mødes med evangelisten i Kabobojiji. Han har arbejdet i volontørtjeneste som evangelist på stedet et lille års tid, han var af bekendte blevet bedt om at komme dertil. Folk i og omkring landsbyen var nu begyndt at snakke om denne evangelist: hvad det nu var for en mand, og hvad han ville. Derfor henvendte evangelisten sig til de lutherske kirker, som var nærmest (ca. 75 km væk), om de ville komme og sammen med ham vise, hvem Kristi Lutherske Kirke i Nigeria var. Barmi underdistrikt, som er et af de fire områder, som Kontagora distrikt er opdelt i, besluttede sig for at tage dertil og være med til at støtte evangelisten.
Da vi, efter at have kørt i bushen halvanden time og oplevet flere køer tæt på - rigtige køer, og ikke de, som findes i myldretid i DK - ankom vi ved totiden og kunne høre trommelyde. Flere evangelister og kirkemedlemmer, som var ankommet dagen i forvejen, gik nu rundt fra hus til hus, sang og fortalte budskabet om Gud, som elsker dem, og budskabet om Jesus. Vi fik bogsalget frem - bibler, sangbøger osv., som der blev snakket om og solgt af. Det tog Hosea sig af. Om aftenen blev der vist Jesusfilm i det fri, og igen kom en af disse gribende oplevelser som at have kameler gående rundt omkring, medens der blev gjort klar, og senere have dem liggende i ”baghaven”.
Den næste dag var der otte mænd fra landsbyen, som kom til gudstjenesten for første gang. De ønskede at blive kristne, og der blev bedt for dem i kirken. Senere fortalte de, at de ville prøve at få deres familier med.
Julebreve i februar
Lige til allersidst vil Poul og jeg gerne sende en hilsen til en særlig gruppe i DK med corner.
Kære 5. A og B i Nørre Snede! Vi fik i går, lørdag den 20. feb. jeres julehilsner. Vi er SÅ overvældet og blev SÅ overrasket over jeres dejlige julebreve. Hvordan kan vi bedst sige jer tak? I skal vide, at alle jeres breve varmede os i vore hjerter, så jeg fik tårer i øjnene af bare glæde - jeg tror også, Poul Martin fik det. TUSIND, TUSIND TAK. Det hele, I har gjort, er så flot, og vi glæder os meget til at møde jer engang i foråret.
Kærlig hilsen Poul Martin og Inger
ps. husk nu jeg havde lagt pause ind
pps, desværre kommer ingen billeder med denne gang.
Vi er godt begyndt på det ny år, et nyt årti. Det er egentlig lidt specielt, at vi sidder her i Nigeria ved denne begyndelse, fordi vi også havde den oplevelse at være i Nigeria, da vi skiftede til et nyt århundrede.
Et nyt årti er startet, og jeg kan forstå, at det er noget, som fejres på forskellig vis rundt om i verden. Nye aftaler indgås, måske nye visioner fremsættes for det næste årti osv. Her holder vi (Poul og jeg) os til et år ad gangen, og der er meget på tapetet her. Vi begynder lige med et lille kig en månedstid tilbage. Vi vil gerne fortælle, at vi har det godt, der er ingen uro her, og fra øverste myndighed opfordres der til fortsat ro her i Kontagora.
Kursus
Alle evangelisterne var samlet til et kursus midt i december her i Kontagora. Der var stor tilslutning - 29 evangelister og deres koner.
Vi havde to af underviserne boende hos os, Fidelis og Christy, hvilket var rigtig hyggeligt, så lærte vi dem lidt bedre at kende. Fidelis Abasu, leder af sundhedsarbejdet i kirken, underviste i sundhedsemner, og Christy underviste i engelsk. Derudover underviste den anglikanske biskop Jonas, som bor tæt på os, i emnet "at være selvhjulpen" for eks. ved at starte et lille hønseri eller en lille butik, og vores distriktspræst gav en opfriskning i opbygning af gudstjeneste og prædiken.
Som sædvanlig skal der købes en hel del ind til sådan et kursus. Det er godt med en stor bil, når der skal hentes brænde uden for byen, hvor det er billigere at købe, når der skal købes en sæk ris, en sæk majs, og 20 liter olie, småtingene som tomater, chili osv. køber kvinderne, som tager sig af madlavningen. Det er for øvrigt kvinderne fra Kontagora kirke plus et par andre, der tager sig af al madlavningen. De giver et virkelig stort bidrag til missionsarbejdet på den måde. At lave mad her er et udendørs arbejde, det foregår over åben ild i store gryder og er et heldags arbejde.
Så fortsætter vi lige med år 2010. Vi har besøg af vore venner Irene og Niels Peder. De havde tilbudt sig som undervisere, og da de er ret gode til det med computer, blev et sådan kursus sat i værk. Om det er nødvendigt? Ja, udviklingen sker som bekendt hurtigt, og det gælder også her.
Vi havde et lille hold på syv elever, seks mænd og én kvinde, og de var meget begejstrede og ivrige. Vi begyndte kl. 8 med andagt og kørte så på til klokken 6 aften. Vores hjem var forvandlet til en computercentral, og køkkenet til en restaurant. I kender godt det med at opdage en ny verden, og for de fleste var det en ny verden, så Irene fik prøvet sine evner i undervisning. Hver gang der var noget mere teknisk, var Niels Peder på, og ellers hjalp vi hinanden med at få instrueret eleverne så meget, som det kunne lade sig gøre. Poul havde også fået arrangeret en halv dag på en netcafé, så alle fik e-mail adresse og sendte til hinanden. Det blev virkelig et godt og intensivt kursus i fire dage. Nogle af deltagerne skal bruge det, de har lært, i deres kommende arbejdsopgaver.
I disse dage afholdes igen et kursus for evangelisterne og deres koner, så alle er engagerede, og der er en festlig stemning i kirken i Kontagora. Niels Peder underviser i "Livsmønstre", et værktøj, som kan hjælpe mennesker på vej i kristenlivet. Det er meget spændende, hvordan det modtages, og hvordan det vil blive omsat; men hvo intet vover, intet vinder! Niels Peder har også valgt at gennemgå Paulus’ brev til efeserne.
Niels Peder er vældig på, og så skulle Irene da ikke gå og kede sig, så jeg var jo frisk og spurgte, om hun ikke kunne tage nogle hæklenåle med, når hun kom. Og hun blev beriget med hæklenåle og en masse garn, så hun var vældig udrustet.
Vi mødtes med kvinderne kl. 16. Sækken med garn og hæklenåle blev sat midt i rummet, og en, to, tre flyttede kvinderne bænkene, så de dannede en rundkreds, og der stod så Irene midt i det hele med 30 kvinde rundt om sig. Ingen aircondition, ingen lys i det store halvmørke rum, men ivrige, snakkende kvinder med forventning. Irene taler engelsk, kvinderne taler hausa. Heldigvis viste det sig, at der var en, som kunne oversætte – en god hjælp. Det viste sig også, at der var nogle, som kunne hækle, så de blev placeret centralt, og så gik det bare derudad. Der blev snakket og hæklet, børnene hang ved brystet, samtidig med at mor prøvede at få hæklenålen vredet rundt i det efterhånden våde garn. Efterhånden fordelte kvinderne sig på måtterne og i døråbningen, hvor lyset var bedre. Vi gik fra og til, og alle hjalp hinanden. FANTASTISK - alle sad og hæklede, da vi forlod dem to timer efter. Der kan man bare se! Når der gives lidt hæklenåle, lidt garn og en smule undervisning, sker der ting og sager. Det skulle blive morsomt at se, hvad der ville ske i morgen.
Tre dage senere
Kurset er afsluttet, og evangelisterne er taget af sted - nogle pakket op på deres små motorcykler. Manden ved styret, kvinden bagpå med et barn på ryggen og måske en klemt ned mellem mand og kone, samtidig med at der er plads til en bylt og en madpotte.
Det har været tre indholdsrige dage. Evangelisterne har fået en masse ny indsigt, er blevet konfronteret med deres viden og evner. De har oplevet nye måder at undervise på, med dialog og gruppearbejde, og flere har aflagt små mundtlige rapporter om, hvad de har tilegnet sig. Kvinderne fortsatte deres hækling, mens der blev undervist, og henvendte sig til Irene, når de manglede hjælp. Nu viser det sig, at kvinderne, som stod for madlavningen, også gerne vil lære at hækle, så nu må jeg hellere få lidt mere styr på det hækling, så vi kan fortsætte succesen. Det skal nu nok gå, jeg ved jo, at der er nogle dygtige hæklere blandt kvinderne, så dem må jeg have fat i ☺smart, ikke!
Julen
Ja, den er jo langt væk efterhånden, men for at få en krølle på, vil vi lige fortælle, at vores krybbespil gik over alt forventning. Det hele var lidt spændende, kunne børnene nu huske det hele osv.? De mødte jo ikke altid lige talstærkt op til øvetimerne. De klarede det så flot. Klædt ud i meget simple dragter efterlignede de godt, det som fandt sted for 2010 år siden. Vi havde dog en ekstra lille pige, der lige måtte hen og kigge i krybben; men så passede hun også "Jesus" (en dukke) resten af dagen, gav ham mad, bar ham på ryggen og opdragede ham også lidt. En dejlig dag, hvor vi fejrede Jesu fødsel. Her bruges det ikke med gaver, som vi kender det i Danmark; men alle får nyt tøj til jul, så det er festlig at se børnene komme i deres nye stads juledag, hvor festen fejres i kirken først med gudstjeneste og derefter spisning. Vi havde købt lidt småting til uddeling, bl.a. slikkepinde med fløjte, så der var fest i kirken, kan I tro. Poul havde taget et boldspil med, som vi havde fået af Risbjerg ( 50+ deltager i 08). Det vakte stor jubel, og alle mænd og drenge var ude at prøve kræfter.
Her før jul afsluttede enken efter evangelisten, som døde i juni, sin sørgetid. Hun har været hjemme i Adamawa, hvor hun kommer fra, og har fået afklaret sin situation. Hun har valgt at forblive enke, og hun beholder sine børn hos sig. Hun har søgt ind på bibelskolen i Gulbin Boka og vil derfor bo der de næste fire år, om alt går vel. Hun er meget vellidt blandt kvinderne der, og det er rigtig godt. Hun er også vældig god til at lede sangkor og kan samle kvinder om sig. Så måske hun kan blive til støtte i arbejdet i Gulbin Boka.
Kærlig Hilsen Poul Martin og Inger Den yndigste rose er funden,
blandt stiveste torne oprunden,
vor Jesus, den dejligste pode,
blandt syndige mennesker gro'de Det er en af de salmer, jeg holder meget af, næsten på samme måde som jeg og mange andre holder af påskesalmen ”Hil dig frelser og forsoner...”.
Her må Poul og jeg selv synge de danske julesalmer, og det kan vi jo også godt. Der bliver ikke gjort så meget ud af adventstiden, og julesalmerne synges kun juleaften og juledag, og det er engelske julesalmer, som er oversat til hausa. Sådan er det, og det er fint.
