Kopieret fra http://arngeirlangaas.eftertanke.dk/2011/10/03/fra-trankebar-til-gellerup/:

Fra Trankebar til Gellerup

I aften afholdes det første af tre temamøder i Globus 1 i Gellerup, Aarhus vest. Arrangørerne er både kirker og muslimske organisationer, og der kommer borgere med både palæstinensisk, somalisk og dansk baggrund. Vi vil mødes, se hinanden i øjnene, lytte til panelet og snakke sammen, - ikke primært om de forskelle, der er mellem os, - men om temaer som er i alles interesse. Første gang er temaet børneliv i Aarhus vest, anden gang kommer de unge til orde om hvordan verden ser ud fra Aarhus vest, og til sidst tager vi temaet Lov og ret i Aarhus vest op.

Disse møder er eksempler på en type interreligiøs dialog, kaldet Livets dialog. Man kan snakke om flere typer dialog. Livets dialog er om almene emner. Så er der Hjertets dialog, mellem troende om religiøse erfaringer og andet. Så er der Hovedets dialog, hvor man går mere i dybden teologisk. Til sidst er der diapraksis, som er samarbejde på tværs af religiøse skel, uden så mange ord.

I planlægningsprocessen har samarbejdet været godt fra første stund, og enhver bidrager med sit.

Vi glæder os til møderne, for der får vi som mennesker fra forskellige steder og religioner både vist vores ansigt og praktiseret kunsten at lytte.

Enhver kommer til møderne med sin egen motivation. Der kan være almene motivationer, men også specifikt religiøse motivationer er legitime. Man kan være i dialog med nogen fordi man er kristen eller muslim, ikke på trods af at man har en tro. Et eksempel på en kristen motivation: Af Jesus har kristne lært, men måske glemt, at det at lytte er en kærlighedshandling, at det at lytte giver værdi til den anden. Jesus lyttede. Kirken skal lytte.

Der er en lang vej fra Trankebar til Gellerup. Hvordan er det gået til, at Trankebarfondet støtter disse temamøder i Gellerup?

Dem, der stadig læser får svaret her:

Trankebar lyder eksotisk. Hvor ligger det nu? Jo, det er en fiskerlandsby beliggende på Indiens østkyst. I 1620 grundlagde kong Christian IV, hvem ellers, en dansk koloni der, for handelens skyld.

I 1705 blev Trankebar historisk igen. Nu hed kongen Frederik IV, og han var meget missionsk, for at det ikke skal være løgn. Den pietistiske vækkelse havde grebet ham, og for ham var den kristne tro en hjertesag, og alt for værdifuld til at holde for sig selv. Hans ”sogn” var ret stort, og han var en ansvarlig mand. I Tyskland fandt han de første protestantiske missionærer: de hed Ziegenbald og Plütschau. Dem sendte han så til Trankebar, hvor de gjorde et ærligt stykke arbejde. Logikken var: Kirken skal ud over grænserne og bringe det gode budskab i spil, på mange måder og på mange steder. Der er en udadvendt, kreativ impuls implicit i evangeliet. Det var jo den samme missionsimpuls, der i sin tid gjorde danerne kristne. Det var ikke Harald Blåtands fortjeneste. Religionsskiftet var en lang proces, og begyndte måske allerede på 700-tallet. Der kom missionærer som Ansgar fra udlandet og danske handelsfolk bragte interessant nyt hjem.

Nå, lad os springe 250 år frem, til jubilæet for dette vigtige danske bidrag til missionshistorien. I 1955 oprettede de danske biskopper Trankebarfondet. Siden starten har man i folkekirkens menigheder samlet ind til fondets projekter, og det er foregået på den første søndag i advent.

I 2011 blev Trankebarfondets midler bevilget til et kirkeligt dialogprojekt i Danmark. Men kan man virkelig sige, at dialog er en form for mission? Ja, hvis man definerer mission bredt og holistisk. Så kan begrebet rumme al grænseoverskridende bevægelse som er drevet af en kristen motivation og impuls. Så er diakoni en del af missionen, det samme er gudstjenesterne, at være i dialog, at lytte. Alt dette er præget af Kristi eksempel og vidner om Guds rige.

