Af Kåre Schelde Christensen
Det er onsdag den 10. september, kl. er 19.37, maven knurrer og det er langt over aftensmadtid! Formanden for den muslimske organisation Dialog Forum Erhan Kilic har netop afsluttet sit oplysende oplæg om den muslimske fastemåned Ramadanen. Der er stadig 22 minutter til solnedgang og dermed 22 minutter til fasten brydes.
Ventetiden bruges ved bordene, hvor de ca. 85 deltagere sidder blandet muslimer og kristne i små grupper. Nu er det tid til dialog – eller mere lavpraktisk – nu er det tid til at få stillet de nysgerrige spørgsmål til muslimerne: ”Er du ikke sulten, når du ikke har spist siden solopgang?”, ”Faster børn også?”, ”Bliver man ikke tør i munden, når man ikke drikker vand en hel dag?” og ”Hvad nu hvis man har et hårdt fysisk arbejde, faster man så også?”. Der svares beredvilligt på disse og mange andre spørgsmål imens det går op for mig, hvor stor en festtid vi sidder midt i – og som vi nu som kristne er inviteret til at tage del i.
Og mon ikke ramadanmåneden mest af alt kan sammenlignes med julemåneden – den måned man bare ikke vil gå glip af, den måned hvor man ser lidt ekstra til familie og venner, den måned hvor man er i overhængende fare for at udvide sin livvidde. For når først solen er gået ned, spises der festmad i hele ramadanmåneden.
Og i det samme er klokken blevet 19.59, solen er gået ned, og der inviteres til at tage for sig af retterne på det overdådige tagselvbord. Eller det vil sige, de fleste lægger blidt ud efter en hel dags faste med at spise dadler og suppe, inden der for alvor spises løs. Før gik snakken om faste og manglen på mad. Nu går snakken lystigt om diverse retter fra det store tyrkiskinspirerede tagselvbord, der vidner om en enorm gæstfrihed. Og midt i al den snak om mad og manglen på samme fornemmer jeg, at der er meget mere på spil for muslimer i ramadanen end mad. For ramadanmåneden er også tid til at besinde sig på sin livsførelse, tid til at identificere sig med verdens fattige, tid til gennem et enkelt liv at søge Gud og tid til at feste med familie og venner – og nu altså også sammen med kristne. Og dermed blev aftenen en mulighed for at være sammen på tværs af tro og en chance for at blive klogere på hinandens traditioner.
Det er anden gang KIVIK er medarrangør af Ramadanmiddag for muslimer og kristne eller det vil sige, det er anden gang vi er med til at skabe kontakt til kristne, der ønsker at møde og være sammen med muslimer. Onsdag den 3. december går invitationen den anden vej. Her er KIVIK medindbyder til Julefest for kristne og muslimer og til endnu en aften på tværs af tro. Aftenen begynder med en kort andagt i kirken og derefter serveres der julemad. Alle kristne og muslimer er velkomne. Arrangementet foregår i Gellerup Kirke. Tilmelding nødvendig på mail