Ester og Kristen Vestergaard oplevede, hvordan kristne missionærer og muslimske flygtninge midt i deres nød forenede sig i bøn, og deres bøn blev hørt.
I 1974 kom omkring 15.000 muslimske flygtninge fra Niger til egnen omkring Mbamba i Nigeria. De sultede, og mange døde. Sammen med to andre missionærer, Thorkild Houe Andersen og Emma Stenbjerg, tog vi ud til flygtningene for at se og drøfte den alvorlige situation med dem. Vi samlede en stor flok, og de lagde ud med at sige, at inden vi drøftede spørgsmål om liv og død, skulle vi bede Gud om hjælp og vejleding.
Muslimerne bad, som muslimer beder, og vi bad, som kristne beder. Men penge til mad kunne vi ikke give dem.
Vore bønner blev hørt
Det var i sig selv en stor oplevelse at bede sammen med muslimer, men den helt store oplevelse ventede, da vi hjemme på Mbamba mødte en gæst, tyskeren Mr. Godawski, som havde ledet et projekt med nødhjælp for Det Lutherske Verdensforbund.
Da vi fortalte ham om flygtningene, viste det sig, at vore bønner var hørt, for Mr. Godawski kunne skaffe både mælkepulver og penge. Han fik næste dag forbindelse til Sydøstnigeria, hvorfra der straks blev sendt et vogntog med mælkepulver og vitaminer til flygtningene. Thorkild, der var landbrugslærer,
fik penge til mad, som straks blev delt ud, og til såsæd og til en stor Massey-Ferguson-traktor med redskaber, som omgående gik i gang med at pløje land, så de mange flygtninge kunne få tilsået marker og overleve. Da markerne var pløjet og tilsået, solgte Thorkild traktoren, og salgssummen blev brugt til at købe mere mad, så flygtningene overlevede til høsten.
Ester og Kristen Vestergaard oplevede, hvordan kristne missionærer og muslimske flygtninge midt i deres nød forenede sig i bøn, og deres bøn blev hørt.
Ester og Kristen Vestergaard var missionærer i Nigeria fra 1967 til 1974