Vi glæder os til at fejre julen her i Kontagora. Juledag skal der være optrin ”Krybbespil”. Blessing, Pastor Japheth's ældste datter, og jeg vil prøve kræfter med de mindre børn og få dem til at mime, og de unge vil synge forskellige julesalmer og sange osv., som passer ind til optrinnet. Vi vil så fortsætte børnearbejdet i det nye år. Her er ingen søndagsskole, og det er måske ok, for så er børnene meget mere en del af gudstjenesten; men det er lang tid for dem, og det kunne måske også være godt, at børnene kunne opleve andre former for fællesskab.
Jeg sidder og nyder musikken, som spiller på cd. Poul er taget til Malingo, hvor han vil vise film og deltage i gudstjenesten i morgen, der skal være indsamling til en ny kirke. De har en kirkebygning, men den ligger oppe på bjerget, og menigheden ønsker at flytte kirken neden for bjerget så den er nemmere at komme til og måske også mere synlig for flere.
Jeg er blevet hjemme for at forberede forskellige ting bl.a. juleposer til evangelisterne. Vi samler de forskellige ting, som kommer til os i løbet af året, børnestriktrøjer, en hel kuffertfuld (tak til dig, som strikker), og gode efterladenskaber, som er vasket og strøget, nye rapper (kjoler) til evangelisternes koner og andet godt, såsom en godtepose med maggi, salt og sukker mv. Der skal laves 33 juleposer (TAK TIL SMF OG KVINDE-KLUBBEN I KVAGLUND). Disse gaver gives til evangelisterne, når de kommer til Kontagora anden uge i december, hvor der bliver holdt et kursus for dem. Gaverne gives til alle evangelister, både dem, som støttes gennem Mission Afrika, og de frivillige. Der er 12 evangelister og 2 præster, som støttes direkte af Mission Afrika her i Kontagora-området, men alle evangelister inviteres til kurser og støttes på forskellig måde, også på grund af din støtte til arbejdet (tak for din støtte).
Poul er kommet hjem med en fantastisk oplevelse, som jeg må dele med jer. Igen har filmen både ”De ti bud” og ”Jesus-filmen” trukket mennesker til, op til 200. Så der kørte film indtil kl. 02:00. Der er en snakken og en kommenteren i forhold til, hvad der foregår på lærredet, så Poul kan vise filmen igen og igen med stor forventning. Hvad sker der denne gang? Hvordan vil folk reagere? Denne gang skete der flere ting. En kvinde stillede sig pludselig op foran, og med høj røst erklærede hun, ”at hun ville give sin søn frihed til at blive kristen, hvis han ville vælge det.” Derefter satte hun sig ned. Hun selv bekendte sig som muslim, og derfor blev det en særlig oplevelse. Dagen efter ved gudstjenesten kom fire mænd frem og bekendte, at de ville følge Jesus. Der blev bedt for dem med håndspålæggelse, og de vil nu begynde at deltage i kirken. Senere når de er ”sikre” på deres valg, vil de begynde på dåbsundervisning, som strækker sig over et år. Denne søndag blev også fire voksne og to småbørn døbt. Hele gudstjenesten og den efterfølgende indsamling foregik i Guds fri natur, så alle kunne se, hvad der sker i en sådan gudstjeneste. Landsbyhøvdingen (som altid er muslim) ankom efter gudstjenesten og deltog. Det er godt med gode relationer, når der sker noget i landsbyen.
Jeg synes, det var en god dag at vælge 1. søndag i advent for indsamling til en ny kirke. Det blev bestemt, at Friday skulle komme og hjælpe med at støbe sten til fundament og samtidig undervise, og Hezron tilbød sin hjælp, når der skulle lægges tag. Det er bare så dejligt at høre, hvordan folk tilbyder deres hjælp og bruger deres evner til fælles gavn, så jeg kan blive helt glad inden i.
Vi glæder os også over, at vore børn, svigerbørn og ikke mindst børnebørn har det godt. De holder fælles weekend i den kommende weekend, og i julen skal de med undtagelse af Maria, Jonas og deres Zakarias, som holder deres egen jul for første gang, være samlet hos Thomas og Vinnie i Voel. Vi holder som sagt jul her i Kontagora, og 2. juledag tager vi til Jos.
Vi har jo forlænget vores kontrakt og kommer derfor hjem på hjemmeophold fra sidst i april.
Vi glæder os over arbejdet herude, og at se kirker skyde op som forårsblomster er et skønt syn. Vi takker for jeres omsorg og forbøn, og vi ønsker alle en GLÆDELIG JUL
OG ET VELSIGNET NYTÅR
KÆRLIG HILSEN POUL OG INGER Tiden flyver og der er meget at dele, november 2009
Er det ikke fantastisk, som tiden er en underlig en? Den kan opleves så forskelligt, løbe stærkt, stå stille – være for kort – være for lang osv. Jeg har haft et par dage, hvor det har været bedst for mig at opholde mig indendørs, og jeg har blandt andet fået læst i vores Kristelig Dagblade. Noget, jeg kan hygge mig over, er Johannes Møllehaves skriverier, og jeg er næsten sikker på, at han også ville have en del at sige om den underlige ”tiden”. Vi har for øvrigt fået givet hans bog ”Det ender godt”, og jeg glæder mig til, at vi skal læse den. - Poul og jeg læser nemlig bøger højt for hinanden og snakker langs af sted om det, vi læser, hvad det betyder for os hver især. Til tider kan denne højtlæsning være med til at give nye tanker og ideer og kan, når det rigtig rykker, være med til selverkendelser og bekendelser.... vi lærer af andre og hinanden. Som sagt tiden er inde til Corner, og det er jeg glad for, for der er meget at dele med jer.
Besøg udefra
50+ kom til Kontagora lørdag den 25. oktober. En dejlig tid med dejlige mennesker og dejligt fællesskab. Vi havde også den glæde at have besøg af Doris Funch (tidligere missionær) og Asabe Dalatu fra Fyn. Det er altid dejligt at have besøg fra Danmark. Du ved jo nok, en oplevelse kan give dig en glæde; men en oplevelse, du deler med andre, bliver fordoblet mange gange. Derfor er vi glade for, at andre kommer her og møder livet her. Møder menneskene, ser kirken, får en lille fornemmelse og forståelse af, hvad der sker her, og hvordan Kristi Lutherske Kirke i Nigeria arbejder i et pionermissionsområde. Og jeg tror godt, jeg kan sige, at alle kommer herfra en oplevelse rigere.
Bryllup
Her kan man blive gift flere gange - med den samme kone eller mand. Jeg har ikke helt tjek på det endnu, men jeg tror, det er tre gange. Hvor sjovt eller hvor praktisk det er, ved jeg heller ikke – ja, som du ser, ved jeg ikke så meget om dette; men det er vistnok noget med gamle traditioner og trosretning, som gør sig gældende (måske en undersøgelse værd engang).
I hvert fald, Poul og jeg var inviteret til bryllup hos John Dala og Mary, som har været traditionelt gift i flere år. Den 31. oktober skulle de giftes i kirken, de har 6 børn. En sand fest og selv her i Kontagora kan den hvide bryllupskjole med slør findes. Der var brudepiger og ”best man”. Balloner og farvebånd var hængt op i kirken - de hænger der endnu - og udenfor stod bryllupskagen i bedste amerikansk udgave, klar til receptionen. Her var der sat pavilloner op, så vi kunne sidde i skygge og nyde underholdningen. F.eks. som da bryllupskagen skulle skæres for af parret, måtte gæster lave en sti, de kunne gå ad - et nygift par kunne ikke bare træde på den sandede jord! Så gæster lagde pengesedler til meget morskab (de blev samlet op, inden de gik hen til kagen, man træder ikke på penge. Der sættes også pengesedler på dansernes pander, så der var nogle, som blev opfordret til dans. Dette er en måde at give gaver på og vise påskønnelse på. Selv Poul fik sig rejst til sidst, hvilket vakte jubel, og det bedste var, at pengesedler regnede ned til brudeparret. Dansen går ud på, at man stamper og rokker til rytmen i nogle minutter. Festen startede kl. 10, og kl.16 sluttede festen af. Inden da havde vi fået ris og kylling tilberedt af kvinderne om morgenen.
Kirho
Kære venner, I har hørt om Kirho før, landsbyen, hvor den retarderede unge mand, som døde, boede. Menigheden, som var vokset med 4 mænd på et par måneder. Der har vi været ude til konference, fællesmøde for hele distriktet den 6.- 8. nov.
Vi kørte først derud lørdag, og det var lidt spændende, om vi kunne passere floden. Vi havde masser af oppakning med, skulle vise film, og det kræver en del gennemtænkning at huske det hele. For det første generator og benzin, ledninger, højtaler, forstærker, dvd-afspiller, projektor og ikke at forglemme filmene og mikrofoner, lidt værktøj og så videre. Vi kom fint gennem floden, allerede nu er vandet i vandløbene faldet meget og, vi har en god firhjulstrækker.
Der var mange til stede, det ser ud til at flere og flere kommer for at deltage i disse konferencer. Vi havde et godt fællesskab, temaet var ”vær tålmodige..” Jakobsbrevet 5.7. Ved sådanne sammenkomster har vi bogsalget med, og der er også her stigende interesse, og der købes.
Om aftenen vises der så film, og det er noget, som trækker mennesker til. Pastor vil gerne, at vi viser lidt ”forfilm”, og har foreslået, at vi viser nogle af de billeder, som vi har taget rundt omkring i området. Det vækker selvfølgelig glæde og latter. Vi tager også musikvideoer med på hausa eller engelsk. Folk strømmer til (i dette område er der mange muslimer og traditionetl troende), og i den sorte afrikanske nat toner Jesus frem på lærredet. Der er mange mennesker samlet nu, siddende på bænke, som slet ikke slår til, så folk står på deres ben i flere timer for at få hele beretningen om Jesus, eller de sidder på jorden. Jeg sidder selv et øjeblik på jorden og mærker, hvor varm den er. Efterhånden er der børn, som falder i søvn og ligger der, indtil deres mødre savner dem og henter dem. Jeg sidder en lille tid, hvor det er mørkere og ser op i himlen, den er overstrøet med stjerner, det er som om jeg kan blive ved med at se stjerner bag stjerner, helt fantastisk og svimlende. Jeg kryber ind på bagsædet i vores bil, mit sengeleje for denne nat - i baggrunden kan jeg høre præsten oversætte Johannesevangeliet til hausa.
