Kære alle
Jeg sidder indimellem og lytter til nogle bånd om Johannes’ Åbenbaring af den reformerte præst John McArthur fra Californien, en i dag verdenskendt bibelfortolker. Han sætter mange tanker i gang hos mig. Her til morgen var han inde på, at al politik generelt set (der er selvfølgelig undtagelser) er under Satans kontrol.
Det følgende skriver jeg også i betragtning af den uro og de myrderier, der er sket omkring os her i Jos og Bukuru lidt uden for Jos, hvor vi bor på det fælleskirkelige præste-seminarium TCNN.
En velkvalificeret statistisk undersøgelse for nylig har vist, at mere end 20 % af både muslimer og kristne her i landene syd for Sahara mener, at det er i orden at bruge vold mod andre for at forsvare sin egen religion.
Man kunne nemt komme til at tabe modet lidt over en sådan udpræget voldsholdning hos både kristne og muslimer her i Nigeria også. Jeg synes her, at der er ting i Åbenbaringsbogen, som kan give én nyt mod som kristen.
Hele Åbenbaringsbogen fortæller, at det er Gud og Lammet, der har ejendomsretten til denne verden og også vil erobre den tilbage igen fra Satan. Johannes’ åbenbaring kap.11 v.15 siger: Og den syvende engel blæste i sin basun, og vældige røster hørtes i himmelen, og de råbte: "Herredømmet over jorden er nu blevet vor Herres, ja, hans salvedes, og han (=vel Kristus) skal være konge i evighedernes evigheder!"
Når Johannes siger ”er nu blevet”, viser det jo, at det har det ikke været før! Jvf. også Hebræerbrevet kap. 2 v. 9: Ganske vist ser vi endnu ikke alt underlagt ham (=Kristus)
Endnu er der meget ondt i verden, som på en for os uigennemskuelig måde ENDNU IKKE ER UNDERLAGT Kristus! Selv om Kristus jo har al magt i Himlen og på jorden! Men Åbenbaringsbogen fortæller jo klart, at den tid vil komme, hvor alt igen vil blive underlagt Kristus og hans Far.
Som jeg læste det for nylig i Martyn Ljoyd-Jones’ bog i hans udlægning af Efeserbrevet kapitel 6, så er det største og mest motiverende håb, vi kristne kan gives, netop tanken om, at Gud vil sejre over alt ondt til sidst.
Den kristne, der er ved at give op og gå tilbage til denne verdens fornøjelser og lyster, vil kunne hente stor trøst ved netop tanken om, at Gud og Lammet, trods så megen ondskab, netop nu vil sejre endegyldigt til sidst.
Man kan sige, at hele Åbenbaringsbogens indhold er et svar på den bøn, kristne har bedt ned gennem alle tider udtrykt i bl.a. Fadervor: ”KOMME DIT RIGE”!
Bønnen ”Komme dit rige” bliver netop opfyldt i det, Åbenbaringsbogen vil forkynde os, nemlig, at Gud sejrer til sidst. Dette udtrykkes mange steder i denne bog. F.eks. i Johannes’ Åbenbaring kap.12 v.10 Og jeg hørte en høj røst i himlen sige: "Nu er frelsen og magten og Riget vor Guds og herredømmet hans salvedes,…….”
Når Satan er bundet i de tusinde år, og når alle gudløse mennesker er fjernet, og når Satan er kastet i ildsøen sammen med Antikrist og den falske profet, hvor også alle de faldne engle er, da er kongeriget og magten over denne jord igen hos Jesus Kristus!
Lad os da, i betragtning af denne store Kristi sejr til sidst, som allerede nu er forudsagt i Åbenbaringsbogen, løfte vore hoveder, for alt tyder på, at vor endegyldige forløsning er ret nær. Bortrykkelsen af kirken til himlen kunne ske hvert øjeblik nu. Er vi rede til at møde vor brudgom? Eller har den åndelige søvn fået for stort indpas hos os, så vi ikke længere har tilstrækkelig olie på vore lamper? Og derfor må stå med vor nøgenheds skam, når han viser sig i Himlens skyer med kraft og megen hellig herlighed. Og derfor må høre hans ord: ”Gå bort fra mig, I uretfærdige, for jeg har aldrig kendt jer”.
