Forleden søndag var anderledes, fordi der var mange nationaliteter til stede. Ud over de lokale og deres præst, var der fem missionærer fra den norske mission. Men der var også to gæster fra Cameroun i skikkelse af kirkepræsident Robert Goyek og sekretær for international mission David Agona. Endelig deltog Mission Afrikas repræsentanter.

Gudstjenesten blev ledet af lokale. Kirkepræsidenten fra Cameroun bragte en hilsen. Jeg prædikede med udgangspunkt i 1 Thes. 5,24: ”Trofast er han som kalder, han vi også gøre det”. Der blev fortalt historien om Brønnums kald og vejen til Numan i 1913. Alle blev inspireret til at høre guds kald og være redskaber i Guds verdensomspændende. Altergangen stod missionskoordinator fra Cameroun Pierre Moulna og jeg for.

Gudstjenesten fik i sandhed et globalt præg med de lokale sprog bambera og fransk krydret med norsk og dansk. Kristentroen knytter mennesker sammen i en stor verdensomspændende familie.

På eget initiativ havde missionærerne købt frø til at dyrke løg. De ville inspirere og hjælpe lokalbefolkningen samt knytte nye kontakter.

Nu tre år senere er jeg tilbage og spørger: Hvordan gik det med løgdyrkningen. Missionær Souleymanou, som jeg er sammen med fortæller: Udbyttet blev 45 sække med 50 kg løg. Dvs. 2250 kg løg, hvilket er en anseelig mængde men kun omkring halvdelen af det, de drømte om.

Løgene blev brugt i hverdagen, men en del blev også givet som gaver til ledende personer i lokalsamfundet. Gennem løg blev der knyttet mange nyttige og fortrolige bånd. Projektet blev et lille landbrugsprojekt, som inspirerede de lokale. Mission er, siger Souleymanou, evangeliet i både ord og handling.

Et ekstra udkomme af projektet blev, at en af de lokale medhjælpere blev så optaget af missionærernes tro og tanker, at han ville høre mere om den kristne tro. Gennem samtaler og undervisning blev han overbevist om, at han skulle være kristen. Det endte med, at han blev døbt, og han er stadig en del af den lokale menighed.

I missionssamarbejdet Cameroun – Mali imellem Den Lutherske Brødrekirke i Cameroun og Mission Afrika er der enighed om, at missionsarbejdet skal være holistisk, og at evangeliet skal bringes både gennem ordets forkyndelse og i form af fokus på menneskers levevilkår. Mission foregår samtidig og lige vigtigt med munden og hånden.

Generalsekretær Kristian R. Skovmose, Mission Afrika

Grædstrup Borgerforening, Slagballe.

23. juni. Hvad tænker vi på? Mon ikke der er mange, som tænker på:

Sommertid med varme og afslapning, snart sommerferie, godt vejr og markerne, som er præget af vækst og frugtbarhed.  Eller sagt med midsommervisens ord:

”Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder…”

Er der andet vi tænker på. Midsommervisen bringer også et helt også et helt anderledes perspektiv ind i sommertiden.  Vi synger:

”...hver by har sin heks,

og hvert sogn sine trolde…”

Dem vil vi fra livet med glædesblus holde…”

Uha…livet, hverdagen har flere sider. Der er også noget, som kan true os, nemlig hekse og trolde. De får skyld for modgang og problemer. Vi opfordres til eller er enige om, at vi skal holde den fra livet ved at brænde dem, ligesom vi fjerner skrald ved at brænde det af.

Verden og livet er et enten eller. Man kunne vel også sige, at livet er et både: ”Medgang og modgang”. ”Sorrig og glæde” er et livsvilkår, som vi til stadighed skal slås med. Eller måske skulle vi med en positiv attitude sige: Det er en udfordring til os, som vi må prøve at få det bedste ud af.

Hvad kunne vi mere tænke på her d. 23. juni?

Hvilken dato er det? Hvad sker der om et halvt år? Faktisk leder midsommervisen også på vej her ved at sige:

”Vi elsker vor land,

når den signede jul

tænder stjernen i træet med glans i hvert øje….”

Der er netop 6 måneder til jul. Hvis vi retter blikket 6. måneder frem, så er det faktisk lillejuleaften. Vi er på vej mod en højtid, som for mange af os også giver en lille pause. På vej til en pause, sommerferien, får vi allerede øje en anden pause i årets løb, nemlig julen.

Julen kalder vi af og til for børnenes fest.  Julen har da også sit udgangspunkt i noget med børn, nemlig Jesu fødsel. Under primitive forhold i en stald bliver Jesus født. Fra spæd vækker han opmærksomhed. Vise folk kommer langvejs fra og hilser på ham. Som 12-årig forundre han præsterne i templet med sin klogskab, samtidig med, at han til forældrenes store irritation bliver væk. Jesus er noget særligt. Men set fra en menneskelig vinkel: Han får lov til at udfolde sig og bruge sine evner. Den mulighed skal vi vel også give hinanden?