Søndag morgen vækkes vi af hanegal, natten har været afbrudt af forskelligt, trommer og lovsang fra godt midnat til 3-4 tiden, så jeg er lidt kvæstet. Gudstjenesten skal afholdes kl. 8; men inden da er der gang i bogsalg, besøg hos høvdingen, og folk strømmer til. Bl.a. en ung kvinde, jeg traf dagen i forvejen, hun er næsten med sikkerhed traditionelt troende, har det særprægede farverige tøj på og bærer mange smykker - endda hængende ned i panden. Hun kommer hen i nærheden af mig og viser frem, hvad hun har i hænderne, og til min overraskelse ser jeg, at hun er i gang med at hækle. Jeg tror, hun så min overraskelse, og det var også, hvad hun gerne ville, vise mig, hvad hun kunne, for arbejdet var lige startet, og hun var i gang med anden række. Jeg håber, jeg må møde hende igen, næste gang vi kommer derud.
Trommelyde og sang proklamerede, at evangelisterne og præsterne var på vej. Dette er noget helt særligt at opleve, og jeg syntes, det er så stærkt. Fra et sted i landsbyen kommer de gående, og når det høres, de er på vej, løber kvinder frem for at modtage dem og går foran og baner vej for dem til kirken. At se evangelisterne og præsterne komme i dette følge, klædt i deres hvide dragter er et særligt syn, omgivelserne ser måske fattige og sølle ud, kirken er den lille lerklinede; men disse mennesker bærer deres kald med en
værdighed, som er en domkirke værdig.
Tak og lov være Herren
Kærlig hilsen Poul Martin og Inger
Tilbage igen - september 2009
Naboens musik spiller ind i vores stuer, så de afrikanske rytmer er baggrundsmusik, når jeg skriver vores første Corner efter vores ankomst tilbage til Kontagora. Det er let overskyet og kunne godt se ud, som der ville komme regn. I går aftes regnede det voldsomt, lynede og tordnede, og Poul fik alle vore baljer og spande ud for at samle regnvand. Vandet fra byen er så mudret, og trods filtersystemet er vandet let mælkehvidt, som når man hælder vand i et glas, hvor der har været mælk. Så vi hælder regnvand i vores filtersystem og får dejligt klart vand. Jeg synes også, det er rart at skylle vores tøj i regnvand i stedet for det muddervand - men mudderbad skulle jo være godt. Nogle betaler mange penge for sådan noget - og det får vi ganske gratis ud af bruseren ☺
Vi ankom den 5. sept. til Kontagora. Hoveddøren stod åben, og Rhoda vores hushjælp var der til at tage imod os. Huset var gjort rent, lige til at rykke ind i. I løbet af dagen kom flere for at byde os velkommen tilbage, så vi følte os meget velkommen tilbage. Vi deltog søndag i gudstjenesten i Kontagora kirke og brugte ellers de første to - tre dage til at vænne os til de afrikanske forhold. Det er jo lidt af et hop fra den danske kultur og verden, til den verden vi lever i her. Før i tiden talte man om at få sin sjæl med og det var derfor udmærket med en sejltur på nogle mdr., så var der tid til at omstille sig. Dengang gik der jo også oftest flere år, før missionæren kom hjem igen.
Det må jo siges, at det går lidt hurtigere nu om dage, og det er bestemt et gode, ellers havde vi nok ikke været hjemme på ferie, hvilket vi har sat stor pris på.
Vores oplevelse ved at have været hjemme kan være svær at finde ord for. Vi er utrolig glade for de mange timer, vi har kunnet have med vores familie og vores venner. Ligeledes var det fantastisk dejligt at kunne deltage på årsmødet, og tusind tak skal I have for de mange opmuntringer, vi fik af jer, som vi dér hilste på.
Til Gudstjeneste i Kirho
Søndag den 13. sept. fik vi lejlighed til at deltage i gudstjenesten i Kirho. Da pastor Japhet spurgte, om vi ville med, spurgte han samtidig Poul, om han ville prædike. Vi lavede en aftale: søndag morgen afgang herfra kl. 7:30. Menigheden i Kirho vidste intet om, at vi ville komme.
Lørdag aften styrtede regnen ned, det betød, at vandet i vadestedet, hvor vi skulle over, kunne være steget - skulle vi ringe til pastor Japhet? Vi undlod, og søndag morgen var vi parate.
Turen ud mod Kirho gik strålende, det var dejligt at se markerne stå tilgroet med majs og guinea korn og marker med jordnødder og bønner. Det ser lovende ud, og det glæder alle sig over. Snakken gik livligt i bilen, vi havde meget at udveksle, og det er fordelen ved de besværlige og langsommelige køreture her, (på grund af hullerne i vejen) at der er god tid til at få drøftet og udvekslet, hvad man måtte have af tanker.
Vi var kommet ind på bushvej, og vi sneglede os af sted, de heftige regnbyger havde dannet dybe grøfter i bilsporene, så bilen ind imellem næsten kørte på to hjul; men Poul, min gode husbond, har både tegnet og fortalt, at der skal meget til, før en sådan bil som vores vælter. Pludselig ser vi floden, som man normalt ikke ser, før man er helt nede ved den. WOW - det går ikke med bil. Lige som vi har brug for det, er der en mand ved stedet, og han fortæller, at vandet står højt, så hvis vi vil passere, er der en bro lidt længere henne.
Godt, så vi aflåser bilen, lader bogkasserne stå og tager kun vores tasker med. I må forstå; jeg er ikke ligefrem storpivet, jeg kan stadig både gynge og vippe, bare spørg vores børnebørn. Men denne bro - vil jeg sige - var sådan en slags prøvelse - I ved de der overlevelsesprøvelser! Først vade i vandkanten hen til broen, så siger Japheth: ” I må hellere tage jeres sko af, for det er lidt glat her”. Poul er venlig at bære både mine sko og min taske. Jeg står lige og samler mig - ”nå, bli'r det til noget? ” lyder det fra min kære mand. ☺☺ JO, JO - opsadasse - og jeg går og kravler hen over de sammenfiltrede grene, hvor jeg kan se floden i rivende strøm under mig. Jeg oplever, fordi jeg skal koncentrere mig om, hvor jeg skal sætte mine fødder, at jeg slet ikke er nervøs, og at det egentlig er sjovt og udfordrende. Vi får kun få meter på fast grund, før vi må ud gennem et vandløb - sko af - sko på - og så går det igen rask på gåben ude til kirken ca. en lille kilometer. Pastor går og snakker, og til morskab for alle kommer han til at passere kirken. Den er nu heller ikke let at se gemt inde bag de høje majskolber; men lyden af salmesang fanger mit øre, og Poul, som går bagest, får kaldt Pastor tilbage.
Gudstjenesten er i gang, vi lister ind, og få minutter efter kommer Pastor i fuldt ornat og leder gudstjenesten. Det bliver en dejlig fest, hvor vi hilser på hinanden og bringer hilsner fra Danmark - en tid til dejlig sang og tak til vores skaber af alle ting.
Bagefter følger en del fra menigheden os tilbage, og da vi kommer til broen, er vandet steget yderligere en god halv meter. Vi kommer gennem og over på den anden side uden problemer; men bagude kan vi se kvinderne komme gående med ting og sager på hovedet. De skal også over, og der bæres frem og tilbage, indtil alle og alt er vel ovre.
Der er marked i Gulbin Boka, så der skal handles, og vi andre tager hen på bibelskolen og ser, hvordan det står til, efter at vi har været ude ved Gulbin Boka broen. Den er styrtet sammen. Det skete en nat, og ingen kom noget til; men nu foregår al transport med kanoer, og vi så, hvordan kvæget svømmede over - ledet af to mænd.
Vi er spændte på, hvornår den bliver lavet. Det betyder, at når vi skal mødes med menighederne nord for floden, skal vi enten med kano eller køre en længere omvej.
En af vore evangelister i det nordlige blev bidt af en slange, men har det bedre, og en anden evangelist i det nordlige hjørne brækkede en arm, men er også i bedring.
Ellers er hverdagen ved at blive vores hverdag, og på mange måder er vi glade for at være tilbage.
Kærlig hilsen Poul Martin og Inger
Lidt om vejr og vind - juli 2009
Regn, regn, velsignende regn, endelig er den kommet rigtig i gang. Det kan måske syntes underligt at vi taler så meget om den regn; men for den som har ophold sig i længere tid under disse breddegrader vil det være forståelig.
Landmændene har travlt nu, og har for alvor været i gang de sidste 2-3 uger, og når der er gang i markarbejdet er det alle i huset der er med i marken. Her kan tales om myreflittige folk og som sagt er det både voksne og børn der er på markerne.
Folk lever af det de dyrker på markerne, ja det gør landmanden også i Danmark; måske er det nødvendig for mig at forklare lidt nærmere! Du skal tænke tilbage i tiden, da landmanden pløjede sin mark med stude, hvor han sled ude i marken fra tidlig morgen til solen gik ned og dengang hvor det var livsnødvendigt at få sæden i jorden for at gøre sig håb om at have brød på sit bord. Dengang da alle måtte hjælpe til på gården eller i det lille husmandssted, da der eksisterede en livs-afhængighed mellem alle i huset.
Det er nok noget den nærmeste måde jeg kan beskrive lidt af landlivet på her og dertil kommer så den bagende sol. Problemet har været at regnen har ladet vente på sig, hvilket betyder at afgrøderne fra sidste år slipper op, og når der skal købes, er prisene skyhøje. Det resulterer også i, at når sæden kommer senere i jorden, bliver udbyttet det mindre, så vi beder om at udbyttet må blive velsignet så der må blive nok.
I området her er det overvejende små landmænd der dyrker jorden. Der dyrkes ginni korn og millet, en slags korn produkter som males til mel hvoraf der blandt andet laves en slags mos, som spises som vi spiser kartofler. Der dyrkes yams og kassava, som kan minde lidt om kartofler, men yamsen er på størrelse med en lille roe. Og så dyrkes der bønner, (hvide bønner) og jordnødder. Jordnødder er et produkt som bruges meget i madlavning og det er virkelig godt, da det er rig på protein og fedt. Mange får ikke kød mere end højst en gang om ugen og der er derfor vigtigt at de får proteiner fra andre produkter så som bønner og jordnødder.
De som holder kvæg har selvfølgelig også mælken og det er fra dem folk køber deres mælk. Kvinderne går ind til byen/market med deres skåle (kalabasser lavet af en slags græskar) på hovedet ofte kommer de to, tre kvinder gående sammen. De er altid så let at få øje på, høje og slanke ofte i farverigt tøj kommer de gående med de smukke store kalabasser på hovedet.
2 Evangelister
Som vi skrev i en tidliere ”corner” besluttede vi i samråd med vores distriktspræst at hjælpe de frivillige evangelister med en sæk ginni korn. Nogle har hentet den selv hos præsten, men vi var ude med to sække.
Det ene sted var Igemu, hvor Simon Sule er startet i januar, evangelisten Jonathan som havde været på stedet i 4 år var blevet flyttet til en Malingo. Igemu er en af de ”gamle” steder kirken startede i 1993. Det er altid spændende når der skal ske en omflytning, hvordan tager menigheden imod den nye evangelist og hvordan falder evangelisten til.
