Han slår ikke

Numan, 8. oktober 1913
Det er skik herude, at de indfødte hilser deres høvdinge med ordet ”Zaki” (Løve).
På samme måde hilses de hvide mænd og da i særdeleshed regeringens folk, som de
indfødte kalder dommere. Alle mennesker her hilser da også mig med ordet ”Løve”,
og så snart jeg siger noget, bøjer de sig dybt og siger: ”Ja vel, Løve”. Dette synes jeg imidlertid ikke om, og jeg har grundet på, hvordan jeg skulle fortælle det til dem, uden på samme tid at give dem indtryk af, at jeg var en foragtet mand i de hvides land, for der er ingen grund til, at de indfødte skal tro om missionærerne, at de tilhører en lavere kaste end andre hvide mænd.
Min kok har imidlertid løst problemet i dag. I morges da min vært kom for at byde mig ”God morgen”, blev han ført ind af kokken,som sædvanligvis gentager, hvad jeg siger til gæsten og omvendt, for det er ikke skik, at ’en stor mand’ taler direkte til sin gæst, men derimod gennem en tredje mand, og det må ikke glemmes, at en hvid mand i de indfødtes øjne her er toppunktet af al storhed, for bøjer ikke deres konger og mægtige mænd sig dybt for den hvide mand? Nu vel, min vært bøjede sig dybt og sagde: ”Løve”, hvorpå min ven, kokken, holdt sin jomfrutale.
Han kender missionærerne fra Ibi, og jeg har forresten behandlet hans broder for
et slangebid. ”Denne hvide mand er en Malam (lærer)”, sagde han. ”Man siger Malam til ham; han er ikke dommer, men fortæller folk om Gud og giver dem medicin, og han slår ikke”, tilføjede han opmuntrende, hvilket straks henførte mig i tanken til et hestemarked – ”han slår ikke”.

Numan, 16. oktober 1913
De indfødte begynder at kende mig bedre nu og behandle mig mere som et menneske og mindre som en ”Løve”.

Klip fra breve fra Mission Afrikas (Sudanmissionens) første missionær Niels H. Brønnum til sognepræst Anton Pedersen.

Lægemissionær Niels Høeg Brønnum var udsendt til Nigeria for Sudanmissionen fra 1913 - 1921.

*Hvem var Binauto? - Læs mere her...

Folkekirkelig mission i Afrika