Tidligt en lørdag morgen for snart fyrre år siden var pigerne fra Brønnum Secondary Schools volleyball-hold og jeg klar til at køre fra Numan for at dyste med pigerne i Yola.
Køreturen var betroet ingen ringere end Malam Halelu, missionens mest erfarne chauffør, som jeg i min ferie havde været med til at forsøge at lære at læse. Han blev som sædvanlig bistået af sin tro følgesvend ’Bilhunden’, som ikke var firbenet, men en gesvindt mand, der tjekkede olie og den slags, der var uværdigt for en mand med kørekort, som jo ikke skulle have snavsede fingre.
I 1970’erne var det kun de privilegerede, der kunne rejse skyggefuldt fra sted til sted inde i bilerne. Jævne folk, som fx skolepiger, kørte altid ovenpå - og på længere rejser stod de tit på et løst gulv af brædder, hvorunder geder stod som sild i en tønde på nok et lag brædder, hvorunder sække med korn var pakket tæt sammen. Men på toppen af det hele, under en passende hovedbeklædning og bag et par gode solbriller, kunne vinden måske være en svalende fordel i den brændende sol?
Jeg har netop for anden gang talt de sorte hoveder med de fine tørklæder og konstateret, at alle nu er oppe på ladet, klar til en tur i luksus med dem som eneste last - bortset fra weekend-bagagen. Men netop da jeg skal til at stige ind i den lille lastbils førerhus, udbryder en pige deroppe: ”Åh madam ... jeg har glemt min sovemåtte!”
Hun får lov at løbe ned til sovesalen for at hente den, men knap er hun tilbage, før en anden pige flovt indrømmer, at hun har glemt sit håndklæde. Jeg rynker panden og siger, så det ikke kan misforstås, at hun får lov til at hente det, men så er jeg også helt ligeglad med, hvad der måtte være glemt: Så kører vi!
Europæisk forjagethed
Hun er forpustet tilbage, netop da ’Bilhunden’ tager plads på ladet i behørig afstand fra pigerne. Nok er han ikke chauffør, men bestemt ikke hvem som helst, og i hvert fald både mand og meget ældre end dem! Jeg springer ind ved siden af Halelu og siger: ”Mu kama hanya” - ”Lad os komme af sted.” Men lige da bliver der banket insisterende på førerhusets tag. Halelu kigger spørgende på mig. Det er jo Baturiya – mig, den hvide kvinde – der bestemmer i dag. Og da bankelydene fortsætter, beder jeg Halelu standse, springer ud af bilen og kigger meget bestemt op på pigerne og spørger: ”Hvad er der nu glemt?” Hilda, holdets anfører, siger med klar røst og et næsten selvfølgeligt tonefald: ”Madam, vi glemte jo at bede!”
Jeg folder hænderne - og har fået en lektie for livet…
Af Lilly Krarup (Nigeria 1970-1975)
