Jeg var næsten færdig med et langt brev som jeg begyndte på i Dakka, men da jeg ville til at gøre den færdig så var den væk. Det er der ikke noget at gøre ved og måske var den også for bloddryppende.

Jeg har haft en god og spændende tid i Dakka igen i år.

En uge efter jeg kom, var der afskeds fest for nok en hold elever på Bibelskolen. Det var meget festlig og dejligt at se dem i deres flotte uniformer.

De havde været tre eller fire år på skolen, og nu skulle de hjem og bruge det, de har lært. Det er ikke let for disse unge. De kom til skolen uden at kende a fra b, deres vigtigste fag var at få lært at læse i c. klassen. Derpå fik de almene fag, næsten som på en dansk højskole med bibel kundskab som hovedfag. Når de vender hjem til landsbyen, er de stadig unge. De har forandret sig, men det har vennerne ikke, og det vil være svært at give det videre, som de fik med fra skolen. Det er jo et samfund, hvor alder er vigtig, hvis du vil høres.

Kammeraterne er måske lidt misundelige. De drikker, som de plejer, og det er ikke rart at stå uden for fællesskabet. Bed for og med dem, at de må få mod til at lev det nye liv, de nu har fået.

Nogle af dem tager videre til andre skoler som junior gymnasium, det vil sige 7. – 10. skole år.  Vi får hvert år elever, som har gået 6 år i børneskolen, men ikke fik lært at læse. Så tager de et år på bibel -skolen for at komme videre.

Den ene underviser er uddannet lærer, og det har været et stort plus. Han har også lært at håndtere en PC. Han startede med en brugt, som jeg fik foræret, men da den stod af sidste år, købte vi en ny, og i år købte vi en printer, der kan det hele, så de nu kan lave undervisnings materialer, exam. opgaver o.s.v. Det er rigtig var godt, men bestemt ikke en selvfølge.

Lofterne i A og B klasserne ved at falde ned, fordi termitterne havde ædt det træ, der holdt lofterne. Jeg truede med, at nu, fik de bare lofter lavet af kornstokke, men da tømrerne kom, havde de et godt forslag. Vi kan nu købe loftsplader lavet af plastic, som kan slås op på mahogni træ. Altså noget termitterne ikke kan gnave sig igennem, og så er det værd at investere i. Det blev meget flot, og vi fik EL og lys lagt ind igen. Gerson og jeg hjalp hinanden, så det hele fungerede, før jeg rejste.

Det er en stor forandring, at vi nu har mobilnet i Dakka, men det koster jo , og de fleste har faktisk ikke råd til det, men hellere sulte end undvære en mobil telefon.

Jeg rejste via Jos for at købe medicin før turen gik til Dakka, og det var da smart, at jeg der på apoteket kunne ringe til Ibrahim, og få svar på et par spørgsmål angående medicin. Det var også rart at kunne ringe efter hjælp, når det var nødvendigt, både ved dag og nat i Dakka..

Urolighederne har folk vænnet sig til, og når man bor i Dakka er vi jo langt fra det, næsten som om det ikke kom os ved. Da jeg var i Jos i februar var der en selvmordsbombe i en bil ved Cocin kirken i Jos, men der var kun få dræbte.  Jeg var i den anden ende af byen, og dagen efter fungerede alt normalt igen.

Arbejdet på Klinikken blev præget af, at der var en epidemi af den såkaldte Lassa feber i området. Jeg fik kun tre indlagt i Dakka, hvoraf én overlevede. Vi havde Dr. Ibrahim Musa i Dakka for at operere. Han kom en fredag eftermiddag, sammen med den assisterende sygeplejerske. De nåede at operere fire den aften. De sov i gæstehytten, så de var klar til at fortsætte lørdag morgen. Det blev til 12 i alt, og søndag kom så en ung mand med Lassa feber.  At holde ham adskilt fra de andre patienter, var en umulig opgav, så der var nerver på, men da en dreng på ca. 14 år døde af sygdommen den følgende søndag gik det op for folk, at det ikke bare var snak, og resten af søndagen og de følgende to tre dage havde vi næsten ferie.

 På hospitalet i Sunkani fik de mindst ti pt. indlagt og kun én over levende. I Jalingo mistede de både en læge og en sygeplejerske, men hvor mange patienter, der døde ved jeg ikke. Når det alligevel kom til at fylde meget er det fordi, det er en meget aggressiv virussygdom, som altså har stor dødelighed og det rammer ofte hospitals personale. Der var sikkert mange, der ikke kom på hospital, fordi det gik hurtig. Ca. én uge.  Vi havde ingen medicin for det, da det medikament, der kan hjælpe, ikke er i handlen, fordi det har flere alvorlige bi virkninger og kun udleveres til hospitaler.