Simon er glad for at være i tjeneste, da vi kom var han ude på marken så vi ventede på ham og fik en lille sludder med ham. Han blev særlig glad da vi havde Hezrun med os på denne tur. Hezrun er lærer på Wareri bibelskole hvor Simon har gået sidst, han var først på Gulbin Boka bibelskole og fortsatte på Wareri. Så der blev udvekslet glade hilsner. Sidenhen har Hezrun været der en søndag og holdt gudstjeneste det er så godt at skabt netværk for de som bor her på stedet.
Derfra tog vi til Kirho. Kirho ligger langt inde i bushen nogle gange undre det mig hvordan de mennesker er dumpet ned her, så langt væk fra alt? Og igen må jeg gribe i egen barm og sige til mig selv: ”nu ser du tingene fra din vestlige verden”. Her er alt hvad der skal til for at leve et godt landmandsliv, god jord, god plads, lerjord til at bygge huse af, og de havde fået gravet en brønd.
Det var en dejlig oplevelse at møde hele menigheden. Yakubo også ny startet frivillig evangelist fra Gulbin Boka er en varm og karismatisk person. Han havde kaldt menigheden sammen (han viste at vi kom på besøg). Så vi fyldte efterhånden den lille kirke op. Hans kone havde fået kvinderne i gang med kvindefællesskabet så de sang for os. Og hun havde også formået at skaffe ens tøj så kvinderne dannede fællesskab på flere måder. Fire nye familier var begyndt at deltage i kirken og de blev præsenteret for Præsten som bød dem velkommen.
Det var et glædeligt gensyn med denne menighed, og med en særlig taknemlighed, for hvor var der sket noget i den mellemliggende tid. Vi havde været på besøg der i august sidste år; men fordi evangelisten havde været svag og syg over længere tid, havde det knebet for ham at holde sammen på det hele. Han har nu trukket sig tilbage og bor hjemme hos sin far hvor der bliver taget sig af ham. Så at møde denne menighed nu, som var fuld af glæde og liv, som havde visioner om at bygge en ny og større kirke var utrolig dejligt. Vi delte hilsner og Guds glæde over fællesskabet, og midt i alt dette dejlige oplevede vi også noget som gjorde et særligt indtryk på mig.
En af landsbyens folk, en ung mand, var mental forstyrret, men den måde som landsby folket lod ham være med var bemærkelsesværdig. Jeg så ham, da han som sidste mand højt snakkende kom ind i kirken, sølle klædt i en brun kjortel og på bare fødder; men en fra menigheden fik lige så stille den unge mand til at sætte sig i kirken, og senere da menigheden skulle fotograferes var han også med.
Jeg så at han var en del af fællesskabet, jeg tænkte også at hans forhold ville have været meget anderledes i Danmark. I søndags fik vi at vide, at han døde om morgenen. Ingen ved hvordan, han havde været alene, og da forældrene kom hjem havde de fundet ham død. Jeg tror han er hos Gud nu, jeg tror han har fået nye klæder.
Vi har skrevet om indvielsen af byggeriet GBBS, det kan du finde her
Vi tager på ferie midt i juli til danmark - vi skrives ved til september.
Venlig hilsen Poul Martin og Inger Elisabeth. Turen fra Jos til Kontagora - juni 2009
Den 20. maj kunne vi lette anker og sætte næsen hjemefter. Vi har været i Jos og nydt den køligere temperatur, regnen var startet hvilket kunne ses overalt. Det er ligesom foråret i Danmark, når den første varme kommer sker der ting og sager. Blomster spire op, det grønnes svagt i hækkene og så det store sus, når slåen og tjørnen begynder at blomstre og de sorte grene bliver som hyldet i et brudeslør, så det er ganske berusende at vandre langs. Og fuglene kommer, viben der spankulerer rundt på marken, lærken der kvidrer højt oppe under himlen. Ja, jeg mindes med stor glæde det danske forår, findes det mon smukkere noget andet sted på vor jord?....
Jeg så noget på vejen hjem fra Jos, som fik mig til at tænke på forår i Danmark. Mennesker vandrede i vejkanten og over vejen med redskaber over skulderen og jo længere vi kom ud af byen jo flere mennesker så vi vandre i vejkanten, store og små, mænd, kvinder, piger og drenge alle bærende på redskaber, de langbladede spader og de kortskaftede hakker. Pludselig ser man markerne, overalt er der mennesker der arbejder i deres små marker. Jorden bliver vendt med de langbladede spader, det foregår ved at person holder om skaftet med begge hænder og samtidig med at han gør et hop baglæns, stikker han spaden ned i jorden og vender den, så der står en flot plovfure efter ham.
Markerne er her ca. på størrelse med en have i Danmark og som vi køre videre på vores vej, viser det sig tydeligt hvor de er blevet bearbejdet, den rødbrune jord ligner frimærker mellem de endnu grønne marker der ikke er blevet pløjet. Det er så smukt med disse varme rødbrune marker, det grønne som er meget mere grønt end du har set nogensinde, fordi vi næsten ikke har set den grønne farve i et halvt år, og bag dette tæppe står bjergene i deres majestætiske eventyrlige storhed. Jeg så noget smukt, noget af Guds store skaberværk. Vi talte om det. Vi talte om livet som gror på alle måder medens vi kørte hjemad mod Kontagora.
Sorgen
Inden vi tog til Jos havde vi den sorg at miste to mænd i vores område. Den ene af mændene var nylig tilflyttet Kontagora med sin unge kone og deres nyfødte. De kom begge fra Adamawa. Bitrus som han hed, havde været her alene en tid for at gøre alt parat til sin hustru og deres barn. Han hentede dem i februar, de fik to måneder sammen inden han døde ved et trafikuheld. Det er hårdt for hans hustru, hun er flyttet tilbage til Adamawa.
Den anden var en af vore evangelister. Han blev syg for nogle måneder siden og blev indlagt på hospitalet i Sokoto, hvor der var en specialist. Det viste sig desværre, efter flere undersøgelser at være uhelbredeligt, og Barnabas ønskede at komme hjem til Adamawa. Hans bror og kone hentede ham hjem, først til Pastors hus her i Kontagora, hvor de skulle overnatte inden de skulle fortsætte til Adamawa den næste dag. Vi blev involveret på grund af praktiske sager. Det er ikke nemt at hyre en bil til at kører 1200 km i et stræk. Og hvem kunne tage med dem?
Det hele ændrede sig da Barnabas døde i løbet af natten i Pastors hus. Huset forandrede sig til et sørgehus. Mange ting er meget anderledes her, også omstændighederne vedrørende dødsfald - Poul som blev kaldt ned til huset på morgenstunden for at hjælpe, fortæller da han kommer hjem igen: ”det virker så underligt og fremmed. Jeg kom ind i huset og blev noget overrasket over at se den døde liggende på gulvet med et lagen over og se folk sidde rundt omkring liget, nogle græder, andre sad tavse”.
Da Poul senere skulle hjælpe med at få transporteret ligkisten hjem til pastors hus, besøgte jeg huset. Så snart jeg kommer gennem porten ser jeg folk, de står eller sidder rundt omkring. Jeg genkender en del, det er evangelisterne ude fra området som er kommet herind og mænd fra kirken. Inde i stuen sidder flere mænd, og jeg føler mig lidt usikker på hvordan jeg skal forholde mig. Pastor Japheth guider mig ind til kvinderne.
Her i det lille værelse sidder kvinderne, nogle på de to senge, som er de eneste møbler i rummet, andre på måtten som dækker resten af gulvet. Der hilses stille da jeg har sat mig, og en stilhed falder over stedet. Jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal, så jeg sidder bare. Jeg sidder og tænker på hustruen, hun er gravid kan jeg se og jeg ved hun har yderligere 5 børn. Ind imellem er der en som siger lidt ellers er der mest stilhed, nogle børn råber og leger udenfor også hendes egne børn er iblandt. Senere kommer tre mænd ind, de knæler ned og hilser på enken siger nogle få ord og for- lader rummet igen.
Hvor er det godt med venner, det oplever jeg da en kvinde kommer ind. Kvinden omfavner den efterladte hustru og de græder sammen, vi græder alle i rummet, den knugende fornemmelse brydes gennem tårer og de to som kender hinanden godt græder længe sammen, kvinden nævner Jesu navn mange gange og rokker trøstende med sin krop. Sorgen får udtryk i fællesskabet, gennem tårer, gennem ord, gennem bøn i den tid jeg sidder sammen med kvinderne.
Begravelsen foregik i landsbyen hvor Barnabas kom fra. Han har været i tjeneste som evangelist i 15 år og var en god og trofast medarbejder.
Kvinden har valgt at komme tilbage til Kontagora området og bor nu i en hytte med sine børn på Gulbin Boka Bibelskole. Hun føler sig godt tilpas her, føler sig hjemme og vil gerne blive her. En kvinde har hjulpet lidt økonomisk så hun klare sig lige nu, men hele situationen er endnu uvis. Her er normen at familien på mandens side ejer børnene og den medgift som blev betalt kan hentes hjem igen. Så de ejendele som er i boet tilhører egentlig mandens familie. Vi beder om en god udgang for kvinden og hendes børn. Vi har hørt hun meget gerne vil indskrives på bibelskolen; men hvad skal hun leve af og hvordan skal hun klare skolepengene?
Landsbyen
Jooo, der er stadig nogle brøndmaterialer ude i landsbyen. Neeej, ham med kamelen fik vist noget andet at bestille. Så Gamakesa og Poul besluttede sig for at få det hentet hjem og smeden kendte vejen, så han ville vise vej, og hvilken vej det ser da rigtig smukt ud der, sagde jeg da jeg så billederne.
Det var godt de havde pastors 2 nye hakkejern med, det viste sig nemlig at det smukke kuperede område kun havde ”vej” for en motorcykel, og smeden, som kendte vejen, havde ikke lige tænkt på at der kunne være så meget forskel der. Så Gamakesa og smeden kom på arbejde, de hakkede og huggede en vej så Poul kunne komme frem med sin firehjulstrækker og frem kom de.
I landsbyen blev de modtaget af de største hunde Poul endnu har set i Nigeria, så han blev næsten betænkelig; men da folkene kom, blev der styr på dem. Folkene var meget glade for besøget og viste stolt deres brønd frem som var blevet gravet for nogle år siden. Den var dog ikke blevet gjort helt færdig; men de havde pyntet den af det bedste de kunne. I landsbyen, som er ret stor, er der både kristne, muslimer og animister. Det er måske en landsby som ligger langt fra alfarvej, men det virker som om der er styr på mange ting i landsbyen og der opleves en åbenhed. Det er dog et af de steder, hvor en hvid mand sjældent kommer, så børnene løber skrigende væk, når Poul kigger i deres retning, og pigerne gemmer sig når han fotograferer; men kun indtil de opdager, at de kan få sig selv at se i kameraet, så bliver det vældig sjovt. Besøget munder ud i en snak om muligheden for at få en evangelist.