Lad os bede om, at de ord, vi får at høre, snarere bliver: ”Gå ind til din Herres glæde, I Herrens velsignede, for vel var din kraft kun liden, men du har holdt fast ved mit ord”. Kristus vil til sidst få al magten også her på jorden specielt i det kommende tusindårsrige. Lad dette usvigelige løfte få os til at løfte vore hoveder, idet vi søger de ting, som er oventil og med forventningsfulde blikke ser frem til hans komme oppe i det synlige himmelrum. Det var nogle få strøtanker herfra. Ordene var til opmuntring for mig selv, og jeg håber, de bliver det for jer også.
Vi kan færdes frit her i området. Dog skal vi altid være ekstra vågne overalt, hvilket jo trætter en del.
Bed om, at Gud må hele de sår, der er blevet hos mange både kristne og muslimer, hvis nære familie er blevet myrdet.
Bed også om, at de evt. traumer, vi missionærer måtte have pådraget os, må blive helet, så vi kan gøre fyldest i vor tjeneste her også i tiden fremover.
Kærlig hilsen
Ingelise og Regin Benner
Kære alle. Jos, 30. januar 2010
I Apostlenes gerninger kapitel 14 fortælles der om hvordan Paulus blev stenet. De kristne slog kreds om ham, han rejste sig igen. Og dagen efter rejste han til Derbe.
Dagen efter rejste han videre med evangeliet. Han ventede ikke på psykologbehandling eller terapisamtaler.
Hvad var det for en kraft, der drev Paulus? Det var Guds kraft. Det var Helligånden.
Denne hændelse, som Paulus var ude for, har jeg tænkt meget på i de sidste 2 uger her.
Hvem ville have troet sidste lørdag, at vi allerede begyndte undervisningen i tirsdags?
Hvem ville have troet sidste lørdag, at det igen er muligt at køre til Jos?
Hvem ville have troet sidste lørdag, at det igen er muligt at købe fødevarer?
Vi må beundre nigerianerne, de rejser sig hurtigt igen!
Ved hvilken kraft? Ved Guds kraft.
Terapibehandlingerne fås ved at tale med hinanden. Ved at bede sammen og ved at læse i Bibelen.
TCNN har rejst sig igen. Utrolig hurtigt. Utrolig hvor stor Guds kraft er.
Er alt da helt tilbage til hvad det var før?
Vi er jo mennesker. Vi er trætte. Vi reagerer stadig ved en fremmed lyd. Vi reagerer stadig når nogen løber eller råber. Vi har svært ved at koncentrere os.
Men vi ved, vi er i Guds hænder. Vi ved at Guds arme når helt herned.
Tak fordi I har tænkt på os. Tak fordi I har bedt for os. Tak fordi vi står sammen om det vigtige arbejde at brede evangeliet længere ud.
Tak for forbønnen, der gør det muligt for TCNN at rejse sig som Paulus gjorde. Tak for forbønnen, der gør det muligt for os at ”rejse videre med evangeliet dagen efter.”
Kærlig hilsen Ingelise og Regin.
Kære alle 23. januar 2010
Jeg sidder og ser ud ad vinduet ned mod skolen, hvor der er en brønd. Der er en lang kø for at få vand. En kvinde vasker sit tøj og spreder det ud til tørring på jorden.
Hun kommer fra flygtningelejren, som er nabo til os. Det er vores nabo, politiskolen, der lige nu fungerer som flygtningelejr.
Der har været uro i Jos og her i Bukuru. Mange kirker og huse er blevet brændt af, mange er blevet dræbt, og mange er blevet hjemløse. På politiskolen var der både kristne og muslimske flygtninge, så politiet måtte gå vagt imellem dem, så de ikke begyndte at slås igen. Nu skulle muslimerne være blevet flyttet til en anden lejr, så der kan blive lidt ro.