Der er ikke så mange filmer, der handler om kristen mission blandt muslimer, men for tiden går der en meget god film, Om guder og mænd. Den handler om en gruppe munke i et kloster i Algeriet, om deres refleksioner og liv sammen med hinanden og den muslimske lokalbefolkning indtil de blev dræbt af terrorister i maj 1996.

Filmen sætter gang i mange tanker.

Hvor sårbart og udsat lever ikke de fleste mennesker, også i vores egen samtid. Nogle gange tilspidser det sig, især ved naturkatastrofer, krige og politiske omvæltninger. Mange har kun eet måltid hver dag, og mange frygter for deres fremtid. Historiens vinde veksler mellem lovløshed og despoti. Kun sjældent oplever man tilstande som den nuværende i de demokratiske vestlige lande, hvor både lovløshed og despoti er nogenlunde fraværende. Det er denne tilstand som så mange drømmer om fordi man ikke har den, og det er denne tilstand man skal takke og kæmpe for, når man har den.

Når man i filmen ser de politiske stridigheder mellem et korrupt regime og islamistiske terrorister som er bagtæppet for martyriet kommer der flere spørgsmål: Hvordan får man et samfund til at fungere? Så man undgår endeløse konflikter som tager livet af så mange mennesker. Hvis de fik lov til at sige noget til os fra graven, hvad ville de så have sagt, - de døde munke i Algeriet og alle de andre ofre for vores menneskelige stridigheder?

Det får vi ikke at vide i denne eksistens. Men med deres liv og død henleder munkene tanken på fjendekærlighedens magt. De er vidner om et andet rige, og de levede midt i verden. Ligesom Gud inkarnerede sig i al sårbarhed midt i denne verden. Han tog på sig al menneskelig udsathed og sårbarhed, og led selv korsdøden under et despoti truet af lovløshed.

Hans fjendekærlighed overvandt alt, han stod op og gav et håb som aldrig dør. God påske!

Her kan man læse mere om martyrerne i Algeriet:

users.skynet.be/bs775533/Armand/wri/martyrs-eng.htm

Trankebarfondet støtter i 2011 et projekt som Mission Afrika og Danmissions Genbrugsland i Gellerup har taget initiativ til. Temamødet i Gellerup kirke den 11.april var en meget positiv oplevelse, med mange engagerede mennesker til stede.

Jeg har skrevet kort fra mødet på en blog på Kristeligt Dagblad:

http://arngeirlangaas.eftertanke.dk/2011/04/15/temam%C3%B8de-om-religion-og-bistand-i-gellerup-kirke-11-4/

Imam Ashafa og pastor Wuye fra Nigeria besøgte Danmark i weekenden, på deres skandinaviske turne. Den 25.marts var jeg til stede ved en muslimsk fredagsbøn på Nørrebro. Der var cirka to hundrede muslimer der. Imam Ashafa holdt prædikenen, og der blev virkelig lyttet efter. På sædvanligt muslimsk vis var der mange henvisninger på arabisk til koranen, og indholdet var eksistentielt; ”du aner ikke hvornår du vil dø. Hvad gør du med dit liv? Hvordan vil du blive husket?”

Mange vil i hvert fald huske Ashafa som imamen, der rakte ud til præsten midt i en voldelig konflikt mellem unge kristne og muslimer i Kaduna, Nigeria. Han var leder af en militant muslimsk gruppe som lå i strid med en kristen militant gruppe. Pastor James Wuye var leder af den kristne milits. Folk blev dræbt og pastor James fik endda hans højre hånd hugget af i kampe.

Til trods for modstand i deres moskeer, kirker og familier valgte de fredens vej. I stedet for isolation og frygt valgte de at føre kristne og muslimer sammen.

Deres film er blevet vist i FN og den anglikanske ærkebiskop Rowan Williams anerkender dem som en model for muslimsk-kristne relationer.

