Var der kage i Fibies regnskab, kunne det løses med kul.
Når damperne i 1940’erne kom op ad Benuefloden til byen Numan i det nordvestlige Nigeria, måtte de have en ladning trækul, som kunne bringe dem tilbage til kysten.
Børn strømmede til, så snart der kom en damper, fordi de kunne få en penny for at bære fem fade trækul på hovedet ned til damperen. For mange var det den måde, de tjente deres skolepenge på. Skolepengene i begyndelsen af 1940’erne var 18 pennies for et år, så de måtte gå mange gange for at få samlet pengene sammen.
Fibies mor lavede bønnemelskager, som Fibie skulle sælge for at hjælpe med at tjene lidt til familien. Det kunne ske, at der var nogen, der ikke betalte for de kager, de spiste, men hvis pengene ikke passede, når Fibie kom hjem, ville hun få klø. Derfor skyndte hun sig at bære trækul, når der var mulighed for det, så hun kunne få balance i kageregnskabet.
Fibie er i dag 75 år, så hun har nok været 8 – 9 år, da hun var med til at bære trækul. Fibie blev senere uddannet som lærer og blev den første nigerianske leder af kirkens pigekostskole i Numan.
Elisabeth Holtegaard, missionær i Nigeria fra 1969 til 2003