Ikke langt fra vores skoles hovedindgang er der brændt en hel gade af. Markedet i Bukuru skulle være brændt af også.
Uroen begyndte i Jos i søndags, og spredte sig tirsdag til Bukuru og andre byer. Der blev hurtigt indkaldt militær, som sammen med ekstra politi hurtigt fik lidt styr på uroen.
Vi havde totalt udgangsforbud i 2 dage. En af vore studenter gik alligevel ud og blev skudt ikke langt fra skolens hovedindgang.
De studenterboliger, der vender ud mod hovedindgangen, fik skudhuller. Heldigvis var der ingen studenter, der blev ramt.
Vore studenter går vagt om natten og sover om dagen. Nu er der blevet roligt igen. Men der florerer mange rygter om nye angreb fra muslimerne. Disse rygter skaber en del frygt.
Vi siger tak for jeres forbøn. Der har ikke været nogen forsøg på at trænge ind på TCNN. Vi har følt os omgivet af englevagt. Men det har været nogle hårde dage at komme igennem.
Udgangsforbuddet gælder nu fra kl. 17.00 til kl. 10.00 morgen. En del af vore studenter er taget hjem. Mange af dem, der er tilbage, har flygtninge boende, som ikke ved, hvornår de kan tage hjem, eller om de har et hjem at komme tilbage til.
Hvorfor? spørger vi alle.
Muslimerne ønsker at få herredømmet i Jos. Kan de få Jos, vil de kunne dominere Midtnigeria og derefter brede sig mod syd.
Vi må håbe og bede om, at Jos må blive på de kristnes hænder.
Vi ved ikke, hvornår vi begynder undervisningen igen.
Der kommer nok til at gå nogen tid, før vi er helt tilbage til normaltilstand igen. Efter sigende skulle der være blevet ødelagt mere, end der blev i 2008.
Men tak for forbøn. Vi har det godt og er taknemmelige for Guds beskyttelse.
Kærlig hilsen
Ingelise og Regin.
Kære alle
Vi var en tur i Jos i dag. Der er fuld gang i juleforberedelserne nogle steder. Juleforberedelserne består i, at plastik-juletræerne bliver pakket ud og sat sammen. Man får dem i etager. Vores er f.eks. i 3 etager, men vil du have et større træ, kan du få det i fem etager. I supermarkederne kan vi nu også se forskellige former for julepynt.
Vi vil ønske jer alle en glædelig adventstid. Det er dejligt, at vi igen må få lov at se frem til at fejre Jesu fødsel, og at blive mindet om, hvordan han kom til jord, blev menneske og gav sit liv for os.
Historien om en stangmaskine
- Jeg kan ikke finde ud af det her. Jeg ved ikke, hvordan man hækler. Siden min mor fødte mig, har jeg aldrig rørt ved sådan en hæklenål.
Jikoliya så meget bestemt på mig i sidste håndarbejdstime. Hun var vred, hun var frustreret, hun var ked af det.
De er i gang med at hækle en taske. Vi bruger luftmasker og stangmasker i mønsteret. De andre i klassen var godt i gang, men det var Jikoliya ikke.
Så jeg fandt noget andet garn frem og gav mig til at lære hende at hækle stangmasker. Nu var det svært at koncentrere sig om at hjælpe hende, da de andre jo også havde brug for hjælp.
- Har du tid at komme over til mig i eftermiddag? sagde jeg. Så kan vi hækle. - Nej, det kan jeg ikke, sagde hun. Jeg kikkede lidt på hende. Det er voksne kvinder, jeg underviser, og hvis hun ikke har lyst til at lære at hækle, så er det hendes valg.
- Jeg kommer i morgen, sagde hun. - Fint, kom kl. 16. svarede jeg.
Hun kom ikke kl. 16, hun var ikke kommet kl. 16.30. Så jeg tænkte: - Det er fint, hun har ikke lyst. Men så kom hun alligevel. Vi snakkede lidt og hilste, som man nu skal hernede.
