En af de sjældne Boys´ Brigade lejre var lejren på savannen i nærheden Maya Belwa.
Der første aften klokken var omkring midnat. Vi lå under vore moskitonet under et stort mahognitræ.
En almindelig lyd i mørket var flagermus og engang imellem hyæner. Lejrens cirka hundrede drenge fordelt i selvbyggede græshytter var faldet i søvn trætte af den lange tur til fods og hyttebyggeri. Men nu hørte vi trommer og sang i det fjerne, det var ikke usædvanligt med den slags ved nattetide, så vi tænkte ikke videre over det.
Nu var månen oppe og lyden af trommer og sang kom nærmere. Nu kunne vi høre det var drengestemmer. Vi modtog altså endnu et hold lejrdeltagere. Vi spurgte selvføl-gelig: ”Hvorfor kommer I så sent?”
”Vi kunne ikke komme af sted ved dagslys. Vore forældre ville ikke have at vi skulle lytte til noget om Jesus, men vi ville af sted. Vi gemte mad ude på savannen, som vi senere kunne tage. Før mørket faldt på lukkede vore forældre os inde i gedehytten.
De stablede store træstammer op foran døren, og der sad vi. Mørket faldt på og da hundene holdt op med at gø og hyle, så listede vi træstammerne ned, og her er vi.”
Det blev en fantastisk lejr, som var noget helt nyt for flere af drengene. Men vi var urolige hin nat, da drengens forældre måske havde fundet ud af, hvor de var. Vi var dog beroligede ved at drengene havde en leder med, som åbenbart var medvidende om forældrenes forbud.
Cirka halvandet år senere havde vi et lederkursus på Dashen Bibelskole. Kurset var for søndagsskole-, ungdoms- og Boys´ Brigade ledere. Blandt deltagerne var Meichel, som netop var med på nævnte lejr. Han sagde: ”Jeg vil gerne være med til fortsat at fortælle om Jesus til vore drenge, derfor kommer jeg her.”
Guds veje er uransagelige.
Af Karen og Niels Rønnest