Søndag den 27.marts holdt pinsepræsten James Wuye prædikenen i Domkirken. Flere muslimer var til stede, lige som der var kristne til stede ved fredagsbønnen.

Hvorfor synes jeg så godt om deres eksempel?

Fordi de demonstrerer at islam og kristendom kan være redskaber for fred.

Fordi de i det tætte og gode samarbejde med hinanden forbliver tro mod deres religiøse overbevisning. Den er integreret i dem og der henter de inspiration og vejledning for deres engagement.

Foto © Niels Thure Krarup / www.eftertryk.dk

Hvad er det specielle med imam Ashafa og pastor Wuye?

De er fuldstændig klar over, at de som mennesker ikke ved, men tror, og derfor er de ydmyge. Ikke desto mindre tror de: De forholder sig tillidsfuldt til de åbenbaringer, de er blevet overleveret i henholdsvis kristen og muslimsk tradition. Imam Ashafa fastholder at Muhammed er Guds profet og ønsker at hele verden bliver muslimer. Pastor Wuye fastholder at Jesus er Guds søn og ønsker at hele verden bliver kristne. På den måde praktiserer de religionsfriheden, som er en tvilling af ytringsfriheden. Religionsfriheden er ikke de sekulæres frihed fra religion, men alles, også de religiøses ytringsfrihed, friheden til at være sig selv, friheden til at tænke og snakke frit, friheden til mission. Uden religionsfriheden bliver et samfund åndeligt fattigt og totalitært.

Mission Afrika har arbejdet for disse ting i mange år, igennem engagementet i PROCMURA.

De blev spurgt i København: Hvordan kan I samarbejde når I ønsker at den anden skal konvertere til jeres religion? Svaret var: ”Den anden ønsker ikke at skifte religion, og det respekterer vi.”  Så kan man fokusere på andre ting. Bygge fred i verden, for eksempel. Begrundelser og inspiration finder de i henholdsvis deres muslimske og kristne tro.

Omvendelser

Hvad så med omvendelser, sker de? Ja, svarede pastor James. Men vi fejrer dem ikke. Fordi så bliver muslimerne ked af det, hvis én af dem bliver kristen, og det samme bliver de kristne hvis én af dem bliver muslim. Jesus sagde, at der bliver glæde i himmelen over en synder som vender om. (Luk 15.7) Det er det vigtigste. Altså ingen triumfalisme her på jorden.

http://www.eftertryk.dk/

Mission Afrika arbejder med relationen mellem muslimer og kristne og vi har arbejdet i Nigeria i snart 100 år (ja, 2011 er jubilæumsåret!) Derfor har vi været lidt involveret på sidelinjen idet der nu kommer et meget spændende besøg fra Nigeria til Danmark den sidste weekend i marts.

Det er imamen Ashafa og præsten James Wuye. De har en meget speciel historie: i deres ungdom bekrigede de hinanden i deres religioners navn. Pastor James mistede endda en del af sin arm i volden. Så blev de forsonet med hinanden, de blev venner og arbejdskolleger og driver nu et freds- og forsoningscenter i byen Kaduna i Nord-Nigeria.

I maj 2006 mødte jeg dem til en konference i Mombasa, og deres historie gjorde et stærkt indtryk. Konferencen samlede kristne og muslimske ledere i Kenya fordi de var i konflikt over hvorvidt det muslimske retssystem (arve- og familieret) skulle inkluderes i det nye grundlovsudkast eller ej. Præsten og imamen kunne ikke løse den aktuelle konflikt, men med deres erfaring er de et forbillede og en påmindelse om, at kristne og muslimer deler den samme jord og er nødt til at finde gode løsninger sammen på fælles problemer.

Det er mit håb, at deres besøg vil være inspirerende for både kristne, muslimer og ikke-troende i det danske samfund. Programmet ser i hvert fald meget spændende ud og jeg anbefaler det for alle Mission Afrikas og Kiviks venner, og alle med interesse for islam, kristendom, dialog og Nigeria!