Nu er det sådan, at det første arbejde, de laver, er en lille strikket babybluse, hvor de så hækler stangmasker rundt i halsen. Derfor ved jeg altid, at de har lært at hækle stangmasker.
Nu, da vi var alene, fortalte hun mig så, at der var en anden, der havde hæklet stangmaskerne for hende. Det havde hun bare ”glemt” at fortælle mig. Men hun ville meget gerne lære det, sagde hun. Så i løbet af 20 minutter var hun helt udlært i at hækle stangmasker. Og det var en meget stolt Jikoliya, der gik hjem lidt efter.
Hvorfor fortæller jeg nu det? Jo, fordi jeg gerne vil have, at I skal vide, at der sommetider kan være nogle problemer også i vores arbejde.
Hvad betyder en stangmaske? Er det nu noget, man skal bekymre sig om? Der er mange valg, der må foretages. Og jeg fandt ud af i forbifarten, at en stangmaske på det tidspunkt betød rigtig meget for Jikoliya.
Jeg er glad for, at Gud hører alle mine bønner og mine suk til ham. Havde jeg ikke bedt til ham, da Jikoliya var vred på mig, så var jeg måske blevet vred på hende. Og så havde hun blokeret og havde ikke kunnet lære, hvordan man hækler stangmasker.
Jeg vil gerne sige til jer, at Gud har omsorg for os, han bekymrer sig om en stangmaske.
Ingelise
Nåde eller gerninger
Jeg møder ofte i min undervisning studerende, der klynger sig til, at de er frelst, fordi de har gjort et eller andet godt.
Det er jo at vende det hele på hovedet.
Så det at forkynde retfærdiggørelse af tro er og bliver den største udfordring for en teologilærer i Nigeria og vel i hele Afrika, ja vel overalt på denne jord! Altså også i Danmark. Lad mig derfor stille følgende spørgsmål:
Er vi frelst, fordi vi har studeret hårdt og brugt al energi på vores uddannelse?
Nej, kun troen på Jesus og Hans blod frelser!
Er vi frelst, fordi vi støtter missionen og andre gode ting økonomisk - endda med tiende eller endnu mere?
Nej, kun troen på Jesus og Hans blod frelser!
Er vi frelst, fordi vi har været en god far eller mor for vore børn?
Nej, kun troen på Jesus og Hans blod frelser!
Er vi frelst, fordi vi er medlemmer af den og den kirke og går regelmæssigt til kirke?
Nej, kun troen på Jesus og Hans blod frelser!
Er vi frelst, fordi vi er døbte?
Nej, kun troen på Jesus og Hans blod frelser!
(Det kan nemt lade sig gøre at være ”under vandet og ikke under blodet”. Flertallet af danskerne har været under vandet (=er døbte), men er ikke under blodet, lever ikke med Jesus til daglig, og da hjælper dåben intet, absolut intet!)
Er vi frelst, fordi vi lever et moralsk pletfrit liv, et flot borgerligt og ærbart liv?
Nej, kun troen på Jesus og Hans blod frelser!
Intet af vort eget frelser. Alle vore gode gerninger er som ”snavsede klæder”.
Esajas siger: ”som en tilsølet klædning er al vor retfærd.” (Es.64,5)
MEN KRISTI RETFÆRDIGHED OG HANS BLOD ER EVIGT NOK.
Regin Benner
Kære alle. Juni 2009
Det har været et begivenhedsrigt forår for os. Noget af det, som har optaget vore tanker, kan deles op i fire punkter.
1 Skal præsteseminariet TCNN laves om til et universitet?
2 Ny leder på Theological College of Northern Nigeria - TCNN
3 Uventet tur til Danmark
4 VI Flytning
Skal TCNN laves om til et universitet?
Det spørgsmål er der blevet arbejdet meget med. Som det er nu, er TCNN knyttet til universitetet i Jos. Det betyder i praksis, at man fra Jos Universitet kontrollerer standarden på TCNN.
F.eks. ved at alle eksamensspørgsmål skal godkendes derfra. Og der tages stikprøver af de skriftlige eksamener. TCNN har den fulde frihed til at lave læseplaner og undervise i de fag, man finder er relevante.