Jeg skulle til Jos efter medicin og til et møde på Miango, så jeg kørte få dage før planlagt, og tog ind på hospitalet i Jos, hvor de tog en blodprøve, der viste normale værdier. De har en amerikansk læge, der har stor erfaring med sygdommen, fordi den har været i det område i ca. 35 år. Hun gav mig medicin med til to patienter, men vi fik ikke brug for det.

Medicinen for epilepsi er steget til det tredobbelte inden for et år. I år har jeg købt 80.000 tabletter og det er måske ikke nok, så det er svært at få økonomien på klinikken til at hænge sammen, fordi vi sælger det til under halv pris. Næsten alle epilepsipatienter er meget fattige mennesker, fordi de har den sygdom og ofte er retarderede.  En mand, som ikke har fået medicin fik begge fødder forbrændt, da han en morgen sad ved et bål og fik et anfald. Den venstre fod vil hele op uden men, men den højre måtte amputeres lige under knæet. Dr. Ibrahim kom en aften, efter han var færdig på hospitalet, og klarede det. Det er en af de operationer jeg helst vil være foruden, men det gik godt.

Vi nåede det vi skulle, og så var de 4 måneder også gået. Jeg fik en lærer, Gerson  Andrew, til at køre med mig til Numan, fordi jeg ikke har en chauffør længere. Der skulle være et kursus for bibelskolelærere i Numan, som både han og vor nye præst James Kefas, der underviste på skolen i Dakka, skulle med til. Pastor James og Gerson boede på værelse sammen, og mens de var der begyndte James at få mavepine.  Det er en lang historie, som jeg må korte af her. Pastor James døde på Yola hospital den følgende søndag (påskedag). Nu går snakken så, at det er Gerson, der har givet ham gift. Noget Gerson aldrig ville gøre, og dertil kommer, at Gerson mistede sin ældste søster, der døde af kræft langfredag. Det var Gersons far, der var præst i Dakka, og som døde i dec. 2009 af Thyfus.

Vi ved, at Jesus har al magt i himlen og på jorden, men der er stadig onde magter, der skaber frygt og dermed også tvivl. Bed for dem i Dakka .

Med tak for medleven og forbøn.

Hilsen
Rikke Vestergaard

af: Poul Erik Knudsen, Bestyrelsesmedlem Mission Afrika

I landsbyen Dambola Ngaibui i Bo Anglikanske Stift i det østlige Sierra Leone er de gået i gang med at bygge kirke. Det skete 2. søndag i fasten, da landsbyen fik besøg af Biskop Emanuel Tucker. Sammen med Tucker var også missionssekretær Carsten Bruh-Lauritsen, generalsekretær Kristian Skovmose og medlem af bestyrelsen, sognepræst Poul Erik Knudsen, som alle er i Sierra Leone i forbindelse med partnerskabssamtaler.

Det var en festlig dag.
Den festlige begivenhed begyndte efter at vi to ad gangen var blevet færget over en flod i en lille trækano. Ved færgestedet blev vi mødt af ledende medlemmer af den nye menighed, som med trommer, rasler og sang ledte os den ca. 1. km. lange gåtur ad en sti gennem bushen og frem til landsbyen.

Først gudstjeneste
Ved en gudstjeneste under et midlertidigt halvtag blev vi budt velkommen af den lokale præst Edward Mbayo og præsenteret for menighedens medlemmer. Der var sang, prædiken, bøn og hilsner – som det hører sig til. Imens kunne vi iagttage nogle aktive personer bagerst i landsbyen, der havde travlt med at sætte en grund af med stolper, snor og målebånd.

Grundstensnedlæggelse
Til sidst i gudstjenesten tog den lokale ”Chief” ordet og fortalte, hvordan han var blevet kristen for omkring 50 år siden, da der var en kristen mission i landsbyen. Men de var forsvundet igen, hvorfor han derfor var blevet muslim, som de fleste var og er i området. Men da han så igen havde mødt kirken, da den for omkring to år siden begyndte at komme i området – første gang for at uddele myggenet til beskyttelse mod malariamyggene, da blev han meget glad og derfor havde han besluttet at donere et stykke af sin bananplantage i kanten af landsbyen til en grund, hvorpå den nye kirke skulle ligge.

Vi gik til byggegrunden, hvor en stor stabel af soltørrede mursten af ler var parat.

Imidlertid var det Biskop Tuckers opfattelse, at den påtænkte kirke var for stor – landsbyens ressourcer ville ikke række ikke til så stor en kirke, som de havde sat af, hvorfor han kunne forudse, at de så ville komme til stiftet for at få de sidste penge til at gøre den færdig. Stiftet ville gerne støtte, men ikke med så meget, som de her ønskede. 

