Her i præstegården har vi en lille rund, flettet og godt brugt bordskåner. Den er mit første møde med Sudanmissionen/Mission Afrika.
For mange år siden havde Sudanmissionen årsmøde i Varde. Min mor blev spurgt, om vi kunne låne et gæsteværelse ud til en missionær i forbindelse med årsmødet. Farmor var med i Danmissions arbejde og mormor i Santalmissionens, så mission var ikke ukendt i vores hjem, og selv om vi ikke kendte så meget til Sudanmissionen, var døren selvfølgelig åben.
Da jeg stod op om morgenen, sad missionæren ved morgenbordet. Jeg husker, at jeg tænkte, at det måtte da være et fantastisk menneske, der tog fra Danmark og helt til Afrika for at være missionær. Min horisont var ikke så stor, og for mig var Afrika meget langt væk og meget meget fremmed. Det var svært at forestille sig en pæn helt almindelig kvinde midt i det sorte Afrika.
Da missionæren tog af sted, gav hun min mor en lille rund flettet bordskåner. Jeg sad med den og forestillede mig, hvordan en kulsort afrikansk kvinde havde siddet uden for sin lille runde lerhytte og flettet den bordskåner, mens børn og høns var rundt om hende, og andre kvinder kom med vandkrukker på hovedet.
Fra Sig til Nigeria var der i min forestillingsevne så langt, at det var helt uden for rækkevidde. I min vildeste fantasi kunne jeg ikke forestille mig, at jeg nogensinde kom til Afrika. Men hver gang jeg lagde bordskåneren på bordet, mindede den mig om en anden verden, en fremmed og spændende verden.
Men det, jeg i min vildeste fantasi ikke kunne forestille mig, skulle ske, og det, som jeg troede var uden for min rækkevidde, ja, det var i Guds plan og rækkevidde.
I 2006 tog jeg sammen med en gruppe præster under kyndig ledelse af missionær Elisabeth Vingborg så langt væk som til Nigeria. I 14 dage oplevede jeg den verden, som jeg kun havde kunnet fantasere om, når jeg lagde bordskåneren på bordet. Og alle steder blev jeg glædelig overrasket over den venlighed, som vi blev mødt med, uanset om vi besøgte kirker eller bibelskoler eller kirkens biskopper, eller vi blev budt indenfor hos ærkebiskop Nemuel og Kaja Babba.
Jeg blev også budt indenfor i en lille rund lerhytte, for den var der ikke kun i min fantasi.
Turen blev begyndelsen på venskab med mange mennesker i Kristi Lutherske Kirke i Nigeria og på et varmt forhold til Nigeria. Senere er det blevet til et tre måneders ophold på kirkens præsteseminarium på Mbamba og flere kortere besøg. Hjemme i skuffen er nu adskillige bordskånere, som er bragt hjem som gaver, men den gamle, som min mor fik, er der også og minder mig om drømme og fantasier, der med Guds hjælp bliver til virkelighed, og minder mig om mit første møde med Sudanmissionen.
Af Pia Skovmose Jensen