Her følger lidt information fra arrangementskomiteen:

-----------------------------------------------------------------

 

Du kan nu tilmelde dig facebook-gruppen:

Besøg af Imam Ashafa og Pastor Wuye

 

Forløbigt program

Pastor Wuye og imam Ashafa vil ved deres ankomst til Danmark torsdag aften blive budt velkommen af domprovst Anders Gadegaard og formand for Muslimernes Fællesråd Asmat Mojaddedi, repræsentanter for henholdsvis kristne og muslimer i Danmark.

 

Fredag 25. marts, kl. 12.00, sted endnu ikke fastsat:

Fredagsbøn med adgang for alle med efterfølgende dialog/workshop. Her er muligheden for at opleve en fredagsbøn indefra og høre imamen og præsten fortælle om at skabe tillid på tværs.

Lørdag 26. marts, kl. 12.00 i Verdenskulturcentret på Nørrebro:

Workshop med imamen og præsten om at skabe tillid på tværs.

 

Lørdag 26. marts, tid og sted endnu ikke fastlagt:

Arrangement med imamen og præsten i Husum.

 

Søndag 27. marts, kl. 10.00-13.30 i Domkirken, Vor Frue Kirke

Højmesse med prædiken af pastor Wuye. Efterfølgende let frokost og dialog med præsten og imamen.

 

Programmet er udformet i samarbejde med Tværkulturelt Center, Muslimernes Fællesråd, Verdenskulturcentret med flere. Arrangementerne kommer til at foregå på engelsk.

Læs mere om Initiatives of Change på: www.iofc.dk 

Læs mere om imamen og præsten på: www.iofc.org/imam-pastor  

 

 

Det var engelske missionærer som kom med kristendommen i slutningen af 1800-tallet og de byggede kirker langs jernbanen. Ledelsen i kirken er for længst taget over af Sierra Leonerne. Kirken har mange skoler og spiller på den måde en vigtig rolle i samfundet.

Forbløffende religiøs tolerance i Sierra Leone
Der er en stor grad af harmoni mellem kristne og muslimer i Sierra Leone. Hvorfor? I mange andre lande er der jo problemer, men i Sierra Leone gifter man sig med hinanden, søskende vælger selv den ene eller den anden religion. En præst bad sin ven imamen om at begrave hans egen muslimske mor. Man konverterer frem og tilbage uden at blive udstødt af familien eller samfundet. Hvorfor?

Jeg mødtes med fire lokale interreligiøse komiteer i fire byer. Præster og imamer og koranlærere og menighedsrådsmedlemmer forklarede mange ting. Det ene er, at deres fælles afrikanske traditioner binder dem sammen. Alle skal deltage i de fælles ceremonier. På den måde kan det se ud som om man ofrer den traditionelle kristne bekendelse for fredens skyld. Man kan spørge sig selv om, det er en holdbar vej i det lange perspektiv? Som kristen og muslim bør man vel primært kunne finde begrundelserne for fredelig sameksistens i islam og kristendom, før man begynder at begrunde det i noget tredje, som for eksempel grundloven, menneskerettighederne eller filosofiske fællesnævnere som ubuntu eller andet.

Møder på tværs på tidligt stadie
En anden forklaring er pro-aktive initiativer på et tidligt stadium, taget af vores pan-afrikanske partner Procmura (Programme for Christian-Muslim Relations in Africa). Allerede fra 1960’erne blev præster undervist i hvordan man skal forholde sig til muslimerne i Sierra Leone. Danske missionærer var med til dette, blandt andet den nuværende biskop i Haderslev, Niels Henrik Arendt. Og man mødtes tit med muslimer og deres ledere. Dermed var relationerne allerede etableret, i fredstid.