De måtte lave den mindre.

Og fluks gik de i gang med at sætte grunden om. Imens var kvinderne i gang med at forberede et stort festmåltid lige ved siden af; ris og fisk.

Før den første sten kunne lægges, blev en rituel stok lagt under fundamentet og vand, salt, sukker, olie og honning blev drysset og hældt på fundamentet af Biskop Tucker som en velsignelseshandling. Derefter blev grundstene lagt; først ved Biskop Tucker og local Chief, så ved Kristian Skovmose, Carsten Bruhn-Lauritsen og undertegnede og til sidst sluttede resten af menigheden med. Hver sten blev ledsaget af en bøn og - så vidt det var muligt – en pengegave til det nye byggeri.

Mission Afrika støtter kirkens evangelisation
Mission Afrika har tilskyndet kirken til at begynde en evangelisering og aftalt at støtte op her omkring. Kirken har taget dette til sig og lagt en plan for at nå længere ud, og det var derfor en stor opmuntring at deltage i dette første synlige tegn på denne nye indsats.

Landsbyen her var den første af områdets 9 landsbyer, og der deltog kristne fra nogle af de andre landsbyer i søndagens festligheder. Det er stiftets håb, at der snart kommer nye kirker til. Kirkens mål er på et tidspunkt at få bygget en større kirke ved det nærliggende trafikknudepunkt, hvor der allerede ligger en nybygget moske.

Som ringe i vand
Et frø er sået - en ny kirke bliver til – ved Guds hjælp vil det kristne evangelium begynde at sprede sig som ringe i vand også i denne smukke og grønne del af Sierra Leone.  For trofast er han, som kalder, for han vil også gøre dette.

Vi havde overnattet i barakker fra et tidligere dæmningsbyggeri ved Manantali, og spiste morgenmad hos missionærfamilien Soleymane Gabriel. Derefter kørte vi af sted ad vejen mod Dougaya, en landsby der ligger i højlandet. Her er en ny menighed er etableret i de sidste 2 år. Der er indtil nu 14 der har omvendt sig og er blevet døbt, og flere er vakte og interesseret i at høre mere om Kristus. Vejen derud var virkelig en udfordring af karat. Godt 2 timers kørsel med 4 hjulstræk ad en sti hvor der kun 2 gange før er kørt en bil. Missionæren besøger menigheden på sin motorcykel, der lettere kan komme rundt om træer og store klippeblokke. Det er virkelig en menighed der ligger afsides – 22 km. Fra Manantali – men altså ad meget vanskelig vej.

Vi blev modtaget af den nye menighed med glad sang og velsignelse. Det er mennesker der holder kvæg og geder. Husene er lerklinede hytter med stråtag hvoraf flere var under opførelse. Menigheden har indtil nu holdt gudstjeneste i skyggen af et træ, men de har nu fået lov til at bygge en kirke på stedet og fået anvist en plads. Kirken bliver 7x4 m (ikke nogen stor kirke efter vore forhold). Men de glæder sig til at have et fast sted hvor de kan tilbede og prise Gud. Missionæren forsøger i forbindelse med kirken af oprette et gartneriprojekt og en ny brønd,  så de bedre kan forsørge sig selv og deres familier.  Kirken tænker på hele mennesket – legeme og ånd.

Vi blev inviteret til et møde med medlemmerne af menigheden, hvor vi udvekslede hilsener og velsignelser. Blandt dem var den sidst nye kristen – en ung mand der var kommet til tro og døbt for nylig.  De takkede for at vi var kommet helt fra Danmark og forladt vore hjem for at besøge dem!  De ønskede vil måtte føle os hjemme hos dem, og lovede at de ville bede for at vi måtte komme godt hjem til Danmark.  Inden vi forlod landsbyen kom den ældste fra menigheden og sagde farvel idet han pegede op mod himlen. ”Ses vi ikke igen her – så ses vi i himlen!”

Så var det køreturen tilbage til Manantali op og ned af klipper.

Turen gik herefter mod nord for at besøge endnu en missionær Salissou Gilbert der arbejder i Ouassala, ved senegalfloden ved Bafoulabé – navnet betyder: "stedet hvor de to floder mødes”. 

Familien har boet her siden 2009 og har gjort et stort evangeliserende arbejde i Ouassala. De fik stille et nybygget hus til rådighed, men i begyndelsen var det svært at få befolkningen i tale. Først efter de besøgte alle familier i byen for at hilse på og vise respekt, så kom folk fra byen for at snakke og få hjælp til livet. Der er ikke endnu bygget nogen kirke her, men de holder gudstjeneste hos missionærfamilien.