Der har ikke været nogen evangelist fast tilknyttet til stedet før, men nu vil de gerne have en. Det betyder at pastor skal på besøg, der skal laves aftaler og der skal være en frivillig, som vil stille sig til rådighed. Foreløbig tager en ud på besøg. Og det lyder til at en gerne vil flytte derud; men det er pastor som iværksætter faste aftaler. Og så da de skulle hjem, viste det sig at der var en kørevej for størrelsen ”bil” så den tog de!
Afslutning/Begyndelse
Der sker så mange ting og det glæder os når mennesker åbner op for at vil høre om Jesus, høre det glædelige budskab, som har betydning for det hele menneske. Derfor er det også med glæde vi ser frem til at kunne deltage i indvielse af elev- og personalebygningerne den 13. juni på Gulbin Boka Bibel Skole hvor vi får besøg af Ærkebiskoppen.
Her er sket stor forandring de sidste 5 mdr. og det er ikke kun på byggepladsen, men også for beboerne på skolen, både voksne og børn. Samarbejde, at vise eksempel, omsorg for legemet, renlighed og anstændig påklædning er nogle af tingene, børnene har fået tøj og sandaler på. Alle glædede sig til at vise deres anstrengelser frem, efter vi kom tilbage fra Jos. Brændet var samlet og stakket op, gammel skidt fjernet, brændt af eller gravet ned som de var blevet undervist i 2 gange ved Gamakesa. Der er nu toiletter og baderum, og således har hygiejnen fået nye muligheder og det vil blive fulgt op med undervisning løbene.
Vi ved alle, at al begyndelse er svær, og at der kan være en nyhedsinteresse. Vi ved at ting tar' tid. Relationer tager tid at opbygge og Rom blev ikke bygget på en dag; men hvis noget skal gro skal nogen plante og det være sig på alle fronter af det menneskeliv vi har fået givet.
Herren er tålmodig med os, så lad også os være det med hinanden
Kærlig hilsen Poul Martin og Inger Elisabeth  Evangelisten Ezekiel med familie som Poul Martin hjælper med at flytte til et nyt sted
 Uanset om han er Postmand Per eller flyttemand Poul handler det om at Guds kirke vokser om mennesker kommer til tro!
 En bil med lad er uundværlig, når man er missionær i Afrika
 Evangelisten Ezekiel fordeler nænsomt høsten på en lærredssæk for at solen kan tørre melet
19. maj 2009
Vi er i Jos - på den blå compound i den nederste lejlighed (for de af jer som kender stedet). Vi er her, for at få fornyet vores pas og arbejdstilladelse. Det skal ske en gang hvert år. Vi har rundet det første år i Nigeria og vores rygsæk er fyldt med indtryk som om vi havde været her et halvt liv! Tilværelsen er på mange måder så intens her, så hvis vi skulle bearbejde indtrykkende, ville det kræve mindst dobbelt så lang tid. Når jeg sætter mig for at skrive er det en af måderne jeg kan bearbejde de mange små og store ting som sker omkring os.
En arbejdsdag
Påsken, som vi fejrede sammen med vore venner i Kontagora er længe ovre. Dagene står mindre tydelige i bevistheden på grund af den kvindekonference som lå lige efter påsken. Påskelørdag skulle vi, menigheden, mødes for at gøre rent både i den nye bygning (som skal ombygges til beboelse for evanglisternes børn) og vores kirke. Vi startede kl. 7 med at slæbe mere end 100 plastikstole ud fra den nye sal, fik dem vasket og stablet. De unge piger prøvede at få styr på støvet i den store sal, og da gulvet skulle vaskes blev der købt vand fra vandskubberne. Vandskubberne er mænd som sælger vand fra 25 l dunke, som de kører rundt med i en slags kærer, der er 8 dunke på en kærer.
Alle stolene blev båret over vejen til vores lille kirke, hvor andre havde været i gang med at rydde op og gøre rent. Stolene bliver sat ind fint i rækker og...så er det at én får den smarte ide, at vi skal bruge den store sal for kvindekonferencen og den lille til sovesal! Så vi bærer stolene tilbage, og da det er søndag næste dag skal hele kirken flyttes. Prædikenstolen bliver svunget over gaden af en stærk ung mand, Samuel. Alteret som viser sig at være et gammel skrivebord da dugen kommer af, bliver placeret smukt, så korset kan stå nogenlunde midt for, den hvide dug skjuler det gamle, vakelvorne skrivebord igen, og alteret bliver smykket med de nyvaskede plastik blomster der dukkede frem fra den nye støvede bygning.
Børn og voksne hjælper hinanden, en kvinde kalder fra modsatte side: ”Maria! Maria dit barn er sulten” og Maria som fik sin dreng for ca en måned siden går over for at give sit barn mad. Præsten og Poul er ved at grav et hul til den 3-4 m lange træstamme som lå på grunden. Jeg troede den var til brænde, men den var til el-ledningen. Da vi havde vasket de sidste 50 stole fra vores kirke, var der sodavand pause, og jeg fik lært sangen som vi kvinder skulle synge påskesøndag i kirken. Det er sådanne oplevelser der er værd at samle på og takke for, at sidde sammen med en gruppe kvinder og med børnene legende rundt omkring, uden for kirken og synge fra hjertets dyb om hvad Jesus Kristus gør for os. Jeg ved ikke om de havde gjort sig mange tanker om hvad de gjore; men jeg så, at de var i gang med at vise noget af kristendommen i praksis, sang om Guds kærlighed, viste et fællesskab og tog sig af hinanden. Vi sluttede vores arbejdsdag med bøn for det nye sted og for kvindestævnet som skulle starte fem dage efter.
Kvindestævne
Kvinderne kom fra Abuja- missionsdistrikt, det vil sige Lagos-, Abuja-, Jos-, Bauti-, Gombe- og selvfølgelig Kontagora distrikt. Der deltog omkring 300 kvinder. Det kræver som sagt plads, godt med plastik spande og masser af mad, så der blev slagtet en ko. Koen blev kogt i store gryder. Intet går til spilde, selv skindet bliver brændt af og derefter kogt, en rigtig delikatesse. Plastik spand og baljer i massevis, jo de fungerer som et privat bad, så også mine fire baljer blev lånt ude i de fire dage.
Der var et tæt program med taler og fællessang. Quis og konkurence løb af stablen lørdag middag. Disse optræden er næsten at samligne med musikkonkurencer i Danmark. Korerne bliver vuderet på flere dicipliner og det var dejligt at se dem alle, de optræder meget korekte, er kreative og opfindsomme, og de spillede deres traditionelle rytmisk instrumenter med en sådan dygtighed at al andet ville være en malplacering.
Disse kvindefællesskaber har en særlig plads i den lutherske kirke og betyder meget for kvinderne. De tager på evangelistfremstød og tager ud for at opmuntre evanglisterne i deres arbejde og medbringer gaver som sæbe, salt, maggi, hvedebrød og lignende. Eller deltager i gudstjenesten med sang og musik.
For tre uger siden hørte jeg om en kvinde der var begyndt at deltage i et kristent kvindefællesskab, fordi hun havde mødt dette fællesskab. Det var en dejlig oplevelse at deltage ved denne konference, både at møde og se kvindernes medleven; men særligt fordi denne konference holdes i missionområderne og for mange som deltager er det første gang de møder ”den store” kirke, det store fællesskab.
På grund af varmen sover de mange deltager under åben himmel, det er en af fordelene i denne del af verden. Kvinderne ruller deres måtte ud og har der deres lille domæne, En anden ting som er synlig i kirken er, at ved stævner og lignende klæder kvinderne sig i deres ”Uniform” de har ens rejsetøj og ens festtøj, sådan fremviser de holdningen vi er et fællesskab.
Vi er nu klar efter 10 dage i Jos at tage tilbage til Kontagora.
15. april 2009
At blive morfar og mormor på lang afstand er noget vi ikke har prøvet før. Vores datter Maria og hendes Jonas har fået en lille dreng, Zakarias, den 24. marts. Han er en sød dreng, en rigtig lille skat. Det er bekræftet af flere, først og fremmest fra forældrene; men også vore gode venner Irene og Niels Peder, som vi fik til at være stand in forældre fortæller, at han er den sødeste lille dreng. De var på gennemrejse fra Albanien, lander i København den 24. marts om aftenen og beslutter at overnatte. Den næste dag kan de besøge den lille familie og hilse velkommen til lille Zakarias kun 15 timer gammel. Vi har stadig til gode at se vores nye lille barnebarn, og vi gælder os meget til at hilse rigtig på ham til sommer, hvor vi tager på ferie i Danmark. Til den tid er han næsten fire måneder; men vi regner med vi får lidt billeder.
Varme og længsel efter regn
Det er stadig varmt og her kommer vores oplevelse, da vi den 8. marts vendte tilbage til Kontagora fra Jos. Vi var godt varme og glædede os til et bad - og hvad sker så...? jeg står under bruseren og åbner for den kolde hane og forventer kølig vand - og ud kommer den mest tempererede vandstråle, jeg tror lige tilpas for et Zakarias bad. Okay, tænker jeg. Det her er anderledes end i Danmark, og jeg smiler lidt til ved mig selv. I Afrika har den kolde hane varmt vand, den varme har ingen vand.
Vandet kommer fra vores 2.500 liter vandbeholder, for der kommer ingen vand fra byen. Vandet bliver varmet op af solen. Men også når vandet kommer fra byen kan det være varmt, da rørene ikke er gravet ret langt ned. Badet var da skønt, støvet blev vasket af, og jeg føler mig lidt mere frisk. Så overraskes jeg af varmen igen, da jeg vil dække bord. Tallerkenen er varm, glassene er varme, stolen jeg sætter mig på er opvarmet. Sjovt men i længden… Nu sætter jeg nogle gange glassene til afkøling i køleskabet, inden vi fylder det med dejligt koldt drikkevand. Vi skal altid huske også se det positive. Kaffen bliver ikke kold, maden holder varmen, selvom jeg må vente på Poul. Du fryser ikke i sengen, behøver ingen dyne og bliver glad for vinteren.
Hvor meget kan mit stegetermometer mon måle? Jeg lavede en lille undersøgelse. Vandet i hanen er 37 grader, stuen mellem 35-39 grader, så pas på når du sætter dig i lænestolen med det syntetiske hyndestof. I det hele taget ligger graderne nu mest over 37 grader. Jeg er lige nu gang med at måle solens temperatur udenfor. Jeg har sat den til max 49 grader, så går alarmen i gang. Alarmen er startet for længe siden… Jeg skriver lige et par linjer mere, så ser vi hvad der sker. 53 grader i solen kl. 10:45.
Vi længes efter regn, som vi danskere kan længes efter foråret eller sommeren. I nat den 12. april har vi fået flere regnbyger. Det er så velgørende på mange måder, for jorden, for støvet, for landmanden, for os der nu får en bedre søvn. Vi kan næsten sammenligne det med hvad solen gør for os i Danmark. Den gør også noget særligt, helt ind i vore sjæl og får smilet frem på vore ansigter.
Vi er taknemmelige for at vi kan sætte loftsfanen til at køre, når der er strøm og bor i et godt hus. Poul og jeg snakker ofte om de vilkår evangelisterne bor under.