Hvis TCNN bliver et mere officielt anerkendt universitet, bliver vi kontrolleret af en komite. Dette betyder også, at vi kan få økonomisk tilskud fra lokalregeringen.
Nogle mener, at det bliver svært for os at holde fast i de mere pastoralorienterede fag (de fag, der tager mere direkte sigte på en præstegerning og derfor er vigtige for vore studerende). Fordi der ligesom bliver en anden form for verdslig kontrol.
Nogle mener, at muslimerne (hvis vi bliver et sådant universitet) på længere sigt vil søge at få foden indenfor og gøre det vanskeligt at drive en kristen præsteskole.
Andre mener, at det vil være en fordel for de studerende at få et eksamensbevis fra en skole, som ikke bare er knyttet til et universitet, men som selv er et universitet. De vil få nemmere ved at få højere uddannelse inden for andre fag, idet de kan bruge deres teologiske eksamensbevis som springbræt.
Spørgsmålet er, om vi skal holde fast på, at TCNN er en skole for kirkernes præster, eller om det skal blive en ”almindelig” verdslig uddannelsesinstitution.
Tak, om I vil være med til at bede om, at de rigtige beslutninger bliver taget.
Ny leder til TCNN
Efter semesterafslutningen fik vi besked om, at vores skoleleder rejser. Vi synes, Musa Mambula har været TCNN en god mand.
Men det er svært at samle TCNN med alle de forskellige kirkesamfund, som alle ønsker, at netop deres kirke skal tilgodeses.
Tak, om I vil være med til at bede om, at vi må få den rigtige mand til denne vanskelige post.
Uventet tur til Danmark
Sidst i april kom meddelelsen om, at Regins bror var død.
Han var ude at løbe en tur og faldt om på vejen. Han var, så vidt vi ved, død, da ambulancen kom.
Vi er taknemmelige for, at vi fik mulighed for at komme hjem og deltage i begravelsen. Det er godt at kunne være sammen med familien i sådan en situation.
Et pludseligt dødsfald tager på kræfterne på flere måder. Tak, om I vil bede for, at vi må få de kræfter, vi har behov for.
Flytning
”The dream came true!” sagde en af vore nigerianske kolleger, da han besøgte os, dagen efter vi var flyttet ind i det nye hus, som Mission Afrika har bygget midt på TCNN’s område.
Det er virkelig en drøm, som blev til virkelighed.
Vi har glædet os til at kunne være på området og at kunne deltage mere i det liv, der leves på TCNN.
Vi nyder roen og stilheden, vi nyder at kunne gå ture i grønne omgivelser. Vi er dybt taknemmelige, fordi Mission Afrika gjorde det muligt for os.
Vi har brugt et par uger til at indrette huset. Og vi synes, vi har fået et rigtig dejligt hus. Regins ikoner liver vældigt op.
Tak, om I vil være med til at bede om, at det må være en velsignelse at bo på TCNN, og at vi må være en velsignelse for vore studerende.
Kærlig hilsen Ingelise og Regin.
Støt Ingelise og Regin Benners arbejde på Theological College of Northern Nigeria og send en gave til giro: 640 7293 eller direkte til Danske Bank konto 9743 0006407293, mrk. Benner
Kære alle.
Det har været et begivenhedsrigt forår for os. Noget af det, som har optaget vore tanker, kan deles op i fire punkter.
1. Skal præsteseminariet TCNN laves om til et universitet?
2. Ny leder på Theological College of Northern Nigeria - TCNN
3. Uventet tur til Danmark
4. Flytning
Skal TCNN laves om til et universitet?
Det spørgsmål er der blevet arbejdet meget med. Som det er nu, er TCNN knyttet til universitetet i Jos. Det betyder i praksis, at man fra Jos Universitet kontrollerer standarden på TCNN.
F.eks. ved at alle eksamensspørgsmål skal godkendes derfra. Og der tages stikprøver af de skriftlige eksamener. TCNN har den fulde frihed til at lave læseplaner og undervise i de fag, man finder er relevante.
