Vi havde fået den idé, at vi skulle til gudstjeneste i landsbyen Dwam, der ligger øst for Numan ved Benuefloden. Så kunne vi efter gudstjenesten aflægge besøg hos vor gamle ven Emmanuel, der for et år siden var blevet overfaldet af en flodhest og havde fået sit ene ben i dens gab, så det var flænget og brækket. Han havde ligget ca. et år på hospitalet og havde gennemgået adskillige operationer. Han havde under opholdet fået dåbsundervisning og var den første, der blev døbt i den lille hospitalskirke. En skønne dag var han rejst hjem til sin flodlandsby for at
komme sig helt.
En søndag eftermiddag lejede vi en kano og fik en pragtfuld sejltur ud langs bredderne af den rivende flod med en god blæst i ryggen.
Vi nåede frem til den gamle landsby, hvor floden havde omklamret de sammenklyngede hytter. Vi blev først vist rundt i landsbyen af folk, der modtog os, og vi så, hvordan hytterne var fundamenteret med sten, og hørte, hvordan vandet ofte var gået op over gulvhøjde, men konstruktionen af
hytterne havde været tilstrækkelig solid til, at hytterne blev stående. Vi fandt vor gamle ven Malam Emmanuel liggende i sin hytte.
Han havde tidligere været åndepræst og kendt under navnet ”Moskitonet”, sådan
som mænd fra Mbula-stammen ofte tager underlige navne som kaldenavn.
Der blev lejlighed til samtale, salmesang og bøn sammen med en hel del af flodbyens befolkning. Emmanuel kunne fortælle, at han den første nat efter sin hjemkomst kunne høre en flodhest uden for sin hytte, og om morgenen fandt han flodhestespor.
Han mente, at den flodhest, der havde angrebet ham øjensynligt måtte hilse på den mand, der var kommet levende fra en flodhests bid. Flodheste er her stadig kultdyr, og mange overnaturlige forestillinger trives om denne kolos, der er så adræt og hurtig i sit rette element, floden.
Uddrag af brev fra Else og Martin Houmøller-Jørgensen december 1969.
Læge Martin Houmøller-Jørgensen var missionær i Nigeria 1957-76 og læge Else Houmøller-Jørgensen 1961-76.