De frivillige evangelister
Dogon Dayi, en landsby som ligger langt fra landevejen og langt fra Kontagora. I luftlinie er der vel godt 100 km. De sidste km kan kun passeres på en motorcykel. Her bor nogle få kristne familier. Gennem en ven, der har opholdt sig der en tid, får evangelisten Isah kendskab til deres ønske om at få en lærer, som kan lærer dem mere om Jesus.
Isah Ubandawaki er gift og har tre børn. Han er uddannet evangelist fra bibelskolen i Pai tæt op hovedstaden Abuja. Han henvendte sig til distriktpræsten Japhet i januar for at stille sig til rådighed som frivillig evangelist. Distriktpræsten tog ud for at møde dem og få snakket om, hvad det ville indebære at få en evangelist derud. Landsbyfolkene, som siger ja til en evangelist, skal bygge et hus til ham og hans familie og hjælpe ham, når han har brug for hjælp i marken, som landsbyen også skal stille til rådighed for ham. Alt sammen for at han kan få tid til at forberede sin undervisning. Frivillige evangelister får ingen økonomisk hjælp fra den lokale kirke de første to år af deres tjeneste. Måske får de lidt, hvis der har været en god indsamling i forbindelse med en konference som holdes med jævne mellemrum i de fire underdistrikter i Kontagora.
I marts måned var Isah i Kontagora for at orientere distriktspræsten, hvordan det går på det nye sted, og de kom også forbi hos os. Jeg er glad for vores lille boghandel. Den giver naturlig anledning til at hilse på og snakke med folk. Præsten købte to bøger til dåbsundervisning koster 80 naira og en liturgibog til 300 naira og Isah fik en søndagsskole undervisningsbog til 420 naira – det svarer til 17 danske kroner.
Jeg mødte en mand, der med stor glæde fortalte, at der kom mellem 30 og 40 deltager til gudstjenesterne. Han var meget opmuntret og havde glæde i sin tjeneste. Byen ligger meget isoleret fra andre kristne landsbyer og har meget brug for forbøn. At de mange der deltager også vil tage skridtet fuldt ud og blive en del af kirken. At de som har taget beslutningen må holde ud og vokse i troen, så de kan lægge det gamle liv bag sig.
Flyttemand Poul
Poul skulle hente familien i Gulbin Boka. Evangelisten Ezekiel Saini hans hustru og deres fem til seks børn. Poul havde lovet at hjælpe dem med at flytte. De ankom her til Kontagora klokken ca. fire. Familien var i præstegården, hvor de skulle overnatte, og bilen med flyttelæsset kørte ind i vores gård (det er jeg begyndt at kalde den, så jeg ikke har dårlig samvittighed over, at jeg ikke får lavet den have). Øverst på læsset lå deres to madrasser, to græsmåtter og en cykel. Det der lå neden under var mest plastikbøtter og baljer, sække og et par taburetter. Det var alt hvad de ejede!
Ezekiel var med her hjemme. Han havde en ny høst, som han gerne ville redde fra at gå til. Læsset måtte løsnes lidt, så han kunne få den halve sæk majsmel ned, og presseningen lavet af fire sammensyet sække. Han lagde nænsomt melet ud på pressenningen, håndfuld efter håndfuld og glattede det ud, så solen kunne tørre det. Stille og næsten højtideligt arbejdede han med melet. Det som skulle være med til at mætte hans familie eller sælges for at kunne købe salt, sukker, te, maggitern og sæbe – alt det, der ikke kan dyrkes. Pludselig var han gået og et par timer efter havde han været igen, fyldt det i sækken igen og bankede forsigtig på vor dør for at få det indenfor.
Næste dag var den store flyttedag. Turen til Bokani var spændende for alle. De to forældre, de fem – seks børn, Pastor Japhet og Poul inde i bilen, klar til en tur på over 100 km (der er plads til 5 i bilen). Børnene var forventningsfulde, det var deres første længere tur! Var der et hus til familien, når de kom frem? Ville menigheden været samlet til at tage imod?
Landsbyen har før haft en evangelist. Men han var nødt til at flytte tilbage til Adamawa i Østnigeria på grund af sygdom. Menigheden er ny og derfor svag som et barn, der ikke altid ved, hvad der er godt, og hvad det skal vælge. Kirken er faldet sammen og der har i en længere periode kun været gudstjeneste engang imellem under et primitivt tag. I området er der mange traditionelle troende, og vejen tilbage er let. Det er ofte meget svært at komme til et sted, hvor en kirke har været, men hvor den delvis er faldet sammen. Det vil være godt at omslutte denne menighed og landsby med særlig forbøn. For at rejse en kirke på faldne sten kan være hårdt arbejde og kræver udholdenhed. Men intet er umuligt for Gud.
De nåede derud efter at have besøgt evangelisten Bulus i Makera 30 km derfra, og alle var på stedet til at tage imod. Der var et hus, en et-værelses-rundhytte-lejlighed. Alle var glade, alle hjalp med at læsse bilen af, måske lige med undtagelse af de drenge der havde fået gang i fodbolden, som vi havde med fra Danmark. Det var lige til denne evangelistfamilie, vi mente at en bold kunne være god. Jo, der var fest og glæde og under et halvtag på et par måtter blev der serveret et måltid, så alle fik noget i maven. Ezekiel Saini er sammen med fem andre LCCN-evangelister gradueret fra bibelskolen i Warari i december måned. Han og hans kone har fået en god ballast med derfra til at påtage sig denne store opgave, men de har brug for opmuntring og forbøn og brug for at se, at Guds kærlighed er stærkere end alt andet.
Frivillige evangelister
Vi vil gerne minde jer om de frivillige evangelisters tjeneste. De får ingen støtte fra Danmark, men de kan støttes med dansk forbøn, så Gud vil kalde på de, som i hverdagen kan hjælpe dem. Som f.eks. pastor Japhet, som de også særligt ligger på sinde. Han spurgte os, om der var nogen form for hjælp til de nye evangelister i begyndelsen, indtil de kommer rigtig i gang på det nye sted.
Poul og jeg ved alt om, hvad det betyder at få en god start et nyt sted. Vi er i hvert fald meget taknemlige, for alle de som har været med til at bane en vej for os. Det er både materielle og uundværlige ting som at der stod et hus klar til os, en bil og mange andre ting var ordnet, og også den åndelige del, som vi helt klar oplever som svar på bøn.
Vi beder sammen for evangelisterne, og for de nye udsendte beder vi om en god start og samarbejde for at Guds værk må lykkes og mange må lære Jesus at kende. Rent praktisk endte det i dette tilfælde med, at vi blev enige om, at købe korn så de frivillige evangelister får en sæk hver i den tid, hvor maden er dyrest. Vi lægger lidt salt og maggi-terninger til. Penge får så let ben at gå på. En sæk ginni korn holder en måned eller to og giver tilfredse maver.
Så er der nogen (som os) der fornuftig spørger: ”Jamen hvad så næste gang”. Hertil svarer vores nigerianske venner, og vi har egentlig hørt det flere steder fra, uafhængig af hinanden: Det er en gave, og fordi du engang har fået en gave skal du ikke forvente det igen i morgen. Så SMF’s (Sundhedspersonalets Missionsfællesskab) tilskud bliver givet til de frivillige evanglister i Kontagora. TAK for det!
Kærlig hilsen Poul Martin og Inger Elisabeth
14. marts 2009
Årsmøde i den lutherske kirke i Nigeria
Det er ikke marmor søjler der bærer loftet men 2 meter høje træpæle som bærer græsmåtter og på den måde danner skygge for den bagende sol. Vi er kommet til kirkens årsmøde i Adamawa staten i Østnigeria. Det foregår på en stor åben plads i nærheden af Demsa. Pladsen starter ude ved alfarvej. Her møder vi hjælpende trafikkontrolører som sørger for at trafikken glider. Vi kører ind på pladsen og parkere så vi nemt kan komme ud igen. Der er endnu ikke så mange biler. Men biler og knallerter kører ud og ind af pladsen hele tiden.
Vi kan hører stemmer fra højtalere og går efter lyden. Det støver vildt omkring på pladsen. Det er ikke græs vi træder på men ren sandjord. Det er akkurat som at gå på en sandstrand, og masser af mennesker jeg syntes går i alle retninger. En snakken og kalden og pludselig dukker boderne op, hvor du kan købe alt muligt: Frisk lavet mad på bål, værktøj, trommer og andre traditionelle musikinstrumenter, bogsalg, frugter, mango og appelsiner i bunkevis, stof, kjoler og andet og ikke mindst musik. Musik strømmer ud over pladsen fra mere eller mindre gode højtaler.
Lidt efter lidt opdager vi, at vi er i en strøm som tager os med indad. Her nærmer vi os græsmåttetaget og ser at under disse græsmåtter sidder deltagerne på deres medbragte måtter. Det er et stort område som er blevet indrettet, så de danner små firkanter. Der er lavet små gangstier med luft imellem, akkurat som når vi stiller stole op til møder, men her sidder vi bare på jorden. Meget praktisk! Du tager selvfølgelig dine sko af inden du træder ind på måtterne, og bliver børnene trætte, kan de bare lægge sig og sove. Denne skyggefulde plads er bare lavet for lille, og senere opdager jeg folk komme gående med flere pæle og måtter som bliver brugt til at udvide pladsen med.
- Åååh, siger vore venner, bare vent, der kommer flere deltagere for hver dag der går. Det hele står på i fem dage og afsluttes med gudstjeneste søndag, hvor de ny uddannede teologer ordineres.
I selve hjertet af lejren er seks store baldakiner opstillet. Her sidder alle præsterne, og store lænestole er sat frem til gæster, høvdinge, biskopper og andre. Vi får også lov til at sidde her. Jeg må tilstå, at jeg var glad for både skyggen og de gode stole. Jeg tror ikke min bag kunne have klaret fem stive timer på en plastikmåtte.
Det hele foregår selvfølgelig på Hausa, sproget som tales i store dele af Nordnigeria. Vi forstår ikke meget af det der bliver sagt. Men det at deltage, at se og høre er en stor oplevelse, som vi bestemt ikke ville ønske at være foruden. Folk sidder og lytter. Det er tydeligt at de følger godt med. Ind imellem kommer der kommentar til talerne og der synges svar og grines af de humoristiske indslag. Der er en god stemning. De mange folk har for længst fyldt siddepladserne under skyggen, så siddepladserne udvides ind mod pladsens centrum. Folk bruger paraplyer eller hvad de nu har ved hånden til at give skygge for hovederne. Det gælder om at være tæt på, så man ikke går glip af noget. Hjertet er den ca. syv gange syv meter åbne pavillon der er bygget, hævet en meter over jorden og med et flot rødt bliktag. Her står talerstolen og gæstetalerne sidder deroppe. Det er rigtigt godt, for alle kan se taleren. Hvis nogen kom i tanke om at løfte paraplyen højt over hovedet og hindre udsigten, sørger spejderne - girls- og boys brigade som er over det hele for at holde ro og orden - for at de paraplyer kommer ned igen.