Men vi kalder vel i særlig grad julen for ”børnenes fest”, fordi vi laver sjov og hygger i familien. Vi giver hinanden gaver – måske giver vi især børnene gaver. Vi får alle lov til at blive lidt barnlige som gave givere og gave modtagere.

Men hvorfor gør vi egentlig ikke hele året, og dermed også Sankt Hans, til børnenes eller de barnliges fest? Børn og ungdom er fremtiden, siger man, så det må da være vigtigt hele tiden at have fokus på børn og unge.

Som enkeltpersoner, familie, sogn, kommune og stat, må vi have fokus på børn og unge og sikre, at der er god opvækst og uddannelsesmuligheder for alle. Fra hjem over børnehave, skole  og videreuddannelse skal alt have højeste kvalitet, så den enkeltes evner udnyttes. Vi skal have fokus på ungdomsarbejdspladser så ingen bukker under i ungdomsarbejdsløsheds fortvivlelse.

Børns vilkår er ikke altid de bedste, end ikke i Danmark. Et ekstremt eksempel på det er ”brønderslev-sagen”, som vi har hørt rigelig om i pressen gennem de sidste måneder.

Selvom vi ikke synes, at det kan være værre end i den konkrete sag, så er der endnu værre eksempler på, hvordan børn behandles. Vover vi at se udenfor landets grænser og rette blikke mod et afrikansk land som Nigeria, kan vi desværre få øje på noget der er endnu værre.

Midt i Nigeria ligger der en by som hedder Jos. Byen har gennem de sidste årtier været præget af voldsomme uroligheder. Forskellige stammer – altså regionale grupper – har kæmpet om magten i området. Religiøse grupper er røget i toppen på hinanden. Hundrede af mennesker har mistet livet i såvel kampe som under snigmord. Gang på gang har disse uroligheder bragt byen i verdenspressen. De seneste måneder har der heldigvis været nogenlunde.

En historie fra Jos og  andre områder i Nigeria og den Vest Afrikanske region i hele taget, som ikke har fået lige så megen plads i verdenspressen, er historien om de børn, som kaldes Heksebørn. Der er findes børn, som pludselig beskyldes for at være hekse.

Det lyder: Du har gjort min mor syg. Du har forbandet min onkel. Du er skyld i, at folk i en landsby er blevet syge. Beskyldningerne fører med sig, at selv mindreårige børn bliver fordrevet fra familie og landsby. Måske skubbes de ind i bål og får voldsommer forbrændinger. I andre tilfælde overhældes de med kogende vand, så de resten af livet er skæmmet af store ar efter brandsårene, som ikke heler ordentligt. Ofte ender de som f.eks. gadebørn, der lever for lud og koldt vand. Jeg har selv oplevet, hvordan de løber rundt i byen med en plastiktallerken og forsøger at tigge sig til en skilling eller stiller sig op foran en fortovsrestaurant i håb om at få andres levninger.

Andre børn oplever ligefrem, at de er hekse. De drømmer eller oplever, at de involveres i hemmelige loger eller selskaber, hvor de tvinges til at drikke blod, slå familiemedlemmer ihjel eller deltage i okkulte ritualer. Også de ender med at blive fordrevet, og må flakke rundt på egen hånd.

Mission Afrika, den kristne organisation som jeg i dag er leder for, er involveret i et gadebørnsarbejde i Jos. Fordelt på 7 centre i Nigeria hjælper man 300 børn. Af dem karakteriseres 32 som ”ægte” heksebørn. Dvs. de har været involveret i noget mystisk okkult. Yderligere 20 børn er ubegrundet blevet beskyldt for at være heksebørn, som har forvoldt forskellige skader på mennesker, familie eller lokalsamfund. Gadebørnsarbejdet forsøger for det første at give børnene mad og tag over hovedet. Dernæst tilstræber man at hjælpe dem åndeligt og psykisk. For det tredje hjælper man dem til skolegang. For det fjerde sigtes mod, at genforene og forsone dem med deres familier, hvor det er realistisk.

Når vi synger:

”...hver by har sin heks,

og hver sogn sine trolde…”

Dem vil vi fra livet med glædesblus holde…”, så tænker vi gamle dage og overtro ud fra vores moderne oplyste vestlige sammenhæng. Men der er steder i verden, hvor ondskab med hekseri og trolddom lever i bedste velgående. Dels som noget man forestiller sig dels som noget man virkeligt oplever.

Der er brug for, at vi gør hele året og ikke kun julen til en ægte børnenes fest.

Der er brug for, at vi som borgere i verden, hvor den såkaldte globalisering hersker, gør hele verdens til en børnenes festplads.