Hvis TCNN bliver et mere officielt anerkendt universitet, bliver vi kontrolleret af en komite. Dette betyder også, at vi kan få økonomisk tilskud fra lokalregeringen.
Nogle mener, at det bliver svært for os at holde fast i de mere pastoralorienterede fag (de fag, der tager mere direkte sigte på en præstegerning og derfor er vigtige for vore studerende). Fordi der ligesom bliver en anden form for verdslig kontrol.
Nogle mener, at muslimerne (hvis vi bliver et sådant universitet) på længere sigt vil søge at få foden indenfor og gøre det vanskeligt at drive en kristen præsteskole.
Andre mener, at det vil være en fordel for de studerende at få et eksamensbevis fra en skole, som ikke bare er knyttet til et universitet, men som selv er et universitet. De vil få nemmere ved at få højere uddannelse inden for andre fag, idet de kan bruge deres teologiske eksamensbevis som springbræt.
Spørgsmålet er, om vi skal holde fast på, at TCNN er en skole for kirkernes præster, eller om det skal blive en ”almindelig” verdslig uddannelsesinstitution.
Tak, om I vil være med til at bede om, at de rigtige beslutninger bliver taget.
Ny leder til TCNN
Efter semesterafslutningen fik vi besked om, at vores skoleleder rejser. Vi synes, Musa Mambula har været TCNN en god mand.
Men det er svært at samle TCNN med alle de forskellige kirkesamfund, som alle ønsker, at netop deres kirke skal tilgodeses.
Tak, om I vil være med til at bede om, at vi må få den rigtige mand til denne vanskelige post.
Uventet tur til Danmark
Sidst i april kom meddelelsen om, at Regins bror var død.
Han var ude at løbe en tur og faldt om på vejen. Han var, så vidt vi ved, død, da ambulancen kom.
Vi er taknemmelige for, at vi fik mulighed for at komme hjem og deltage i begravelsen. Det er godt at kunne være sammen med familien i sådan en situation.
Et pludseligt dødsfald tager på kræfterne på flere måder. Tak, om I vil bede for, at vi må få de kræfter, vi har behov for.
Flytning
”The dream came true!” sagde en af vore nigerianske kolleger, da han besøgte os, dagen efter vi var flyttet ind i det nye hus, som Mission Afrika har bygget midt på TCNN’s område.
Det er virkelig en drøm, som blev til virkelighed.
Vi har glædet os til at kunne være på området og at kunne deltage mere i det liv, der leves på TCNN.
Vi nyder roen og stilheden, vi nyder at kunne gå ture i grønne omgivelser. Vi er dybt taknemmelige, fordi Mission Afrika gjorde det muligt for os.
Vi har brugt et par uger til at indrette huset. Og vi synes, vi har fået et rigtig dejligt hus. Regins ikoner liver vældigt op.
Tak, om I vil være med til at bede om, at det må være en velsignelse at bo på TCNN, og at vi må være en velsignelse for vore studerende.
Kærlig hilsen Ingelise og Regin.
Støt Ingelise og Regin Benners arbejde på Theological College of Northern Nigeria og send en gave til giro: 640 7293 eller direkte til Danske Bank konto 9743 0006407293, mrk. Benner
Ingelise og Regin Benner er udsendt til Nigeria og arbejder på Theological College of Northern Nigeria
10. januar 2009
Tilgivelse og forsoning
Kære alle
- Du skal ikke være ked af det, mor. For når jeg bliver stor, så skal jeg gøre gengæld. Så skal jeg brænde deres huse af, og så skal …
- Nej, det skal du ikke, svarede drengens far. Jesus siger, vi skal tilgive dem, og glemme det onde, de har gjort imod os.
- Mener du, jeg skal glemme, at de har brændt mit tøj og alle mine skolebøger?
- Ja, det mener jeg, svarede faren, det siger Jesus.
- Du kan da ikke mene at jeg skal tilgive at de brændte vores hus og kirken af?
