Kirke-til-kirke

To provstier i Herning går sammen med Folkekirkens Mission og Mission Afrika i gang med et nyt stort projekt i foråret 2009, hvor mission bliver sat øverst på menighedernes dagsorden. Projektet løber over de næste fire år i tæt samarbejde med Mission Afrikas partner, den lutherske kirke i Nigeria.

Kirke-til-kirke projektet vil skabe forbindelser mellem sogne og menigheder i de to Herning-provstier og den lutherske kirke i Nigeria, som Mission Afrika har et nært samarbejde med. Det skal ske gennem forskellige aktiviteter, møder, udvekslingsbesøg, foredrag, rejser og aktiviteter med konfirmander. Bl.a. gennem det populære Afrika 50+ koncept, hvor danskere i løbet af fire uger arbejder i et bygge- eller sundhedsprojekt i Nigeria.

Der er udvalgt fire forskellige projekter i Nigeria, som sognene i Herning følger og støtter. Det er bl.a. en håndværkerskole, hvor 30 unge nigerianere får en uddannelse som tømrer, snedker eller mekaniker. Det er et skoleprojekt, hvor børn i en 5. klasse hver får en bærbar computer, så de selv er i stand til at gå på opdagelse i en verden fuld af viden og oplevelser, og så er det et projekt, hvor sogne og enkeltpersoner kan blive fadder for en afrikansk familie, som kirken i Nigeria sender ud i nye områder. Det koster ca. 5.000 kroner om året at støtte en nigeriansk familie. Det fjerde projekt er endnu ikke endelig godkendt, men vil blive et sundhedsprojekt.

- Vi opfordrer alle sogne i de to provstier til at være med i projektet og til at støtte projekterne ved f.eks. at samle ind i kirkerne, skriver provsterne Niels Christian Kobbelgaard og Kirsten Thyssen i en velkomsthilsen i det materiale, som nu er på vej ud til alle præster og menighedsråd i de 37 menigheder i de to Herning-provstier. 25. marts mødes alle menighedsråd og præster fra begge provstier for at få meget mere information om Kirke-til-kirke projektet.

- Vi håber, vi kan skabe gode menneskelige relationer mellem Danmark og Nigeria og ser frem til at opleve kirkeligt og kristent fællesskab gennem besøg og udveksling, forklarer tovholderen bag projektet, Jens Kristian Egedal fra Gjellerup ved Herning. Han har, sammen med sin kone Ruth Frost Egedal, været med på en besøgsrejse til Nigeria i efteråret og løfter lidt af sløret for de mange spændende ting, de har på programmet. - Vi har ansat to volontører som rejser til Nigeria til august. De skal arbejde i den lutherske kirke frem til januar, hvorefter de vender tilbage til Herning Provsti. Her skal de undervise konfirmander og være med i børne- og ungdomsaktiviteter, fortæller Jens Kristian Egedal. Teolog Mona Kjær Nielsen fra Gjellerup har også været på besøg i Nigeria og er til rådighed for møder og arrangementer i begge provstier.

Det er op til det enkelte sogn at beslutte, om de vil være med, men jeg håber, at rigtig mange har lyst til at få del i de mange spændende oplevelser, som projektet uden tvivl giver, slutter  Ruth og Jens Kristian Egedal, som har været missionærer i Bangladesh i ti år.

Folkekirkelig mission i Afrika