På SommerOase i Nigeria
Som dagen skrider frem ligner den yderste kreds af området noget nær en flygtningelejr. For at give læ for den støvfyldte hamartanvind og skygge for solen, kommer alt i brug fx sække der er syet sammen, plastikposer, måtter og lignende. Rundt omkring er der kogeøer, tre sten hvor ”jydepotten” står over åben ild. For os at se foregår alle disse ting uden ret megen orden. Men tag ikke fejl, det hele foregår på den afrikansk måde. Pastor Japhet tager os med over til administrationen. Den består af flere rum lavet af græsmåtter. Her er også en sygeafdeling, hvor personale er til rådighed, informationsafdelingen mm. Vi havde næsten fornemmelse af at være på SommerOase i Odder og følte os godt tilpas. Vi sov dog ikke på måtterne som de mange deltagere, men tog ind til gæstehuset i Numan og sov i en dejlig seng. Som på alle primitive lejre var vand også det store problem her, selvom der var kørt vandtanke derud. Så det vakte jubel da den lokale høvding i Demsa lovede at lægge en vandledning ud til området eller marken som kirken har fået stillet til rådighed og som har fået navnet The Covenant.
Analfabetisme
Mission Afrika har gjort det muligt at starte ABC-undervisning. Det har altid været meningen at evangelisterne, altså Afrikas egne udsendinge skulle give undervisning. Der har også været lidt i gang; men det har været meget sporadisk.
Vi har nævnt før, at analfabetisme er meget udbredt her i dette område. Hvorfor det er sådan vil jeg ikke komme ind på her, men fakta er, at kirken kan gøre en indsat som måske får den største betydning for mennesker.
Sammen med distriktpræsten Japhet fandt vi frem til et materiale som er lavet i Nigeria. Japhet fik det selv præsenteret af hausalæreren Marhta Adive, mens han var i Dakka. Og da Mission Afrika støttede det, kunne projektet sættes i gang.
Evangelisterne fik introduktion i november 2008, hvor de i forvejen var indkaldt til distrikt møde. De blev opfordret til at starte kursus i januar. Lærermanualen skulle købes af den lokale kirke og elevhæftet købes af eleverne selv. Mission Afrika støtter arbejdet med en tavle som evangelisten fik med hjem efter mødet.
Vi følger op på projektet ved at tage på besøg ved selve undervisningen i næste måneder. Pastor Japhet og Poul Martin har været på det første uanmeldte besøg i Barmi hos Kateket John Yakobu. Han har delt elverne op i en A og B klasse og har underviser hver dag i marts måned fra 8 til 13:30. B- klassen kunne hverken læse eller skrive ved starten. Japhet går ind og underviser - det er næsten som før i tiden når biskoppen kom rundt på visitats. Eleverne bliver bedt om at skrive deres navn, og de syv elever som er til stede i dag får skrevet et enkelt bogstav spejlvendt. Japhet retter dem venligt, så de kan huske det til næste gang. Eleverne bliver bedt om at læser lidt højt. Det er simpel læsning men de klarer det rigtig godt.
Eleverne, som ellers tæller 25 er unge fra 15 år og opefter. De er meget interesseret, og de elever som holder ved, vil vinde i det lange løb. Flere af eleverne er gifte og har børn at sørge for. Nogle af eleverne kommer fra en anden landsby og bor i Barmi, mens skoleundervisningen kører i marts måned.
Nu er undervisningen i gang, men meget kan forhindre dem i at fortsætte. Fx arbejdet i hjem og i mark, sygdom, rejser eller nogen som skal til en begravelse. I kirkerummet sidder der også en masse små børn. De gentager ordene og følger med så godt de kan. Skolen er for voksne elever, så børnene tæller ikke rigtig med. Men vi glæder os over at de får lov til at være med til undervisningen.
Der er nu undervisning i gang flere steder, og vi ser også gerne, at det kan være andre end evangelisten der underviser. I Sabon Gari underviser Daniel. Han er en af de få her i området der har gået i skole i flere år. Han underviser en klasse på 40 elever. Undervisningen har dog ligget stille i nogle uger, fordi han også er brøndgraver og har været i gang med at grave. Det siger lidt om, at ressourcerne er små. Men vi fortvivler ikke, vi møder gå-på-mod, og vi glæder os sammen over de små ting der sker. For os er det store ting! Fx har brøndgraverne afsluttet endnu en brønd i denne omgang. Samtidig med at de graver får de udlært en ny brøndgraver, så flere kan hjælpe til. Vi håber at få lavet et graverhold i hvert af de fire områder. Det er fremtidsdrømme, men vi har vel lov til at drømme… Vi har en leder og superviser på arbejdet som vi arbejder godt sammen med.
11. februar 2009
Bibelen taler lige ind i vores liv. Jeg tror Gud gør ordet levende i vore hjerter og tanker, og det kan få konsekvenser i vort liv, når vi modtager Hans ubetingede, grænseløse kærlighed. Vi ser forvandlinger her blandt mennesker. Ord som kærlighed, glæde, fred, tillid og tilgivelse, overbærenhed og udholdenhed, venskab, forsoning, åbenhed og håb er ord vi kender fra dansk kultur og de hænger uløselig sammen med den kristne tro. Det er ord som her får gennemgribende betydning i menneskers liv, når de vælger at blive kristne.
Elias
Er en ung mand som valgte at blive kristen og måtte kæmpe med sin familie. Forældrene ønskede ikke at han blev kristen. På trods af forældrene valgte han at starte på bibelskolen i Gulbin Boka. Et par måneder efter kom brødrene på besøg - kun for at tage ham med hjem. Elias stak af hjemmefra igen, og efterhånden forstod forældrene, at de ikke kunne bestemme over Elias’ liv, hverken med det bløde eller det hårde. Efter et år blev han genforenet med forældrene, og de støtter i dag hans uddannelse. I Nigeria skal alle betale skolepenge fra 7. til 12. klassetrin. Elias, som kun var på bibelskolen i Gulbin Boka i ca. seks måneder går nu i skole i Kontagora og er med i alle kirkens aktiviteter. Han er en dygtig og ihærdig ung mand. Hans læse- og skrivekundskaber var yderst minimale, da han startede på bibelskolen, men han er kommet godt fra start og klarer sig godt i skolen. Hans liv forandrede sig enormt på alle måder, da han valgte at blive en kristen. Elias fik som barn smadret sit højre ben. Det er groet sammen på en måde som gør ham i stand til at gå på benet. Jeg har set hvordan han tager sig selv ved benet placere det som han ønsker og træder så af på det. Hans handicap betyder, at han ikke kan gøre alle ting. Men han klør på. F.eks. var han med os i weekenden til en konference langt ud i bushen. Det viste sig, at bilen som han var med i, ikke kunne passere et vandløb. Alle passagerer måtte gå resten af vejen ca. to kilometer samtidig med at de bar bagagen som bl.a. var et trommesæt, et el-orgel, mikrofoner, afrikanske trommer og andre private ejendele. Når Elias yder meget får han ondt i benet, så det var godt at vi kunne tage ham med på hjemvejen. Elias håber på at få en akademisk uddannelse.
Som vilde dyr
Som nævnt deltog vi i en distriktskonference den 6. - 8. feb. Vi ankom lørdag før solnedgang for at sætte biografen op. Som opvarmning viser vi billeder, som vi har taget forskellige steder fra området og en musikvideo, indtil den rigtige film kommer på senere på aftenen. Vi havde aftensmaden (majsmel) med på bilen, så aftensmaden blev først forberedt kl. 18:30, da vi var kommet. Turen ud i bushen er i sig selv en oplevelse. Det var virkelig langt ude. Vi havde selvfølgelig vognen fyldt med folk, både på bagsædet og på ladet. Onkel Bitrus havde sagt, at vi kunne spørge malam Poul, mumler de fire drenge som får lov at komme med. Det er en stor oplevelse for dem at køre med på en firehjulstrækker, da vi passerer et vandløb med stejle ned- og opgang. Det sker samtidig med fulani-køerne er på vej ned til vandløbet. De tror bilen er et fredeligt dyr der kommer for at slukke tørsten, men bilen brøler, hjulene snurrer og køerne springer for livet, da det går op for dem, at det er et vildt dyr.
Gudstjeneste med hurtig dåb
Søndag er der gudstjeneste med dåb og nadver. Det sker kun når præsten er til stede og derfor står børn og voksne i kø. Fem barnedåb og otte voksendåb. Det var så fantastisk at opleve, og også lidt morsomt. Jeg aldrig hørt et barnedåbsritual sagt så hurtigt. Det var nærmest som at høre en pep-talker, og det hele blev afviklet i en dejlig afslappet atmosfære. Vi fyldte kirken til bristepunktet, og heldigvis er der meget mere plads uden for.
Det er stort at opleve den respekt hele gudstjenesten omgås med. Selv herude i bushen, hvor det hele næsten går op i støv og natur begynder søndagens gudstjeneste med procession for at proklamere Guds hellighed og storhed og for at være synlig som kirke. Her er fest og fællesskab.
Vandet i døbefonten er hentet 500 meter væk fra landsbyen i en bæk. Vi så børn drikke den slags vand - dog så vi også små børn drikke købt vand, så der er en viden, og den der skal bygges videre på. Der er stort behov for brønde og pit-toiletter i landsbyerne. Vi kunne se tydelige spor, når vi trængte til at gå afsides. Sådanne forandringer kræver lang tids indsats. Her kommer samarbejdet med evangelisten ind i billedet. Kirkens evangelist, som bliver udstationeret i bushen, kan være med til at bringe viden og opmuntre til sundhed både for sjæl og legeme. Han bliver på stedet i længere tid og har viden med sig fra bibelskolen. Lige for tiden er der dog ingen evangelist i denne landsby, men evangelisten fra nabobyen kommer af og til på besøg. Vi håber en frivillig evangelist vil flytte hertil.
Bibelskole bygger til
Bibelskolen i Gulbin Boka har meget stor betydning for Kontagora-området, og det er derfor, vi er vildt begejstret for hvad der sker på skolen. Poul fortæller om sjove oplevelser fra byggepladsen, om fællesskab der udvikler sig, når folk går og sveder, slider og slæber sammen. Jeg er ikke direkte involveret i flytningen af de ca. 42 tons lerblokke. I stedet skal jeg prøve at tegne et billede af, hvad der sker på stedet, hvor støv og sved er med til at gøre alle lige. I skal forestille jer en støvet, tør plads med flere familier samlet, voksne og børn imellem hinanden en snakken og råben. Arbejdsmænd blander cement, andre bærer lerblokkene hen til murerne, som får bygninger op og stå, murerne som råber på flere lerblokke cementblanderne råber på mere vand. En dag hvor Poul kom forbi byggepladsen, blev han råbt op. - Master Poul, der er ikke mere vand! Poul, som havde hænderne fulde af sved og lerblokke råbte tilbage: - Og hvad så, jeg er ikke Gud. Egentlig var der en mand som havde fået jobbet med at skaffe vand, men da han viste sig at være lidt ustabil og havde andre aftaler, dukkede nogle kvinder op. Nu går det glat. Det blev aftalt, at kvinderne kunne få de 600 Naria i stedet for ”vandmanden”, og da Poul så de seks-syv kvinder komme gående i lige linje med deres baljer på hovedet og børnene på ryggen, måtte han have et billede af de nye medarbejdere. Det er ikke bare pengene der tæller. Poul prøver at delagtiggøre folkene på stedet: - Det er ikke for min skyld vi bygger og forbedrer bibelskolen. Folk bliver mere og mere involverede jo mere de ser, at der er handling bag ordene. Samtidig ser de også eksemplets betydning. Som f.eks. da bibelskolelederen i to dage selv gik i front og flyttede lerblokke.