Så begyndte borgerkrigen i Sierra Leone. Fra 1991 til 2002 pågik den, og den havde ingen religiøse aspekter ved sig. Muslimer og kristne led sammen, imamer og præster blev myrdet som alle andre. 50,000 blev dræbt, og befolkningen blev stærkt traumatiseret. Soldater og oprørere, mange af dem børn, begik de værste grusomheder i narkotikarus. Mit indtryk er, at alle i Sierra Leone er skrøbelige efter krigens rædsler. Man skal træde lidt varsommere i Sierra Leone, for alle bærer på frygtelige minder. Jeg hørte en del førstehåndsberetninger. Krig er det værste.
I krigens slutfase, mens rebellerne befandt sig på Okra Hill udenfor Freetown, blev de opsøgt af en stor gruppe kristne og muslimer, klædt i hvide t-shirts. Sheik Conteh og Procmuras præst Moses Khanu var førende. Deres venskabsbånd var blevet knyttet før krigen, og nu var der brug for alle gode kræfter.
Deres fredsinitiativ lykkedes, krigen endte og mange gode kræfter begyndte genopbygnings- og forsoningsarbejdet. Det interreligiøse råd og dets mange lokale afdelinger nåede ud til mange landsbyer og var fredsmonitorer. Senere kom de med seminarer om AIDS, børnerettigheder, kvinderettigheder, teenagegraviditeter og andre sociale emner.

Hvad nu? Er der brug for at fortsætte engagementet for fredelig sameksistens i Sierra Leone?

Ja, ifølge de ca 50 medlemmer af de lokale komiteer jeg mødte er behovet stadig væk der. En landsbykirke var blevet brændt, en koran var blevet urineret på, sådanne hændelser kan via medierne bidrage til at polarisere selv den mest sammentømrede befolkning.  Derudover er der valg i 2012, og det angår jo både kristne og muslimer. Det er vigtigt at demokratiets regler respekteres og at man ikke lader sine stemmer købe. De interreligiøse komiteer kunne eventuelt bruges til vælgeroplysning og blandt andet henvise til islam og kristendommens påbud om sandfærdighed og retfærdighed i møder med politikere og vælgere. Angående Mission Afrikas engagement sammen med vores partner i Sierra Leone indenfor dette felt fremover, vil det blive spændende at se hvilken form det vil tage.

Men nogle kommer også for at opleve det konkrete religionsmøde. Den 1. december kom en gruppe internationale studerende fra Århus Universitet, under ledelse af professor Viggo Mortensen. De studerer Europas religiøse rødder, og de kom fra Ghana, Nigeria, Indien, Rumænien, Norge, Finland, Danmark, USA og Tanzania. 

Først var de i Gellerup kirke, hvor sognepræst Niels Hviid fortalte om at være kirke i et sogn, hvor kun 25% er medlemmer af folkekirken. Dernæst fortalte jeg om relationen mellem kristne og muslimer i Afrika. Så besøgte gruppen Danmissions Genbrugsland, hvor primus motor Lorens Hedelund fortalte om det vigtige religionsmøde i dagligdagen. Til sidst besøgte vi moskeen ved navn Ligheds- og Broderskabsforeningen. Det var mit første officielle besøg i en moske i Danmark. Imam Abu Bilal tog godt imod os, vi satte os på tæppet i moskeen og fik tre kvarters forkyndelse om islam. Derefter var der spørgsmål og svar.

Hvad syntes jeg om dette? Kristne, muslimer og ikke-religiøse har alle forskellige verdensbilleder. Derfor er det nemt at tale forbi hinanden, og man kan blive provokeret af hinandens udtalelser. Men det at mødes og begynde samtalen kan afhjælpe denne forståelseskløft.

Safet Bektovic lagde ud. 
- Selvfølgelig er selvkritik en del af islam, fortalte han. Han fremlagde eksempler som Abu Bakrs afvisning af Koranens anvisninger om håndsafhuggelse, Ibn Arabis betoning af selvkritik som forudsætning for religiøs udvikling, og den enorme historisk-kritiske hadith-forskning. Men selvkritik er også et slags overskudsfænomen, for er man svag, har man ikke overskud til selvkritik. Også fri tænkning er en forudsætning for selvkritik, og mange muslimske lande er ikke frie.

Muslimer i vesten presses konstant til at reformere islam efter reformationens model. Men i stedet for at presse traditionelle muslimer til reform kan man gå i dialog med dem, der reformerer islam. I stedet for at kræve sharias afskaffelse kan man gå i dialog med dem om loven. For sharialovgivningen er ikke hævet over kritik.

