Om Sudanmissionens første 60 år i Nigeria
Af Mogens Jensen
Forfatteren Cecil Bødker fortæller fra et ophold i Etiopien, hvordan hun har set en vej gennem savannen blive til. Først går der én gennem græsset, så går der flere, så går der mange, og til sidst går der en vej.
Billedet er ganske dækkende for Mission Afrikas tilblivelseshistorie i det første tiår af 1900-tallet. Den begyndte med en tuberkuløs ung aalborgenser, Holger Brønnum, der havde fået afslag på at blive missionær på grund af sin sygdom og derfor bad Gud kalde hans bror i stedet for. Den næste var broderen, Niels, som fra 1905, med støtte fra sognepræst Anton Pedersen og en vennekreds i Aalborg, fik sin lægeuddannelse i Edinburgh for at kunne gøre tjeneste som lægemissionær på en af Dansk Missionsselskabs missionsmarker. Men da Anton Pedersen på verdensmissionskonferencen i Edinburgh i 1910 havde hørt den tysk-engelske missionær og opdagelsesrejsende Karl Kumm tale om Sudans nød, ændrede han retning og gik i gang med at skabe sit eget missionsselskab, på afgørende vis støttet af dansk-amerikaneren Jens Dixen, der skød halvdelen af den nødvendige startkapital ind. De vennekredse, der hurtigt opstod rundt i Danmark, klarede resten. Den 22. november 1911 kunne man konstatere, at der var en vej, der førte fra Danmark til Nigeria, et af landene i det daværende Sudanbælte tværs over Afrika syd for Sahara. Dansk forenet Sudan Mission, som Mission Afrika dengang hed, var blevet til.
Vejen førte til byen Numan ved Benueflodens bred. Hertil ankom Niels Høegh Brønnum den 5. oktober 1913 efter 9 måneders rejse fra Danmark. Undervejs havde han mistet sin skotske hustru efter en fødsel og havde måttet sende en dansk sygeplejerske, som var tredje person i rejseselskabet, tilbage til Skotland med den nyfødte dreng.
”Hvem var det, der bragte evangeliet til disse egne?” spurgte præsten under en gudstjeneste i Numans store kirke på 70-års dagen for Brønnums ankomst. ”Var det ikke Likita (lægen) Brønnum.” Svaret var at se på ryggen af de t-shirts, kvindekoret, der sad foran mig, bar. De var prydet med et billede af Brønnum og årstallene 1913-1983.
Niels Høegh Brønnum trådte de første skridt på evangeliets vej i de egne af Afrika. Han lærte sig bachamasproget og det så godt, at han i løbet af de 17 måneder, hans første ophold varede, havde oversat Markusevangeliet, de første to kapitler af Lukasevangeliet, Johannesevangeliet, Bjergprædikenen, De ti Bud og Fadervor til bachama og desuden havde skrevet en salme over Johannes 3,16 og dermed skabt den første basis for dåbsundervisning. Samtidig arbejdede han som læge og lærer og holdt andagter for sine medarbejdere for at forsøge ”at bringe dem på talefod med Gud”.
Den første regulære gudstjeneste fandt sted på nimånedersdagen for hans ankomst. Det skete på opfordring fra høvdingen i Imburu på den anden side Benuefloden. I en tørkesituation havde han under en behandling anmodet lægen om at bede til sin Gud om regn.
Ved den korte gudstjeneste fortalte Brønnum om Gud, som han har givet sig til kende i Jesus. Derefter bad han Gud forbarme sig og sende regn. Samme aften kom tordenskyerne, og det regnede næsten hele natten. Denne underfulde begivenhed åbnede en række landsbyer for evangeliet.
Da var de næste to missionærer netop ankommet til Numan. Og flere fulgte. I missionens første tiår blev der således udsendt 28 missionærer. Helt bogstaveligt satte de livet ind på deres kald. Fire af dem døde i perioden, tre måtte rejse hjem med nedbrudt helbred. Men vejen var trådt.
Fra Numan bredte missionsarbejdet sig i det kommende halve århundrede vifteformet ud mod nord, syd og øst i Adamawaprovinsen med anlæggelsen af et dusin missionsstationer fra Pella i nord til Gurum i syd. Der blev trådt mange nye stier af de danske og amerikanske missionærer. Men de vigtigste blev trådt af de ulønnede nigerianske evangelister, som fra 1930 begyndte at vandre ud til stadigt nye landsbyer for at slå sig ned der og forkynde evangeliet. ”Vi ønsker at stå med rene hænder, når spotterne spørger os, hvor meget den hvide mand betaler os for at stå og sige alt det sludder,” som en af dem er citeret for at sige.
Deres arbejde betød vækst i den nigerianske kirke, der formelt var blevet stiftet ved en gudstjeneste i Numan den 26. juni 1921, men allerede på det tidpunkt havde 22 døbte (8 mandlige og 7 kvindelige voksne samt 7 børn).
Det var en lille kirke, der var skabt, men en livskraftig kirke, som i takt med, at den voksede, blev organiseret med ældsteråd i de enkelte menigheder, med distrikstråd og et samlet kirkeråd.
Endnu godt en snes år efter stiftelsen stod missionærernes fællesråd (konferencen) alene for ledelsen af missionens og kirkens fælles arbejde. Fra 1944 begyndte kirkeråd og missionærkonference at holde fælles møder. Og 10 år senere blev kirken officielt indregistreret som nigeriansk kirke med navnet The Lutheran Church of Christ in the Sudan, dog med en missionær som den første kirkepræsident. Da var antallet af døbte på de godt 30 år mere end 400-doblet. I 1960 overtog en nigerianer posten som kirkepræsident, pastor Akila Todi, som i 1973 ved 60-årsjubilæet for Brønnums ankomst til Numan blev indviet som kirkens første biskop.
Undervejs mod denne milepæl på vejen var der ud over den almindelige skoleundervisning blevet opbygget kostskoler for såvel drenge som piger, evangelistuddannelse og senere præsteuddannelse. Der var blevet organiseret kvindearbejde og spejderarbejde og bygget hospital og spedalskhedslandsby. Evangeliets vej var gennem de 60 år blevet trådt dybt og bredt i det nigerianske samfund i ord og handling.
Provst emeritus, dr. theol. Mogens Jensen var formand for Sudanmissionens bestyrelse 1973-85. I 1992 udkom Mogens Jensens doktorafhandling ”To mænd og deres mission” om sognepræst Anton Pedersen, lægemissionær Niels Høegh Brønnum og Dansk Forenet Sudan Mission 1905-1925.