Mange er i arbejde og ressourcer bliver brugt på alle måder. Èn af de frivillige evangelister viste sig at være uddannet murer. Han fik mulighed for at tjene en skilling ved at lave mursten af de lerhuse som bliver fjernet. Det bliver nogle super gode sten. Poul beundrer de drenge og mænd som dag efter dag hjælper med at flytte lerblokke. Der er fem til seks mænd, og de får 2.000 Naira per dag til deling. De læsser blokke på en trailer i bagende sol, de går 500 meter op til skolen, hvor de læsser blokkene af og kører tilbage for at læsse igen. - Jeg får trods alt et par minutter i skyggen, når jeg sidder i bilen, forklarer Poul.
Byggeriet går strålende, og vi er Gud taknemlig. Folk omkring begynder at reagere og glæder sig over det der sker. Der er folk i byen som snakker, og det er gode rygter der løber rundt. Flere kristne kommer til for at bosætte sig i byen Gulbin Boka. De glæder sig over at skolen nu får ”rigtige” bygninger. Skoleinspektørens vision om en luthersk kirke i Gulbin Boka bliver velsignet, tror jeg. Han har søgt Mission Afrika og har fået bevilliget et tag til en hall, som kan bruges både som kirkebygning og undervisningslokale. Alle i byen glæder sig sammen med os over byggeriet.
Murermesteren er muslim. Han er meget dygtig, og vi har et godt samarbejde med ham. Han har før arbejdet i hovedstaden Abuja for ”hvide” så han ved lidt om, hvordan de ter’ sig.. Han holder arbejdet under skarp kontrol. Poul har lagt mærke til, at lige straks han ikke er omkring hans folk, sættes tempoet ned. Men de arbejder også hårdt i mange timer.
Der sker så meget her hos os og der er meget at glæde sig over. Vi er meget glade for jeres støtte på alle måder og håber I kan glæde jer sammen med os i dette arbejde som Gud har gang i her.
12. januar 2009
Nytår
Et nyt år - jeg har ladet nogle få tanker ligge ved ”et nyt år”. Vi hører det mange gange hvert år og så pludselig er det ”nye” blevet hverdag. Det nye år er ikke nyt mere, for der er taget hul på det. Det er ligesom et brød. Et nyt brød er nyt i kort tid, og så bliver det daggammel. Det sjove er blot, at der stadig er noget nyt ved det gamle brød. Hver skive er ny og hver ny skive vil mætte dig og give dig styrke, når du spiser det. Med lidt fantasi kan vi sammenligne året med brødet, og hver dag ønske hinanden en velsignet ny dag som må fylde os med gode tanker og styrke vores liv.
Julen
Vi har fejret jul. Først den 24. med os selv og med vore tanker hos vores dejlige familie og tanker til julegudstjenesten specielt i Kvaglund kirke. Og ja, vi fik godter, og hørte julemusik og spiste risalamande og fik gaver som var bragt herned både af vore venner Irene og Niels Peder og senere med Hans Christian. Vi fik blandt andet nogle dvd-film som vi ser på vores computer. Det har vi hygget med i juleugen.
Kl. 21 den 24. december starter julen. Vi mødes i kirken, det er mørkt, fordi strømmen er gået, men egentlig kan det gøre det nemmere at forestille sig, hvordan det var for Josef og Maria, mørket rundt omkring dem dengang hvor besværligt og… men se nu der, en kommer gående med levende lys i en flagermuslygte. Det er præstens kone sammen med deres mindste børn - de større børn finder selv ind i kirken. Pludselig bliver kirken oplyst, og jeg ser der er hængt en flot banner op med teksten MERRY CHRISTMAS and HAPPY NEW YEAR sammen med nogle små lys som blinker i forskellige farver. I må gerne smile nu, det gør jeg mens jeg kniber en tåre. Hvor er det herligt. Det er ikke et himmelsk lys, men blot Poul der har fået generatoren i gang, så budskabet kan lyde for alle. Oplevelsen af den første jul for 2009 år siden er rykket helt frem til i dag. Og det er jo i dag, vi kan tage imod Jesus som et menneske, der vil dele vore livsvilkår med os - ja meget mere, der vil give os et nyt liv i kærlighed. Vi slutter kl. 23.00 og ønsker hinanden glædelig jul og vækker børnene som er faldet i søvn. Om de får gaver? Faderen i hver familie sørger for nyt tøj til alle i familien. Det er deres gave!
Julefesten sker i kirken den 25. december. Vi var sammen med en anden luthersk kirke i nærheden. Det er dejligt at være sammen til fest, og en del fra kirkerne er taget hjem til deres landsbyer for at fejre julen med familien. Denne dag er dejlig, alle er glade og der synges med ekstra styrke. Vi har indsamling, og det foregår på den måde, at vi helt ude fra kirkedøren danser op gennem kirken i en lang række. Det tager god tid, for der er glæde og fest. Efter gudstjenesten bliver der serveret mad og en hel sodavand til alle – og lidt ekstra godt til børnene til for at glæde hinanden.
Jos
Vi tog den lange tur til Jos 2. juledag. Bilen skulle til mekaniker og vi skulle købe bøger, medicin og andre ting som vi kun kan få i Jos. Vi havde besluttet at lægge turen i forbindelse med nytåret, som vi ville fejre sammen med vore danske venner i Jos. Men på grund af urolighederne i byen sidst i november måned, var vi ikke sikker på at turen kunne lade sig gøre, før et stykke hen i december. Vi havde vores hushjælp Rhoda og hendes familie med mand, to børn og en søster med på turen. Rhoda kommer fra Jos, og jeg havde lovet, at når vi engang kørte og der var plads i bilen, kunne de komme med. Jeg tror, det er den største julegave vi har givet. De havde ikke været hjemme hos familien i fire år, så det vakte stor jubel hos hendes far og søskende.
Der var ro i Jos. Men vi mødte sorgen hos flere og du kan læse om vores møde med menigheden i Dogon Kafe. Bybilledet bar også præg af urolighederne. Mange steder var der militære blokader og udgangsforbud i hele byen efter kl. 19.00. Vi boede på den Blå Compound. Det hedder den, fordi den skal have et navn og der er et blåt hus… meget enkelt!). Her bor de to andre missionærfamilier i byen. Vi nød hinandens selskab, så film på stort lærred (Arn og farvel Bafana, hvis nogen skulle spørge). Vi hyggede os på dansk og lørdag den 2. januar var vi klar til at køre tilbage til Kontagora,
Kontagora
Vi nyder at være tilbage 100%! I dag den 12. januar er Poul Martin kørt til Darbe med cement, hvor de er i gang med at grave en brønd. Under gravearbejdet er de stødt på sten, men vi håber det kan løsnes af en stenhugger - ellers skal der bruges sprængstof. Vi står ikke alene, og det er slet ikke os, men dygtige folk der graver, folk der er uddannet, dengang Per Enggaard Haahr var i Nigeria. Nu i mellemtiden er Poul Martin kommet hjem, vi har spist og snakket. Og han kom med en fantastisk nyhed, som vi har ventet på med spænding og har bedt om måtte gå igennem, hvis det var Guds vilje. Den lutherske kirke har fået papir på det sted, hvor bibelskolen ligger, og vi kan nu gå i gang med at bygge de boliger, som Mission Afrika har bevilget hjælp til. I må gerne glæde jer sammen med os. Det er en stor dag for os her i Kontagora. Det lyder måske lidt pudsigt. Men tingene er lidt anderledes her i Nigeria. Fakta er, at vi nu kan vi gå i gang med at bygge elevboliger. Så behøver de ikke selv begynde med at bygge, når de kommer til skolen. Der skal også bygges gode boliger til lærerne, så de ikke skal bekymre sig om de fysiske rammer. Nu kan de bruge ressourcerne på at give god undervisningen.
Det viste sige, at det kun var sten hårdt jord de var stødt på i Darbe. Gama Kesa, der er ansat af kirken, kom i dag hertil og kørte til Darbe sammen med Poul Martin og distriktspræsten. Gama Kesa leder arbejdet på stedet, og han var rigtig godt tilfreds med det han så. - Det bliver super godt vand I får i Darbe, var hans kommentar. Gama bliver på stedet, sover på en bænk i kirken om natten. Poul Martin har taget præstens gamle motorcykel med derop bag på bilen, så Gama nu kan kører rundt og tilser arbejdet. Han har også fået en førstehjælpskasse med. Det bad han om at få med på turen. Da han kom til stedet, kom en gammel mand, forøvrigt ikke en kristen, men han er klar over, hvor han skal hente hjælp, hen til dem og fik fortalt, at en af graverne havde brug for hjælp. - I må gøre noget! Han var klar over, at kristne både beder og handler. Så Poul gik i gang med at rense sår og forbinde det, og så bad vi om at Herren velsigner og heler sået.
Vi er så taknemlige for al den støtte vi får, både åndeligt, økonomisk og gennem de mange kontakter, besøg og hilsner der kommer. I skal vide, at jeres arbejde ikke forgæves. Det flyder igennem til os og ud til de, som har brug for den.
Inden jul havde vi den glæde at have besøg af Rikke Vestergaard, der er tidligere missionær i Dakka i Østnigeria. Hun er normalt i Dakka en gang om året, men tog sig tid til den lange vej fra Dakka til Kontagora for at undervise evangelisterne. Det gjorde hun fantastisk godt. Der var omkring 40 deltagere på et tredags kursus. Alle deltog aktivt med snak og spørgsmål. Om aftenen underviste distriktspræsten Japhet evangelisterne i, hvordan de spreder lærer-en-anden-at-læse-og-skrive-materialet i området. De små kirker har selv investeret, og der er nu i det nye år startet klasser i distriktet for analfabeter. To menigheder taler om 25 deltagere. Bed om at de må holde ud og få godt udbytte af det.
Læs flere indlæg på Inger og Pouls blog
Støt Inger og Poul Martins pionerarbejde i Nigeria og send din gave til giro: 640 7293 eller direkte til Danske Bank kontonummer: 9743 6407293, mrk. Inger og Poul Martin
|