- Jo, Jesus siger, vi skal tilgive dem, ligesom han har tilgivet dem.
Sådan udspændte samtalen sig mellem Danlami Elkanah, som er præst ved Dogon Karfe kirken i Jos, og hans søn på seks år, dagen efter at muslimer brændte kirke og præsteboligen af.
Men lad os høre, hvad Elkanah selv fortæller:
- Fredag den 28. november trængte muslimske unge ind på kirkens område mens de skød. De løb fremad og tvang sig adgang til kirken. De bragte malerbøtter ind i kirken. Nogle af dem havde de selv haft med, andre fandt de på kirkens område. De bragte også gamle dæk ind i kirken. Så hentede de computer og højtaleranlæg fra præstens kontor og fra ungdomsgruppens depotrum. De bragte materialer fra søndagsskolekontoret og fra kvindefællesskabets rum. De stablede det hele oven på hinanden og hældte benzin over og stak ild til. Derefter overøste de præstens hus med benzin og stak også ild til det. Det samme skete med præstens motorcykel.
- Jeg var selv ude for at købe medicin til min syge datter og havde efterladt min kone og børnene derhjemme. Da min kone hørte de første skud, skyndte hun sig at kalde børnene sammen. De slap ud gennem en anden port til en lille bagvej.
De få kristne unge der også var på kirkens område (de fleste var piger) var lamslåede. Ingen af dem nåede at redde noget fra hverken kirke eller præstebolig.
Vi har holdt gudstjeneste i ruinerne fra den 3. december.
Det siges, at den krise vi har været igennem skete på grund af resultatet af valg til lokalregeringen den 27. november. Men jeg tror ikke det er hele sandheden. Hvad har afbrænding af kirker at gøre med et valg? Kirken er et tilbedelsessted - ikke et parti kontor. Derfor er min konklusion, at det hele var planlagt for at udvide muslimsk territorium. Det var Jihad (hellig krig).
Tak om I vil bede om, at Gud vil bringe en varig løsning på de problemer, vi står i. Bed om at kirken må komme styrket ud af denne krise.
Hilsen
Pastor Danlami S. Elkanah.
Udover at være præst ved den lutherske menighed i Dogon Karfe og distriktspræst i Jos er Elkanah også i gang med at tage en mastergrad på Theological College of Northern Nigeria (TCNN).
To dage efter hans kirke og bolig var brændt af, var han til eksamen på TCNN.
Til spørgsmålet om, hvordan han kunne klare det, svarede han: Når jeg lå i min seng og ikke kunne sove, rejste jeg mig og læste til eksamen. Når jeg så blev træt lagde jeg mig igen til at sove. Jeg havde mange blanke øjeblikke, da jeg skrev mine eksaminer, men jeg bad Gud hjælpe mig, og han førte mig igennem.
Elkanah fortalte os, at det havde været meget pinefuldt at se, at det var en del af deres muslimske naboer, som var med til at brænde kirke og præstebolig af. Naboer, som de har et godt forhold til og som de sommetider hjælper.
- Men gennem hele vores samtale gik den røde tråd, der hedder tilgivelse. Vi har et stort arbejde foran os med at prædike om Guds kærlighed, siger Elkanah.
Da de unge muslimer kom ind råbte de: Lad os få fat i præsten. Det var et under at der ikke skete noget med familien.
For øvrigt skulle antallet af kirker, som man har prøvet at brænde af under urolighederne være 48. Heraf er 21 fuldstændig ødelagt.
Som I kan forstå har vi været igennem en urolig tid her i Jos. Men gennem det hele har vi følt os omgivet og båret af forbøn. Vi vil gerne sige tak til jer for jeres omsorg og for jeres forbøn.
Og vi vil ønske alle et rigtig godt nytår. Tak for hilsner og mails i 2008. De har betydet meget for os.
Kærlig hilsen Ingelise og Regin Benner
23. oktober 2008
Kære alle
Først vil vi sige mange tak for samvær med jer, som vi nåede at se, da vi var i Danmark i sommer. En speciel tak til alle, som var med i Nexø Kirke og til Finn Kappelgård for en dejlig udsendelsesgudstjeneste. Det betyder meget for os at vide, at der er nogle, der står bag os i forbøn.
