Kalenderen viser 1968. Den mørke nat har sænket sig over missionsstationen i Ga’anda. Vi er gået til ro, da en stemme tilhørende kliniklederen kalder: ”Sister, the thing is serious”! Uden store ord forklarer han, at der er bud fra en landsby 30 km længere inde i bushen, at en ung mand af fulanifolket er blevet bragt dertil. Han er stanget i maven af en ko, og i tre dage har familien båret ham ad bush-stier, men nu kan de ikke klare mere. Altså, hvis Malam (min mand) lige vil starte folkevognen og bringe ham til klinikken, er der måske håb om overlevelse.
Over klipper og floder bliver den unge fulan i nattens mulm ført til klinikken. Et hurtigt blik på mandens mave afslører et hul, hvor igennem tarmene er synlige. Dette er en sag for et større hospital. Med nogle indsprøjtninger mod smerter, stivkrampe og infektion køres han videre de 75 km. til det amerikanske hospital, hvor han straks kommer på operationsbordet.
Den amerikanske læge, som opererede, fortalte os senere, at patientens mave var fyldt med græs og tjørn, som han havde renset ud. Det så ud, som havde koen stanget et af sine lange horn ind i maven på ham, havde løftet ham op og rystet ham grundigt.
Ni dage senere kaldte en stemme uden for vores hus: ”Salama alaikum!”! Det var den unge fulan, der nu til fods var på vej hjem fra hospitalet og lige kom omkring for at sige tak for hjælpen. En tid senere kom hans mor med en stor hane. Hun havde gået i flere dage for at nå frem til os for at sige tak. Jo, når folk ikke er sarte, og Gud hjælper til, er det utroligste muligt!
Af Ester Vestergaard