De forsøger at hjælpe folk med de vanskeligheder livet byder på. Det er for dem en naturlig del af at forkynde evangeliet. Her er det et flot gartneriprojekt godt i gang Salissou er udannet i landbrug og gartneri. Vi så familiens egen ”have” med mange forskellige grønsager og urter.  –Det var et flot eksempel til efterfølgelse.

Vi var med til møde hos landsbylederne i Ouassala, som er muslimer. De havde kun havde lovord for Sallisou; vi takker Allah for missionæren, for han gør godt for vores folk. Det lover godt for kirkens Mission. Jo - De er kommet ”med kærlighed i kufferten til Mali.”

På vejen hjem til vores overnatningssted punkterede den ene bil, og reservehjulet er fladt også. Så alle mand over i den ene bil 10 personer i en bil. Klokken var jo 22 så der var ingen værksted der gad lappe dæk på det tidspunkt. Heller ikke i Afrika.

Det der fylder mest lige nu er en besked, at vores nye præst  James, som underviser på bibel skolen, er syg med tyfus og er indlagt i Jalingo, så bed for os, at vi ikke kommer til at miste ham også. Jeg har været i Jos for at købe ind og der er brugt mange penge. Nu håber jeg, at det slå til. Det er ikke julepynt, der fanger blikket her, men ved gudstjenesten i Numan i går var der en lovsang og glæde, der overgår de fleste julegudstjenester i danmark.

Vi glædes over, at Ærkebiskop Nemmuel Babba er genvalgt - det er rigtig godt for Kirken. Jeg får nok ikke sendt julebreve ud i år, så tag dette som et ønske om et velsignet jul og nytår. Vi har en stor stor Gud som vi aldrig lærer at forstå, men som altid forstår os.

Kærlig hilsen, Rikke.

Sådan sagde Aristoteles for mange år siden om Grækenlands unge. Jeg vil overlade til læseren hvad denne mener om danske unge.

Men jeg er i Sierra Leone, og her har jeg har mødt den anglikanske kirkes ungdomsarbejde. Og jeg tror, at Aristoteles ville blive imponeret over disse unge i Sierra Leone.

I et land, der på mange måder stadig er mærket af den borgerkrig, der heldigvis nu er afsluttet, vil ungdommen i kirken fremad. De vil forandre deres egen og kirkens situation.De unge har vist os deres forskellige tiltag og fortalt om deres ønsker for fremtiden. Billedet er dog broget.

Nogle af de unge, ude i de meget fattige landdistrikter, har meget svært ved at se løsninger på deres problemer. Og derfor er de meget initiativløse.Men så kommer man til Bo, der er kirkens hovedby og hovedkvarter.
De unge har her samlet lidt penge sammen og har lejet en mark og plantet ris. Deres sparsomme fritid bliver brugt på at gå i marken, og ris kræver en del pasning.

Når risen engang bliver solgt, skal overskuddet bruges på ungdomsarbejdets aktiviteter – fx deres besøg i fængsler, hospitaler mv. Og så vil de gerne give en del af overskuddet til andre ungdomsgruppers eget landbrugsarbejde, og dermed tilskynde, at mindre initiativrige ungdomsgrupper kommer i gang. De håber dermed at kunne sætte gang i en spredningseffekt, så alle kirkens ungdomsgrupper kan begynde at generere indkomst til eget arbejde.
Desuden lærer de unge at drive effektivt landbrug, hvilket kan bidrage til deres eget fremtidige liv.

Det er sundt lederskab og ungdomsliv, og Aristoteles må se sig slået hjem ca. 2500 år senere.

Volontørerne skal vandre sammen med kirkens ungdomsarbejde – inspirere dem, og give friske perspektiver på ungdomsarbejdet ud fra deres danske erfaringer. Herudover skal volontørerne undervise på kirkens skoler og hjælpe i kirkens administration.
Tre af de fire volontører er: Caroline Damsbo, Johanna Bækgaard Poulsen og Kirstine Krog Bjerregaard, der har relevante erfaringer fra kirkeligt ungdomsarbejde såsom KFUM og K, DKG og som kirkepilot.
Martin Torp, der har en bachelor i handel og økonomi skal bistå kirkens administration og hjælpe med at opbygge sunde økonomiske rutiner og hjælpe kirkens ledelse med at sikre en ordentlig IT-infrastruktur.

Alle er stolte og taknemmelige for, at Mothers Union (Kvindefællesskabet) i det Anglikanske stift i Bo har udvalgt netop dem, som én ud af tre landsbyer, hvor Mothers Union gennemfører et pilotprojekt i læsning og skrivning med støtte fra Mission Afrika.