Her til Sankt. Hans skal vi så ikke blive enige om, at vi ikke smider børn eller voksne, som beskyldes for eller oplever at være hekse og trolde, på bålet. Lad os derimod forene os verden over i kamp for det gode. Lad Sankt Hans bålet være et bål der udstråler varme og fremmer kærlighed og omsorg alle mennesker og folkeslag imellem. Lad varme og kærlighed ustråle fra bålet, så hverken en brønderslevsag eller heksebørnsbeskyldninger er virkelighed i fremtiden.

Vi elsker verden!

Vi elsker vort land!

Vi elsker børn!

Glædelig Sankt Hans!

Glædelig midsommer!

Mission Afrikas udsendte medarbejdere i området har det heldigvis godt.

Jeg har været i kontakt med missionærerne i Jos, der heldigvis har det godt og tager situationen roligt.

Desuden har jeg talt med ærkebiskop Nemuel Babba, Numan, som er meget ked af situationen. Han ser terroren, som delvis et nationalt nigeriansk problem, delvis et internationalt problem, da der tilsyneladende har fundet terror sted mod julefejrende kristne andre steder i verden.

Vi må i bøn anråbe Gud om ”fred på jorden”, så urolighederne ikke udvikler sig.

Bestyrelsen besluttede i 2009 at flytte sekretariatet til Århus fordi:

1. Der er brug for moderne kontorfaciliteter, hvor alle medarbejdere på længere sigt kan samles.

2. Der er brug for et bredt netvær i forhold til flere missionsselskaber, uddannelses institutioner, en bred vifte af folkekirkelige menigheder, ungmsmiljø, udviklingsmiljø, internationalt erhvervsliv mv.

3. Der er brug for bedre mulighed for at rekrutterer medarbejdere, der på en gang er godt fagligt funderede og har en betydelig indsigt i dansk kirkeliv.

I løbet af 2010 er det så lykkedes at finde lokaler i tilknytning til Diakonhøjskolen.

Sekretariatets struktur er blevet kritisk gennemgået, så der nu er tre hovedteam: Ledelses- og økonomi team, partnerteam (kontakt til samarbejdspartnere i Afrika mv.), supporterteam (anvar for kommunikation, netværk og fundraising).

Telefoni og IT er under modernisering.

4. marts 2011 kl. 14 - 16 slår vi dørene op til det nye skeretariat. Du er velkommen!

"100 år og dog ung" - sådan skal alle gerne tænke om Mission Afrika, selvom 2011 bliver et jubiæumsår, hvor 100 års virke fejres. Bl.a. derfor arbejder bestyrelse og sekretariat med en kritisk gennemgang af visionen for Mission Afrikas aktiviteter.

I september mødtes repræsentanter fra Mission Afrika i Abuja, Nigeria med repræsentanter fra alle partnere til et "multilateralt patnerskabsmøde". En historisk begivenhed. Som første led i arbejdet med en vision blev partnerne spurgt: Hvilke tanker har I om fremtiden og samarbejdet med Mission Afrika? Mødt resulterede i en erklæring, som partnerne havde direkte indflydelse på og føler medejerskab til. Den skal nu inspirerer det videre arbejde fremtidens vision. Partnerne lærte desuden hinanden at kende og blev inspireret til visionstænkning.

Det forestående år: 2011, skal være et festår, der med udblik til fortidens bedrifter vender blikket mod fremtiden. Fællesskab, følgeskab og samarbejde i Guds globale mission, hvor evangeliet om Kristus forkyndes og der er omsorg for næsten, skal være kendetegnende for Mission Afrika som en levende organisation.

Velsignet jul og nytår!

Efterårets bispevalg er hermed alle afgjort. I efteråret 2011 skal der være valg i Todi stift samt valg af ærkebiskop.

Bonotem stift: Lerum.

Gongola stift: Kennan.

Shal-Holma: Tentebiu.

Yola: Valg afventer.

Bispevalget ledes af en valgkomite bestående bl.a. af Kaja Nemuel, Dick Mbodwam, administrativ sekretær Parisha og revison Caranda. Præster kan opstille kandidater. Stemmeberettigede er præster og delegerede fra distrikterne i stiftet. En biskop er først valgt, når vedkommende har nået

2/3 af alle stemmer.

I Bonotem stift fandt valget sted lørdag d. 9. oktober. Her blev biskop Isayah Leerum genvalgt til sin tredje 5-års periode. Det skete med kun en afstemning bandt de 106 stemmeberettigede.

Bester Denham er en af de få kvindelige distriktspræster i LCCN og hun har siden august 2010 været udpeget som fungerende provst, da den lokale provst er under videreuddannelse på ECWA (evangelisk kirke i Vestafrika) i Jos.

Hun er dermed den første kvindelige provst i LCCN's historie.