Tiden i Danmark løb meget hurtigt, og der var meget at se til da vi kom tilbage til Jos med forberedelse af timer til det nye semester. Jeg (Ingelise) har tre dejlige klasser i kvindeskolen. Jeg nyder samværet med dem og tænker på, at hvis de får lært ligeså meget, som jeg lærer af dem, så er det ikke så galt.
Vi har lige haft vores årlige missionærkonference i Miango uden for Jos. Vi er ikke så mange missionærer i Nigeria, men vi havde nogle gode dage sammen. Vi så en ny Lutherfilm. Jeg var glad for at få opfrisket historien om Martin Luther og høre nogle af hans stærke lærersætninger. Hvor er det befriende at få lov at vide at vi er retfærdiggjorte at tro.
Vi møder mange i de afrikanske kirker, som er fanget ind af stræb om at gøre sig fortjent til Guds kærlighed. Det er dejligt at få lov at tale om at det, der skal gøres, har Jesus allerede gjort for os på korset.
I kvindeklassen taler de meget om "reward” (belønning) . Hvis jeg lever et godt liv, så vil Gud belønne mig for det. Det er ikke meget vi taler om belønning i vore kirker i Danmark. Jeg prøvede at lytte mig ind til, hvad de egentlig mente. Jeg blev noget forskrækket, da jeg opdagede, at de faktisk levede og byggede deres kristenliv på den forventede belønning. Da jeg spurgte ind til, hvad det var for en belønning de ventede, fik jeg nogle tågede svar.
Det er ikke så let at beskrive det evige liv i Himlen og den ”løn” vi kan forvente. Der er ingen tvivl om, at biblen taler om en belønning til de kristne som bliver udbetalt den dag Jesus kommer igen. Men faren ved dette ord ”belønning” er jo at vi kommer til at opfatte denne belønning som en slags betaling for vores indsats, altså en ide om at vi kan gøre os fortjente til denne belønning. Og det er præcis her mange afrikanske kristne står. De er fanget ind af en yderst farlig lovtrældom (legalisme som det teologisk hedder).
Det vi må holde fast ved er, at denne løn af nåde og ikke en løn efter fortjeneste som afrikanske kristne ofte opfatter det som. For lønnen er et resultat af den nåde vi modtager i Kristus. Jeg er vokset op med, at vores belønning kommer af livet med og troen på Jesus, og at vi ikke skal stræbe efter belønning, men kort og godt se på Jesus for han er selv i egen person vores "belønning" og det er derfor en belønning af nåde. Alt i vort liv som lykkes og bærer frugt skyldes nemlig Ham - og Ham alene.
Forleden morgen holdt Lami andagt. Hendes overskrift var: Du høster hvad du sår.
Vi fik virkelig at vide, at hvis vi gjorde noget forkert overfor andre, så ville vi komme til at mærke det.
Hun brugte mange eksempler, så ingen var i tvivl om, at vi havde noget at stå til regnskab for. På dommens dag skal vi stå til regnskab for alt, sagde hun. Det er jo også rigtigt, men hvad med tilgivelsens mulighed - den hørte vi ikke noget om.
Som I kan se, kommer der mange ting op, som sætter mange tanker i gang.
Regntiden er forbi. Tørtiden er kommet og harmatanen (støvtågen) er her. Vi glæder os over, at det er nemt at få vasketøjet tørt. Og vi ved at halsen og øjnene skal have lidt tid til at vænne sig til støvet.
Tak om I vil være med til at bede om at vi må være vidnesbyrd om nåden i Kristus.
Mange kærlige hilsner
Ingelise og Regin
Støt Ingelise og Regins arbejde med at undervise på Theological College of Northern Nigeria og send din gave til Mission Afrikas konto i Danske Bank, kontonr.: 9743 0006407293, mærk Benner. Hjertelig tak for din støtte!