Theodor Jørgensen udtalte:
- Kritik betyder at skelne mellem godt og ondt, mellem sandt og falskt, og er en del af det at være menneske. Religionerne forholder sig til det guddommelige, og derfor er det altafgørende, om det man hævder, er sandt, og derfor har religionerne til alle tider forholdt sig kritisk til interne og eksterne forhold, for sandhedens skyld.

Jesus bedrev radikal religionskritik, som førte til konflikt med religiøse ledere. Korset er blevet misbrugt, men korsdøden er i sin natur magtkritisk.

Ytringsfriheden og religionsfriheden bør forstås som tvillinger, og religionerne har brug for dem begge for at komme til orde. Den ene uden den anden fører til dæmoni. De to friheder skal ikke tjene sig selv, men menneskets søgen efter sandheden.

I diskussionerne bagefter fortsatte den frugtbare udveksling. Et underliggende spørgsmål fra den danske offentlighed til muslimerne er nogle gange: Hvorfor udøver I ikke mere selvkritik? Et bud på en forklaring er, at det muslimske fællesskab i Danmark er ret ungt, kun 40-50 år gammelt. Det har mange udfordringer at forholde sig til og føler sig ikke specielt stærkt. Men også at man i de traditionelt muslimske lande ikke har de samme traditioner for kritisk tænkning som vesten.
Dog lød der et betimeligt spørgsmål fra stiftspræst Lissi Rasmussen: Hvem er mest selvkritisk for tiden: Vesten eller den muslimske verden?

Det gør flere efterhånden, og ikke bare religiøse institutioner som kirke og moske. Også det offentlige kan invitere, som for eksempel kommunen, og sådan et initiativ var jeg med til den 31.august. Der blev holdt et stort og festligt arrangement i kulturhuset Globen i Gellerupparken i Århus. Fordi ramadan i år sammenfalder med tidspunkterne for Århus festuge, passede det godt at lave et inkluderende ramadanarrangement i festugen.

Huset var fuldt af over seks hundrede glade mennesker i alle aldre og kulører. Her var unge tyrkiske piger med hijab og perfekt dansk, her var smilende imamer med langt skæg, her var både godt voksne og mindre voksne danske gæster og frivillige. Og værtinderne, det var farverige kvinder, og de inkluderede endda sognepræst Annette Bennedsgaard. Og de skulle alle fortælle om ramadan i deres barndom. Det bød så på et problem for Gellerups præst, for ramadan eksisterede ikke i hendes barndoms verden. Det gjorde så til gengæld julen. Ramadanen oplevede hun først for alvor da nogle muslimer i Gellerup inviterede kirken til ramadanarrangement. Det var en meget god oplevelse. Og hvad andet kunne så kirken, end at invitere muslimerne til julearrangement i kirken? Og mange kom, og for mange var det første gang de fik se hvad kristne holdt på med i deres gudsdyrkelse. Der var nemlig julegudstjeneste før julefesten. 

Århus borgmester Nicolai Wammen holdt en tale om naboskab og at passe på hinanden. Og han sagde en sætning som gav associationer til Kennedys tale i Berlin: at uanset hvilken hudfarve eller religion man har, når man bor i Århus er man århusianer.

Derefter blev der kaldt til bøn og muslimerne gik ind bag et forhæng for at bede. Så kom der god mad på bordet og alle gik glade hjem.

Hvad skal man tænke om sådan et arrangement? Mange ting kan man inspireres til tænke over om forholdet mellem religion og politik, om islam og kristendom, om medborgerskab og lokalsamfund.

Det er skønt at mødes og være borgere sammen. Hvor også religionen kan have en naturlig plads og komme til orde. Det er godt at borgmesteren var der. Det er symbolsk vigtigt med den anerkendelse af religionen som en potentiel ressource, der ligger i det. Stemningen var så god at man ønskede sig tilsvarende arrangement hvert år, og hvorfor så ikke et fælles julearrangement skulle det falde naturligt? Og hvis ikke eksisterer der et allerede, i Gellerup kirke.